sank-ti-fi-ka'-shun:

Etymologi

I. DEN FORMALE BETYDNING

1. I Det Gamle Testamente

2. I Det Nye Testamente

II. DEN ETISKE BETYDNING

1. Omdannelsen af den formale til den etiske idé

2. Vort forhold til Gud som personligt: Det Nye Testamentes idé

3. Helliggørelse som Guds gave

4. Spørgsmål om tid og metode

5. Et element i alt kristent liv

6. Følger af fællesskab med Gud

7. Er den øjeblikkelig og fuldstændig?

8. Helliggørelse som menneskets opgave

LITTERATUR

Etymologi:

Roden findes i Det Gamle Testamente i det hebraiske verbum qadhash, i Det Nye Testamente i det græske verbum hagoazo. Substantivet "helliggørelse" (hagiasmos) forekommer ikke i Det Gamle Testamente og findes kun 10 gange i Det Nye Testamente, men de ovennævnte rødder optræder i en gruppe vigtige ord, som forekommer meget hyppigt. Disse ord er "hellig", "hellige", "helliget", "hellighed", "indvie", "hellig", "helliggøre", "helliggørelse". Man må huske, at disse ord alle er oversættelser af den samme rod, og at derfor ingen af dem kan behandles fyldestgørende uden henvisning til de andre. Alle har gennemgået en vis udvikling. Groft sagt er denne gået fra det formale eller rituelle til det etiske, og disse forskellige betydninger må skelnes omhyggeligt.

I. Den formale betydning.

Ved helliggørelse menes almindeligvis den helligelse af den kristne troende, hvorved han befries fra synd og sættes i stand til at virkeliggøre Guds vilje i sit liv. Dette er dog ikke den første eller almindelige betydning i Skrifterne. At helliggøre betyder almindeligvis at gøre hellig, det vil sige at udskille fra verden og indvie til Gud.

1. I Det Gamle Testamente:

For at forstå denne primære betydning må vi gå tilbage til ordet "hellig" i Det Gamle Testamente. Det, der er helligt, er det, som tilhører Jahve. Heri ligger intet underforstået om moralsk karakter. Det kan henvise til dage og tider, til steder, til genstande brugt i gudsdyrkelsen eller til personer. Nøjagtig den samme brug ses med ordet "helliggøre". At helliggøre noget er at erklære det for at tilhøre Gud. "Hellig mig alle førstefødte .... det er mit" (2 Mos 13,2; sammenlign 4 Mos 3,13; 4 Mos 8,17). Det anvendes således om alt, hvad der er forbundet med gudsdyrkelsen, om levitterne (4 Mos 3,12), præsterne og mødeteltet (2 Mos 29,44), alteret og alt, hvad der rører ved det (2 Mos 29,36), og offergaven (2 Mos 29,27; sammenlign /RAPC 2Ma 2,18; Siraks Bog 7,31). Festen og helligdagene skal helliges, det vil sige udskilles fra almindeligt arbejde som hørende Jahve til (sabbatten, Neh 13,19-22; en faste, Joel 1,14). Sådan helliges folket som helhed, når Jahve anerkender det og modtager det som sit eget, "et kongerige af præster og et helligt folk" (2 Mos 19,5; 2 Mos 19,6). En mand kan således hellige sit hus eller sin mark (3 Mos 27,14; 3 Mos 27,16), men ikke det førstefødte dyr af småkvæget, for det er allerede Jahves (3 Mos 27,26).

Det er denne formale brug uden moralsk betydning, som forklarer et sted som 1 Mos 38,21. Ordet, der her oversættes "prostitueret", er af samme rod qadhash og betyder bogstaveligt, som andre steder, den helligede eller indviede (qedheshah; se randnoten og sammenlign 5 Mos 23,18; 1 Kong 14,24; Hos 4,14). Det er hierodulen, den velkendte skikkelse fra det gamle hedenske tempel, den hellige slave, som var indviet til templet og guddommen til umoralske formål. Skikken protesteres der imod i Israel (5 Mos 23,17), men brugen af udtrykket illustrerer klart fraværet af noget væsentligt etisk i dets primære betydning (sammenlign også 2 Kong 10,20, "Og Jehu sagde: Hellig en højtidelig forsamling for Ba'al. Og de udråbte den"; sammenlign Joel 1,14).

Meget tankevækkende er den transitive brug af ordet i udtrykket "at hellige Jahve". For at forstå dette må vi lægge mærke til brugen af ordet "hellig", når det anvendes om Jahve i Det Gamle Testamente. Dets betydning er ikke primært etisk. Jahves hellighed er hans overhøjhed, hans suverænitet, hans herlighed, hans væsentlige væren som Gud. At sige Den Hellige er ganske enkelt at sige Gud. Jahves hellighed ses i hans magt, hans åbenbarede herlighed; det er det, som folk skælver for, som får nationerne til at frygte (2 Mos 15,11-18; sammenlign 1 Sam 6,20; Sl 68,35; Sl 89,7; Sl 99,2; Sl 99,3). Betydningsfuld er den måde, hvorpå "nidkær" og "hellig" næsten identificeres (Jos 24,19; Ez 38,23). Det er Gud, der hævder sin overhøjhed, sit enestående krav. At hellige Jahve, altså at gøre ham hellig, er derfor at hævde eller anerkende eller frembringe hans væren som Gud, hans højeste magt og herlighed, hans suveræne krav. Ezekiel fremhæver dette tydeligst. Jahve er blevet vanhelliget i nationernes øjne gennem Israels nederlag og fangenskab. Ganske vist var det på grund af Israels synder, men nationerne mente, at det var på grund af Jahves svaghed. Det etiske mangler ikke i disse passager. Folket skal skilles fra deres synder og gives et nyt hjerte (Ez 36,25; Ez 36,26; Ez 36,33). Men ordet "helliggøre" bruges ikke om dette. Det anvendes om Jahve, og det betyder hævdelsen af Jahves magt i Israels sejr og erobringen af hendes fjender (Ez 20,41; Ez 28,25; Ez 36,23; Ez 38,16; Ez 39,27). Helliggørelsen af Jahve er således hævdelsen af hans væren og magt som Gud, ligesom helliggørelsen af en person eller genstand er hævdelsen af Jahves ret og krav på det samme.

