hun'-ger-snød (ra`abh; limos):

1. Naturlige årsager

2. Omtalte hungersnød

3. Guddommelige forhold

4. Billedlig brug

Det almindelige Gamle Testamentes ord for "hungersnød" er ra`abh; re`abhon forekommer også (1 Mos 42,19; 1 Mos 42,33; Sl 37,19), og kaphan (Job 5,22; Job 30,3), som alle betyder "sult" og "hungersnød"; i Det Nye Testamente er ordet limos, der primært betyder "mangel", "fødevaremangel".

1. Naturlige årsager:

I tidligere tider, især på steder, der var afhængige af deres egne afgrøder, var hungersnød ikke sjælden. De blev almindeligvis forårsaget af lokale uregelmæssigheder i nedbøren, af ødelæggende haglstorme (2 Mos 9,23; 2 Mos 9,11; 2 Mos 9,32), af insekternes ødelæggelser (2 Mos 10,15; Joel 1,4) og af fjender (5 Mos 28,51); i en by kunne hungersnød forårsages af en belejring (2 Kong 6,25); pestilens fulgte ofte efter, og lidelsen var stor.

2. Omtalte hungersnød:

Hungersnød er optegnet i Abrahams tid (1 Mos 12,10 osv.), i Isaks tid (1 Mos 26,1), i Jakobs tid, da Josef var i Egypten – syv års hungersnød selv i Egypten efter syv år med overflod (1 Mos 41,54), som også ramte Kanaan (1 Mos 42,1), og faktisk "bredte sig over hele jorden" (1 Mos 41,56) ; i dommertiden (Ruth 1,1), i Davids tid i tre år (2 Sam 21,1), i Ahabs og Elias' tid (1 Kong 17,1; 1 Kong 18,2; Ecclesiasticus 48,2.3), i Elisas tid (2 Kong 4,38), under belejringen af Samaria (2 Kong 6,25), de syv år, som Elisa forkyndte (2 Kong 8,1), i Zedekias styre i Jerusalem, da det blev belejret af Nebukadnesar (2 Kong 25,3; Jer 52,6; sammenlign 14,1), hvor dens alvorlige omfang omtales (Klag 5,10; Baruch 2,25); en "trangvilling" omtales også efter hjemkomsten fra fangenskabet (Neh 5,3); da byen blev belejret af Antiokos Eupator (1 Makkabæer 6,54), efter Judas' død (1 Makkabæer 9,24), da Jerusalem blev belejret af Simon (1 Makkabæer 13,49), i Klaudius' tid (ApG 11,28, i hans regeringstid var der hyppige hungersnød, og en af dem i år 45 ramte alvorligt Israels land; Josephus, Ant, XX, v); Kristus forudsagde "hungersnød .... på forskellige steder" som karakteristisk for tidens slutning (Matt 24,7; Mark 13,8; Luk 21,11) ; under belejringen af Jerusalem af Titus rasede en frygtelig hungersnød, hvis følger for befolkningen aldrig er blevet overgået.

3. Guddommelige forhold:

Hungersnød siges hyppigt at blive sendt som straffedom, nogle gange truet som sådan (3 Mos 26,19; 5 Mos 28,49-51; 2 Kong 8,1; Sl 105,16; Es 14,30; Es 51,19; Jer 14,12; Jer 14,15; Jer 18,21 osv.; Ezekiel 5,16 osv.; Amos 8,11; 2 Esdras 15,5.49; 16,19; Tobit 4,13; Ecclesiasticus 39,29; 40,9).

De retfærdige eller gudfrygtiges skulle blive bevaret af Gud i hungersnødsperioder (Job 5,20, "I hungersnød skal han forløse dig fra døden"; Salme 33,19, "for at holde dem i live under hungersnød"; 37,19, "På hungersnødens dage skal de blive mættet"); dette var et særligt tegn på Guds gunst og magt.

4. Billedlig brug:

Amos bruger hungersnød til at angive fraværet af guddommelige meddelelser som en straf, der skulle ramme folket, en "hungersnød .... af at høre Herrens ord" (8,11; sammenlign 1 Sam 3,1; 1 Sam 28,6; 2 Krøn 15,3; Ez 7,26; Mika 3,6) ; Zefanias bruger det om ødelæggelsen af hedenske guder (2,11).

Den reviderede version (britisk og amerikansk) bruger "trangvilling" for "hungersnød" (Job 5,22) ; "hungersnød" for "trangvilling" (1 Mos 41,54; 2 Krøn 6,28; ApG 7,11; ApG 11,28) ; for "sult" (Jer 38,9; Ez 34,29; Åb 6,8) ; "hungersnød" for "hungersnød og pestilens" (Matt 24,7), "hungersnød og trængsler" (Mark 13,8), reviderede tekster.

W. L. Walker