hez-e-ki'-a (chizqiyah):

(1) Konge af Juda. Se særlig artikel

(2) En søn af Nearlas af det kongelige hus i Juda (1 Krøn 3,23, den reviderede oversættelse (brittisk og amerikansk) "Hizkija").

(3) En forfader til Zefanias (Ze 1,1, King James Version "Hizkija").

(4) En af de hjemvendte landsflygtige fra Babylon (Ezra 2,16; Neh 7,21).

(chizqiyah, "Yahweh har styrket"; også skrevet chizqiyahu, "Yah har styrket ham"; Hezekias): En af de største konger i Juda; regerede (ifølge den mest konsistent selv-sammenhængende kronologi) fra omkring 715 til omkring 690 f.Kr.

Gammel Testamentes vurdering:

Ifølge Det Gamle Testamentes standard for troskab over for Yahweh blev han berømmet af Jesus Sirach som en af tre konger, der alene ikke "begik overtrædelse" (Sirach 49,4), de to andre værende David og Josia. Krønikeskriveren fremstiller ham (2 Krøn 32,31) som kun at falde fra fromhedens visdom gennem hans stolthed i at afsløre sin riges ressourcer for Merodak-baladan's udsendinge. I 2 Kong 18,5, det tidligste skøn, var hans særlige udmerkelse, ud over alle andre judæiske konger, før eller siden, at han "stolede på Yahweh, Israels Gud." Det er som kongen, der "holdt fast ved Yahweh" (2 Kong 18,6), at det hebræiske sind opsummerer hans kongelige og personlige karakter.

I. Kilder til hans liv og tid:

1. Skriftlige annaler:

De historiske beretninger i 2 Kong 2; 2 Kong 20 og 2 Kong 2; 2 Kong 32 stammer hovedsagelig fra de samme statsannaler, selvom sidstnævnte også synes at have haft tempelarkiverne at skøpfe fra. For "resten af hans gerninger" henviser 2Kong til en kilde, der dengang stadig eksisterede, men nu er tabt, "Judas kongers krønike" (2 Kong 20,20), og 2 Krøniker til "profeten Esajas' syn, Amoz's søn, i Judas og Israels kongers bog" (2 Krøn 32,32). I denne sidstnævnte kilde (hvis dette er originalkilden til vores Esajas-bog) findes, ud over de advarsler og direktiver, som historiens gang påkaldte, en fortælling (Esajas 36,39), der genfortæller Sennakerb-krisen på samme måde som de øvrige historier, men som også indeholder et stykke esajasisk profeti (Es 37,22-32) og et "skrift fra Hizkija, Judas konge" (Es 38,10-20}). Endelig findes der i Sirach 48,17-25 en sammenfatning af Hizkijas gode og vise gerninger, hentet fra de beretninger, som vi allerede har.

2. Synspunkt og farvetone:

Af disse kilder er beretningen i 2 Kongebog mest rent historisk, opstået på et tidspunkt, da religiøse og politiske værdier i det hebræiske sind var uadskillelige. I 2 Krøniker har det religiøse synspunkt og den religiøse farvetone, især i dets senere udviklet ritual- og juridiske aspekter, afgørende overvægt. Sirach, med en litterær mands sind, er hovedsageligt interesseret i at prise Hizkija i sin "lovtale af berømte mænd" (jf. Sirach 44-50), naturligvis fra det fromme hebræiske synspunkt. I Esajas' syn (Esajas 1,39) har vi den moralske og åndelige tilstand i Jerusalem, som den blev realiseret i det glødende profetiske bevidsthed; og i hans yngre samtids profet Mikas profeti ses tilstanden i de udliggende landdistrikter tættest ved invasionsstien, hvor både de styrende klassers uretfærdighed og krigens rædsler blev følt mest skarpt. Uden tvivl kan mange andagtsfulde ekko fra disse trængselstider også findes i Salmerne, så vidt vi rimeligt kan identificere dem.

3. Sidebemærkninger:

Det er især i Hizkijas tid, at de assyriske indskrifter bliver oplysende for Israels historie; blandt andet giver de visse faste datoer, som kronologien i denne tid kan tilpasses efter. Af Sennakerbs felttog år 701 kendes der således mindst seks beretninger (se G.A. Smith, Jerusalem, II, 154, note), den mest detaljeret værende "Taylor-cylinderen", som nu står på Det britiske Museum og som i det væsentlige stemmer overens, eller i det mindste ikke er inkonsistent med, skrifthistorien.

