ha-bak'-uk, hab'-a-kuk:

I. FORFATTEREN

1. Navn

2. Liv

II. BOGEN

1. Fortolkning af Habakkuk 1 og 2

2. Indhold

3. Stil

4. Integritet

III. TIDEN

1. Datering

2. Anledning

IV. DENS LÆRE

1. Jahves universelle overhøjhed

2. Trofasthed som garanti for varighed

LITTERATUR

I. Forfatteren. 1. Navn:

Habakkuk (chabhaqquq) betyder "omfavnelse" eller "inderlig omfavnelse." #Nogle af de gamle rabbinere, der forbandt navnet med 2 Kong 4,16, "Du skal omfavne en søn," forestillede sig, at profeten var søn af kvinden fra Shunem. Septuaginta-formen af navnet, Hambakoum; Theodotion Hambakouk, forudsætter det hebraiske chabbaquq. Et lignende ord forekommer på assyrisk som navn på en haveplante.

2. Liv:

Der vides praktisk talt intet om Habakkuk. Bogen, der bærer hans navn, kaster kun lidt lys over hans liv, og resten af Det Gamle Testamente tier om ham; men talrige legender er vokset frem omkring hans navn. Identifikationen af profeten med sønnen af kvinden fra Shunem er én. En anden, der forbinder Es 21,6 med Hab 2,1, gør Habakkuk til den vægter, som Esajas satte til at holde udkig efter Babylons fald. En af recensionerne af Septuaginta-teksten til Bel og Dragen erklærer, at fortællingen var taget "fra Habakkuks profeti, søn af Jesus af Levis stamme." Dette må henvise til en ukendt apokryf bog, der er tilskrevet vores profet. Hvilken autoritet der kan være for at kalde hans far Jesus, ved vi ikke. Påstanden om, at han var af Levis stamme, kan være baseret på tilstedeværelsen af den musikalske note ved slutningen af det tredje kapitel. Ifølge Profeternes liv, der tilskrives, skønt måske med urette, Epifanios, biskop af Salamis på Cypern i den sidste del af det 4. århundrede e.Kr., tilhørte han Bethtsohar, af Simeons stamme. En meget interessant fortælling findes i Bel og Dragen (33-39), ifølge hvilken Habakkuk, mens han var på vej ud på marken med en skål grød, blev taget af en engel, ført til Babylon og sat i løvekulen, hvor Daniel spiste grøden, hvorefter Habakkuk blev ført tilbage til sit eget sted. Ifølge Profeternes liv døde Habakkuk to år før de landflygtiges tilbagevenden fra Babylon. Alle disse legender har ringe eller ingen historisk værdi.

II. Bogen.

1. Fortolkning af Habakkuk 1 og 2:

Det er nødvendigt at overveje fortolkningen af Hab 1 og 2, før bogens indhold angives, da en fremstilling af indholdet i disse kapitler vil blive bestemt af deres fortolkning. De forskellige fortolkninger, der er blevet fremført, kan grupperes under tre hovedpunkter: (1) Ifølge den første opfattelse: Hab 1,2-4: Judas fordærv; de ugudelige jøders undertrykkelse af de retfærdige jøder, som kalder på den guddommelige åbenbaring i dom over undertrykkerne. 1,5-11: Jahve meddeler, at han er ved at sende kaldæerne for at udføre dom. 1,12-17: Profeten er rådvild. Han kan ikke forstå, hvordan en retfærdig Gud kan bruge disse barbarer til at udføre dom over et folk, der er mere retfærdigt end de. Han anser selv de ugudelige blandt jøderne for bedre end kaldæerne. 2,1-4: Jahve løser det forvirrende problem ved at meddele, at kaldæernes ophøjelse kun vil være midlertidig; til sidst vil de møde deres undergang, mens den retfærdige skal leve. 2,5-20: Ve-råb mod kaldæerne.

(2) Den anden opfattelse finder det nødvendigt at ændre den nuværende ordning af Hab 1,5-11; i deres nuværende placering passer de ikke ind i fortolkningen. Af denne grund udelader Wellhausen og andre disse vers som en senere tilføjelse; på den anden side ville Giesebrecht placere dem før 1,2, som profetiens åbningsvers. Omplaceringen ville kræve nogle få andre mindre ændringer, så versene kunne blive en passende begyndelse og etablere en glidende overgang fra 1,11 til 1,2. Hvis de besværlige vers udelades, kan følgende oversigt over de to kapitler gives: 1,2-4: De ugudelige kaldæeres undertrykkelse af de retfærdige jøder. 1,12-17: Appel til Jahve på jødernes vegne mod deres undertrykkere. 2,1-4: Jahve lover udfrielse (se ovenfor). 2,5-20: Ve-råb mod kaldæerne.

