(tsebha' hashamayim): Udtrykket bruges i Det Gamle Testamente om

(1) stjernerne, ofte som genstande for afgudsdyrkelse (5 Mos 4,19; 5 Mos 17,3; 2 Kong 17,16; 2 Kong 21,3; 2 Kong 21,1; 2 Kong 23,4; Jer 8,2; Jer 19,13; Zak 1,5), men også som vidner, ved deres antal, orden og pragt, om Jahves majestæt og forsynsmæssige herredømme og omsorg (Es 34,4; Es 40,26, "kalder dem alle ved navn"; 45,12; Jer 33,22); og

(2) englene (1 Kong 22,19; 2 Krøn 18,18; Neh 9,6; sammenlign Sl 103,21).

(1) Stjernedyrkelse synes at have været en fristelse for Israel fra begyndelsen (5 Mos 4,19; 5 Mos 17,3; Am 5,26; sammenlign ApG 7,42; ApG 7,43), men fik særlig fremtrædende betydning i de senere konger af Judas dage. Manasses navn er især forbundet med den. Denne konge byggede altre for "hele himlens hær" i templets forgårde (2 Kong 21,3; 2 Kong 21,5). Josija ødelagde disse altre og rensede templet for afgudsdyrkelsen ved at afsætte præsterne og brænde de kar, der var knyttet til den (2 Kong 23,4; 2 Kong 23,5; 2 Kong 23,12).

(2) I udtrykkets anden betydning betragtes englene som dem, der udgør Jahves "hær" eller krigsmagt, og han selv er deres leder—"Hærskarers Jahve" (Es 31,4 osv.)—selv om denne betegnelse har en langt videre reference.

Se engel; astronomi; Hærskarers Herre; sammenlign Oehler, Theol of Old Testament, II, 270 ff (ET).

James Orr