(he kuriake hemera):

1. Sprogligt:

Tidligere antog man, at adjektivet kuriakos (oversat "Herrens") var et rent kristent ord, men nyere opdagelser har bevist, at det var i ret almindelig brug i Romerriget, før kristen indflydelse havde gjort sig gældende. I verdslig brug betød det "kejserlig", "tilhørende herren"--kejseren--og derfor var dets overtagelse i kristendommen i betydningen "tilhørende Herren"--Kristus--helt ligetil. Der er faktisk grund til at antage, at i Domitians dage, da spørgsmålet var blevet skarpt formuleret som "Hvem er Herre? Cæsar eller Kristus?", var kirkens brug af adjektivet en del af protesten mod kejserdyrkelsen (se LORD). Og det er endda muligt, at hele udtrykket "Herrens dag" blev dannet som en modsætning til udtrykket "den augustæiske dag" he sebaste hemera), et udtryk der synes at have været brugt i nogle dele af riget om dage, der var særligt viet til ære for kejserdyrkelsen.

2. Efterapostolsk:

"Herrens dag" forekommer i Det Nye Testamente kun i Åb 1,10, men i den efterapostolske litteratur har vi følgende henvisninger: Ignatius, Ad Mag., ix.1, "Ikke længere idet vi holder sabbat, men idet vi lever efter Herrens dag, på hvilken også vort Lys opstod"; Ev. Pet., vers 35, "Herrens dag begyndte at gry" (jf. Matt 28,1); vers 50, "tidligt på Herrens dag" (jf. Luk 24,1); Barn 15 9, "Vi holder den ottende dag med glæde," på hvilken Jesus opstod fra de døde." Dvs. søndagen, som dagen for Kristi opstandelse, blev holdt som en kristen festdag og kaldt "Herrens dag," en titel, der var så fast etableret, at forfatteren til Ev. Pet. indførte den i udtryk fra de kanoniske evangelier. Dens passende brug i Åb 1,10 er indlysende, eftersom Johannes modtog sit syn af den ophøjede Herre, da alle kristne havde deres sind rettet mod hans indgang til herligheden gennem opstandelsen.

3. I Det Nye Testamente:

Denne "første dag i ugen" optræder igen i ApG 20,7 som den dag, hvor gudstjenesten med "brødsbrydelsen" fandt sted, og det indtryk, sammenhængen giver, er, at Paulus og hans ledsagere forlængede deres besøg i Troas for at deltage i gudstjenesten. Endvidere indeholder 1 Kor 16,2 befalingen: "På den første dag i ugen skal enhver af jer lægge til side hos sig selv og samle forråd," hvor styrken i den anvendte imperativform (nutid for gentagen handling) bedre ville gengives på engelsk med "læg til side på de på hinanden følgende søndage." Gudstjeneste nævnes her ikke udtrykkeligt (det græske for "hos sig selv" er den sædvanlige vending for "hjemme"), men at dagens egnethed til kristne handlinger indebærer en egnethed til kristen gudstjeneste, kan der ikke være tvivl om. Da syvdagesugen faktisk var ukendt for græsk tænkning, må en eller anden regelmæssig overholdelse af en hebdomadal cyklus have været fastlagt i Korinth, før Paulus kunne skrive sin befaling. Endelig findes udtrykket "første dag i ugen" ellers i Det Nye Testamente kun i Matt 28,1; Mark 16,2; Luk 24,1; Joh 20,1; Joh 20,19. Ordet i alle passager for "første" er dårligt græsk (mia, "én," for prote, en hebraisme), og sammenfaldet mellem udtrykkets form i ApG 20,7 og 1 Kor 16,2 og den form, som alle fire evangelister bruger om opstandelsesdagen, er bestemt ikke tilfældigt; det var den faste kristne betegnelse, ligesom "Herrens dag" var det for forfatteren til Ev. Pet.

4. Oprindelse:

Den hebdomadale overholdelse af søndagen peger tilbage fra Korinth til jødekristen jord, men det er umuligt at sige, hvornår skikken først begyndte. Tilsyneladende ikke i de allerførste dage, for ApG 2,46 fremstiller den særlige gudstjeneste som daglig. Men dette kan ikke være fortsat særlig længe, for aftagende første begejstring, nødvendigheden af at passe almindelige erhverv og et stigende antal omvendte må snart have gjort almindelige daglige sammenkomster upraktiske. Et valg af en særlig dag må være blevet nødvendigt, og denne dag ville naturligvis have været søndag. Uden tvivl fortsatte dog visse enkeltpersoner og menigheder de daglige sammenkomster til et langt senere tidspunkt, og søndagens fremtræden som den ene særlige gudstjenestedag var næsten sikkert gradvis.

