sa-mar'-i-tan:

I. KENDSKAB TIL DEN SAMARITANSKE PENTATEUK

1. I ældre tid

2. Genoplivet kendskab

II. KODEKSER OG SKRIFT

1. Nablus-rullen

2. Skriften

3. Særegenheder ved skrivemåden

4. Tarikh

5. Udtalemåden

6. Nablus-rullens alder

III. DEN SAMARITANSKE RECENSIONS FORHOLD TIL DEN MASSORETISKE TEKST OG TIL SEPTUAGINTA

1. Forhold til den massoretiske tekst: Klassifikation af forskelle

(1) Eksempler på tilfældige variationer

(a) På grund af synsfejl

(b) Variationer på grund af hørefejl

(c) Ændringer på grund af manglende opmærksomhed

(2) Tilsigtede

(a) Grammatiske

(b) Logiske

(c) Læremæssige

2. Den samaritanske recensions forhold til Septuaginta

(1) Fremsættelse af hypoteser

(2) Gennemgang af disse hypoteser

IV. BETYDNING FOR PENTATEUK-SPØRGSMÅLET

V. TARGUMER OG KRØNIKE

LITTERATUR

Eksistensen af et samaritansk samfund i Nablus er almindeligt kendt, og det forhold, at de har en recension af Pentateuken, som i nogle henseender adskiller sig fra den massoretiske, har længe været anerkendt som vigtigt.

I. Kendskab til den samaritanske Pentateuk.

1. I ældre tid:

Blandt de græske fædre kendte Origenes den og noterer to indskud, som ikke findes i den massoretiske tekst--4 Mos 13,1 og 21,12, hentet fra 5 Mos 1,2 og 2,18. Eusebius af Cæsarea sammenligner i sit Chronicon patriarkernes aldre før Abraham i Septuaginta med dem i den samaritanske Pentateuk og den massoretiske tekst. Epifanius er klar over, at samaritanerne kun anerkendte Pentateuken som kanonisk. Kyrillos af Jerusalem noterer overensstemmelse mellem Septuaginta og den samaritanske tekst i 1 Mos 4,8. Dette er de væsentligste vidnesbyrd om kendskab til denne recension blandt de græske fædre. Hieronymus noterer nogle udeladelser i den massoretiske tekst og udfylder dem fra den samaritanske tekst. Talmud viser, at jøderne bevarede kendskabet til den samaritanske Pentateuk længere, og taler foragteligt om de punkter, hvori den adskiller sig fra den massoretiske tekst. Da de forskelle, som fædrene og talmudisterne iagttog, kan ses i den samaritanske Pentateuk, som vi har foran os, giver de vidnesbyrd om dens ægthed.

2. Genoplivet kendskab:

Efter næsten et årtusind i glemsel blev den samaritanske Pentateuk igen bragt til kristenhedens kendskab af Pietro de la Valle, som i 1616 købte et eksemplar fra det samaritanske samfund, der dengang fandtes i Damaskus. Dette eksemplar blev i 1623 skænket til Oratoriet i Paris og kort efter udgivet i Paris-polyglotten under redaktion af Morinus, en præst ved Oratoriet, som havde været protestant. Han fremhævede af argumentative grunde forskellen mellem den massoretiske tekst og den samaritanske Pentateuk for at bevise nødvendigheden af kirkens indgriben for at afgøre, hvad der var Skrift. En heftig strid fulgte, hvori forskellige teologer, protestantiske og katolske, deltog. Siden da er eksemplarer af denne recension blevet mangfoldiggjort i Europa og Amerika. De kan alle betragtes som kopier, der i sidste ende stammer fra Nablus-rullen. Disse eksemplarer har ikke form af ruller, men af kodekser eller indbundne bind. De er sædvanligvis skrevet i to spalter pr. side, hvor den ene er targumen eller fortolkningen, og denne er undertiden på aramæisk og undertiden på arabisk. Nogle kodekser viser tre spalter med begge targumer. Der findes sandsynligvis næsten 100 af disse kodekser i forskellige biblioteker i Europa og Amerika. De er alle skrevet med samaritansk skrift og adskiller sig kun ved skriverfejl.