Beretningen om Meribas vand illustrerer den samme betydning. Moses' undladelse af at hellige Jahve er hans undladelse af at forkynde Jahves herlighed og magt i underet med vandet (4 Mos 20,12; 4 Mos 20,13; 4 Mos 27,14; 5 Mos 32,51). Beretningen om Nadab og Abihu peger i samme retning. Her er »jeg vil helliges« det samme som »jeg vil herliggøres« (3 Mos 10,1-3). Ikke væsentligt anderledes er brugen i Es 5,16: »Hærskarers Jahve ophøjes i ret, og Gud, Den Hellige, helliges i retfærdighed.« Hellighed er igen Guds ophøjethed, hans overhøjhed, som her ses i den dom (ret, retfærdighed), der udmåles over det ulydige folk (jf. det tilbagevendende omkvæd i Es 5,25; Es 9,12; Es 9,17; Es 9,21; Es 10,4; se JUSTICE). Es 8,13; Es 29,23 antyder den samme tanke ved den måde, hvorpå de forbinder »hellige« med frygt og ærefrygt. Ét nytestamentligt sted giver os den samme betydning (1 Pet 3,15): »Hellig i jeres hjerter Kristus som Herre,« det vil sige: ophøj ham som den højeste.

2. I Det Nye Testamente:

I nogle få nytestamentlige passager dukker den gammeltestamentlige rituelle betydning op igen, som når Jesus taler om, at templet helliger guldet, og alteret gaven (Matt 23,17; Matt 23,19; jf. også Hebr 9,13; 1 Tim 4,5). Den fremherskende betydning er den, vi fandt i Det Gamle Testamente. At hellige er at indvie eller sætte til side. Vi kan først tage de få passager i det fjerde evangelium. Anvendt om Jesus i Joh 10,36; Joh 17,19 kan hellige ikke betyde at gøre hellig i etisk forstand. Som hele sammenhængen viser, betyder det at indvie til hans mission i verden. Henvisningen til disciplene, »for at også de selv må være helliget i sandhed«, har begge betydninger: at de må være sat til side (for Jesus sender dem, ligesom Faderen sender ham), og at de må gøres hellige i sandhed.

Den samme betydning af indvielse eller adskillelse viser sig, når vi undersøger ordet hellig, som er det samme som »en helliget«. Bortset fra dets brug i Salmerne findes ordet hovedsagelig i Det Nye Testamente. Uden for evangelierne, hvor betegnelsen »disciple« bruges, er det det almindelige ord til at betegne Jesu efterfølgere og forekommer omkring 56 gange. Med »hellig« menes ikke den moralsk fuldkomne, men den, der tilhører Kristus, ligesom den helligede præst eller offergave tilhørte Jahve. Således kan Paulus hilse disciplene i Korinth som hellige og lidt senere irettesætte dem som kødelige og som spædbørn, som nogle iblandt hvem der er misundelse og strid, og som vandrer på menneskers vis (1 Kor 1,2; 1 Kor 3,1-3). På samme måde bruges udtrykket »de helligede« eller »dem, der er helliget«, til at betegne de troende. Med »arven blandt alle dem, der er helliget«, menes den kristne troendes arv (ApG 20,32; ApG 26,18; jf. 1 Kor 1,2; 1 Kor 6,11; Ef 1,18; Kol 1,12). Dette er betydningen i Hebræerbrevet, som taler om den troende som helliget ved Kristi blod. I 10,29 taler forfatteren om en, der er faldet fra, og som »har regnet pagtens blod, hvormed han blev helliget, for noget uhelligt«. Det er åbenbart ikke denne frafaldnes indre og personlige hellighed, der sigtes til, især i betragtning af tempus, men at han var blevet udskilt til Gud ved dette offerblod og derefter havde regnet den hellige offergave for noget almindeligt. Kontrasten er mellem helligt og almindeligt, ikke mellem moralsk fuldkommenhed og synd (jf. 10,10; 13,12). Den formelle betydning viser sig igen i 1 Kor 7,12-14, hvor den vantro mand siges at være helliget ved hustruen, og omvendt. Det er ikke moralsk karakter, der menes her, men en vis adskillelse fra det profane og urene og en vis relation til Gud. Dette gøres klart ved henvisningen til børnene: »Ellers var jeres børn urene; men nu er de hellige.« Den formelle betydning er mindre sikker i andre tilfælde, hvor vi har tanken om helliggørelse i eller ved Helligånden eller i Kristus; som i Rom 15,16, »helliget ved Helligånden«; 1 Kor 1,2, til »dem, der er helliget i Kristus Jesus«; 1 Pet 1,2, »i Åndens helliggørelse«. Paulus' lære om Ånden som det nye liv i os synes at komme ind her, og dog antyder henvisningen til Første Korintherbrev, at den primære betydning stadig er at sætte til side, at sætte i relation til Gud.

