glo'-ri (substantiv):

I. BEHANDLINGSMÅDE

II. ALMINDELIG BRUG AF UDTRYKKET

1. Anvendt om ydre ting

2. Anvendt om Jahve

III. BRUGEN AF KABHODH

1. Materiel rigdom

2. Menneskelig værdighed og majestæt

3. "Min sjæl": selvet

4. Guds (Jahves) selvåbenbaring

(1) Anden Mosebog 23,18 ff.

(2) Esajas 6

(3) Salmernes Bog 19,1

(4) Sinaj og templet

(5) Ezekiels syner

(6) Det messianske ideal

(7) Dets etiske indhold

IV. I APOKRYFERNE OG DET NYE TESTAMENTE

1. I Apokryferne:

(1) Anvendt om ydre ting

(2) Anvendt om Gud

2. I Det Nye Testamente:

(1) Anvendt om mennesker

(2) Anvendt om Gud

(3) Anvendt om de hellige

(4) Anvendt om det messianske rige

3. Dets etiske betydning

LITTERATUR

I. Behandlingsmåde.

I denne artikel behandler vi først en gruppe ord, der i de engelske bibeloversættelser er oversat med "glory", og hvor tankerne om størrelse, sjældenhed, skønhed og prydelse er fremtrædende, idet vægten i hvert enkelt tilfælde i første omgang lægges på en ydre fysisk egenskab, som tiltrækker opmærksomheden og gør den genstand, ordet beskriver, betydningsfuld eller fremtrædende.

Disse er ('addereth), som måske skal forbindes med den assyriske rod 'adaru, der betyder "bred", "stor"; (hadhar, hadharah), måske med rodbetydningen "glans"; (hodh), med i det væsentlige den samme betydning, "glans", "lys"; (Tehar), Sl 89,44, oversat "glory" i King James Version, i Revised Version (British and American) gengivet "brightness"; (yeqara'), en aramæisk rod, der betyder "sjælden"; (tiph'arah), med rodbetydningen "skønhed"; og endelig (tsebhi), måske på grundlag af det assyriske cabu, der betyder "begær", "ønskværdig".

For det andet vil denne artikel drøfte det mest almindelige og karakteristiske ord for "herlighed" i Det Gamle Testamente, det hebraiske (kabhodh), herunder det særlige udtryk "Guds herlighed" eller "Jahves herlighed". I behandlingen af den gammeltestamentlige brug vil der også blive gjort opmærksom på den oprindelige hebraiske tekst til Siraks Bog, eller Jesu Siraks Søns Visdom, som i denne artikel citeres som Sir. For det tredje behandles det græske ord (doxa) i Apokryferne og i Det Nye Testamente. Navneordene kauchema, kauchesis, oversat "glory" eller "glorying" i Det Nye Testamente, vil blive behandlet i de afsluttende afsnit, hvor brugen af ordet glory som verbum kort vil blive drøftet. Inden for rammerne af denne artikel vil det kun være muligt at give hovedtrækkene af emnet, belyst ved nogle få af de mest betydningsfulde henvisninger. Leksika og kommentarer må konsulteres for detaljerne.

II. Almindelig brug af udtrykket.

I den første gruppe er, som allerede nævnt, tankerne om skønhed, majestæt og pragt fremtrædende. Og disse egenskaber tillægges først og fremmest ting. David beslutter at gøre det tempel, som Salomo skal bygge, til "et hus med ry og herlighed" (1 Krøn 22,5).

1. Anvendt om ydre ting:

Dernæst, og mere almindeligt, tilhører herlighed mennesker, og især fremtrædende mennesker, som konger. Denne herlighed kan bestå i rigdom, magt, lod eller endog i ejerens iboende majestæt og karakterens værdighed. Henvisningen er dog oftest til de ydre manifestationer. Fysisk magt antydes i 5 Mos 33,17, hvor KJV's "glory" er erstattet af "majesty" i Revised Version (British and American). Kongens herlighed består i hans folks mængde (Ordsp 14,28). Det oprørske folks herlighed og pragt skal stige ned i Sheol (Es 5,14). Her sigtes der tydeligt til de ydre ting, som folket sætter sin lid til, og hvis besiddelse er grundlaget for deres tillid.