II. Begivenheder under hans regeringstid:

1. Hans arv:

Fra sin svage og uprincipieret far Akaz (jf. 2 Krøn 28,16-25), arvede Hizkija ikke blot et desorganiseret rige, men også den tunge byrde af assyrisk dominans og tribut, og den vedvarende fare og usikkerhed for større indhug fra denne arrogante og vilkårlige magt: den tilstand af ting, som var forudsagt i Es 7,20; Es 8,7 f. Situationen blev forværret af, at ikke blot nationens svaghed, men dets åndelige tilbøjeligheder havde medført det: de dominerende klasser efterlignede Østens sentimenter, moder og kultus (jf. Es 2,6-8), mens det forsømte almindelige folk var udsat for det endnu overlevende hedenskabs fordærvelser i landet. Riget var kort sagt på det åndelige dybeste punkt, hvorfra profeter som Esajas og Mika arbejdede på at føde en sand hebræisk samvittighed og tro til livs. Deres opgave var vanskelig: med en nation, der var tåbelig til at se, døv til at høre, fedtet til hjertet (Es 6,10), hvis religion var menneskers bud, lært udenad (Es 29,13}). Klart var der fra dette synspunkt en meget vanskelig karriere foran ham.

2. Religiøs reform:

Følelsen af denne uåndelige tilstand giver den bedste nøgle til Hizkijas religiøse reformer, som han ifølge Krønikebøgernes forfatter tog fat på, så snart han kom på tronen (2 Krøn 29,3). Det er Krønikebøgernes forfatter, der giver den fyldigste beretning om disse reformer (2 Krøn 29-31); naturligt nok ud fra sit præstelige synspunkt og sin adgang til kirkelige arkiver. Hizkija begyndte med det mest presserende opbyggende behov: at åbne og rense templet, som hans far Akaz havde ladet lukke og vanhellige (2 Krøn 28,24), og fortsatte med at omorganisere dets liturgiske tjeneste og korsang. I forbindelse med dette arbejde indførte han en påskefejring, som han i et omfang og en ånd, der ikke havde været kendt siden Salomo (2 Krøn 30,26), udformede som en religiøs genforening af de fromt sindede i hele Israel, åben ikke blot for Jerusalem og Juda, men for alle, der ville tage imod hans indbydelse fra Samaria, Galilæa og landet på den anden side af Jordan (2 Krøn 30,5-12; 2 Krøn 30,18). Det umiddelbare resultat af den begejstring, som denne hjemstavnsuge skabte, var en kraftig folkelig billedstormerbevægelse mod landets afgudiske offerhøje. At dette ikke var en svag fanatisk impuls til at ødelægge noget, men et strejf af virkelig åndelig vækkelse, synes at fremgå af én episode i den: at Moses' gamle kobberslange blev slået i stykker og kaldt det, den var kommet til at betyde, nechushtan, "et stykke kobber" (2 Kong 18,4); bevægelsen synes faktisk at have rummet den forståelse, om end rå, at gamle religiøse former var blevet skadelige og kraftløse overtroiske skikke, der hindrede åndelighed. Bevægelsen kunne heller ikke standse ved den gamle fetich. Sammen med den fulgte nedrivningen af selve offerhøjene og nedbrydningen af stenstøtterne (matstsebhoth) og fældningen af de hellige lunde ('asherah), disse hovedsymboler på en nedværdigende naturkult. Denne reform er på grund af senere reaktioner (se under Manasse) blevet anset for virkningsløs; snarere var dens virkninger indre og spirende; og udadtil var de heller ikke mindre, end man med rimelighed kunne forvente, før dens betydning blev uddybet og samlet mere centralt.

