ho'-li-nes (qadhosh, "hellig," qodhesh, "hellighed"; hagios, "hellig"):

I. I DET GAMLE TESTAMENTE: BETYDNINGEN AF UDTRYKKET

1. Guds hellighed

(1) Absoluthed og majestæt

(2) Etisk hellighed

2. Hellighed knyttet til sted, tid og genstand

3. Menneskers hellighed

(1) Ceremoniel

(2) Etisk og åndelig

II. I DET NYE TESTAMENTE: DEN KRISTNE OPFATTELSE

1. Anvendt om Gud

2. Anvendt om Kristus

3. Anvendt om ting

4. Anvendt om kristne

(1) Som adskilt fra verden

(2) Som forpligtet på at stræbe efter et etisk ideal

I. I Det Gamle Testamente: Betydningen af udtrykket.

Der har været megen diskussion om den oprindelige betydning af den semitiske rod Q-D-SH, hvormed forestillingen om hellighed udtrykkes i Det Gamle Testamente. Nogle vil forbinde den med et assyrisk ord, der betegner renhed, klarhed; de fleste moderne forskere hælder til den opfattelse, at grundtanken er afskæring eller adskillelse. Etymologien giver ingen sikker afgørelse på dette punkt, men tanken om adskillelse egner sig bedst til de forskellige betydninger, hvori ordet "hellighed" anvendes. I tidlig semitisk brug synes "hellighed" ikke at have udtrykt andet end den ceremonielle adskillelse af en genstand fra almindelig brug, som det moderne studium af primitive religioner har gjort velkendt under navnet tabu (W.R. Smith, Religion of the Semites, Lect iv). Men inden for den bibelske sfære, som alene umiddelbart angår os, knytter hellighed sig først og fremmest, ikke til synlige genstande, men til den usynlige Jahve, og til steder, tider, ting og mennesker kun for så vidt som de er forbundet med ham. Og mens tanken om ceremoniel hellighed løber gennem Det Gamle Testamente, er den etiske betydning, som kristendommen tillægger udtrykket, aldrig helt fraværende, og den træder gradvis i løbet af åbenbaringen stærkere frem.

1. Guds hellighed:

Når forestillingen om hellighed anvendes om Gud, bruges den i Det Gamle Testamente i to forskellige betydninger:

(1) Absoluthed og majestæt

Først i den mere almene betydning af adskillelse fra alt, hvad der er menneskeligt og jordisk. Den betegner således Skaberens absoluthed, majestæt og ærefrygtindgydende væsen i hans forskel fra skabningen. I denne brug af ordet er "hellighed" ikke meget mere end et tilsvarende alment udtryk for "guddommelighed", og tillægsordet "hellig" er næsten synonymt med "guddommelig" (sammenlign Dan 4,8; Dan 4,9; Dan 4,18; Dan 5,11). Jahves "hellige arm" (Es 52,10; Sl 98,1) er hans guddommelige arm, og hans "hellige navn" (3 Mos 20,3 osv.) er hans guddommelige navn. Når Hanna synger: "Der er ingen hellig som Jahve" (1 Sam 2,2), antyder resten af verset, at hun ikke henviser til hans etiske hellighed, men ganske enkelt til hans ophøjede guddommelighed.

(2) Etisk hellighed

Men dernæst tilskrives Gud karakterens hellighed i den tydelige etiske betydning. Påbuddet: "I skal være hellige; for jeg er hellig" (3 Mos 11,44; 3 Mos 19,2), forudsætter klart en etisk opfattelse. Mennesker kan ikke ligne Gud i hans uoverdragelige egenskaber. De kan kun afspejle hans lighed efter de moralske egenskaber retfærdighed og kærlighed, hvori sand hellighed består. Hos salmisterne og profeterne bliver den guddommelige hellighed frem for alt en etisk virkelighed, der overbeviser mennesker om synd (Es 6,3; Es 6,1) og kræver rene hænder og et rent hjerte af dem, der vil stå i hans nærhed (Sl 24,3).

2. Hellighed knyttet til sted, tid og genstand:

Af Guds hellighed afledes den ceremonielle hellighed ved ting, som er karakteristisk for Det Gamle Testamentes religion. Alt, hvad der er forbundet med tilbedelsen af den hellige Jahve, er selv helligt. Intet er helligt i sig selv, men hvad som helst bliver helligt ved sin indvielse til ham. Et sted, hvor han åbenbarer sin nærværelse, er hellig jord (2 Mos 3,5). Tabernaklet eller templet, hvori hans herlighed åbenbares, er en hellig bygning (2 Mos 28,29; 2 Krøn 35,5); og alle dets ofre (2 Mos 29,33), ceremonielle materialer (30,25; 4 Mos 5,17) og redskaber (1 Kong 8,4) er også hellige. Sabbatten er hellig, fordi den er Herrens sabbat (2 Mos 20,8-11). "Hellighed udtrykker kort sagt et forhold, som negativt består i adskillelse fra almindelig brug og positivt i indvielse til tjenesten for Jahve" (Skinner i HDB, II, 395).

3. Menneskers hellighed:

Menneskers hellighed er af to slags:

(1) Ceremoniel

En ceremoniel hellighed, svarende til upersonlige genstandes hellighed og afhængig af deres forhold til den ydre tjeneste for Jahve. Præster og levitter er hellige, fordi de er blevet "helliget" eller "indviet" ved indvielseshandlinger (2 Mos 29,1; 3 Mos 8,12; 3 Mos 8,30). Nasiræeren er hellig, fordi han har skilt sig ud for Herren (4 Mos 6,5). Frem for alt er Israel, trods alle sine synder og mangler, helligt, som et folk adskilt fra andre folk til guddommelige formål og brug (2 Mos 19,6 osv.; sammenlign 3 Mos 20,24).