2. Anvendt om Jahve:

Men herlighed er især Jahves besiddelse og kendetegn og gives af ham til hans folk eller til noget, som er knyttet til ham. I Es 60,7 lover Herren at herliggøre sin herligheds hus, og meningen er klart, at han vil meddele sit hus noget af den skønhed og majestæt, som tilhører ham. Herlighed er en af de egenskaber, der er særegne for Jahve (1 Krøn 29,11); og Esajas bruger i en af sine tidligste ytringer ordet "herlighed" til at beskrive Jahves selvåbenbaring i dom for at gøre menneskers stolthed og magt til intet (Es 2,10; Es 2,19; Es 2,21). Brugen af ordet i Sl 78,61 er ikke helt sikker. Den mest naturlige tolkning ville måske være at lade det henvise til arken som symbolet på Jahves nærvær, men i betragtning af parallelordet "styrke" er det måske bedre at forstå herlighed som magt og at antage, at salmisten mener, at Jahve tillod sin magt midlertidigt at blive formørket og sig selv tilsyneladende ydmyget på grund af sit folks synd.

III. Brugen af Kabhodh.

Brugen og betydningen af kabhodh i Det Gamle Testamente og hos Sirak: Grundtanken i denne rod synes at være "vægt", "tyngde", og derfor formidler den i sine primære anvendelser tanken om en ydre, fysisk manifestation af værdighed, forrang eller majestæt. Mindst tre anvendelser kan skelnes: (1) Den betegner den rigdom eller andre materielle besiddelser, som giver en person ære eller særstilling; (2) en persons majestæt, værdighed, pragt eller ære; (3) vigtigst af alt beskriver den den form, hvori Jahve (Yahweh) åbenbarer sig, eller som er tegnet på og manifestationen af hans nærvær.

1. Materiel rigdom:

I 1 Mos 31,1 (randnote "rigdom") beskriver det hjordene og kvægene, som Jakob har erhvervet; i Sl 49,16 og flg., som parallelismen angiver, refererer det til synderens rigdom; og i Es 10,3 siges det, at på ødelæggelses dagen skal de hjertesløse plundrere af de fattige ikke vide, hvor de skal efterlade deres uretmæssigt erhvervede gods. Denne ide findes sandsynligvis også i Hag 2,7, hvor parallelismen synes at angive, at den ære, hvormed Jahve vil fylde templet, er den skat, som Han vil føre derind. Se også Sirach 9,11, hvor synderens ære, som ikke skal misundes, sandsynligvis er hans rigdom.

2. Menneskelig Værdighed og Majestæt:

Det beskriver menneskers majestæt og værdighed eller anseelse på grund af deres udsmykning eller deres stilling. I 1 Mos 45,13 byder Josef sine brødre fortælle deres far om hans ære i Egypten; ifølge 2 Mos 28,40 er præstestuaserne bestemt til at forherlige deres bærere; i 1 Sam 4,21 betyder tabet af arken for Israel tabet af hendes ære, det som gav hende udmærkelse fra og forrang for hendes naboer; i Es 22,23 siges det, at Eljakim skal være en ærens trone, dvs. kilden til og manifestationen af hans faders hustand pragt og værdighed; i Job 19,9 skal klageråbet over, at Gud har frataget ham hans ære, forstås som hans værdighed og anseelse. Der kan også henvises til de talrige steder, hvor Israels og andre nationers ære beskriver deres værdighed, majestæt eller udmærkelse; således høres der om Efraims ære (Hos 9,11), om Moabs (Es 16,14), om Kedars (Es 21,16). Denne brug er ret almindelig i Sir. Sirach 3,10 og flg. anfører, at menneskets ære kommer fra hans faders anseelse; den, der besidder visdom, skal arve ære (4,13; 37,26); bemærk også 4,21 med dets henvisning til "en skam, der er ære og nåde," og 49,5, hvor Judas forfejtede uafhængighed beskrives ved udtrykkene "magt" og "ære."

3. "Min Sjæl": Selvet:

Tæt forbundet med denne brug af kabhodh til at beskrive menneskers majestæt er gruppen af steder, hvor udtrykket "min ære," i parallelisme med nephesh, "sjæl," "selv," eller et lignende udtryk, betyder mennesket selv i dets mest karakteristiske natur. I Jakobs velsignelse (1 Mos 49,6) læser vi: "Til deres forsamling, min ære, skal du ikke slutte dig." Andre steder er Sl 4,2; Sl 7,5; Sl 16,9; Sl 30,12; Sl 57,8; Sl 108,1 og måske Job 29,20. Nogle nyere fortolkere ville, dels på grund af Septuaginta-gengelsen i 1 Mos 49,6 (ta hepata mou), "min lever," og dels på grund af det assyriske rod, kabittu, som betyder "temperament" eller "hjerte" (se Delitzsch, Assyrisches Handwortebuch, 317a), læse kabhedh, bogstaveligt "lever" som i Klag 2,11, i alle disse steder, og fortolke billedet som henvisning til følelserne som udtryk for selvet. Argumenterne for ændringen er ikke uden vægt. Selvfølgelig er sproget på hver fortolkning højst billedrigt. Det synes næppe nødvendigt at ændre læsningen, især da Septuaginta gengiver stederne i Psalmerne og i Job med doxa, den almindelige græske gengivelse af kabhodh, og det virker ikke usandsynligt, at kabhodh i poesi kunne blive brugt til at beskrive mennesket selv, idet det angives, at mennesket som sådan er ærefuldt og strålende, muligvis fordi mennesket som i Sl 8,1 tankes som værende kronet af sin Skaber med ære og værdighed.

