horn (hebraisk og aramæisk qeren; keras; om "vædderhornet" (yobhel) i Jos 6 se MUSIC, og om "blækhornet" i Ez 9 (qeceth) se særskilt artikel):

(1) Qeren og keras svarer nøjagtigt til det engelske "horn", hvad enten det sidder på dyret (1 Mos 22,13), bruges til musikalske formål (Jos 6,5; 1 Krøn 25,5), eller bruges til at indeholde en væske (1 Sam 16,1; 1 Sam 16,13; 1 Kong 1,39). Men i Ez 27,15 er elfenbenshornene naturligvis stødtænder, og "hornene" af ibenholt er små (spidse?) stammer. Derfor kræver de fleste anvendelser ingen forklaring.

(2) Både brændofferalteret (2 Mos 27,2; 2 Mos 38,2; jf. Ez 43,15) og røgelsesalteret (2 Mos 30,2; 2 Mos 37,25; 2 Mos 37,26; jf. Åb 9,13) havde "horn", som forklares som fremspring, der var "i ét stykke med" trærammen og beklædt med det kobber (eller guld), som dækkede alteret. De udgjorde alterets helligste del og blev salvet med blodet fra de mest højtidelige ofre (kun disse) (2 Mos 30,10; 3 Mos 4,7; 3 Mos 4,18; 3 Mos 4,25; 3 Mos 4,30; 3 Mos 4,34; 3 Mos 16,18; jf. Ez 43,20), og ifølge 3 Mos 8,15; 3 Mos 9,9 begyndte de første officielle ofre med, at de blev salvet. Derfor vanhelligede det alteret effektivt at hugge hornene af (Am 3,14), mens "synd indgraveret på dem" (Jer 17,1) tog al virkning fra offeret. På den anden side tilbød de det højeste tilflugtssted (1 Kong 1,50; 1 Kong 1,51; 1 Kong 2,28). Om deres symbolik siges der slet intet, og deres egentlige oprindelse er ganske uklar. "Rester af en tyrekult" og "små hellige tårne" er blevet foreslået, men det er helt usikkert. En mere sandsynlig oprindelse er en gammel skik med at drapere alteret med skind fra ofrede dyr (RS, 436). At "hornene" derimod blot var praktiske anordninger til at binde offerdyrene fast (Sl 118,27, en skik der ikke omtales noget andet sted i Det Gamle Testamente), er højst usandsynligt.

Se ALTAR.

(3) Den almindelige billedlige brug af "horn" er hentet fra billedet af kæmpende dyr (bogstavelig brug i Dan 8,7 osv.) og betegner aggressiv styrke. Således illustrerer Sidkija ben Kena'ana fjendernes forudsagte nederlag ved at støde med jernhorn (1 Kong 22,11; 2 Krøn 18,10), mens "vildoksens horn" (5 Mos 33,17; Sl 22,21; Sl 92,10, KJV "enhjørning") fremstiller magtens størrelse, og i Zak 1,18-21 står "horn" for magt i almindelighed. I Hab 3,4 betegner "hornene, der går ud fra hans hånd" kraften i Jahves gestus (RV (britisk og amerikansk) "stråler" lyder måske mere glat, men er svagt). Således betyder det at "ophøje hornet" (1 Sam 2,1; 1 Sam 2,10; Sl 75,4 osv.) at iklæde med styrke, og at "afhugge hornet" (skal ikke forklares ud fra Am 3,14) betyder at berøve magt (Sl 75,10; Jer 48,25). Derfor er "frelsens horn" i 2 Sam 22,3; Sl 18,2; Luk 1,69 et middel til aktivt forsvar og ikke et tilflugtssted som i 1 Kong 1,50. Når det samme dyr i Dan 7,7-24; Dan 8,3; Dan 8,8; Dan 8,9; Dan 8,20; Dan 8,21; Åb 13,1; Åb 17,3; Åb 17,7; Åb 17,12; Åb 17,16 får mange horn, afbilder de på hinanden følgende nationer eller herskere. Men de syv horn i Åb 5,6; Åb 12,3 betegner fuldstændigheden af den ondsindede eller retfærdige magt. I Åb 13,11 peger de to horn derimod kun på den ydre efterligning af det harmløse lam, idet "hornene" blot er små stumper.

Burton Scott Easton