II. Den etiske betydning.

Vi har hidtil overvejet det, der er blevet kaldt ordets formelle betydning; men den kristne tankes hovedinteresse ligger i den etiske idé, helliggørelse betragtet som den aktive handling eller proces, hvorved livet gøres helligt.

1. Forvandling af formel til etisk idé:

Vores første spørgsmål er: Hvordan bliver tanken om at tilhøre Gud til tanken om forvandling af liv og karakter? Forandringen er i sandhed intet mindre end en del af hele den bevægelse, som hele Skriften står som et vidnesbyrd om. Det etiske mangler ikke i begyndelsen, men det moralskes og åndeliges overhøjhed over for det formelle, det rituelle, det ceremonielle, det nationale, er den tydelige retning, som bevægelsen som helhed går i. Nu er omdrejningspunktet for denne bevægelse gudsbegrebet. Efterhånden som tanken om Gud bliver mere etisk, mere åndelig, former og forandrer den alle andre begreber. Således afhænger det, hvad det vil sige at tilhøre Gud (hellighed, helliggørelse), af den Guds natur, som mennesket tilhører. Hierodulerne i Korinth er skammens kvinder på grund af den gudindes natur, hvis tempel de tilhører. Profeterne fik et syn af Jahve, ikke som én der nidkært vogtede sin forret, ikke som én der krævede æren af en punktlig og korrekt ceremoni, men som én med en nådig kærlighed til sit folk og en lidenskab for retfærdighed. Deres store budskab er: Dette er nu Jahve; hør, hvad det betyder at tilhøre en sådan Gud og at tjene ham. "Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre? .... Vask jer, gør jer rene; .... søg retten, hjælp den undertrykte" (Es 1,11; Es 1,16; Es 1,17). "Da Israel var barn, elskede jeg ham. .... Jeg ønsker godhed og ikke offer; og kundskab om Gud mere end brændofre" (Hos 11,1; Hos 6,6).

På denne måde bliver den formelle idé, som vi har overvejet, ladet med moralsk betydning. At tilhøre Gud, at være hans tjener, hans søn, er ikke blot en ydre sag. Jesu lære om sønneforholdet hører hjemme her. Ordet "helliggørelse" forekommer slet ikke i de synoptiske evangelier, men "sønneforhold" udtrykte hos jøderne det samme tilhørsforhold. For dem betød det på den ene side en bestemt lydighed, på den anden side et privilegium. Jesus erklærer, at det at tilhøre Gud betyder lighed med ham; sønneforhold er at have del i hans ånd af kærlig god vilje (Matt 5,43-48). Bror og søster for Jesus er dem, der gør Guds vilje (Mark 3,35). Paulus tager den samme tanke op, men knytter den bestemt til ordene "hellig" og "hellige". Det religiøse betyder det etiske; de, "som er helligede", er "kaldede til at være hellige" (1 Kor 1,2). Det betydningsfulde sidste udtryk er det samme som i Rom 1,1, "Paulus .... kaldet til apostel." I dette lys læser vi Ef 4,1, "Vandr værdigt det kald, hvormed I blev kaldet." Jf. 1 Thess 2,12; Fil 1,27. Og målet for dette kald er, at vi er "forudbestemt til at blive formet efter hans Søns billede" (Rom 8,29). Vi må ikke begrænse os til ordene "hellig" eller "hellige" for at finde denne lære hos Paulus. Det er hans stadige og tvingende moralske appel: I tilhører Kristus; lev med ham, lev for ham (Kol 3,1-4; 1 Thess 5,10). Det er ikke et formelt tilhørsforhold, ikke en ydre overgivelse. Det er at overgive livet i dets lidenskaber og formål, i dets dybeste følelser og højeste kræfter, til at blive styret af en ny ånd (Ef 4,13; Ef 4,10; Ef 4,23; Ef 4,24; Ef 4,32; jf. Rom 12,1).

2. Vores forhold til Gud som personligt: Det nytestamentlige syn:

Men vi får ikke den fulde betydning af denne tanke om helliggørelse som indvielse, eller tilhørsforhold, før vi fatter Det Nye Testamentes tanke om vores forhold til Gud som personligt. Faren har altid været, at denne indvielse skulle tænkes på en negativ eller passiv måde. Den kristnes overgivelse er imidlertid ikke til en ydre autoritet, men til et indre, levende fællesskab. Det helliggjorte liv er således et liv i personligt fællesskab, levet med Faderen i Kristi ånd, i kærlig tillid og lydig tjeneste. Denne positive og vitale betydning af helliggørelse behersker Paulus' tanke. Han taler om at leve for Gud, om at leve for Herren, og mest udtryksfuldt af alt om at være levende for Gud (Rom 14,8; jf. Rom 6,13; Gal 2,19). Så fuldstændigt er hans liv fyldt af dette fællesskab, at han kan sige: "Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig" (Gal 2,20). Men her er ingen quietisme. Det er et meget rigt og aktivt liv, dette fællesskabsliv, som vi overgiver os til. Det er et liv i sønneforhold i tillid og kærlighed, med den ånd, som sætter os i stand til at sige "Abba, Fader" (Rom 8,15; Gal 4,6). Det er et liv i uovervindelig venlighed og god vilje (Matt 5,43-48). Det er et liv i "tro, som virker gennem kærlighed" (Gal 5,6), det er at have Kristi sind (Fil 2,5). Det helliggjorte liv er altså det liv, der dag for dag er så fuldt overgivet til fællesskab med Kristus, at den indre ånd og det ydre udtryk styres af hans ånd.