Før man forlader denne brug af kabhodh, er det nødvendigt at påpege, at det i nogle få tilfælde bruges til at beskrive ting, måske fordi disse ting tankes som praktisk personificeret. "Skovens ære" (Es 10,18) er klart en personificering, der henviser til assyrerens majestætiske kraft. Vi kan sandsynligvis også antage en personificering i tilfældet med Libanons ære i Es 35,2; Es 60,13, og lignelsens art i Ez 31 gør det sandsynligt, at personificering er tilsigtet i 31,18.

4. Guds (Jahves) Selvåbenbaring:

Men uden tvivl er den vigtigste brug af ordet kabhodh dens brug enten med efterfølgende gen. Gud eller Jahve, eller absolut, til at beskrive metoden for eller omstændighederne omkring Guds selvåbenbaring. Ved behandlingen af dette emne skal vi først og fremmest tage os af brugen af udtrykket i forbindelse med faktiske eller historiske åbenbaringar af Gudommen, og derefter med dens brug til at beskrive idealstilstanden i fremtiden karakteristiske træk, eller, på anden måde anført, det messianske rige.

(1) Exodus 23,18 og flg.

Betydningen af udtrykket i dets tidligste forekomst er på ingen måde klar. Trods usikkerheden om det nøjagtige dokumentariske forhold for det berømte sted i 2 Mos 33,18 og flg., synes det helt sikkert, at vi kan hævde, at dette er den tidligste historiske henvisning, som Det gamle Testamente indeholder til Jahves ære. "Og han (Moseskrev: Åbenbar mig, jeg beder, din ære. Og han (Jahve) sagde: Du kan ikke se mit ansigt; .... og det skal ske, mens min ære går forbi, at jeg vil sætte dig i en spalte i stenen, og vil dække dig med min hånd, indtil jeg er gået forbi: og jeg vil tage min hånd væk, og du skal se min ryg; men mit ansigt skal ikke ses." Stedet i sin nuværende form bærer utvetydig tegn på redaktørens hånd, måske skyldes det, som Baentsch (Hand-kommentar zum Altes Testament, "Ex-Lev-Nu," 279) foreslår, et ønske om at omdanne den primitive, konkrete, fysiske theofani til en åbenbaring af Guds etiske ære, men det tilhører på sit grundlag jahvisten og er derfor den tidligste litterære henvisning til Guds ære i Det gamle Testamente. Jahves ære er klart en fysisk manifestation, en form med hænder og bagdele, hvoraf Mosé kun får lov til at få et kort glimt, men implikationen er klar: han ser faktisk Jahve med sine fysiske øjne.

Det synes ikke usandsynligt, at det i sin oprindelige form blev fortalt, at Moses så herligheden, dvs. Jahves skikkelse, og dermed at vi i denne fortælling skal finde kilden til udsagnet i 4 Mos 12,8, at han (Moses) skal skue (eller, måske bedre gengivet efter tiden som en gentagende handling, skuer) Jahves skikkelse (se også beskrivelsen i 2 Mos 24,9-11). Omtalen af skyen (2 Mos 34,5) som ledsager til Jahves åbenbaring antyder, at Jahves skikkelse blev tænkt som tegnet op i sky og flamme, og at Jahve oprindeligt blev tænkt som den, der åbenbarer sig i forbindelse med meteorologiske eller, mere sandsynligt, vulkanske fænomener.

(2) Esajas 6.

Senere er Jahves herlighed og Jahves skikkelse ikke længere identiske udtryk, men herligheden er stadig den fysiske manifestation af det guddommelige nærvær. Det fremgår klart af Esajas' beretning om sit store indledende syn. Profeten ser den tronende Jahve med hans slæb fyldende templet. Der gives ingen angivelse af, hvad det var, han så, eller hvordan han erkendte, at det var Jahve. De ledsagende serafer erklærer, ud over det højtidelige "Hellig, hellig, hellig", at "hele jorden er fuld af hans herlighed."