(3) Den tredje opfattelse finder det også nødvendigt at ændre versenes nuværende rækkefølge. Igen forstyrrer Hab 1,5-11, i den nuværende placering, teorien; derfor får disse vers en mere passende plads efter 2,4. Ifølge denne fortolkning er oversigten som følger: 1,2-4: De ugudelige assyreres (Budde) eller egypteres (G. A. Smith) undertrykkelse af de retfærdige jøder. 1,12-17: Appel til Jahve på de undertryktes vegne mod undertrykkeren. 2,1-4: Jahve lover udfrielse (se ovenfor). 1,5-11: Kaldæerne skal være redskabet til at udføre dom over undertrykkerne og bringe udfrielse til jøderne. 2,5-20: Ve-råb mod assyrerne eller egypterne.

En fuld drøftelse af disse opfattelser er ikke mulig i denne artikel (se Eiselen, Minor Prophets, 466-68). Det kan være tilstrækkeligt at sige, at den første fortolkning, som ikke kræver nogen udeladelse eller omplacering, i det store og hele synes at tilfredsstille sagens fakta mest fuldstændigt.

2. Indhold:

Indholdet af Hab 1 og 2 er angivet i det foregående afsnit. Hab 3 indeholder et lyrisk afsnit, der i overskriften kaldes "Bøn." Den bedende taler for sig selv og for menigheden. Han mindes Jahves mægtige gerninger for sit folk; tanken om dem får ham til at skælve; ikke desto mindre beder han om en gentagelse af de gamle åbenbaringer (3,2). I majestætiske billeder beskriver digteren Jahves vidunderlige tilsynekomster i fortiden (3,3-11) for sit udvalgte folk (3,12-15). Erindringen om disse åbenbaringer fylder salmisten med frygt og bæven, men også med glæde og tillid til hans frelses Gud (3,16-19).

3. Stil:

Kun den hebraiskstuderende kan få en tilstrækkelig forståelse af Habakkuks bogs litterære fortrin. "Habakkuks litterære kraft," siger Driver, "er betydelig. Selvom hans bog er kort, er den fuld af styrke; hans beskrivelser er levende og kraftfulde; både tanke og udtryk er poetisk; han er stadig en mester i den gamle klassiske stil, prægnet, parallelistisk, vægtfuld; der er ikke noget spor af den ofte prosaiske vidtløftighed, som kommer til udtryk i Jeremias' og Ezekiels skrifter. Og hvis Hab 3 er hans, er han desuden en lyrisk digter af høj rang; denne odes storslåede billedsprog og rytmiske flow kan sammenlignes med nogle af de fineste frembringelser fra hebraisk poesi."

4. Tekstens autenticitet:

Mere end halvdelen af bogen, herunder Hab 1,5-11; Hab 2,9-20 og kapitel 3 i sin helhed, er blevet benægtet at være fra profeten Habakkuk. Hvis profetien tolkes korrekt (se ovenfor), kan der ikke findes nogen gyldig grund til at forkaste 1,5-11. Hab 2,9-20 bliver benægtet Habakkuk primært på to grunde:

(1) "Vehringerne" siges at være mindst delvis upassende, hvis de antages at være rettet mod den kaldæiske konge. Denne vanskelighed forsvinder, når man husker, at kongen ikke tales til som enkeltperson, men som repræsentant for nationens politik, som en personificering af nationen.

(2) Nogle dele, især 2,12-14, "består i høj grad af citater og reminiscenser fra andre passager, herunder nogle sene" (sammenlign 2,12 med Mika 3,10; Hab 2,13 med Jer 51,58; Hab 2,14 med Es 11,9; Hab 2,16b med Jer 25,15; Jer 25,16; Hab 2,18-20 med Es 44,9 flg; 46,6.7; Jer 10,1-16).