3. Helliggørelse som Guds gave:

Vi kommer nu til det aspekt, som er centralt for kristen interesse: helliggørelse som det at gøre livet helligt, ikke ved vores handling, men ved Guds gerning og ved Guds gave. Hvis hellighed betegner hjertets og livets tilstand i overensstemmelse med Guds vilje, så er helliggørelse den gerning eller proces, hvorved denne tilstand frembringes. Og denne gerning skal vi nu betragte som Guds værk. Jesus beder om, at Faderen må hellige hans disciple i sandhed (Joh 17,17). Sådan beder Paulus for thessalonikerne (1 Thess 5,23) og erklærer, at Kristus skal hellige sin kirke (jf. Rom 6,22; 2 Thess 2,13; 2 Tim 2,21; 1 Pet 1,2). Her betyder helliggørelse at gøre ren eller hellig i etisk forstand, selv om tanken om indvielse ikke nødvendigvis mangler. Men ud over særlige steder må vi tage hele Det Nye Testamentes lære i betragtning, ifølge hvilken enhver del af det kristne liv er Guds gave og virkes ved hans Ånd. »Det er Gud, som virker i jer både at ville og at virke« (Fil 2,13; jf. Rom 8,2-4; Rom 8,9; Rom 8,14; Rom 8,16-26; Gal 5,22). Betydningsfuld er brugen af ordene »skabning« (»skabelse«, se randnote) og »værk« hos Paulus (2 Kor 5,17; Gal 6,15; Ef 2,10; Ef 4,24). Det nye liv er Guds andet skaberværk.

4. Spørgsmål om tid og metode:

Når vi imidlertid spørger, hvornår og hvordan dette værk udføres, findes der ikke et så klart svar. Det, vi har, er på den ene side et kompromisløst ideal og krav, og på den anden side absolut tillid til Gud. Ved at føje til disse to den åbenlyse kendsgerning, at de kristne troende, som ses i Det Nye Testamente, er langt fra at have nået en sådan kristen fuldkommenhed, har nogle forfattere ment at finde grundlaget her for læren om, at tilstanden af fuldstændig hellighed i livet er en særlig erfaring i det kristne liv, virket i et bestemt øjeblik. Det er godt at gøre sig klart, at ingen steder i Det Nye Testamente giver et specifikt svar på disse spørgsmål om tid og metode, og at vores konklusioner må drages af Det Nye Testamentes almindelige lære om det kristne liv.

5. Et element i alt kristent liv:

For det første må det bemærkes, at efter Det Nye Testamentes syn er helliggørelse i etisk forstand et væsentligt element og et uundgåeligt resultat af alt kristent liv og al kristen erfaring. Set fra det religiøse synspunkt følger det af læren om genfødelse. Genfødelse er indplantningen af et nyt liv i mennesket. For så vidt som det er et nyt liv fra Gud, er det ipso facto helligt. Læren om Helligånden lærer det samme (se Helligånden). Der findes intet kristent liv fra selve begyndelsen, som ikke er Åndens værk. »Ingen kan (endog) sige: Jesus er Herre, uden i .... Ånden« (1 Kor 12,3). Men denne Ånd er Helligånden, hvad enten vi med Paulus siger Kristi Ånd eller Guds Ånd (Rom 8,9). Hans nærvær betyder derfor, i så henseende, hellighed i livet. Fra det etiske standpunkt erklæres det samme uophørligt. Jesus bygger her på profeterne: ingen religion uden retfærdighed; rene hænder, rene hjerter, barmhjertighedsgerninger er ikke blot betingelser for gudsdyrkelse, men er, sammen med ydmyge hjerter, selv den gudsdyrkelse, som Gud ønsker (Am 5,21-25; Mika 6,6-8). Jesus uddybede begrebet, men ændrede det ikke, og Paulus var tro mod denne rækkefølge. »Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, hører han ham ikke til. Og hvis Kristus er i jer, .... er ånden liv på grund af retfærdighed« (Rom 8,9; Rom 8,10). Der er intet i Paulus' lære, som antyder, at helliggørelse er den særlige begivenhed i en enestående erfaring, eller at der findes to slags eller kvaliteter af helliggørelse. Alt kristent liv betød for ham et rent, purt og ret liv, og det var helliggørelse. Den enkle, praktiske måde, hvorpå han angriber den seksuelle urenheds svøbe i sine hedningekristne menigheder, viser dette. »Dette er Guds vilje, nemlig jeres helliggørelse: at I afholder jer fra utugt; at hver enkelt af jer ved, hvordan han skal råde over sit eget kar i helliggørelse og ære. For Gud kaldte os ikke til urenhed, men i helliggørelse« (1 Thess 4,3; 1 Thess 4,4; 1 Thess 4,7). Styrken i Paulus' lære ligger virkelig her i denne forening af moralsk alvor med absolut afhængighed af Gud.