3. Indre forbedringer:

Alt dette var fra kongens side hans svar på Esajas' åndelige indflydelse; med hans sind var hans eget oprigtigt ét. Som en from discipel i de profetiske ideers skole ønskede han inderligt at fastholde profetens indtrængende holdning af "ro og tillid" (jf. Es 30,15), det vil sige urokkelig tillid til Jahve alene og afholdenhed fra oprør og indviklende alliancer med fremmede magter. Dette udelukkede dog ikke, under tidens pres og spænding, en stille forberedelse på nødsituationer; og uden tvivl var de første år af hans regering bemærkelsesværdige, ikke blot for mild og retfærdig forvaltning i hele hans rige, men også for tiltag med henblik på at befæste og forsvare hovedstaden. Hans arbejde med at reparere og udvide murene og styrke borgen (Millo), som nævnt i 2 Krøn 32,5, havde sandsynligvis været i gang længe før den assyriske krise var nært forestående. Han var heller ikke sen til at nå til forståelse med andre nationer om udsigterne til oprør mod Assyrien. Han kunne ikke lære sin troslektie på én gang, især ikke med et partisk hof, der trak i den anden retning. Han undgik ikke mistanke fra Sargon (død 705), som på grund af hans egyptiske sympatier regnede ham blandt "oprørets sammensvorne" (jf. COT, 100); mens hans riges voksende velstand og styrke udpegede ham til en ledende rolle i en eventuel opstand. Han red dog mindst én mulighed for oprør af, i 711, sandsynligvis gennem Esajas' energiske anstrengelser (se Es 20,1 ff).

4. Den assyriske krise:

Hizkijas mulighed for at rejse sig mod assyrisk overhøjhed synes at være opstået omkring 704. Hvordan en så from konge kunne gøre det trods Esajas vedvarende advarsler både mod modstand mod Assyrien og alliance med andre magter, er ikke helt klart. Denne forfatters mening går på, at begyndelsen blev påtvunget ham eller måske pludseligt pådyrket ham af hans fyrster og stormænd. Det år før døde Sargon og efterlod sin trone til Sennakerib, og som ved enhver gammel magtskifte var dette signalet til en almen uafhængighedsstræben blandt underkuede provinser. Det var også året for Hizkijas dødelige sygdom (Es 2; Es 38), da han i en periode – vi ved ikke hvor længe – ville være uegnet til at styre riget. Ikke usandsynligt fandt han ved helbredelsen sit rige forpligtet ud over tilbagetrækning til en alliance med Egypten og måske ledelsen af en koalition med Filistæa; i så fald kunne han personligt kun gøre det bedst muligt ud af situationen. Der var intet at gøre end at bekræfte denne koalition ved magt, hvilket han gjorde i sin filistæerkrig nævnt i 2 Kong 18,8. I mellemtiden, i samme almindelige opstand, greb den kaldæiske Merodak-baladan, som allerede var fordrevet fra Babylon efter et 11-årigt herredømme (721-710), igen magten der; og da hans sendebuds kom til Jerusalem, påstod de at ville lykønske kongen med hans helbredelse fra sygdommen, men havde i virkeligheden til hensigt at sikre hans hjælp og alliance mod Assyrien (2 Kong 20,12-15; Es 39,1-4). Hizkija, smigret af sådan udmærkelse fra så fjernt og mægtigt et sted, begik ved at afsløre sine ressourcer det, som Krønikeskriveren kalder hans enes gudløse uforsigtighed i hans liv (2 Krøn 32,31), og pådrog sig derved også Esajas irettesættelse og ugunstige varsel (2 Kong 20,17; Es 39,6). Konflikten med Sennakerib var nu uundgåelig; og Hizkija gjorde Jerusalems vandforsyning fra Gihons kilde til en pool inden for murene og lukkede den udenfor, for at sætte hovedstaden i stand til at holde belejring. Troen, som blev vakt ved dette vise arbejde, bekræftet ved den følgende befrielse, afspejles i Sl 46. At denne indviklelse i en farlig krig, dog med dens uro og forræderier og tilstedeværelsen af rå arabiske lejesoldater, var lidt efter kongens lyst eller tilbøjelighed, synes antydet i Sl 120, som sammen med de øvrige Gradualpsalmer (Ps 120-134) vel kan afspejle den religiøse tro i denne periode af Hizkijas liv.