Bortset fra, at argumentationen ud fra litterære paralleller altid er usikker, er lighederne i dette tilfælde få i antal og af sådan almindelig karakter, at de ikke nødvendigvis præsupponerer litterær afhængighed. Habakkuk 3 bliver benægtet profeten endnu mere vedholdende, men argumenterne er på ingen måde afgørende. Det faktum, at kapitlet tilhører psalmologien, beviser ikke en sen datering, medmindre det antages uden god grund, at ingen salmer stammer fra før eksilet. Ej heller de historiske anspilninger, som er ganske vage, stilen, forholdet til andre forfattere og karakteren af de religiøse idéer, der kommer til udtryk, peger nødvendigvis på en sen datering. De eneste tvivlsomme vers er 2,16 flg, som synes at anspille på en katastrofe anden end kaldæernes invasion; og Driver siger, ikke uden grund: "Havde digteren skrevet under tryk af en fjendesindet invasion, ville invasionen selv naturligt være forventet at danne et fremtrædende træk i dette billede." Derfor, mens det kan være umuligt at bevise, at Habakkuk er forfatteren af bønnen, er det lige så umuligt at bevise det modsatte; og mens der er nogle få tegn, som synes at pege på en situation forskellig fra Habakkuks, er de på ingen måde sikre nok til at udelukke muligheden af Habakkuks forfatterskab.

III. Tiden.

1. Dateringen:

Spørgsmålet om datering er tæt knyttet til spørgsmålet om tolking. Budde daterer profetien til 621-615 f.Kr. ud fra teorien om, at de undertrykkere, der trues med ødelæggelse, er assyrierne (se ovenfor, 3). Hvis vi indrømmer, at assyrierne ligger på profetens sind, er den dato, som Betteridge foreslår (AJT, 1903, 674 flg), omkring 701 f.Kr., at foretrække; men hvis assyrierne ikke er undertrykkerne, falder datringerne foreslået af Budde og Betteridge også bort. Hvis profetien er rettet mod Egypten, er vi indskrænket til en meget bestemt periode, mellem 608 og 604 f.Kr., da Egyptens overherredømme i Juda kun fortsatte disse år. Hvis egypterne ikke er undertrykkerne, må en anden dato findes. Hvis kaldæerne er Judas undertrykkere, må profetien henføres til en tid efter Karkemis-slaget i 605-604 f.Kr., da kun efter egypternes nederlag kunne kaldæerne gennemføre en politik for verdenerobrng; og det var nogle år efter denne hændelse, at kaldæerne først kom i direkte kontakt med Juda. Men ud fra denne teori Hab 1,2-4; Hab 1,12 flg; 2,8 flg, præsupponerer forløbet af en betydelig erobringsperiode, underkuelsen af mange nationer, den grusom undertrykkelse af Juda i længere tid; derfor har Nowack utvivlsomt ret, ud fra denne teori, i at henføre profetien til en tid efter det første eksil i 597, eller som han siger, "afrundet omkring 590 f.Kr."

En anden dato må søges, hvis Hab 1,2-4 tolkes som en henvisning til undertrykkelsen af jøder af jøder, og 1,5 flg, som en trussel om, at Yahve vil rejse kaldæerne, allerede kendt som en nation tørst efter blod, til at straffe Judas ondskab. Disse vers synes at indikere (1) at kaldæerne endnu ikke var kommet i direkte kontakt med Juda, og (2) at de allerede havde givet bevis på deres krigsførelses grusome karakter. Nebukadnezar rykkede mod Juda omkring 600 f.Kr.; men årene siden Ninives fald omkring 607-606 f.Kr., og Karkemis-slaget omkring 605-604 f.Kr., havde givet kaldæerne rigelig lejlighed til at afsløre deres sande karakter, og til profeten og hans samtid til at lære denne grusome efterfølger af Ninive at kende. Ud fra denne teori må Habakkuks profetiske virksomhed derfor henføres til kort før 600 f.Kr.

2. Anledningen:

Hvis Habakkuk profeterede omkring 600 f.Kr., levede han under kong Jojakim. Den fromme og velmenende Josija var blevet dræbt i et forsøg på at standse Egyptens fremrykning mod Assyrien. Med hans død fik den korte reformtid ende. Efter en regeringstid på tre måneder blev Joakaz afsat af farao Neko, som satte Jojakim på tronen. Sidstnævnte var selvisk, tyrannisk og gudløs. På kort tid vendte de sørgelige forhold fra Manasses regeringstid tilbage. Det var denne situation, der fremkaldte profetens første rådvildhed: "O Jahve, hvor længe skal jeg råbe, uden at du hører? Jeg råber til dig om vold, og du frelser ikke" (Hab 1,2).

