'or, "at være lyst," "lyset bryder frem" (2 Sam 2,32); auge, "klart lys," "stråleglans" (ApG 20,11).

Se daggry.

da'-spring: Dette smukke engelske ord, som var i almindelig brug på King James Versions tid, findes i Det Gamle Testamente som oversættelse af shachar, "Har du .... fået dagningen til at kende sit sted?" (Job 38,12 KJV). Dette er uden tvivl ment bogstaveligt om solopgangen. Dagningens "sted" er det særlige punkt på horisonten, hvor solen går op på en given dag. Dette ændrer sig langsomt dag for dag gennem året, bevæger sig nordpå fra midtvinter til midsommer, og tilbage igen sydpå fra midsommer til midtvinter. Se ASTRONOMI, afsnit I, 2. Også en gang i Det Nye Testamente for anatole, "en opgang". "Dagningen fra det høje har besøgt os" (KJV; RV "skal besøge os," Luk 1,78). Også i Apocrypherne, "Ved dagningen beder jeg til dig" (KJV; RV "taler til dig ved lysets gry," Visdommens Bog 16,28). Både de hebraiske og græske ord forekommer imidlertid hyppigt, men oversættes på forskellig måde "gry", "dagbrud", "morgen", "solopgang", "øst". Bemærk især "dagens opkomst" (1 Sam 9,26), "dagen begyndte at gry" (Dom 19,25). Brugt sammen med heliou, "sol", om solens opgang (Åb 7,2; Åb 16,12). I Septuaginta bruges det samme græske ord for hebraisk tsemach, "kvist", til at betegne Messias (Jer 23,5; Zak 6,12). Men denne betydning af ordet er helt ukendt i profan græsk. Ordet bruges også i Septuaginta til at udtrykke opgang af et himmellegeme, såsom månen (Es 60,19). Dette er god græsk. Se det beslægtede verbum anatello, "at stå op" (Septuaginta, Es 60,1; Mal 4,2).

Hvad er betydningen af anatole i Luk 1,78? Bestemt ikke kvist; det passer ikke til nogen af fakta, medmindre det oversættes "lyskvist" (se Reynolds, John the Baptist, 115).

Det forekommer i Zacharias' lovsang ved sin søns fødsel. Hymnen består af to dele, "Messias-rigets herlighed og sikkerhed" og "Forløberen herlighed". Udtrykket foran os står i sidstnævnte del. Det henviser således naturligt ikke til Messias selv, men til Johannes. Han er dagningen fra det høje, som har besøgt folket, der sad i mørke og i dødens skygge. Med Godet mener vi, at billedet er lånt fra karavanen, som har miset sin vej i ørkenen. De ulykkelige pilgrimme, overrasket af natten, sidder ned i forventning om død, når pludselig en stjerne skinende strålende over dem. De får mod ved synet. Hele karavanen springer på benene. Det er forløberen for den kommende dag, og snart ser de selve det store himmellegeme, som fyldte østen med orientalsk perlemor og guld. Er man ikke fristet til at gå lidt længere og se her morgensstjernen, forløber for den kommende sol, der skal udslettes ved hans opgang? "Han må vokse, men jeg må formindske" (Joh 3,30). Hvad var Johannes' gerning andet end, efter hans eget vidnesbyrd, at føre de blinde pilgrimme ind på fredens vej, det vil sige til Ham, som var Fredens Fyrste? Hvis det derimod, som de fleste kommentatorer antager, skal forstås om Messias, betyder det sandsynligvis profetisk viden om, at Jesu undfangelse allerede havde fundet sted, og at den messiaske tidsalder var for hånden, da den jødiske verden skulle fyldes med åndelig glans. Se MORGENSTJERNEN.

G. H. Trever