Uden tvivl betragtes hans herlighed her som noget synligt, noget, hvoraf Esajas i det mindste ser en del. Herligheden som sådan har ingen etisk betydning undtagen for så vidt som den er åbenbaringsmåden for én, der utvivlsomt er et etisk væsen. Udtryksmåden antyder, at slæbene, som fylder templet, og herligheden, som fylder hele jorden, sigter til fænomenerne ild og røg. Nogle mener, at røgen skyldes de skyer af røgelse, som ville fylde templet i forbindelse med offerhandlingerne. Men i betragtning af Esajas' rædsel for disse handlinger er denne fortolkning meget tvivlsom. En mere sandsynlig fortolkning forbinder skyerne og mørket med fænomenerne ved en stor storm, og endda muligvis ved et jordskælv, for det synes højst plausibelt, at Esajas' kaldelse i kong Uzzijas dødsår faldt sammen med det store jordskælv i Uzzijas dage, som der henvises til i Zak 14,5. (Det synes i det mindste sandsynligt, at henvisningerne til mørket og lyset i Zak 14,6 f kan have deres oprindelse i de fænomener, som ledsagede dette jordskælv. Det er sandsynligt, at det jordskælv, som daterer Amos' profeti (Am 1,1), også er det samme historiske jordskælv.) Skyerne og ilden, som ledsagede denne storm eller dette jordskælv, bliver de midler, hvorigennem Jahves herlighed gøres kendt for den unge profet, og denne herlighed åbenbarer delvis og skjuler delvis Jahves nærvær, som Esajas gennem, og til dels ved hjælp af, disse fænomener bliver så levende bevidst om.

(3) Salmernes Bog 19,1.

Denne forestilling hos Esajas om, at Jahves herlighed fylder jorden, er nært beslægtet med tanken i Sl 19,1 om, at "himlene forkynder Guds herlighed; og hvælvingen viser hans hænders værk," idet forskellen er, at Jahves herlighed i salmen viser sig i de almindelige snarere end i de ekstraordinære fænomener. Parallelle tanker kan findes i Sl 8,1; Sl 57,5; Sl 108,5; Sl 113,4. I Sl 29,1; Sl 29,2; Sl 29,3; Sl 29,1, som hos Esajas, åbenbares Jahves herlighed i de ekstraordinære fysiske fænomener, som salmen beskriver. Herlighed er her en rent ydre, meteorologisk ting og er manifestationen af Jahves nærvær, uanset om salmen, som den sædvanligvis gør, betragtes som en beskrivelse af et tordenvejr, eller om den med von Gall og andre forstås som en beskrivelse af de fænomener, der ledsager indvielsen af det messianske rige (se Joel 2,30 f i English Revised Version).

(4) Sinaj og templet.

5 Mos 5,24 viser, at ved teofanien på tidspunktet for lovgivningen bestod Jahves herlighed og storhed i den ild og det tætte mørke, som indhyllede bjerget, og hvorfra Jahve talte til folket. Grundlæggende den samme tanke udtrykkes i beretningen om indvielsen af Salomos tempel (1 Kong 8,10; 2 Krøn 5,14). Skyen, som fyldte Jahves hus og forhindrede præsterne i at gøre tjeneste, identificeres med Jahves herlighed, som fyldte huset. Det er bemærkelsesværdigt, at i 2 Krøn 7,1-3 viser Jahves herlighed, som fylder huset, sig i form af røgskyen fra ofrene, der blev fortæret af ilden, som kom ned fra himlen.

(5) Ezekiels syner.

Måske er den mest udførlige beskrivelse af Jahves herlighed, som findes i Det Gamle Testamente, den, Ezekiel giver i de forskellige beretninger om sine syner. Det er ikke let at fortolke hans forestilling, men det synes klart, at han ikke identificerer herligheden med stormskyerne, ilden, keruberne og vognene. "Udseendet af ligheden med Jahves herlighed" (Ez 1,28) anvendes ikke om alle de fænomener, som er blevet beskrevet i de foregående vers, men kun om den skikkelseslighed, som lignede et menneske over safirtronen (1,26). Den samme tanke antydes i 9,3, som siger, at "Israels Guds herlighed var steget op fra keruben, hvorpå den var"; det vil sige, herligheden er noget særligt for Jahve og er ikke helt identisk med de fænomener, som ledsager den. Dette gælder alle hans syner. Jahves herlighed viser sig med alle de ledsagefænomener, som han beskriver med en sådan rigdom af billedsprog, men ledsagefænomenerne er ikke herligheden. For andre beskrivelser af Jahves herlighed hos Ezekiel, se 3,12.23; 8,4; 10,4.18 ff; 11,22 f.