II. Kodekser og skrift.

1. Nablus-rullen:

Den, der besøger samaritanerne, får sædvanligvis forevist en gammel rulle, men kun sjældent fremvises den ældste, og når den fremvises, sker det endnu sjældnere under omstændigheder, hvor den kan undersøges.

Dr. Mills, som tilbragte tre måneder i det samaritanske samfund, var i stand til at foretage et omhyggeligt, om end afbrudt, studie af den. Hans beskrivelse (Nablus and the Modern Samaritans, 312) er, at "rullen er af pergament, skrevet i spalter, 13 tommer dybe og 7 1/2 tommer brede. Skriften er med en pæn hånd, temmelig lille; hver spalte indeholder fra 70 til 72 linjer, og hele rullen indeholder 110 spalter. Skriverens navn er skrevet i en slags akrostikon, som løber gennem disse spalter, og findes i Femte Mosebog. Rullen har præg af meget høj alder, men er forunderligt velbevaret, dens ærværdige alder taget i betragtning. Den er slidt op og revet itu mange steder og lappet med omskrevet pergament; mange andre steder, hvor den ikke er revet, er skriften ulæselig. Det forekom mig, at omtrent to tredjedele af originalen stadig er læsbar. De skind, som rullen er sammensat af, er af samme størrelse og måler hver 25 tommer i længden og 15 tommer i bredden." Dr. Rosens beretning på Kraus' autoritet (Zeitschr. der deulschmorgenl. Gesellsch., XVIII, 582) stemmer overens med dette og tilføjer, at "skriftens bredde er en linje, og mellemrummet er tilsvarende." Begge iagttagere har bemærket, at der kun er skrevet på pergamentets "hårside". Den opbevares i et silkeomslag, indelukket i et sølvhylster præget med arabeske ornamenter.

2. Skriften:

Når læseren åbner en af håndskrifterne til den samaritanske Pentateuk, genkender han straks forskellen mellem skriften og tegnene i en almindelig hebraisk bibel. Jøderne indrømmer, at den skrift, som den samaritanske Pentateuk er skrevet med, er ældre end deres kvadratskrift. Det siges i Talmud (Sanhedhrin 21b): "Loven blev først givet til Israel med `ibhri-bogstaver og på det hellige sprog og igen ved Ezra med kvadratskriften ('ashurith) og det aramæiske sprog. Israel valgte for sig selv 'ashurith-skriften og det hellige sprog; de overlod `ibhri-skriften og det aramæiske sprog til hedhyoToth ("ukultiverede") -- `kuthæerne er hedhyoToth,' sagde rabbi Chasda." Når man husker jødernes had til samaritanerne og farisæernes foragt for dem, udgør denne indrømmelse nærmest et bevis. Den samaritanske skrift ligner den på makkabæiske mønter, men er ikke identisk med den. Den kan betragtes som liggende mellem kvadratskriften og den kantede skrift, den sidstnævnte som den ses i håndskriftet og Siloam-indskriften. En anden mellemform, den der findes på Assouan-papyrierne, skylder de forskelle, den fremviser, at den er skrevet med rørpen på papyrus. Da disse skrifters kronologi er af betydning, tilføjer vi nedenfor dem, det især drejer sig om.

Studiet af disse alfabeter vil bekræfte den ovenfor fremsatte påstand, at det samaritanske alfabet i sin udvikling ligger mellem kvadratskriften og den kantede skrift, nærmere den sidstnævnte end den førstnævnte, mens tegnene i Assouan-papyrierne ligger nærmere den førstnævnte end den sidstnævnte. Et andet punkt, der skal bemærkes, er, at bogstaver, som ligner hinanden i ét alfabet, ikke altid ligner hinanden i et andet. Vi kan således ved sammenligning af de bogstaver, der let forveksles, danne os et gæt om, hvilken skrift det dokument, der indeholder forvekslingen, var skrevet med.