5. Invasion og Befrielse:

Det kritiske øjeblik kom i 701, da Sennakerib, som året før havde genvundet Babylon og fordrevet Merodak-baladan (måske Es 21,1-9 henviser til dette), var fri til at invadere sine ophørernde provinser i Vesten. Det var en kraftig og omfattende felttogt; idet han begyndte med Sidon og avancerede ned gennem kustelandet, underkuede han hurtig filistæerbyerne, besejrede dem og deres sydlige allierede (om disse var fra Egypten selv eller fra dets udvidelse på tværs af Sinai-halvøen og Nordlige Arabien, Mutsri, er ikke helt klart) ved Eltekeh; i denne felttogt tog han ifølge sin indskrift 46 befæstede byer tilhørende Juda med deres bytte og deporterede over 200.000 af deres indbyggere. Dette, som gjorde Jerusalem til en blokeret by (faktisk siger han om Hizkija: "Ham selv lukkede jeg inde som en fugl i et bur i Jerusalem hans kongelige by"), synes henvist til i Es 1,7-9 og forudsagt i Es 6,11 flg. Dets umiddelbare virkning var at bringe Hizkija til at give efter og afpresse ham en enormt stor tribut (2 Kong 18,14-16). Da han senere dog var troløs nok til at se bort fra den pagt, som var dermed forstået (måske Es 33 henviser til dette), og fordrede byens overgivelse (2 Kong 18,17-19; Es 36,2-37), bad Hizkija Esajas om råd, som bød ham nægte kravet og forudsagde, at Sennakerib ville "høre budskaber" og vende tilbage til sit eget land; og denne forudsigelse kom faktisk i opfyldelse, og pludselig fandt Hizkija sig fri. En befrielse så stor og så klart retfærdiggørende troen kunne ikke andet end at frembringe en vigtig omstilling i folkets sind, som en ny åndelig fødsel, hvori "resterne"s tro blev en levende kraft i Israel; dens umiddelbare virkning synes afbildet i Sl 124 og måske Sl 126, og dens dybe betydning som en nations fødsel på en dag synes opsummeret længe efter i Es 66,7-9; jf. 37,3; 2 Kong 19,3.

6. Det andet Krav:

Et andet krav om overgivelse, sendt fra Libna ved brev (2 Kong 19,1; Es 37,8), behandles af Skriftens historikere som et senere træk ved samme felttogt; men nyere undersøgelser synes at gøre det muligt, ja sandsynligt, at dette tilhørte en anden felttogt af Sennakerib, da Taharka fra Etiopien (Tirhaka, 2 Kong 19,9; Es 37,9) kom til magten i Egypten, i 691. Hvis så var tilfældet, er der plads i Hizkijas senere år for et årti af fred og velstand (jf. 32,22.23.27-30), og i Esajas alderdage for en indsamling og revision af hans så underligt bekræftede profetier. Historiikernes åbenlyse sammensmeltning af to historier i en gør den nye holdning, hvori denne krise blev mødt, utydeliv; men tonen af bekræftet selvtillid og mod synes klart højere. Sennakeribs nederlag i dette tilfælde blev bragt om ved ikke et rygte om opstande hjemme, men ved et udbrud af pest (2 Kong 19,35; Es 37,36), hvilket begivenhed Skriftens forfattere tolkede som et mirakel. Det profetiske tegn på befrielse (2 Kong 19,29; Es 37,30) kan henføres til det ødelagte lands genopretning fra ødelæggelsen påført af Sennakerib i hans første felttogt (jf. også Sl 126,5 flg).