Meget ligner Ezekiels opfattelse er det, som findes i Pentateuchs passager, der normalt henføres til Præstekoden. Da Israels børn murrede mod Moses og Aron på grund af mangel på mad, viste Herrens herlighed sig i skyen, da de "så mod ørkenen" (2 Mos 16,7; 2 Mos 16,10; jf. 2 Mos 24,16)). Og ligesom hos Ezekiel skelnes herrelighedens væsen fra dets følgefænomener; thi efter Mødeteltets fuldendelse dækker skyen teltet, og Herrens herlighed fylder tabernaklet (2 Mos 40,34 flg.; se også 3 Mos 9,6; 3 Mos 9,23; 4 Mos 14,21; 4 Mos 16,19; 4 Mos 16,42; 4 Mos 20,6)). Den samme tanke antyder sig i henvisningerne i Sirach 17,13; 45,3.

(6) Messianskideal.

De netop nævnte passager står på grænsen mellem historiske og ideale beskrivelser af Herrens herlighed, thi uanset hvilke synspunkter man måtte have på den historiske værdi af Præstekoden redegørelse for Egyptens-togtet og ørkenvandringen, må alle være enige om at se i det virkelig programmet eller forfatningen for fremtidens ideale tilstand. Og i denne tilstand skal det udmærkende træk være Herrens synlige nærvær i Hans helligdom, og denne manifestation er herligheden. Dette er Ezekiels syn, for hvem den væsentlige handling ved etablering af det nye samfund er Herrens herrelighedens hjemkomst til Herrens hus (Ez 43,2; Ez 43,4; Ez 43,5; Ez 44,4)). Den samme tanke udtrykkes meget klart i Es 4,5 flg., som kan gengives på grundlag af en mindre omordning og omgruppering af originalen: "Og Herren vil skabe over.... Zion-bjerget ...., en sky og røg om dagen, og gløden af en brændende ild om natten; thi over alt skal herrelighedens (Herrens) skærm være et telt og en hytte, og det skal tjene til ly for solvarmen, og til tilflugtsted og ly for storm og regn." Denne oversættelse har den fordel, at den giver en forståelig og karakteristisk afslutning på beskrivelsen af den messianskidealets tidsalder, som kapitlet indeholder. Es 11,10, læst med den Reviderede Oversættelse, randnote, "og hans hvileplads skal være herlighed," har den samme tanke, thi det er klart Herrens herlighed, som manifesterer sig i Jesses rods hvileplads, og denne hvileplads kan ikke være anden end Zion-bjerget (se også Es 24,23).

Psalmerne og Deutero-Esajas har mange steder, hvor denne side af tanken kommer til udtryk. For begge skrifter skal folkenes tilbagevenden fra fangenskab ledsages af – eller måske snarere være – en åbenbaring af Herrens herlighed (Es 40,5)). Israels børn er skabt til Herrens herlighed, og derfor må de gjenoplives, for at Hans herlighed kan vise sig (Es 43,7)). Det gjenoprettede samfunds lys skal være Herrens herlighed (Es 60,1)). Herrens nærvær bringer nåde og herlighed (Sl 84,11))), og Hans frelse til dem, der frygter Ham, får herlighed til at bo i landet (Sl 85,9)). Til disse og mange lignende steder i Esajas og Psalmerne kan også føjes Sirach 36,14, som sandsynligvis refererer til Guds manifestation i herlighed i det messianskidealets rige.

(7) Dens etiske indhold.