3. Særegenheder ved skrivemåden:

I indskrifter tøvede stenhuggeren ikke, uden hensyn til stavelser, med at fuldføre på næste linje et hvilket som helst ord, som han ikke havde tilstrækkelig plads til. Således stod linjernes begyndelser og slutninger direkte under hinanden, som i håndskriftet. I papyrierne deles ordene ikke, men skriveren var ikke omhyggelig med at få linjeenderne til at stå direkte under hinanden. Skriveren med kvadratskriften sikrede dette ved brug af literae dilatabiles uden at dele ordene. Samaritaneren opnåede dette mål ved større mellemrum. Det første bogstav eller de første par bogstaver i hver linje er placeret direkte under det første bogstav eller de første bogstaver i den foregående linje -- det samme gælder linjens sidste bogstaver, to eller tre -- mens de øvrige ord spredes ud for at fylde pladsen. Den eneste undtagelse fra dette er en afsnutning. Ord adskilles fra hinanden med prikker; sætninger med et tegn som vores kolon. Toraen er inddelt i 966 qisam eller afsnit. Deres afslutning vises ved, at kolonet får tilføjet en prik, således:. Undertiden forstærkes dette med en linje og en vinkel. Disse qisam opregnes ofte i margen; undertiden, i senere håndskrifter, med arabiske tal. Et tomt mellemrum adskiller undertiden en af disse qisam fra den næste.

4. Tarikh:

Når skriveren ønskede at oplyse læseren om sin person og det sted, hvor han havde skrevet håndskriftet, gjorde han brug af et særligt kunstgreb. Under afskrivningen lod han et felt stå tomt midt i en spalte. Det således efterladte felt blev fra tid til anden overbrudt af et enkelt bogstav. Disse bogstaver læst ned gennem spalten danner ord og sætninger, som meddeler oplysningen. I tilfældet med Nablus-rullen forekommer denne tarikh i Femte Mosebog og fylder tre spalter. Her siges det: "Jeg, Abishua, søn af Pinhas (Pinehas), søn af Eleazar, søn af Aharun (Aron), præsten, har skrevet denne hellige bog ved døren til åbenbaringsteltet på Gerizim-bjerget i det 13. år af Israels børns herredømme i Kanaans land." De fleste af håndskrifterne i Europas og Amerikas biblioteker har lignende oplysninger givet på tilsvarende måde. Denne tarikh er sædvanligvis hebraisk, men undertiden er den på samaritansk aramæisk. Forfalskning af blot datoen er praktisk taget umulig; forfalskningen må være den første skrivers værk.

5. Udtalemåden:

Ikke alene må forskellen i skrift tages i betragtning, men også de forskellige værdier, der tillægges bogstaverne. De navne, der gives bogstaverne, adskiller sig betydeligt fra hebraisk, som det kan ses ovenfor. Der er ingen vokalpunkter eller tegn for fordobling. Kun B og P af BeGaDH-KePHaTH-bogstaverne aspireres. Den mest ejendommelige særegenhed er, at ingen af gutturalerne udtales overhovedet -- en særegenhed, som forklarer nogle af de navne, der gives bogstaverne. Dette træk virker desto mere påfaldende, når man husker, hvor fremtrædende gutturalerne er i arabisk, samaritanernes dagligsprog. 1 Mosebog 1,1-5 tilføjes nedenfor efter den samaritanske udtale, sådan som den blev nedskrevet af Petermann (Versuch einer hebr. Formenlehre, 161) efter ypperstepræsten Amrams oplæsning: Barashet bara Eluwem it ashshamem wit aarets. Waarets ayata-te'u ube'u waashek al fani .... turn uru Eluwem amra, efet al fani ammem waya'mer Eluwem ya'i or way'ai or wayere Eluwem it a' or ki tov wayabdel Eluwem bin a'ir ubin aashek uyikra Eluwem la'or yom ula 'ashek qara lila. Uyai `erev uyai beqar yom a'ad.

