jen'-tilz (goj, flertal gojim; ethnos, "folk", "nation"): Goj (eller Goi) oversættes "hedninger" i KJV i omkring 30 steder, men meget hyppigere "hedninge", og endnu oftere "nation", hvilken sidste betydning er den sædvanlige oversættelse i RV (britisk og amerikansk), men det bruges almindeligvis om et ikke-israelitisk folk, og svarer således til betydningen af hedninger. Det forekommer dog i steder, der henviser til israelitterne, som i 1 Mos 12,2; 5 Mos 32,28; Jos 3,17; Jos 4,1; Jos 10,13; 2 Sam 7,23; Es 1,4; Zek 2,9, men ordet (`am) er det term, der almindeligvis bruges om Guds folk. I Det Nye Testamente er ethnos det ord, der svarer til goj i Det Gamle Testamente og oversættes "hedninger" af begge oversættelser, mens (laos) er det ord, der svarer til `am. KJV oversætter også Hellenes med "hedninger" i seks steder (Joh 7,35; Rom 2,9; Rom 2,10; Rom 3,9; 1 Kor 10,32; 1 Kor 12,13), men RV (britisk og amerikansk) oversætter "græker".

Hedningerne blev meget mindre skarpt adskilt fra israelitterne i Det Gamle Testamente end i Det Nye Testamentes tid. Under Det Gamle Testamentes bestemmelser var de blot ikke-israelitter, ikke fra Abrahams æt, men de blev ikke hadet eller foragtet af den grund, og skulle behandles næsten på lige fod, bortset fra visse stammer i Kanaan med hensyn til hvilke der var særlige regler om ikke at have samkvem. Den hedningske fremmed nød israelittens gæstfrihed, han som blev påbudt at elske ham (5 Mos 10,19), at have medfølelse med ham: "I kender jo den fremmedes hjerte, thi I var selv fremmede i Egyptens land" (2 Mos 23,9, KJV). Keniterne blev behandlet næsten som brødre, især Rekabs børn (Dom 1,16; Dom 5,24; Dom 5,35). Uria hetitteren var en troet kriger hos David (2 Sam 2); Ittaj gitteren var anfører for Davids livvagt (2 Sam 18,2); Arauna jebusitten var en respekteret indbygger i Jerusalem. Hedningerne havde ret til tilflugt i tilflugtsbyerne, lige som israelitterne (4 Mos 35,15). De kunne endog eje israelitiske trælle (3 Mos 25,47), og en hedningsk træl måtte ikke bestjæles for sin løn (5 Mos 24,15). De kunne arve i Israel endog så sent som under landflygtigheden (Ez 47,22; Ez 47,23). De fik lov til at frembære ofre i templet i Jerusalem, som klart bekræftes af Josefus (BJ, II, xvii, 2-4; Ant, XI, viii, 5; XIII, viii, 2; XVI, ii, 1; XVIII, v, 3; CAp, II, 5), og det forudsættes i den levitiske lov (3 Mos 22,25). Bønner og ofre skulle frembæres for hedningske hersker (Jer 29,7; Baruk 1,10.11; Ezra 6,10; 1 Makk 7,33; Josefus, BJ, II, x, 4). Gaver kunne modtages fra dem (2 Makk 5,16; Josefus, Ant, XIII, iii, 4; XVI, vi, 4; BJ, V, xiii, 6; CAp, II, 5). Men efterhånden som vi nærmer os den kristne tidsalder, ændrer jødernes holdning over for hedningerne sig, indtil vi i Det Nye Testamentes tid finder den mest ekstreme modvilje, foragt og had. De blev betragtet som urene, med hvem det var ulovligt at have nogen venlig samgang. De var Guds og Hans folks fjender, hvem kendskabet til Gud blev nægtet, medmindre de blev proselytte, og selv da kunne de ikke, som i oldtiden, blive optaget til fuld fællesskab. Jøder blev forbudt at rådgive dem, og hvis de spurgte om guddommelige ting, skulle de forbandes. Alle børn født af blandede ægteskaber var bastardı. Det var årsagen til, at jøderne blev så hadede af græker og romere, som vi har rigelige vidnesbyrd for i skrifterne fra Cicero, Seneca og Tacitus. Noget heraf afspejles i Det Nye Testamente (Joh 18,28; ApG 10,28; ApG 11,3).

Hvis vi undersøger årsagen til denne ændring, vil vi finde den i de landflygtiges jøders forhold, som led bitterstt behandling fra deres hedningske fangevogtere, og som efter deres tilbagevenden og etablering i Judæa var i konstant konflikt med nabostammer og især med de græske hersker af Syrien. Den voldsomme forfølgelse fra Antiokos IV, som forsøgte at udslette deres religion og hellenisere jøderne, og den despereret kamp for uafhængighed, skabte i dem en brændende patriotisme og nidkærhed for deres tro, som nåede sin kulminationspunkt i den stive eksklusivitet, vi ser i senere tider.

H. Porter