III. Hans Karakter.

Vores vurdering af Hizkijas karakter bliver mest sammenhængende, når vi betragter ham som en discipel af Esajas, som var oprigtigt indstillet på at gennemføre hans profetiske ideer. Men da disse til at begynde med kun var de første ideer om en åndelig »rest«, måtte kongens sympatier i hjertet nødvendigvis være forbundet, ikke med hans bydende stormænd og fyrster, men med et mindretal af det almindelige folk, hvis religiøse tro ikke blev en genkendelig indflydelse i staten før efter 701. I mellemtiden gjorde hans iver for en renere gudsdyrkelse og en mere retfærdig indenrigsforvaltning, som i virkeligheden gjorde ham til restens konge, ham til en vis og klog fyrste over hele riget. Esajas' strålende profeti (32,1-8) synes at være en messiansk fremskrivning af den sundere og mere klartseende tidsalder, som hans indenrigspolitik antydede – en tid, hvor konge og stormænd hersker i retfærdighed, hvor menneske kan støtte sig til menneske, hvor gode og onde ting ses, som de er, og kaldes ved deres rette navne. Men når det gjaldt håndteringen af den udenrigspolitiske situation, især efter det esajanske program, var hans opgave overordentlig vanskelig, som et pionerforetagende i tro. Hans bestræbelse på at fastholde en holdning af urokkelig tillid til Jahve, med den fromme stilfærdighed som, skønt den i virkeligheden var dens konsekvens og styrke, så ud som slap passivitet, ville få hans rastløst intrigerende stormænd til at betragte ham som en from svækling; og ikke usandsynligt kom de til at anse ham for næsten uden betydning og tvang hans hånd ind i diplomatiske manøvrer og koalitioner, som ikke var efter hans sind. En sådan uforskammet holdning hos dem synes at være skildret i Es 28,14-22. Dette blev måske gjort desto mere muligt af den periode af uarbejdsdygtighed, som må have ledsaget hans sygdom, midt i nationens kritiske anliggender. Esajas' ord (33,17 ff.) kan på én gang være en hentydning til hans egentlige kongelighed, til at dens fremtræden var sat ud af kraft på grund af hans sygdom, og til den indskrænkede tilstand, som riget imens var faldet i. Denne overordentlig kritiske episode i Hizkijas løbebane synes ikke at have fået sin ret hos dem, der studerer perioden. Når man tager i betragtning, hvilke prøvelser hans tålmodige tro må have haft, altid i modstrid med hans stormænd (jf. Sl 120,6 f.); at de nu på grund af hans sygdom havde overtaget; at hans sygdom afskar ham ikke blot fra håb om liv, men fra fællesskab med mennesker og adgang til helligdommen (jf. Es 38,10; Es 38,11; Es 38,12); at, eftersom hans søn Manasse først blev født tre år inde i de femten, der nu nådigt blev føjet til hans liv (jf. 2 Kong 21,1), hans sygdom syntes at bringe selve den davidiske dynastis fortsatte beståen i fare, har vi grund til at betragte ham som næsten en martyr for den nye åndelige trosopblomstring, som Esajas arbejdede på at fremkalde. I det messianske ideal, som i Esajas' ophøjede forestilling var ved at antage personlig form, tilfaldt det ham at antyde det første kongelige stadium, stadiet hvor man overgiver sig til Jahves ord og vilje og afventer udfaldet. Det var et grundelement i dette sammensatte ideal, som Den Anden Esajas fører til dets yderste i sin skildring af Jahves tjener; et andet element, offerets element, mangler endnu at blive tilføjet. Imens er, som med kongen, således også med hans rest-rige, troens vovestykke som en udfældning af åndelig livskraft, eller, som profeten udtrykker det, en ny fødsel (jf. Es 26,17 f.; 37,3; 66,7 f., for dens stadier). Befrielsens begivenhed, ikke ved menneskers politik, men ved Jahves underfulde hånd, var den hurtige stadfæstelse af en sådan tillid; og omslaget i det følgende årti var vidne til en bekræftelse og styrkelse af åndelig integritet i resten, som gjorde den til en faktor, man måtte regne med i de prøvende tider, der fulgte (se under MANASSEH). Datoen for Hizkijas død (sandsynligvis ikke længe efter 690) kendes ikke med sikkerhed; heller ikke datoen for hans vejleder Esajas' død (traditionen placerer denne som martyrdød under Manasse); men hvis vores opfattelse af hans sidste år er korrekt, kronede kongens død en helstøbt karakter af styrke og åndelig fasthed; mens Esajas' uopnåelige storhed taler for sig selv.