IV. Dens lære.

I Habakkuks Bog fremtræder en ny type profeti. Profeterne var først og fremmest forkyndere og lærere i religion og etik. De henvendte sig til deres landsmænd i et forsøg på at vinde dem tilbage til Jahve og et retfærdigt liv. Sådan er det ikke med Habakkuk. Han henvender sig til Jahve og stiller spørgsmål ved retfærdigheden eller endog virkeligheden af det guddommelige forsyn. Han klager til Gud og går i rette med ham. Profeten Habakkuk er derfor en forløber for forfatteren til Jobs Bog. "Som helhed er hans bog frugten af religiøs eftertanke. Den viser hans sjæls samtaler og spørgsmål--uden tvivl repræsentative for mange andre fromme ånder i tiden--med Gud; og den nedskriver de svar, som Guds Ånd lærte ham for hans egen skyld og for prøvede sjæles skyld i enhver tidsalder.

Habakkuk er blevet kaldt troens profet. Han ejede en stærk, levende tro på Jahve; men ligesom mange andre fromme sjæle blev han urolig og rådvild over livets tilsyneladende uligheder. Han fandt det vanskeligt at forene disse med sin ophøjede opfattelse af Jahve. Alligevel surmuler han ikke. Frimodigt lægger han sin rådvildhed frem for Jahve, som viser vejen til en løsning, og profeten kommer ud af sin nød med en tro, der er stærkere og mere intens end nogensinde. Det er i forbindelse med hans forsøg på at løse de forvirrende problemer, som hans landsmænds ustraffede synder og kaldæernes ubegrænsede fremgang rejste, at Habakkuk giver udtryk for to ophøjede sandheder:

1. Jahves universelle overhøjhed:

Jahve er ikke kun interesseret i Israel. Skønt Habakkuk, ligesom de andre profeter, tror på et særligt guddommeligt forsyn over Israel, er han lige så overbevist om, at Jahves herredømme omfatter hele jorden; alle nationers skæbner er i hans hånd. Kaldæerne straffes ikke blot for deres synder mod Juda, men også for undertrykkelsen af andre nationer. Da han er den eneste Gud, kan han ikke tillade tilbedelse af andre guddomme. For en tid kan kaldæerne tilbede afguder eller gøre magten til deres gud; de kan "ofre til deres net" og brænde røgelse "til deres vod", fordi deres "andel er fed og deres føde rigelig" ved dem; men Jahve er fra evighed, den Hellige, og han vil bevidne sin overhøjhed ved fuldstændigt at tilintetgøre den pralende erobrer med hans afguder.

2. Troskab som garanti for varighed:

Den anden vigtige sandhed udtrykkes i Hab 2,4: "Den retfærdige skal leve ved sin tro" (American Revised Version, randnote "troskab"). Troskab sikrer varighed. Den tanke, profeten udtrykker, er ikke identisk med den, apostlen udtrykker, når han citerer ordene (Gal 3,11); ikke desto mindre giver den førstnævnte også udtryk for en sandhed af dyb betydning. "Troskab" er hos profeten noget ydre; det betegner retskaffenhed, trofasthed, standhaftighed under alle provokationer; men dette indebærer i virkelig forstand Det Nye Testamentes opfattelse af tro som et virksomt princip for ret handlemåde. En levende tro bestemmer handlemåden; religion og etik går hånd i hånd, og især i modgangens time er troen på Jahve og urokkelig tillid til ham de stærkeste vogtere af trofasthed og retskaffenhed. Tro uden gerninger er død; troen udtrykker sig i livet. Habakkuk lægger hovedvægten på troens udtryk, og det gør han med rette; men idet han gør dette, henleder han også opmærksomheden, i det mindste indirekte, på drivkraften bag de ydre manifestationer. Som udtryk for levende tro overgås 3,17-19 ikke i Det Gamle Testamente.

LITTERATUR.

Kommentarer til De Små Profeter af Ewald, Pusey, Keil, Orelli, G. A. Smith (Expositor's Bible), Driver (New Century Bible), Eiselen; A. B. Davidson, Commentary on "Nah," "Hab," "Zeph" (Cambridge Bible); A. F. Kirkpatrick, Doctrine of the Prophets; F. C. Eiselen, Prophecy and the Prophets; F. W. Farrar, Minor Prophets ("Men of the Bible"); Driver, LOT; HDB, artikel "Habakkuk"; EB, artikel "Habakkuk."

Frederick Carl Eiselen