shep'-erd (ro`eh, ro`i; poimen, "en, der fodrer"): Fåreejeren passer ofte selv hjordene (1 Mos 4,4; 1 Mos 30,40; jf. Ez 34,12), men oftere overlader han arbejdet til sine børn (1 Mos 29,9; 1 Sam 16,19; 1 Sam 17,15) eller slægtninge (1 Mos 31,6). I sådanne tilfælde får fårene god omsorg, fordi vogterne har en personlig interesse i dyrenes trivsel; men når de passes af en daglejer (1 Sam 17,20), kan hjordene blive forsømt eller mishandlet (Es 56,10; Es 56,11; Ez 34,8; Ez 34,10; Zak 11,15; Zak 11,17; Joh 10,12). Hyrdens vigtigste opgave er at sørge for, at fårene finder rigeligt at spise og drikke. Hjordene fodres ikke i indhegninger eller folde, men må både sommer og vinter være afhængige af at søge føde til deres underhold (Sl 23,2). I vinteren 1910-11 hærgede en hidtil uset storm det nordlige Syrien. Den var ledsaget af et snefald på mere end 3 fod (ca. 90 cm), som dækkede jorden i ugevis. I den tid omkom hundredtusinder af får og geder, ikke så meget på grund af kulden som fordi de ikke kunne få føde. Geder opsøger de bedste græsgange, men får er mere hjælpeløse og må ledes til deres føde (jf. 4 Mos 27,16; 4 Mos 27,17); de har heller ikke det instinkt, som mange andre dyr har, til at finde vej hjem (jf. Ez 34,6-8). Hjordene bør vandes mindst én gang om dagen. Hvor der er kilder eller vandløb, er det en let sag. Ofte ligger det nærmeste vand flere timer borte. Man må rejse gennem de tørre egne i Syrien eller Israels land og derefter komme ind i vandrige dale som dem i Edom, hvor hjordene hele tiden føres hen for at få vand, for at forstå salmistens ord: "Han leder mig ved stille vande." Undertiden kan man få vand ved at grave lave brønde (1 Mos 26,18-22; 1 Mos 26,25; 1 Mos 26,32). Hyrden bærer ofte en spand med sig, som fårene kan drikke af, når vandet ikke er tilgængeligt for dem. På bjergtoppene giver den smeltende sne det nødvendige vand. I andre egne trækkes det op af dybe brønde (1 Mos 29,2; Joh 4,6). Den sædvanlige tid for vanding er ved middagstid, da hjordene føres til vandingsstederne (1 Mos 29,2; 1 Mos 29,3). Efter at have drukket lægger dyrene sig ned eller klumper sig sammen i skyggen af en klippe, mens hyrden sover. Ved den første lyd af hans kald, som som regel er en særlig guttural lyd, vanskelig at efterligne, følger hjorden ham videre til nye græsgange. Selv hvis to hyrder kalder på deres hjorde på samme tid, og fårene er blandet sammen, tager de aldrig fejl af deres egen herres stemme (Joh 10,3-5).

Hyrdens udstyr er enkelt. Hans vigtigste klædningsstykke er en kappe vævet af uld eller lavet af fåreskind. Den er uden ærmer og udformet sådan, at den hænger som en kappe over hans skuldre. Når han sover, krøller han sig sammen under den, med hovedet og det hele. Om sommeren bæres en lettere, kortærmet `aba eller frakke. Han bærer en stav eller kølle (se STAV), og en karakteristisk holdning er at lave et hvilested for armene ved at lægge sin stav over skuldrene mod nakken. Når der findes et særligt frugtbart sted, kan hyrden fordrive tiden, mens dyrene græsser, ved at spille på sin fløjte (Dom 5,16). Undertiden bærer han en slynge (qela`) af gedehår (1 Sam 17,40). Hans vigtigste ejendele opbevares i en skindpung eller taske (keli) (1 Sam 17,40). Denne taske er som regel et helt, garvet skind, vendt med indersiden ud, med benene bundet til og halsen som åbning. Han får som regel hjælp til at vogte og forsvare fårene af en hund (Job 30,1). I Syrien er de kurdiske hunde de bedste beskyttere af fårene, for i modsætning til de feje byhunde er de frygtløse og driver de vilde dyr bort. Hyrden må ofte hjælpe hundene med at forsvare fårene (1 Mos 31,39; 1 Sam 17,34; 1 Sam 17,35; Es 31,4; Jer 5,6; Am 3,12).

Billedligt:

Den hyppige brug af ordet "hyrde" som betegnelse for en åndelig tilsynsmand er velkendt for bibellæsere (Sl 23,1; Sl 80,1; Præd 12,11; Es 40,4; Es 63,14; Jer 31,10; Ez 34,23; Ez 37,24; Joh 21,15-17; Ef 4,11; 1 Pet 5,1-4). Vi bruger stadig betegnelsen "pastor", bogstaveligt "en hyrde". Ledere i timelige anliggender blev også kaldt hyrder (1 Mos 47,17 randnote; Es 44,28; Es 63,11). "Får uden hyrde" var et billede på enkeltpersoner eller nationer, som havde glemt Jahve (4 Mos 27,17; 1 Kong 22,17; 2 Krøn 18,16; Ez 34,5; Ez 34,8; Zak 10,2; Matt 9,36; Mark 6,34).

Jesus omtales som den gode hyrde (Joh 10,14); overhyrden (1 Pet 5,4); den store hyrde (Hebr 13,20); den ene hyrde (Joh 10,16). "Han vil vogte sin hjord som en hyrde, han vil samle lammene i sin arm og bære dem ved sit bryst og nænsomt lede dem, der har unger" (Es 40,11) er et billede hentet fra hyrdelivet på Jahves omsorg for sine børn. En stærk medfølelse med hjælpeløse dyr, om end undertiden vildledt, er et fremtrædende kendetegn hos folkene i Bibelens lande. Fødslen af afkom i en hjord sker ofte langt borte på bjergsiden. Hyrden vogter omsorgsfuldt moderen i hendes hjælpeløse øjeblikke og samler lammet op og bærer det til folden. I de få dage, indtil det kan gå, kan han bære det i armene eller i de løse folder af sin kappe over bæltet.

Se også FÅR.

James A. Patch