IV. Hans tidsalders afspejling i litteraturen.

1. Forvikling og vækkelse:

Alene Esajas' ophøjede og modne udsagn, som falder i denne tid, er tilstrækkeligt bevis for, at Israel i Hizkijas tidsalder nåede sin litterære guldalder. Blandt idealisterne og tænkerne i hele folket var en ny åndelig kraft og indsigt vågnet. Til deres fællesskab hørte kongen selv, som efterlignede sin forgænger Salomos virksomhed som beskytter af fromhed og litteratur. Samlingen af den senere salomoniske del af Ordsprogene (Ordsp 25-29), tilskrevet "Hizkijas mænd", viser den værdi, der blev tillagt ophobningerne af den såkaldte visdomslitteratur; og det er rimeligt at antage, at disse Hizkijas mænd ikke standsede ved at samle, men prægede Ordsprogenes bog som helhed med den forståelse af den som en livsfilosofi, som den fra da af bærer, og måske tilføjede den indledende del, Ordsp 1-9. En konge, der var så nidkær for at organisere og berige tempelgudstjenesten (jf. Es 38,20), ville heller ikke være ligegyldig over for dens korpus af hellig sang. Det synes sikkert, at hans indsats i hele folkets historie var den største enkeltstående faktor i samlingen og tilpasningen af de ældre davidiske salmer og i digtningen af nye. Måske hentydes der til denne forening af indsamlende og skabende arbejde i salmedigtningen i omtalen af "Davids og seeren Asafs ord" (2 Krøn 29,30). Hizkija selv tilskrives et "skrift", som i virkeligheden er en salme, Es 38,20. Den skik gennem hele hymnologiens historie (også i vor egen tid) at tilpasse ældre kompositioner til nye liturgiske formål gør det usikkert at identificere salmer, der særligt hører til denne periode; alligevel synes mange salmer i bog ii og iii, og især dem, der tilskrives Asaf og Koras sønner, at være en nær afspejling af tidens ånd. En interessant teori, som for nylig er fremsat (se THIRTLE, Old Testament Problems), nemlig at de femten trappesange ("trin" eller "opgange", Salme 120-134) er et minde om Hizkijas femten tillagte år, da skyggen som et tegn gik tilbage på Akaz' trappetrin (2 Kong 20,8-11), synes at afsløre mange bemærkelsesværdige ekkoer af den begivenhedsrige tid. Det virker heller ikke usandsynligt, at titlerne begyndte at blive tilføjet med denne første omfattende samling af salmer.

2. Af mere skabende art:

Denne litterære aktivitet på Hizkijas tid, skønt den i høj grad beskæftigede sig med at samle og genoplive den ældre litteraturs skatte, blev ikke udført i en kold skriverånd, men på en glødende, skabende måde. Dette kan man se i to af de salmer, som nærværende forfatter tilskriver denne periode. Sl 49, en salme af Koras sønner, er optaget af at gøre et væsentligt visdomsprincip levedygtigt i sang (jf. Sl 49,3; Sl 49,4), som om en af "Hizkijas mænd", der er beskæftiget med de salomoniske råd, ville gøre ånden i sine fund folkelig. Sl 78 er på samme måde, en Maskil af Asaf, optaget af at gøre de ædle gamle historier levedygtige i sang (78,2), især ørkenhistorien, da Israel modtog loven og så Jahves undere, og frem til den tid da Efraim blev forkastet og Juda, i Davids person, blev udvalgt til lederskabet i Israel.

Et sådant didaktisk digt ville ikke stå alene i en så belært periode. Som inden for visdom og salmedigtning, sådan var den litterære aktivitet også kraftig inden for lovens område og dens tilhørende historie. Denne Hizkijas tidsalder synes at være det mest sandsynlige tidspunkt for at give litterær form til den "lovbog", der senere blev fundet i templet (2 Kong 2); en bog som Josijas reformer, udført efter dens befalinger, viser har været vores Femte Mosebog. Dette er ikke stedet til at drøfte det deuteronomiske problem (se under JOSIAH); det er dog rimeligt her at bemærke, at sammenlignet med den strenge fremstilling af de mosaiske bestemmelser andre steder har denne bog en litterær kunst og farve, som synes at præge dens stil som tilhørende en senere tid end Moses', selv om dens indhold er mosaisk; og denne Hizkijas tidsalder synes at være det mest sandsynlige tidspunkt for dens omskrivning og tilpasning. Den nye ånd af litterær skabelse nærede sig heller ikke udelukkende af fortiden. Kongens tugtende erfaring med sygdom og prøvelse, sammen med den faste tro, der bar den og overlevede den, må have været frugtbar på nye ideer, især den vældige forestilling, som nu netop træder ind i tænkningen, om lidelsens tjeneste. Der må naturligvis gives tid til, at en idé med så mange implikationer kan modnes; og der går lang tid, før dens offermæssige og sonende værdier kommer for dagen i sådanne udsagn som Es 53. Men salmer som Sl 49 og Sl 73, for ikke at nævne Hizkijas egen salme (Es 38), viser, at problemet var levende; det arbejdede desuden, i forbindelse med den voksende visdomsfilosofi, hen imod tilblivelsen af Jobs Bog, som på mesterlig vis både underkaster de gængse visdomsmotiver en gennemgribende prøve og hævder patriarkens indre retskaffenhed under en tugtelse af den yderste prøvelse. En konges liv, hvis erfaring havde en vis andel i at klarlægge ideerne i en sådan bog, blev ikke levet forgæves.

John Franklin Genung