6. Følger af fællesskab med Gud:

Den anden generelle konklusion, vi drager af Det Nye Testamentes lære om det kristne liv, er denne: Den helliggørelse, som er en del af alt kristent liv, følger af selve dette livs natur som fællesskab med Gud. Grundlæggende her er den kendsgerning, at det kristne liv er personligt, at intet hører hjemme i det, som ikke kan udtrykkes i personlige termer. Det er et liv med Gud, hvor han nådigt giver sig selv til os, og som vi lever ud sammen med ham og med vore brødre i Kristi ånd, som er hans Ånd. De to store kendsgerninger om dette fællesskab er, at det er Guds gave, og at dets frugt er hellighed. For det første er det Guds gave. Det, Gud giver os, er intet mindre end ham selv. Gaven er ikke først og fremmest tilgivelse, heller ikke sejr over synd, heller ikke sjælefred eller håb om himlen. Den er fællesskab med ham, som omfatter alt dette, og uden hvilket intet af dette kan være til. For det andet er frugten af dette fællesskab hellighed. Den virkelige helliggørelse af vort liv kan ikke komme på nogen anden måde. For kristen hellighed er personlig, ikke noget formelt eller rituelt, og dens kilde og kraft kan ikke være noget lavere end det personlige. Sådan er det fællesskab, som Gud nådigt løfter den troende ind i. Hvad dets mystiske sider end måtte være, er dette fællesskab ikke magisk eller sakramentalt. Det er etisk helt igennem. Dets betingelse på vores side er etisk. For kristen tro er den moralske overgivelse af vort liv til ham, i hvem sandhed og ret kommer til os med myndighed til at befale. Betydningen af denne overgivelse er etisk; den er at åbne livet for bestemte moralske virkeligheder og kræfter, for kærlighed, sagtmodighed, mildhed, ydmyghed, ærefrygt, renhed, lidenskaben for retfærdighed, for det, som ord ikke kan analysere, men som vi kender som Kristi Ånd. Et sådant fællesskab er den højeste moralske kraft til at forme livet. Et nært menneskeligt fællesskab er en analogi til dette, og vi ved, med hvilken kraft det virker på liv og karakter. Det kan dog ikke fremstille hverken fortroligheden eller kraften i denne højeste og endelige relation, hvor vores ven ikke er en anden, men er vores virkelige selv. Så meget ved vi: Dette fællesskab betyder en ny ånd i os, et fornyet og dagligt fornyende liv.

Det er bemærkelsesværdigt, at Paulus ikke har faste og ubøjelige former for dette liv. Virkeligheden var for rig og stor, og hans eksempel bør lære os forsigtighed med at insistere på teologiske former, som kan tjene til at sammenpresse sandheden i stedet for at udtrykke den. Her er nogle af hans udtryk for dette liv i os: at »have Kristi sind« (1 Kor 2,16; Fil 2,5), »Kristi Ånd« (Rom 8,9), »Kristus er i jer« (Rom 8,10), »den Ånd, som er fra Gud« (1 Kor 2,12), »Guds Ånd« (1 Kor 3,16), »Helligånden« (1 Kor 6,19), »Herrens Ånd« (2 Kor 3,17), »Herren, Ånden« (2 Kor 3,18). Men i alt dette træder én kendsgerning frem: Dette liv er personligt, en ny ånd i os, og denne ånd er en, vi har i personligt fællesskab med Gud; den er hans Ånd. Særligt betydningsfuld er den måde, hvorpå Paulus knytter dette nye liv til Kristus. Vi har allerede bemærket, at Paulus uden forskel bruger »Guds Ånd« og »Kristi Ånd«, og det i samme passage (Rom 8,9). Paulus’ store bidrag til læren om Helligånden ligger her. Som han udtrykker det i 2 Kor 3,17: »Nu er Herren Ånden.« Dermed får hele opfattelsen af Ånden moralsk indhold og personlig karakter. Ånden er personlig, ikke en ting eller en mærkelig og magisk kraft. Ånden er etisk; der er en bestemt moralsk kvalitet, som udtrykkes, når vi siger Kristus. Den har Ånden, som har Kristi egenskaber. Således viser Åndens nærvær sig ikke i det usædvanlige, det mirakuløse, den begejstredes ekstatiske tale eller en mærkelig kraftgerning, men i hverdagens egenskaber: venlighed, godhed, kærlighed, troskab, tålmodighed, selvbeherskelse (Gal 5,22). Med denne identifikation af Ånden og Kristus i tanke kan vi bedre forstå de passager, hvor Paulus fremhæver Kristi forhold til den troendes helliggørelse. Han er målet (Rom 8,29). Vi skal vokse op i ham (Ef 4,15). Han skal formes i os (Gal 4,19). Vi skal betragte ham og forvandles til hans billede (2 Kor 3,17). Dette uddybes i Paulus’ tanke om den mystiske relation til Kristus. Den kristne dør fra synden med ham, for at han kan leve et nyt liv med ham. Kristus er nu hans virkelige liv. Han bor i Kristus, Kristus bor i ham. Han har Kristi tanker, hans sind. Se Rom 6,3-11; Rom 8,9; Rom 8,10; 1 Kor 2,16; 1 Kor 15,22; Gal 2,20.

Denne vitale og positive opfattelse af den troendes helliggørelse må fastholdes over for nogle populære fortolkninger. Symbolerne ild og vand, som antyder renselse, er undertiden blevet gjort til grundlag for en hel overbygning af lære. (For det første, bemærk Es 6,6 f; Luk 3,16; ApG 2,3; for det andet, ApG 2,38; ApG 22,16; 1 Kor 6,11; Ef 5,26; Tit 3,5; Hebr 10,22; Åb 1,5; Åb 7,14.) Her er der en dobbelt fare, som disse forfattere ikke er undsluppet. Symbolerne antyder renselse, og deres overdrevne betoning har for det første betydet en negativ og snæver idé om helliggørelse som primært adskillelse fra synd eller besmittelse. Dette er et tilbagefald til visse gammeltestamentlige niveauer. For det andet er disse materielle symboler blevet gjort bogstavelige, og resultatet har været en slags mekanisk eller magisk opfattelse af Åndens gerning. Men sjælen er ikke et stof for mekanisk handling, hvor forfinet den end måtte være. Det er personligt liv, der skal helliges: tanke, følelser, motiver, ønsker, vilje, og kun en personlig aktør kan gennem personligt fællesskab virke dette mål.