6. Nablus-rullens alder:

Der er ingen tvivl om, at hvis den ovenfor anførte indskrift virkelig findes i håndskriftet, er den en forfalskning, skrevet på skindet fra begyndelsen. Der er heller ingen tvivl om dens falskhed. Tell el-Amarna-brevene, som blev sendt fra Kanaan og er næsten samtidige med israelitternes erobring af landet, var præget med kileskrifttegn, og sproget var babylonisk. Ser vi bort fra tarikh, kan vi undersøge sagen uafhængigt og nå frem til visse konklusioner. Hvis det er originalen, som de andre håndskrifter er blevet afskrevet fra, tvinges vi til at antage en datering i det mindste tidligere end det 10. århundrede e.Kr., som er dateringen af det tidligste hebraiske håndskrift. Skriften stammer fra hasmonæerne. Grunden til, at denne skrivemåde blev videreført ved afskrivning af loven, må findes i en særlig hellighed ved det dokument, som afskrifterne oprindelig blev lavet efter. Dr. Mills synes næsten tilbøjelig til at tro på ægtheden af tarikh. Hans grunde er imidlertid blevet gjort værdiløse af nyere opdagelser. Dr. Cowley, derimod, ville datere det et sted omkring det 12. århundrede e.Kr., eller fra dette til det 14. Med al den respekt, der tilkommer en sådan forsker, vover vi at mene, at hans opfattelse er uholdbar. Hans hypotese er, at et gammelt håndskrift blev fundet, og at den tarikh, som nu ses i det, senere blev tilføjet. Det er imidlertid umuligt, medmindre et nyt skind--hvis nyhed ville være åbenlys--var blevet beskrevet og indsat. Selv den forholdsvis lille ændring, der ligger i at ændre Ismael til Israel i tarikh i Nablus-rullen, nødvendiggør en stor tilpasning af linjerne, eftersom bogstaverne i tarikh må kunne læses vandret såvel som lodret. Hvis den ændring blev foretaget, ville dateringen da være omtrent 650 e.Kr., meget ældre end Cowleys 12. århundrede. Der er dog intet i dette, der forklarer den hellighed, som tillægges dette håndskrift. Der findes en tradition om, at rullen blev reddet fra ild, at den sprang ud af ilden i Nebukadnesars nærvær. Hvis den blev fundet ufortæret, da templet på Gerizims bjerg blev brændt af Johannes Hyrkanos I, ville dette forklare den ærbødighed, den nyder. Det ville også forklare, at skriften blev fastlåst som norm. Den kantede skrift var fremherskende indtil nær Alexander den Stores tid. I den, eller i en beslægtet skrift, må den afskrift af loven have været skrevet, som Manasse, Sanballats svigersøn, bragte til Samaria. Bevarelsen af en sådan afskrift ville blive tilskrevet et mirakel, og skriften helliget.

III. Den samaritanske recensions forhold til den masoretiske tekst og til Septuaginta.

1. Forholdet til den masoretiske tekst: Klassifikation af forskelle:

Selv om læseren af den samaritanske pentateuk ikke kan undgå at bemærke dens praktiske identitet med den masoretiske tekst, afslører nærmere studium talrige, om end mindre, forskelle.

Disse forskelle blev klassificeret af Gesenius. Ud over at være ulogisk er hans klassifikation mangelfuld, da den bygger på den antagelse, at teksten i den samaritanske pentateuk er den senere. Det samme kan siges om Kohns. Vi vover at foreslå en anden klassifikation af disse variationer, idet vi udleder inddelingsprincippet af deres oprindelse. Disse variationer skyldtes enten

(1) tilfældighed eller

(2) hensigt.

(1) Den første af disse klasser opstod af den måde, hvorpå bøger blev mangfoldiggjort i oldtiden. Oftest læste én op, og en snes skrivere, sandsynligvis slaver, skrev efter dette diktat. Derfor kunne fejl opstå

(a) når oplæseren på grund af bogstavers lighed forvekslede et ord med et andet.

(b) Hvis oplæserens udtale ikke var tydelig, kunne skriverne høre forkert og derfor skrive ordet forkert.

