ag'-o-ni (agonia; Vulgate agonia):

Et ord, der kun forekommer én gang i Det Nye Testamente (Luk 22,44), og som bruges til at beskrive højdepunktet i vor Herres gådefulde sjælekamp og usigelige lidelse i haven ved Getsemane. Udtrykket er afledt af det græske agon, "kamp", og dette igen af det græske ago, "at drive eller føre", som i et vognløb. Dets grundtanke er kampen og smerten i den hårdeste atletiske dyst eller konflikt. Atletens brydekamp har sit modstykke i Frelserens lidende sjæls brydekamp i haven. Ved begyndelsen af denne kamp taler han om, at hans sjæl er overmåde bedrøvet indtil døden, og denne følelsens storm kulminerede i dødskampen. Alt, hvad der kan antydes af vognstyreres, løberes, bryderes og gladiatorers udmattende kampe og lidelser i græske og romerske amfiteatre, er sammenfattet i smerten og dødskampen i dette ene ord, "dødskamp". Ordet blev gengivet af Wyclif (1382) med "maad in agonye"; Tyndale (1534) og senere oversættere bruger "an agony". Beretningen om Jesu lidelse i Getsemane i de synoptiske evangelier (Matt 26,36-46; Mark 14,32-42; Luk 22,39-46, og også i Hebr 5,7; Hebr 5,8) viser, at den var trefoldig:

1. Fysisk:

Hans sjæls dødskamp virkede sin smerte på hans legeme, indtil "hans sved blev som store bloddråber, der faldt ned på jorden" (Luk 22,44, udeladt af nogle gamle tekstvidner). Han frembar sine bønner og påkaldelser "med stærkt råb og tårer" (Hebr 5,7). Intensiteten i hans kamp plagede og svækkede ham så stærkt, at Lukas siger: "der viste sig en engel fra himlen for ham og styrkede ham." Evangelisternes trefoldige beretning formidler forestillingen om den stærkeste fysiske smerte. Som ledningen fører den elektriske strøm, sådan følte hver nerve i Jesu fysiske væsen angsten i hans følsomme sjæl, da han tog byrden af verdens synd og moralske onde på sig.

2. Mentalt:

Krisen i Jesu gerning som Messias og Forløser kom i Getsemane. Det moralske spørgsmål i hans soningsværk blev her mødt bevidst og frivilligt. Evangelierne udtømmer sproget i forsøget på at skildre presset og kampen i denne konflikt. "Min sjæl er overmåde bedrøvet indtil døden." "Da han var i dødskamp, bad han mere indtrængende og sagde: Fader, hvis det er muligt, lad dette bæger gå forbi mig." Klarheden i Kristi mentale syn på menneskehedens moralske skyld og den viljens energi, der var nødvendig for at møde sagen og tage "dette bæger" som verdens syndebærer, viser den frygtelige sorg og angst i hans overnaturlige kamp. Det er guddommeligt betydningsfuldt, at ordet "dødskamp" kun forekommer én gang i hele Skriften. Dette ene ord nedtegner en enestående erfaring. Kun Én har nogensinde omfattet hele spændvidden af verdens sorg og smerte, angst og dødskamp. Skammen ved at blive arresteret som forbryder i haven og ved den efterfølgende fordømmelse og død som en forbryder havde for hans uskyldige sjæl rædslen ved menneskehedens samlede og tidløse skyld. Jesu mentale og moralske angst i Getsemane tolker betydningen af Paulus' beskrivelse af forsoningen: "Ham, som ikke kendte synd, gjorde han til synd for os" (2 Kor 5,21).

3. Åndeligt:

Jesu dødskamp var i højeste grad inden for hans ånds område. Syndens virkning ved at skille menneskesjælen fra Gud blev loddet af den lidende Frelser i hans overnaturlige sorgs bundløse mysterium. Uden tvivl overgik angsten i Getsemane den fysiske tortur på Golgata. Hele kampen blev udkæmpet her. Jesu sønlige ånd følte sig, under byrden af verdens skyld, isoleret fra Faderen. Denne frygtelige, kortvarige afsondring fra hans Faders ansigt udgjorde det "bæger", som han bad måtte gå forbi ham, og den sjælelige "dødskamp", som han igen erfarede på korset, da han følte, at Gud havde forladt ham.

Ingen teori om forsoningen kan yde Jesu trefoldige angst i Getsemane og på Golgata, eller hele Skriftens retning, retfærdighed, hvis den ikke indbefatter det stedfortrædende element i hans frivillige offer, sådan som profeten udtrykker det: "Jahve har lagt os alles misgerning på ham," Es 53,6; og hans apostle: "han, som blev overgivet for vore overtrædelser," Rom 4,25; "han bar selv vore synder," 1 Pet 2,24.

Ordet "agony" forekommer også i 2 Makk 3,14.16.21 i King James Version (Revised Version (British and American) "distress") i beskrivelsen af folkets nød ved Heliodorus' forsøg på at plyndre templets skatkammer i Onias' dage.

Dwight M. Pratt