Men disse steder gør det ganske klart, at "herlighed" ikke altid bruges i betydningen noget eksternt, bogstaveligt eller billedligt fysisk. Det kommer til at få en etisk betydning, og dette fordi det, ligesom den hellighed, som det er forbundet med i Es 6, er knyttet til Herren, som mere og mere udelukkende opfattes som et etisk væsen. Mens hellighed gradvist mister sin fysiske betydning af fjernhed, adskilthed, og kommer til at beskrive moralsk renhed, så kommer herlighed, fordi det er en egenskab eller udtryk for Herren, til at få moralsk betydning. Denne forvandling, som vi har set, finder allerede sted i den aktuelle tekst i 2 Mos 33,18; 2 Mos 33,20, og forbindelsen med hellighed i Es 6 gør det næsten sikkert, at Esajas gav ordet en etisk betydning. Så Herrens herlighed i Sl 29,3 antyder en moralsk kvalitet, fordi Herren er et moralsk væsen. Al tvivl på dette punkt forsvinder, når vi finder ordet "herlighed" brugt som betegnelse for Herrens væsentlige natur, som vi allerede har fundet det bruges om mennesket. I Es 42,8, "Jeg er Herren, det er mit navn; og min herlighed vil jeg ikke give til en anden," synes betydningen at være: min væsentlige karakter og kraft, det vil sige min herlighed, vil jeg ikke dele med andre guder (se også Es 48,11)). Og i Es 58,8 må herlighed forstås i billedlig forstand og referere til Herren selv i Hans frelsesbarmhjertighed, som ledsager Hans folk foran og bagfra. Det synes næppe muligt at nægte den etiske betydning i Ez 39,21, hvor manifestationen af Herrens herlighed kommer som resultat af Hans retfærdigheds- og retfærdighedsformål over for Hans folk. Og i Hab 2,14 kan Herrens herlighed, som skal kendes på hele jorden, ikke begrænses til noget fysisk, eksternt. Det er ensbetydende med Herrens retfærdige og rigtige vilje. Disse passager er tilstrækkelige til at bevise ordet kabhodh's etiske betydning, men det kan være værd at anføre endnu et passus, denne gang fra Sl 97 med dets vidunderlige beskrivelse af velsignelserne ved Herrens retfærdige styre. Det hedder i 97,6, at "himlen forkynder hans retfærdighed, og alle folkeslag har set hans herlighed." Hans retfærdighed kan omfatte, som Kirkpatrick antyder, "hans troskab mod sit folk og hans højeste retfærdighed i strafningen af alle," eller den kan kun referere til det første af disse aspekter; men under alle omstændigheder er det en moralsk handling, og gennem den genkender folkene Herrens herlighed som den højeste moralske hersker.

IV. I apokryferne og det nye testamente.

"Herlighed" i de apokryfe bøger og i Det Nye Testamente er næsten udelukkende oversættelsen af det græske substantiv doxa. I alle disse skrifter synes brugen i Det Gamle Testamente at være den vigtigste, og det synes at være tilfældet, hvis man kan dømme ud fra Septuaginta og ud fra den oprindelige hebraiske tekst i Sir, at det græske substantiv doxa i langt de fleste tilfælde gengiver det hebraiske kabhodh, således at den underliggende tanke er hebraisk, selv om ordene kan være græske

1. I Apokryferne:

(1) Anvendt om ydre ting.

Det vil måske være lidt mere praktisk at behandle brugen i Apokryferne særskilt, idet vi i hovedsagen følger den rækkefølge, der er blevet anvendt i drøftelsen af kabhodh i Det Gamle Testamente, og idet vi holder os for øje, at brugen i Sir er blevet behandlet under Det Gamle Testamente. Brugen af ordet "herlighed" til at beskrive den ære, anseelse og pragt, som tilkommer mennesker, er ganske almindelig. I denne betydning henviser 1 Esdras 1,33 til Josijas herlighed, mens den evige herlighed, som i Salomos Visdom 10,14 gives Josef af Salomos Visdom, må forstås på samme måde. I 2 Makk 5,16.20 henviser herlighed til templets forskønnelse og udsmykning i en betydning som tiph'arah i Es 60,7. I Judit 15,9 er "herlighed" oversættelsen af det græske gauriama og angiver, at Judit er Israels stolthed.

(2) Anvendt om Gud.

Men den mest betydningsfulde brug af doxa i Apokryferne er den, hvor det henviser til det lys og den pragt, der betragtes som Guds ufravigelige ledsagere. Henvisningen kan være til Guds historiske åbenbaring i herlighed på Sinaj bjerg, som i 2 Esdras 3,19, eller til Guds åbenbaring i Israel, som skal være det særlige kendetegn ved det messianske rige. I 1 Esdras 5,61 bygger sange, der synges til Herrens pris, "fordi hans godhed og hans herlighed er for evigt i hele Israel," på håbet om, at Jahve nu vil oprette det messianske rige blandt det folk, som har forpligtet sig til at adlyde hans lov. I flere passager i 2 Esdras synes henvisningen ikke at være til det messianske rige i historisk forstand, men snarere til det Guds rige, som de hellige skal arve efter døden. Dette er tydeligt tanken i 2 Esdras 2,36 og i 7,52; også i 8,51, hvor sammenhængen klart viser, at henvisningen er til Paradisets herlighed, som er arven for alle dem, der ligesom Ezra er hengivne til Jahve (jf. også 2 Esdras 10,50).