7. Er den øjeblikkelig og fuldstændig?:

Den klare erkendelse af helliggørelsens personlige og vitale karakter vil hjælpe os med et andet problem. Hvis det hellige liv er Guds krav og samtidig hans gerning, hvorfor skulle denne helliggørelse så ikke være øjeblikkelig og fuldstændig? Og antyder Paulus ikke dette, ikke blot i sine krav, men i sin bøn for thessalonikerne, om at Gud må styrke deres hjerter i hellighed, at han må hellige dem helt og bevare ånd og sjæl og legeme hele, uden skyld ved vor Herre Jesu Kristi komme (1 Thess 3,13; 1 Thess 5,23)?

Som svar på dette må vi først skelne mellem det ideelle og det empiriske hos Paulus. Ligesom Johannes (1 Joh 1,6; Joh 3,9) fastholder Paulus, at Kristi liv og syndens liv ikke kan fortsætte side om side, og han kender ingen begrænset lydighed, ingen gradueret målestok. Han stiller det højeste kristne krav til de ringeste af sine hedningekristne omvendte. Og vi har intet finere bevis på hans tro end denne kompromisløse idealisme. På den anden side: hvordan kunne han kræve mindre end dette? Gud kan ikke kræve mindre end det højeste, men det er et andet spørgsmål, hvordan idealet skal opnås. På idealets område gælder det altid enten .... eller. På livets område findes der en anden kategori. Spørgsmålet er ikke blot: Er denne mand synder eller helgen? Det er snarere: Hvad er han ved at blive? Dette med at blive er det virkelig afgørende spørgsmål. Er denne mand vendt i den rette retning med al sin kraft? Er hans liv helt åbent for det guddommelige fællesskab? Ikke graden af opnåelse, men den rette holdning til idealet, er afgørende. Paulus standser ikke for at opløse paradokser, men i praksis regner han med denne tanke. Side om side med hans bøn for thessalonikerne står hans formaninger til vækst og fremgang (1 Thess 3,12; 1 Thess 5,14). Hverken det absolutte krav eller nådens løfte giver os ret til at slutte, hvordan fuldendelsen skal finde sted.

8. Helliggørelse som menneskets opgave:

Denne konklusion kan vi kun nå, når vi igen går tilbage til det grundlæggende princip om det kristne livs personlige karakter og det forhold, der derved er givet mellem det etiske og det religiøse. Alt kristent liv er både gave og opgave. »Arbejd på jeres egen frelse .... for det er Gud, som virker i jer« (Fil 2,12). Alt kommer fra Gud; vi kan kun leve det, Gud giver. Men der er en modsætning hertil: kun idet vi lever det ud, kan Gud give os livet. Dette viser sig i Paulus’ lære om helliggørelsen. Den er ikke alene Guds gave, men vores opgave. »Dette er Guds vilje, nemlig jeres helliggørelse« (1 Thess 4,3). »Da vi altså har disse løfter .... lad os rense os selv fra al besmittelse af kød og ånd og fuldende hellighed (hagiosune) i gudsfrygt« (2 Kor 7,1). Betydningsfuld er Paulus’ brug af ordet »vandre«. Vi skal »vandre i et nyt liv«, »ved (eller i) Ånden«, »i kærlighed« og »i Kristus Jesus, Herren« (Rom 6,4; Gal 5,16; Ef 5,2; Kol 2,6). Gaven bliver i hvert tilfælde til opgaven og bliver faktisk kun virkelig og virksom i denne aktivitet. Det er kun, når vi vandrer ved Ånden, at dette bliver mægtigt til at overvinde kødets lyster (Gal 5,16; jf. Gal 5,25). Men det etiske er den opgave, der først ender med livet. Hvis Gud kun giver, idet vi lever, kan han ikke give alt på én gang. Helliggørelse er da et livs sag og ikke et øjebliks. Livet kan vies i et øjeblik, det rette forhold til Gud antages, og mennesket stå i frelsende fællesskab med ham. Livet bliver således gjort helligt i princippet. Men den virkelige helliggørelse strækker sig over hele menneskets liv. Den er intet mindre end den stadige gennemformning af livet, både den indre ånds liv og den ydre handling, med Kristi Ånd, indtil vi, »idet vi taler sandhed i kærlighed, i alle ting må vokse op til ham, som er hovedet« (Ef 4,15). (Læs også Rom 6; at den kristne er død for synden, er ikke en eller anden fast, statisk kendsgerning, men er kun sandt, idet han afviser det lavere og stiller sine lemmer til rådighed for en højere lydighed. Bemærk, at Paulus i 1 Kor 5,7 i det samme vers erklærer: »I er usyrede«, og derefter formaner: »Rens den gamle surdej ud, for at I kan blive en ny dej«; jf. også 1 Thess 5,5-10.)

Vi kan sammenfatte således: Ordet »hellige« bruges med to brede betydninger:

(1) Den første er at vie, at indvie til Gud, at anerkende som hellig, det vil sige som tilhørende Gud. Dette er den almindelige gammeltestamentlige brug og er mest almindelig i Det Nye Testamente. Profeterne viste, at dette at tilhøre Jahve krævede retfærdighed. Det Nye Testamente uddyber dette til en helhjertet overgivelse til fællesskabet med Gud og til hans Ånds herredømme.

