hjerte (lebh, lebhabh; kardia): De forskellige betydninger, som ordet har i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, kan inddeles under følgende hovedpunkter:

1. Forskellige betydninger:

Det repræsenterer først og fremmest det legemlige organ, og ved naturlig overgang de erfaringer, som påvirker eller påvirkes af kroppen. Frygt, kærlighed, mod, vrede, glæde, sorg, had tilskrives altid hjertet – især i Det Gamle Testamente; således mod, for hvilket der sædvanligvis bruges ruach (Sl 27,14); glæde (Sl 4,7); vrede (5 Mos 19,6, "mens hans hjerte er varmt", lebhabh); frygt (1 Sam 25,37); sorg (Sl 13,2) osv.

Derfor kom det naturligt til at stå for mennesket selv (5 Mos 7,17; "sig i dit hjerte", Es 14,13).

2. Hjerte og personlighed:

Da det repræsenterede mennesket selv, blev det betragtet som sædet for følelser og lidenskaber og appetitter (1 Mos 18,5; 3 Mos 19,17; Sl 104,15), og omfattede ligeledes de intellektuelle og moralske evner – omend disse nødvendigvis også tillægges "sjælen". Denne distinktion iagttages ikke altid.

3. Sjæl og hjerte:

"Sjæl" på hebraisk kan aldrig gengives ved "hjerte"; og "hjerte" kan ikke betragtes som et synonym for "sjæl". Cremer har gjort velgjort bemærkning: "Det hebraiske nephesh ("sjæl") oversættes aldrig med kardia ("hjerte"). .... Omfanget af det hebraiske nephesh, hvortil det græske psuche alene svarer, adskiller sig så meget fra de idéer, som forbindes med psuche, at fuldstændig forvirring ville have været følgen, hvis psuche var blevet brugt ubegrænset for lebh ("hjerte"). Det bibliske lebh betegner aldrig, som psuche gør, den personlige subjekt, og kunne heller ikke gøre det. Det, som i det klassiske græsk tillægges psuche (en god sjæl, en retfærdig sjæl osv.), tillægges i Bibelen alene hjertet og kan ikke være anderledes" (Cremer, Lexicon, artikel "Kardia", 437 ff, tysk udgave).

4. Centrum for vital aktivitet:

I hjertet er vital aktivitet centreret (1 Kong 21,7). "Hjerte" bliver, undtagen som et legemligt organ, aldrig tillægget dyr, som det nogle gange er tilfældet med nephesh og ruach (3 Mos 17,11, nephesh; 1 Mos 2,19; 4 Mos 16,22; 1 Mos 7,22, ruach). "Hjerte" bruges således ofte i flæng med disse to (1 Mos 41,8; Sl 86,4; Sl 119,20); men "det betegner aldrig den personlige subjekt, altid det personlige organ".

5. Hjerte og sind:

Som det centrale organ i kroppen, som danner et fokus for dens vitale aktivitet, er det kommet til at stå for centrum for dens moralske, åndelige, intellektuelle liv. "Især hjertet er stedet, hvor selvbevidsthedensproces foregår, hvor sjælen er hjemme hos sig selv og er bevidst om alt sit handlen og lidelse som sit eget" (Oehler). Derfor er det, at mennesker med "mod" kaldes "mennesker af hjertet"; at Herren siges at tale "i sit hjerte" (1 Mos 8,21); at mennesker "kender i deres eget hjerte" (5 Mos 8,5); at "ingen overvejer i sit hjerte" (Es 44,19 KJV). "Hjerte" i denne forbindelse gengives nogle gange som "sind", som i 4 Mos 16,28 ("af mit eget sind", Vulgata ex proprio corde, Septuaginta ap' emautou); den dårlige "mangler forstand", dvs. "hjerte" (Ordsp 6,32, hvor Septuaginta gengiver phrenon, Vulgata cordis, Luther "der ist ein Narr"). Gud fremstilles som "søgende hjertet" og "prøvende nyrene" (Jer 17,10 KJV). Således kommer "hjerte" til at stå for "samvittighed", for hvilket der ikke er noget ord på hebraisk, som i Job 27,6, "Mit hjerte skal ikke bebreide mig", eller i 1 Sam 24,5, "Davids hjerte slog ham"; sammenlign 1 Sam 25,31. Af dette fremgår det, i Owens ord: "Hjertet i Skriften bruges på forskellige måder, nogle gange for sindelag og forstand, nogle gange for viljen, nogle gange for følelserne, nogle gange for samvittigheden, nogle gange for hele sjælen. Generelt betegner det menneskets hele sjæl og alle dens evner, ikke absolut, men som de alle er et princip for moralske handlinger, som de alle bidrager til vores gøren af godt og ondt."

6. Billedlig betydning:

Den radikale fordærvelse af menneskenaturens leres klart i Skriften og forbindes med hjertet. Det er "uomskåret" (Jer 9,26; Ez 44,7; sammenlign ApG 7,51); og "forherdet" (2 Mos 4,21); "ondskabsfuldt" (Ordsp 26,23); "vrænget" (Ordsp 11,20); "gudløst" (Job 36,13); "bedrageligt og desperate ondt" (Jer 17,9 KJV). Det besudler hele mennesket (Matt 15,19; Matt 15,20); modstår, som i Faraos tilfælde, Guds gentagne kald (2 Mos 7,13). Der er der dog Guds lov skrevet (Rom 2,15); der værks nåden udført (ApG 15,9), thi "hjertet" kan blive "fornyetgennem nåde (Ez 36,26), fordi "hjertet" er sædet for synden (1 Mos 6,5; 1 Mos 8,21).

7. Processen med hjertefornyelse:

Denne proces med hjertefornyelse angives på forskellige måder. Det er borttagelsen af et "stenhhjerte" (Ez 11,19). Hjertet bliver "rent" (Sl 51,10); "fast" (Sl 112,7) gennem "Herrens frygt" (vers 1); "Med hjertet tror mennesket" (Rom 10,10); på "hjertet" øves Guds kraft til fornyelse (Jer 31,33). Til Gud beder de sørgmodige apostle som en kendt af hjertet (ApG 1,24 – et ord ikke kendt blandt klassiske forfattere, kun her i Det Nye Testamente og i ApG 15,8, kardiognostes). I "hjertet" bor Guds Ånd med styrke (Ef 3,16, eis ton eso anthropon); i "hjertet" udgødes Guds kærlighed (Rom 5,5). Hans søns Ånd er blevet "sendt ud i hjertet" (Gal 4,6); "Åndens forudbetaling" er given "i hjertet" (2 Kor 1,22). I nådens værk indtager hjertet således en næsten enestilling.

8. Hjertet først:

Vi kan også her henvise til buddet, som både Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes åbenbaring af kærligheden bygger på: "Du skal elske Yahweh din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke" (5 Mos 6,5); hvor "hjerte" altid kommer først og er det udtryk, som i gengivelsen i Det Nye Testamente forbliver uændret (sammenlign Matt 22,37; Mark 12,30; Mark 12,33; Luk 10,27, hvor "hjerte" altid har forrang).

9. Et udtryk for "det dybeste":

Der kan blot henvises til brugen af udtrykket om det, som er inderst, skjult, dybest i noget (2 Mos 15,8; Jon 2,3), selve tingenes centrum. Dette finder vi i alle sprog. Sammenlign Ef 3,16; Ef 3,17, "i det indre menneske", som ovenfor.

J. I. Marais