Men hyppigst i Apokryferne, i en betydning der nærmer sig Det Nye Testamentes, henviser ordet "herlighed" til det flammende lys og den pragt, som er det væsentlige udtryk for Jahves hellige majestæt. Manasses bøn henviser til den uudholdelige majestæt i Jahves herlighed; mens det i 2 Esdras 8,30 at stole på Jahves herlighed svarer til at stole på Jahve selv; og i 16,53 er eden "for Gud og hans herlighed" ganske enkelt for Herren Gud selv. Den samme tanke udtrykkes i Tobit 12,15; 13,14; Salomos Visdom 7,25. I Sangen om de tre unge mænd, vers 31,33, henviser Jahves herlighed til hans selvåbenbaring i hans himmelske rige, og dette er uden tvivl betydningen i de hyppigt forekommende lovprisninger: "Din er herligheden for evigt."

2. I Det Nye Testamente:

(1) Anvendt om mennesker.

I Det Nye Testamente kan man bemærke omtrent den samme mangfoldighed i brugen som i Det Gamle Testamente og Apokryferne, og det er ikke let at spore det nøjagtige forhold og rækkefølgen mellem de forskellige betydninger. Den almindelige klassiske brug af ordet i betydningen "mening," "dom," "opfattelse" forekommer i hellenistisk græsk kun i 4 Makk 5,17 (18), ifølge Thayers autoritet.

Det er måske mest praktisk i almindelighed at følge den rækkefølge, der er anvendt i den foregående drøftelse. Nogle steder henviser ordet til rangens og magtens ydre manifestationer og kendetegn, som i det velkendte udtryk "Salomo i al sin herlighed" (Matt 6,29), eller verdensrigernes herlighed (Matt 4,8), eller herligheden fra jordens konger og folk, som skal bringes ind i den himmelske by (Åb 21,24; Åb 21,26). Doxa betegner også menneskers ros, ære og værdighed. Dette er betydningen i Joh 5,41; Joh 5,44, hvor Kristus skelner mellem sine anklagere og sig selv ved, at han ikke modtager herlighed fra mennesker, mens de modtager herlighed af hinanden (jf. også Joh 7,18). I Ef 3,13 erklærer Paulus, at hans trængsler for dem, han skriver til, er en herlighed eller udmærkelse for dem, mens han i 1 Thess 2,20 erklærer, at de kristne i Thessalonika er hans herlighed og glæde.

(2) Anvendt om Gud.

Nært beslægtet med denne brug er anvendelsen af ordet til at tilskrive Gud ære og pris; se Luk 17,18, hvor kun den fremmede vendte tilbage for at give Gud herlighed; eller Joh 9,24, hvor manden, der var født blind, bliver pålagt at give Gud herlighed; eller udtrykket "til Guds herlighed" i Rom 15,7, hvor betydningen er at sikre Gud ære og pris blandt mennesker. Tilsvarende er brugen i de hyppigt forekommende lovprisninger såsom: "Herlighed være Gud i det højeste," "ham," det vil sige Gud, "være herlighed," osv.

Selv om de foregående betydninger ofte illustreres i Det Nye Testamente, er det uden tvivl sandt, at den karakteristiske brug af ordet doxa i Det Nye Testamente er i betydningen klarhed, glans, pragt; og først og fremmest i bogstavelig betydning, med henvisning til himmellegemernes klarhed, som i 1 Kor 15,40 f, eller til den overnaturlige klarhed, der overvældede Saulus fra Tarsus på vejen til Damaskus (ApG 22,11).

(3) Anvendt om de hellige.

Men den mest almindelige brug af ordet er at beskrive den glans, som er karakteristisk for alle personer, der deler den himmelske herlighed. Moses, Elias og Jesus selv havde denne herlighed på Forklaringens Berg (Luk 9,31). Det var den samme herlighed, som gav den engel, der kom ud af himlen, kraft til at belyse jorden (Åb 18,1), og som også skinnede omkring hyrderne, da englen kom til dem (Luk 2,9). Paulus hentyder til denne herlighed, når han taler om Moses' ansigt, som det så ud efter Gud havde talt med ham (2 Kor 3,7). Og som i Moses' tilfælde, så var også her kilden til denne herlighed Gud selv, som er herlighedens Gud (ApG 7,2 og oftere).

(4) Som det gælder det messianske rige.