(2) Selv om selve ordet kun forekommer få steder med denne betydning, er Det Nye Testamente fuldt af tanken om, at den kristnes liv gøres helligt ved Guds Ånd i det fællesskab, som Gud løfter os ind i ved sin nåde, og hvori han giver sig selv til os. Denne helliggørelse, eller helligelse, er ikke mekanisk eller magisk. Den virkes af Guds Ånd i et dagligt fællesskab, som mennesket giver sig hen til i længsel, tillid og lydighed, idet det modtager med åbent hjerte og lever det ud i et lydigt liv. Den er ikke negativ, blot adskillelsen fra synd, men den fremadskridende helligelse af et liv, der stadig vokser i evne, ligesom i karakter, ind i den fuldvoksne mands skikkelse, sådan som den er i Kristus. Og ud fra selve sin natur er den ikke øjeblikkelig, men et helt livs gerning og privilegium.

Se også HELLIGÅNDEN og den følgende artikel.

LITTERATUR.

De populære og særlige værker er som regel for udifferentierede og uhistoriske til at være af værdi for det bibelske studium. En undtagelse er Beet, Holiness Symbolic and Real. Fyldigt bibelsk materiale findes i Cremer, Biblical Theol. Lexicon, men behandlet ud fra særlige synspunkter. Se systematiske teologier, gammeltestamentlige teologier (jf. især Smend) og nytestamentlige teologier (jf. især Holtzmann).

Harris Franklin Rall

WESLEYANSK LÆRE

|| 1. Læren fremstillet

2. Indvendinger besvaret

3. Nødvendig for prædikantens største fremgang

4. Hymnologi

5. Dens herlige resultater

6. Wesleys personlige vidnesbyrd

1. Læren fremstillet:

Kristen fuldkommenhed, gennem fuld helliggørelse, ved tro, her og nu, var en af de lærer, hvormed John Wesley vakte stor anstød hos sine gejstlige brødre i den anglikanske kirke. Fra begyndelsen af sit arbejde i 1739 og frem til 1760 var han i færd med at formulere denne lære. På det sidstnævnte tidspunkt fremstod der pludselig et stort antal vidner blandt hans tilhængere. Mange af disse udspurgte han med baconisk dygtighed, og resultatet blev en bekræftelse af hans teorier på forskellige punkter.

I offentlig tale brugte han betegnelserne »kristen fuldkommenhed«, »fuldkommen kærlighed« og »hellighed« som synonymer, skønt der er forskelle mellem dem, når de undersøges kritisk. Sammen med Paulus lærte han, at alle genfødte personer er hellige, dvs. hellige mennesker, sådan som ordet »saint«, fra latin sanctus gennem normannisk-fransk, betyder (1 Kor 1,2; 2 Kor 1,1). Hans teori er, at hos den normale kristne begynder hellighedens princip med den nye fødsel og gradvis udfolder sig og styrkes, efterhånden som den troende vokser i nåden og i erkendelsen af sandheden, indtil det, ved en endelig, alt overgivende troshandling på Kristus, når en øjeblikkelig fuldendelse gennem Helligåndens, helliggørerens, handling: 2 Kor 7,1 »idet vi fuldender hellighed« osv.; Ef 4,13, KJV »indtil vi alle når frem .... til et fuldkomment menneske« osv. Således er helliggørelse gradvis, men fuld helliggørelse er øjeblikkelig (Rom 6,6, »vort gamle menneske blev korsfæstet« osv., en pludselig død; Gal 2,20, »jeg er blevet korsfæstet med Kristus; og det er ikke længere mig, der lever«). I 1 Thess 5,23 står ordet »hellige« i græsk aorist, hvilket betegner en handling og ikke en proces, ligesom også i Joh 17,19, »for at de .... må blive helliget i sandhed«, eller virkelig. (Se Meyers note.) Mange kristne erfarer denne forandring på deres dødsleje. Hvis døden pludseligt afslutter en voksende kristens liv, før han er fuldt helliget, fuldender Helligånden værket. Wesleys råd til prædikanterne af denne evangeliske fuldkommenhed var at drage og ikke at drive, og aldrig at citere nogen trusler fra Guds ord mod Guds børn. Erklæringen: »Uden helliggørelse skal ingen se Herren« (Hebr 12,14), gælder ikke de hellige, »de hellige«.

Wesleys kærlighedens fuldkommenhed er ikke fuldkommenhed i grad, men i art. Ren kærlighed er fuldkommen kærlighed. Den gradvise vækst frem mod kærlighedens fuldkomne renhed udtrykkes smukt i Monods salme,

»O den bitre skam og sorg!«

Det første svar på Frelserens kald er,

»Alt af mig selv og intet af dig.«

Men efter et syn af Kristus på korset er svaret svagt,

»Noget af mig selv og noget af dig.«

Derefter, efter en periode med voksende kærlighed, lyder råbet,

»Mindre af mig selv og mere af dig.«

Efter endnu en periode lyder det endelige råb,

»Intet af mig selv og alt af dig!«

en længsel efter ren kærlighed, uden nogen selviskhed.

Opnåelsen af denne nåde bevidnes ved det fuldstændige ophør af al trælsk frygt (1 Joh 4,18). Wesley føjede dertil Åndens vidnesbyrd, for hvilket hans eneste skriftbevis er 1 Kor 2,12.

