hal-e-loo'-ja (halela-ja, "lover I Herren"; allelouia): Ordet er ikke et sammensat ord, som mange andre hebraiske ord, der er sammensatte af den forkortede form af "Jahve" og et andet ord, men er blevet et sammensat ord i græsk og andre sprog. Selv om jøderne måske var blevet vant til at bruge det som et sammensat ord, skrives det aldrig sådan i teksten. I nogle salmer er Halleluja en integreret del af sangen ({{Ps.135,3}}), mens det i andre blot fungerer som en liturgisk udråbelse, der findes enten i begyndelsen (Sl 111) eller ved afslutningen (Sl 104) af salmerne eller begge steder (Sl 146). Halleluja-salmerne findes i tre grupper: 104-106; 111-113; 146-150. I den første gruppe findes Halleluja ved afslutningen af salmen som en liturgisk udråbelse (106,1 er en integreret del af salmen). I den anden gruppe findes Halleluja i begyndelsen (113,9 er en integreret del af salmen, afhængig af adjektivet "glædelig"). I den tredje gruppe findes Halleluja både ved afslutningen og i begyndelsen af salmerne. I alle andre tilfælde (Sl 115; 116; 117) synes Halleluja at være en integreret del af salmerne. Disse tre grupper blev sandsynligvis taget fra en ældre samling af salmer som gruppen Salmer 120-134. I Det Nye Testamente findes Halleluja som en del af himmelske væseners sang ({{Rev.19,1}}). Ordet er bevaret som en liturgisk udråbelse af den kristne kirke generelt.

A. L. Breslich