Detbruges også til at beskrive det ideale messianske rige i fremtiden. Det anvendes på Kristus til at beskrive hans kongelige majestæt, når han kommer for at etablere sit rige. Således beder Jakob og Johannes om at få lov til at sidde, den ene ved hans højre hånd og den anden ved hans venstre i hans herlighed (Mark 10,37). Kristus skal fremtræde i herlighed med englene (Matt 16,27 og ofte), da hans tilstand i kommende tidsalder som før inkarnationen er en herlighedstilstand (Luk 24,26; Joh 17,5; Joh 17,22; Joh 17,24). Men ikke blot Messias, men også alle hans efterfølgere skal dele det messianske riges herlighed. Denne brug er så almindelig, at det næppe er nødvendigt at illustrere det gennem henvisninger. Denne herlighed skal åbenbares for alle kristne i fremtiden (Rom 8,18; Rom 8,21; Rom 9,23; se også 1 Kor 2,7; 2 Kor 4,17).

3. Dens etiske betydning:

I alle disse tilfælde har det en udpræget etisk betydning, da det er det udtryk, som bruges til at beskrive Guddommens væsentlige natur, fuldkommenhed, og det deles af andre, fordi de er gjort delagtige i den guddommelige natur. Således hentyder Paulus til "den ufordærvelige Guds herlighed" (Rom 1,23; se også Ef 1,17 osv. og oftere). Og Kristus' væsentlige natur kommer til at blive beskrevet på samme måde. Han har herlighed som den eneste fostersonss fra Faderen (Joh 1,14); han viser sin herlighed i udførelsen af mirakler (Joh 2,11); og som Faderen er han herlighedens Herre (1 Kor 2,8).

Som verbum betyder ordet "herlighed" på Gammeltestamentet oftest at rose sig af noget eller glæde sig over noget, sædvanligvis over at de fromme roser sig af Herren, men undertiden med anden betydning, som i Jer 9,23 hvor mennesket roser sig af sin rigdom, magt eller visdom. I alle disse tilfælde repræsenterer det hebraiske hith-hallel. I 2 Mos 8,9 betyder frasen "Have thou this glory over me" (Du skal have denne herlighed over mig) oversættelsen af det hebraiske hith-pa'er og betyder tage for dig selv æren eller udmærkelsen med hensyn til mig. I 2 Kong 14,10 oversætter det det hebraiske hik-kabhedh, "ær dig selv", dvs. vær tilfreds med det jeg du allerede har opnået.

I de apokryfe bøger betyder det enten "ær dig selv", medial betydning af verbet doxazo, som i Sirach 3,10, hvor den oprindelige hebraiske tekst har hith-kabbedh, eller "at triumfere", "prale over", som i Judith 9,7, hvor det repræsenterer det græske gauroomai; eller "at prale", "være stolt af", hvor det repræsenterer, som det sædvanligvis gør i Det nye Testamente, det græske kauchaomai (Sirach 17,9; 24,1; 38,25; 39,8; 48,4, i anden og fjerde tilfælde repræsenterer det det hebraiske hith-pa'er).

I Det nye Testamente bruges verbet 3 gange hos Jakob og flere gange i Paulus' breve og bruges overalt til at oversætte verbet kauchaomai eller, i to tilfælde hos Jakob, det samme verbum sammensat med præpositionen kata. I alle disse tilfælde betyder det "at være stolt af", "at glæde sig selv over" noget.

I denne sammenhæng kan opmærksomheden henledes på brugen af substantivet "ros" eller "glæde", hvor betydningen er enten anledningen til eller grundlaget for at rose sig, eller undertiden selve handlingen at rose sig. Originalen har kauchema eller kauchesis. Denne brug forekommer i Jak 4,16; Hebr 3,6 og flere gange i Paulus' breve.

LITERATUR.

Ud over kommentarer og værker om bibelsk teologi, blandt hvilke kan nævnes særligt Briggs, ICC på Psalmerne, Scribner, N.Y., 1906, især noten i I, 66, 67; og Weiss, Bibelsk teologi i Det nye Testamente, engelsk oversættelse, T. og S. Clark, Edinburgh, 1882-83, er hovedværkerne om emnet von Gall, Die Herrlichkeit Gottes, Giessen, 1900; og Caspari, Die Bedeutungen der Wortsippe k-b-d im Hebraeischen, Leipzig, 1908. Diskussionerne af G. B. Gray og J. Massie i HDB, II, er værdifulde, samt også den kort men betydningsfuld artikel af Zenos i Standard Bible Dictionary, Funk og Wagnalls, N.Y., 1909.

Walter R. Betteridge