2. Indvendinger besvaret:

(1) Paulus erklærer i Fil 3,12, at han ikke er »gjort fuldkommen«:

(a) i 3,15 erklærer han, at han er fuldkommen;

(b) »gjort fuldkommen« er et udtryk, lånt fra de antikke lege, der betegner et fuldført løb. Dette er en af betydningerne af teleioo, som det også ses i Luk 13,32 randnote: »Den tredje dag fuldender jeg mit løb.« Paulus fraskriver sig ikke mere åndelig fuldkommenhed med disse ord, end Kristus gør før »den tredje dag«. Paulus hævder i Fil 3,15, ved brugen af et tillægsord, at han er fuldkommen. I 3,12 hævder Paulus, at han ikke er fuldkommen som sejrherre, fordi løbet ikke er afsluttet. I 3,15 hævder han, at han er fuldkommen som løber.

(2) Paulus siger (1 Kor 15,31): »Jeg dør dagligt.« Dette henviser ikke til at dø bort fra synd, sådan som nogle siger, at det gør, men til hans daglige fare for at blive dræbt for at prædike Kristus, som i Rom 8,36: »vi bliver dræbt dagen lang.«

(3) 1 Joh 1,8: »Hvis vi siger, at vi ikke har synd« osv.

(a) Hvis dette omfatter kristne, modsiger det Johannes selv i det allernæste vers og i 3,9: »Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd«, og Joh 8,36: »Hvis .... Sønnen gør jer frie« osv., og i alle de tekster i Det Nye Testamente, der erklærer synder forladt.

(b) Biskop Westcott siger, at udtrykket »at have synd« adskilles fra »at synde«, ligesom det syndige princip adskilles fra den syndige handling i sig selv. Det omfatter tanken om personlig skyld. Westcott hævder, at Johannes henviser til gnostikerne, som lærte, at moralsk ondskab kun findes i materien og aldrig berører ånden, som altid er hellig; og at deres ånder derfor, skønt de var skyldige i alle slags laster, ikke havde behov for forsoning, fordi de var uberørte af synd, som kun fandtes i deres legemer, sådan som den findes i al materie. Når man sagde til dem, at dette gjorde Kristi legeme syndigt, benægtede de virkeligheden af hans legeme og sagde, at det kun var et fantom. Derfor skriver Johannes tydeligvis imod den gnostiske vildfarelse i selve det første vers af dette brev, idet han anfører tre af de fem sanser for at bevise virkeligheden af Kristi menneskelighed. (Se endelig »The Epistles of John«, Cambridge Bible for Schools osv., 17-21.)

3. Nødvendig for prædikantens største fremgang:

Denne læres forhold til Methodist Episcopal Church i USA ses i følgende spørgsmål, som alle dens prædikanter offentligt har besvaret bekræftende ved deres optagelse i konferencerne: »Går du frem mod fuldkommenhed?«; »Forventer du at blive gjort fuldkommen i kærlighed i dette liv?«; »Stræber du alvorligt efter det?« Wesleys salmer, som stadig synges overalt, er fyldt med denne lære, og i dem forekommer sådanne udtryk som:

4. Hymnologi:

»Tag vor tilbøjelighed til at synde bort,« ....

»Lad os finde den anden hvile,« ....

"Gør og bevar mig ren indeni," ....

"Det er sket! Du frelser i dette øjeblik,

velsigner med fuld frelse." ....

5. Dens herlige resultater:

Wesley tilskrev forkyndelsen af kristen fuldkommenhed fremgangen for sit arbejde med massernes omvendelse, religiøse oplæring og intellektuelle uddannelse i Storbritannien. Den skaffede ham en mængde indviede medarbejdere, mange af dem lægprædikanter, som arbejdede i næsten hver eneste landsby, og som bragte evangeliet ud til alle de britiske kolonier, herunder Amerika. Verdslige historikere erklærer, at denne store evangeliske bevægelse, hvor læren om fuldstændig helliggørelse havde en så fremtrædende plads, reddede England fra en ødelæggende revolution som den, der i det sidste årti af det 18. århundrede gennemvædede Frankrig med blodet fra dets kongefamilie og adel. Det er sikkert, at William Booths store kristne og humanitære arbejde, han som oprindelig var metodist, var inspireret af denne lære, som han uophørligt forkyndte. Dette gjorde hans tilhængere i Frelsens Hærs første år i stand til at udholde de forfølgelser, der dengang ramte dem.

6. Wesleys personlige vidnesbyrd:

Den 6. marts 1760 indfører Wesley i sin Journal følgende vidnesbyrd fra en Elizabeth Longmore: "`Jeg følte, at min sjæl var helt igennem kærlighed. Jeg hvilede i Gud på en måde, jeg aldrig før havde følt, og vidste, at jeg elskede ham af hele mit hjerte. .... Og vidnesbyrdet om, at Gud havde frelst mig fra alle mine synder, blev klarere for hver time. .... Siden har jeg aldrig oplevet, at mit hjerte vandrede bort fra Gud.' Nu er dette, hvad jeg altid har ment, og stadig mener, med fuldkommenhed. Og dette tror jeg, at mange har opnået, på samme grundlag som jeg tror, at mange er retfærdiggjort."

Vi har Wesleys eneste nedskrevne vidnesbyrd om sin egen retfærdiggørelse i disse ord (24. maj 1738): "Jeg følte mit hjerte blive mærkeligt varmt .... og der blev givet mig en vished om, at han havde taget mine synder bort," osv.

Daniel Steele