(c) Desuden kunne oplæseren, hvis han begyndte en sætning, der åbnede på en måde, som almindeligvis blev fulgt af bestemte ord eller vendinger, uforvarende afslutte den, ikke sådan som den stod skrevet foran ham, men med den sædvanlige vending. På samme måde kunne skriveren også begå fejl på grund af manglende opmærksomhed. Således kan de tilfældige variationer anses for at skyldes fejl i syn, hørelse og opmærksomhed.

(2) Variationer, der skyldes hensigt, er enten

(a) grammatiske, fjernelse af særegenheder og tilpasning af dem til gængs brug, eller

(b) logiske, som når et bud er givet, og opfyldelsen føles at følge som en logisk nødvendighed og derfor fortælles, eller, hvis den er fortalt, udelades i overensstemmelse med skriverens forestillinger;

(c) læremæssige ændringer, indført i teksten for at passe til den læremæssige position hos den ene eller den anden side. Spørgsmål om sømmelighed fører også til ændringer--disse kan betragtes som kvasi-læremæssige.

(1) Eksempler på tilfældige variationer.

(a) Som skyldes synsfejl:

Årsagen til synsfejl er ligheden mellem forskellige bogstaver. Disse er imidlertid forskellige i forskellige skrifter, som det kan påvises ved at betragte alfabet-tabellen. Nogle af disse fejl, som findes i forbindelse med den samaritanske Pentateuk, synes at være fejl, der skyldes bogstavernes lighed i den samaritanske skrift. De fleste af disse er åbenlyse fejltagelser; således har vi i 1 Mos 19,32 det meningsløse tabhinu i stedet for 'abhini, “vor far,” på grund af ligheden mellem det samaritanske “t” og “a.” I 1 Mos 25,29 har vi tsazedh i stedet for yazedh, “at koge,” på grund af ligheden mellem et samaritansk “ts” og “y” eller “i”. Disse findes, selv om de står i Blayneys transskription af Waltons tekst, ikke hos Petermann eller i den samaritanske targum. Ovenstående eksempler er fejl i samaritanske håndskrifter, men der er også fejl i den masoretiske tekst. I 1 Mos 27,40 lyder gengivelsen i Revised Version (britisk og amerikansk): “Når du bryder løs, skal du ryste hans åg af din hals.” Denne gengivelse gør vold på betydningen af begge verber og resulterer i en tautologi. I Hiphil burde det første verbum rudh betyde “at få til at vandre,” ikke “at bryde løs,” og det andet verbum paraq betyder “at bryde,” ikke “at ryste af.” Samaritaneren har: “Når du bliver mægtig, skal du bryde hans åg af din hals.” Fejlen i den masoretiske tekst kan skyldes sammenblanding af det samaritanske “a” med et “t” og ombytning af et samaritansk “d” og “b”. Verbet 'adhar, “at være stærk,” er sjældent og poetisk og ville derfor næppe falde læseren eller skriveren ind. Gengivelserne i Septuaginta og Peshitta tyder på forvirring. Der er imidlertid talrige tilfælde, hvor de bogstaver, der ligner hinanden, ikke findes i den samaritanske skrift, men undertiden i kvadratskriften og undertiden i den kantede skrift. Nogle tegn ligner hinanden i begge, men ikke i den samaritanske. De tilfælde, hvor ligheden kun findes i bogstaver i kvadratskriften, kan alle tilskrives variation i den masoretiske tekst. Tilfælde, der indebærer forveksling af waw og yodh, er eksempler herpå. Man kan sige, at hvert eneste af de variationstilfælde, som afhænger af forveksling af disse bogstaver, skyldes en jødisk skrivers fejl, f.eks. 1 Mos 25,13, hvor den jødiske skriver har skrevet nebhith i stedet for nebhdyoth (Nebajot), som sædvanligt; 36,5, hvor den jødiske skriver har ye`ish i stedet for ye`ush (Jeush), som i Qere. I 1 Mos 46,30 har den jødiske skriver ved at skrive re'othi i stedet for ra'ithi begået en fejl med de samme bogstaver, som den samaritanske skriver har undgået. Når d og r forveksles, må det ikke tilskrives ligheden i kvadratskriften, for disse bogstaver ligner også hinanden i den kantede skrift. Da kvadratskriften indrømmes at være senere end dateringen af den samaritanske skrift, peger disse forvekslinger på et håndskrift i kantet skrift. Der er imidlertid forvekslinger, som kun gælder bogstaver, der ligner hinanden i kantet skrift. Således er binyamim, som i den samaritanske Pentateuk ufravigeligt er Benjamin, binyamin, skrevet Benjamin; også i 2 Mos 1,11 pithon i stedet for pithom, men “m” og “n” ligner kun hinanden i Siloam-indskriftens skrift. I 5 Mos 12,21 har samaritaneren leshakken, sådan som den masoretiske tekst har i 12,11, mens den masoretiske tekst har lasum. Et studium af alfabeterne på s. 2314 vil vise den nære lighed mellem waw (w) og kaph (k) i Siloam-skriften, såvel som den ovennævnte lighed mellem “m” og “n”. Dette peger på den kendsgerning, at de håndskrifter, hvorfra den masoretiske tekst og den samaritanske på et tidspunkt i deres historie blev afskrevet, var skrevet med en kantet skrift af Siloam-indskriftens type, det vil sige fra Hizkijas tid.