5. Søndag og sabbatten:

Søndagen blev dog skarpt skelnet fra sabbatten. Den ene var den dag, hvor gudstjeneste blev frembåret i en særligt kristen form; den anden var en dag med rituel hvile, som skulle overholdes af alle, der gennem omskærelsen var underlagt Moseloven (Gal 5,3; jf. ApG 21,20). Uomskårne hedninger var derimod fri for enhver forpligtelse til at holde sabbat, og det er ganske sikkert, at der i apostolsk tid ikke blev foretaget nogen fornyelse af nogen sabbatsregler eller overførsel af dem til søndagen for hedningekonvertitter. Ingen overholdelse af en bestemt "hviledag" findes blandt de "nødvendige ting" i ApG 15,28; ApG 15,29, og heller ikke findes noget sådant bud blandt alle de varierede moralske anvisninger, der gives i hele brevlitteraturen. Tværtimod fordømmer Paulus overholdelsen af en bestemt dag som et spørgsmål om guddommelig forpligtelse som et frafald fra Kristus (Gal 4,10), og sabbatsholdelse fordømmes udtrykkeligt i Kol 2,16. Som et spørgsmål om personlig hengivenhed kunne en mand ganske vist gøre, som han ville (Rom 14,5; Rom 14,6), men ingen almen regel som nødvendig for frelse kunne være forenelig med den frihed, hvormed Kristus har gjort os frie. Det er da tydeligt, at den kendsgerning, at den kristne gudstjeneste blev holdt om søndagen, ikke helligede søndagen mere end (lad os sige) en regelmæssig onsdagsgudstjeneste blandt os helliger onsdagen, især når man bemærker, at den apostolske gudstjeneste blev holdt om aftenen. For man følte, at kristen begejstring ville løfte hver dag op på det højeste religiøse plan, uden at man forestillede sig denne begejstrings forfald gennem Parusiens lange udsættelse.

6. Senere historie:

Forsinkelsen indtraf imidlertid, og for mennesker i livets almindelige rutine er der nødvendigt ikke blot fastsatte tider til gudsdyrkelse, men også fastsatte tider til hvile fra rutinen, for at gudsdyrkelsen kan blive frugtbar. Og den kristne grundlære om barmhjertighed kræver, at kristendommen, hvor den har magten, skal give mennesker lindring fra den belastning, som uafbrudt slid medfører.

Udformningen af almindelige regler til at føre disse principper ud i livet hører imidlertid til en periode uden for Det Nye Testamentes tid og falder derfor ikke inden for dette leksikons rammer. Det er nok at sige, at de kirkelige regler for søndagen blev opfattet som helt forskellige fra lovene om sabbatsoverholdelse, og at Alkuin (733?-804) er den første, der hævder, at kirken havde overført sabbatsreglerne som helhed til søndagen. Dette princip fastholdes stadig i romersk-katolsk teologi, men ved reformationen blev det kompromisløst afvist af både lutheranere (Augsb. Conf., II, 7) og calvinister (Helvet. Conf., XXIV, 1-2) til fordel for en bogstaveligt apostolsk frihed (Calvin foreslog endda at indføre torsdag i stedet for søndag). Fremkomsten af den modsatte yderlighed, en virkelig »legalistisk« sabbatarianisme i den gennemført evangeliske skotske og engelske puritanisme, er en anomali, som forklares ved reaktion mod omgivelsernes yderlige slaphed.

7. Praktisk:

Søndagen blev fastsat som dagen for kristen gudsdyrkelse ved almindelig apostolsk praksis, og den akademiske mulighed for en ændring synes næppe værd at drøfte. Hvis man imidlertid vil insistere på en bogstavelig apostolicitet, må »brødsbrydelsen« gøres til en del af søndagsgudstjenesten. Hvile fra arbejde for gudsdyrkelsens skyld, offentlig og privat, er i høj grad ønskelig, eftersom genvindelsen af den almindelige apostolske begejstring synes uopnåelig; men Det Nye Testamente lader os være ganske frie med hensyn til enkelthederne. Hvile fra arbejde for at sikre fysisk og mental fornyelse hviler på et endnu andet grundlag, og udarbejdelsen af enkelthederne kræver kendskab til sociologiske og industrielle forhold såvel som kendskab til religiøse principper. Det er præstens opgave at sammenføje de forskellige principper og anvende dem på de særlige forhold hos hans folk på deres sted, i overensstemmelse med de regler, som hans egen kirke utvivlsomt har ret til at fastsætte — dog med ganske særlig opmærksomhed på det meget vigtige spørgsmål om det særlige problem, børnene frembyder. I alle tilfælde bør de almene principper, der ligger til grund for reglerne, gøres klare, så de ikke fremstår som vilkårlig lovtrældom, og det er sandsynligvis bedst ikke at bruge betegnelsen »sabbat« om søndagen. Under visse forhold kan stor frihed være ønskelig, og en sådan er bestemt ikke uforenelig med vores frihed i Kristus. Men erfaringen, og ikke mindst erfaringen fra reformationens første kirker, har til fulde vist, at megen almindelig slaphed i søndagsreglerne uvægerligt får katastrofale følger.

Se videre Jesu etik, I, 3, (1).

LITTERATUR. Om de sproglige spørgsmål, Deissmann, Light from the Ancient East, 1910, 361-66. Hesseys Sunday (udg. 1880) ("Bampton Lectures," 1860) indeholder et godt sammendrag af problemernes historie. Zöcklers "Sonntagsfeier," PRE, 3. udgave, XVIII, 1906, 521-29 er den bedste almindelige oversigt. I Sch-Herz lider denne artikel ("Sunday") under forkortelse, men der er tilføjet en udtømmende bibliografi.

Burton Scott Easton