(2) Etisk og åndelig

Men ud af denne blot ceremonielle hellighed fremtræder en højere hellighed, som er åndelig og etisk. For i modsætning til andre skabninger blev mennesket skabt i Guds billede og i stand til at afspejle den guddommelige lighed. Og idet Gud åbenbarer sig som etisk hellig, kalder han mennesket til en hellighed, der ligner hans egen (3 Mos 19,2). I den såkaldte "Hellighedslov" (3 Mos 17,1-26) gøres Guds krav om moralsk hellighed klart; og dog er Lovens moralske indhold stadig blandet med ceremonielle elementer (3 Mos 17,10; 3 Mos 19,19; 3 Mos 21,1). I salme og profeti træder der imidlertid en rent etisk opfattelse frem--forestillingen om en menneskelig hellighed, som hviler på retfærdighed og sandhed (Sl 15,1) og på besiddelsen af en sønderknust og ydmyg ånd (Es 57,15). Dette svarer til kundskaben om en Gud, som, idet han selv er etisk hellig, sætter ret, barmhjertighed og ydmyg fromhed højere end offer (Hos 6,6; Mika 6,6-8).

II. I Det Nye Testamente: Den kristne opfattelse.

Tanken om hellighed udtrykkes her hovedsagelig med ordet hagios og dets afledninger, som meget nøje svarer til ordene i Q-D-SH-gruppen på hebraisk og bruges til at gengive dem i Septuaginta. Det særprægede ved Det Nye Testamentes tanke om hellighed er, at dens ydre aspekt næsten helt er forsvundet, og at den etiske betydning er blevet den dominerende. Den ceremonielle tanke findes stadig i den samtidige jødedom og repræsenteres typisk af farisæerne (Mark 7,1-13; Luk 18,11). Men Jesus forkyndte et nyt syn på religion og moral, efter hvilket mennesker renses eller besmittes, ikke af noget ydre, men af deres hjertes tanker (Matt 15,17-20), og Gud skal tilbedes hverken i Samaria eller Jerusalem, men overalt hvor mennesker søger ham i ånd og i sandhed (Joh 4,21-24).

1. Anvendt om Gud:

I Det Nye Testamente anvendes betegnelsen »hellig« sjældent om Gud, og bortset fra citater fra Det Gamle Testamente (Luk 1,49; 1 Pet 1,15) kun i de johannæiske skrifter (Joh 17,11; Åb 4,8; Åb 6,10). Men den bruges stadig om Guds Ånd (Matt 1,18; ApG 1,2; Rom 5,5 osv.), som nu, i modsætning til brugen i Det Gamle Testamente, særligt bliver Helligånden eller den hellige Ånd.

2. Anvendt om Kristus:

I flere passager anvendes betegnelsen om Kristus (Mark 1,24; ApG 3,14; ApG 4,30 osv.), som selve forbilledet på etisk fuldkommenhed (sammenlign Hebr 7,26).

3. Anvendt om ting:

I overensstemmelse med det forhold, at ting er hellige i afledt betydning gennem deres relation til Gud, bruges ordet om Jerusalem (Matt 4,5), den gammeltestamentlige pagt (Luk 1,72), Skrifterne (Rom 1,2), loven (Rom 7,12), forklarelsens bjerg (2 Pet 1,18) osv.

4. Anvendt om kristne:

Men det er især i anvendelsen om kristne, at tanken om hellighed møder os i Det Nye Testamente i en betydning, som er karakteristisk og særpræget. Kristi folk kaldes regelmæssigt »hellige« eller hellige personer, og hellighed i ordets høje etiske og åndelige betydning bruges til at betegne den rette kvalitet i deres liv og adfærd.

(1) Som adskilt fra verden

Uden tvivl rummer »hellige«, anvendt om troende, først og fremmest forestillingen om en adskillelse fra verden og en indvielse til Gud. Ligesom Israel under den gamle pagt var en udvalgt slægt, sådan bliver den kristne kirke, idet den overtager Israels privilegier, et helligt folk (1 Pet 2,9), og den enkelte kristne bliver, som en del af det udvalgte folk, en hellig mand eller kvinde (Kol 3,12). I Paulus' sprogbrug er alle døbte personer »hellige«, hvor langt de end stadig kan være fra den hellige karakter (sammenlign 1 Kor 1,2; 1 Kor 1,14 med 5,1 ff).

(2) Som forpligtet på at stræbe efter et etisk ideal

Men selv om brugen af navnet ikke indebærer en høj etisk karakter som en virkeliggjort kendsgerning, forudsætter det den altid som et ideal og en forpligtelse. Det tages for givet, at Helligånden har taget bolig i hjertet hos ethvert genfødt menneske, og at et positivt helliggørelsesværk foregår dér. Det Nye Testamente giver ikke plads for tanken om en hellighed, der er skilt fra de moralske egenskaber, som den hellige Gud kræver af dem, han har kaldet til at være sit folk.

Se helliggørelse.

LITTERATUR.

Robertson Smith, Religion of the Semites, Lects. iii, iv; A. B. Davidson, Theology of the Old Testament, 145 ff; Schultz, Theology of the Old Testament, II, 167 ff; Orr, Sin as a Problem of Today, kapitel iii; Sanday-Headlam, Romans, 12 ff; artiklerne »Holiness« i HDB og »Heiligkeit Gottes im AT« i RE.

J. C. Lambert