(b) Variationer som skyldes hørefejl:

Den store masse af disse skyldes en af to kilder: enten på den ene side indsættelse eller udeladelse af waw og yodh, så vokalen skrives plenum eller det modsatte, eller på den anden side forveksling af gutturalerne. Af den førstnævnte klasse af variationer er der dusinvis i hvert kapitel. Den sidstnævnte er også ret hyppig og skyldes uden tvivl, at gutturalerne slet ikke blev udtalt på det tidspunkt, da originalerne til de nuværende håndskrifter blev afskrevet. 1 Mos 27,36 viser 'aleph (') og he (h) ombyttet, he (h) og cheth (ch) i 1 Mos 41,45, cheth (ch) for `ayin (`) i 1 Mos 49,7, og 'aleph (') og `ayin (`) i 1 Mos 23,18, i mange samaritanske håndskrifter, men resultatet er meningsløst. Denne manglende evne til at udtale gutturalerne peger på en datering betydeligt før det arabiske herredømme. Muligvis blev denne undgåelse af gutturalerne moderne under det romerske styre, da lovens sprog var latin, et sprog uden gutturaler. Et parallelt eksempel kan ses hos Aquila, som ikke transskriberer nogen gutturaler. Dette tab af gutturalerne kan være forbundet med den kendsgerning, at i assyrisk er 'aleph (') praktisk talt den eneste guttural. Kolonisterne fra Assyrien kunne ikke usandsynligt have været ude af stand til at udtale gutturalerne.

(c) Ændringer som skyldes mangelfuld opmærksomhed:

En anden årsag til variation findes i, at læseren eller skriveren ikke er tilstrækkelig opmærksom på det faktiske ord eller den sætning, der ses eller høres. Dette viser sig ved, at man sætter et tilsvarende ord i stedet for et ord. I 1 Mos 26,31 har samaritaneren lere`ehu, "til sin ven," i stedet for som den massoretiske tekst le'achiw, "til sin bror," og i 2 Mos 2,10 har samaritaneren na`ar for yeledh i den massoretiske tekst. I sådanne tilfælde er det umuligt at afgøre, hvad der repræsenterer den oprindelige tekst. Vi kan bemærke, at Gesenius' og sådanne jødiske forfattere som Kohns antagelse af, at den massoretiske tekst altid er korrekt, skyldes ren fordom. Vigtigere er den lejlighedsvise ombytning af YHWH og 'Elohim, som i 1 Mos 28,4, hvor samaritaneren har YHWH og den massoretiske tekst 'Elohim, og 1 Mos 7,1, hvor den har 'Elohim mod YHWH i den massoretiske tekst. Dette sidste tilfælde er så meget desto mere særegent, som den massoretiske tekst i det 9. vers af samme kapitel har 'Elohim og samaritaneren YHWH. En anden klasse af tilfælde, som kan skyldes samme årsag, er fuldførelsen af en sætning ved at tilføje en sætning eller, eventuelt, ved at udelade den, fordi man ikke bemærker, at den er ufuldstændig, som 1 Mos 24,45. Hvis den massoretiske tekst er den oprindelige tekst, tilføjer samaritaneren sætningen "lidt vand fra din krukke"; hvis samaritaneren er den oprindelige, så har den massoretiske tekst udeladt den.

