nek (tsawwar, tsawwa'r, tsawwaron, tsawwa'rah, aramæisk tsawwar (Dan 5,7; Dan 5,16; Dan 5,29), `oreph, miphreqeth (1 Sam 4,18); nostos, "ryg" (Baruk 2,33); undertiden oversættes ordene garon (Es 3,16; Ez 16,11) og gargeroth, flertal af gargarah, bogstaveligt "strube" (Ordsp 1,9; Ordsp 3,3; Ordsp 3,12; Ordsp 6,21), med "hals"): Halsen sammenlignes med et tårn på grund af sin skønhed (Højs 4,4; Højs 7,4) og pyntes med halskæder og kæder (Ordsp 1,9; Ordsp 3,3; Ordsp 3,12; Ordsp 6,21, hebraisk gargeroth; Ez 16,11, hebraisk garon, "strube"; Dan 5,7; Dan 5,16; Dan 5,29, hebraisk tsawwar). Den er også den del af kroppen, hvor åget, symbolet på arbejde og besvær, afhængighed og underkastelse, bæres (5 Mos 28,48; Jer 27,8; Jer 27,11; Jer 27,12; Jer 28,14; ApG 15,10). "At ryste åget af sig", "at bryde åget" eller "at tage det af" udtrykker genvindingen af uafhængighed og frihed, enten ved egne bestræbelser eller ved hjælp udefra (1 Mos 27,40; Es 10,27; Jer 28,11; Jer 30,8). Visse dyr, som ikke måtte bruges til føde (såsom de førstefødte, der ikke blev løskøbt), skulle dræbes ved at få halsen (`oreph) brækket (2 Mos 13,13; 2 Mos 34,20); turtelduerne og dueungerne, som blev ofret som syndofre eller brændofre, fik hovedet vredet eller knebet af fra halsen (3 Mos 5,8). I 1 Sam 4,18 betegner det hebraiske ord miphreqeth et brud på den øverste del af rygsøjlen, forårsaget af et fald.

Det var en militær skik i oldtiden, at sejrherren satte sin fod på den besejrede. Denne skik, som ofte er afbildet i skulptur på mange egyptiske tempelmure, hentydes der til i Jos 10,24; Baruk 4,25 og sandsynligvis i Rom 16,20 og Sl 110,1. Paulus roser Akvila og Priskillas hengivenhed, "som for mit liv satte deres egne halse på spil" (Rom 16,4).

Se FOOTSTOOL.

At "falde om halsen" på en person er en meget almindelig hilsenmåde i Østen (1 Mos 33,4; 1 Mos 45,14; 1 Mos 46,29; 1 Mos 13; Luk 15,20; ApG 20,37). I øjeblikke med stærke følelser ender en sådan hilsen ofte med, at man græder ved hinandens hals.

Beredvillighed til arbejde udtrykkes ved at "sætte sin hals til arbejdet" (Neh 3,5). Hård straf og ulykke siges at "nå til halsen" (Es 8,8; Es 30,28).

Herren Jesus taler om visse personer, for hvem det ville være bedre at have fået en møllesten lagt om halsen og være blevet druknet i havet. Meningen er, at selv den mest vanærende død stadig er at foretrække frem for et liv med ond indflydelse på selv de små i Guds husstand (Matt 18,6; Mark 9,42; Luk 17,2).

At "gøre nakken stiv", at "forhærde nakken" betegner stædighed, ofte blandet med oprør (2 Mos 32,9; 2 Mos 33,3; 2 Mos 33,5; 2 Mos 34,9; 2 Krøn 30,8; 2 Krøn 36,13; Neh 9,16; Neh 9,17; Neh 9,29; Sl 75,5 (RV randnote "uforskammet med hovmodig hals"); Ordsp 29,1; Jer 7,26). Sammenlign sklerotracholes, "stivnakket" (ApG 7,51). På lignende måde taler Esajas (48,4) om den stædige synders hals som noget, der ligner en senestreng af jern.

H. L. E. Luering