(2) Bevidst.

(a) Grammatisk:

De afvigelser fra den massoretiske tekst, som man hyppigst møder ved læsning af den samaritanske Pentateuk, er dem, der er nødvendige for at bringe sproget i overensstemmelse med den almindelige grammatiks regler. Heri falder samaritaneren ofte sammen med Qere i den massoretiske tekst. Kethibh i den massoretiske tekst har ingen kønsforskel mellem hu' i 3. person ental--både i hankøn og hunkøn er det hu'. Samaritaneren retter sammen med Qere dette til hi'. Sådan også med na`ar, "en ung mand"--dette er almindeligt i Kethibh, men i Qere tilføjes hunkønsendelsen, når der er tale om en ung kvinde, og sådan gør de samaritanske skrivere også. Det er en mulig antagelse, at dette træk ved Torahen er sent og skyldes en fejltagelse, der var særegen for det håndskrift, hvorfra massoreterne kopierede Kethibh. At det er systematisk, taler imod, at det skyldes en fejltagelse, og da de seneste hebraiske bøger opretholder kønsskellet, må vi betragte dette som et vidnesbyrd om alderdom. Dette bekræftes af en anden række variationer mellem samaritaneren og den massoretiske tekst. I sidstnævnte findes der spor af kasusendelser, som er forsvundet i senere hebraisk. Disse fjernes i samaritaneren. At kasusendelser har en tendens til at forsvinde, kan ses i engelsk og fransk. Akkusativmærket, 'eth, som ofte udelades i den massoretiske tekst, indsættes som regel i samaritaneren. En kort form af det demonstrative pronomen i flertal ('el i stedet for 'ellah) er begrænset til Pentateuken og 1 Krøn 20,8. Kohortativens syntaks er anderledes i samaritaneren end i det massoretiske hebraisk. Man bør ikke antage, at den jødiske brug var den eneste korrekte eller oprindelige. Der er tilfælde, hvor den massoretiske tekst med dagligsprogets unøjagtighed har forbundet et substantiv i flertal med et verbum i ental og omvendt; disse rettes i samaritaneren. Bøjningsstammer, som i senere hebraisk har en bestemt betydning i forhold til roden, men som i den massoretiske tekst til Torahen bruges i helt andre betydninger, bringes i den samaritanske Pentateuk i overensstemmelse med senere brug. Det bør i forbifarten bemærkes, at disse pentateukiske former ikke forekommer hos profeterne; selv i Jos 2,15 har vi det feminine pronomen i 3. person; i Dom 19,3 har vi na`arah.

(b) Logisk:

Undertiden har sammenhængen eller de underforståede omstændigheder ført til en ændring på den ene eller den anden side. Dette kan kun indebære en ændring af et ord, som i 1 Mos 2,2, hvor samaritaneren har "sjette" i stedet for "syvende" (massoretisk tekst), og her stemmer overens med Septuaginta og Peshitta, idet den jødiske skriver mente, at den "sjette dag" først kunne regnes for afsluttet, når den "syvende" var begyndt. I 1 Mos 4,8, efter sætningen: "Og Kain talte med (sagde til) sin bror Abel," tilføjer samaritaneren, Septuaginta og Peshitta: "Lad os gå ud på marken." Ud fra vidnesbyrdet fra oversættelserne, ud fra den naturlige betydning af verbet 'amar, "at sige," ikke "at tale," og også ud fra den naturlige betydning af præpositionen 'el, "til," ikke "med" (se Gesenius), er det klart, at den massoretiske tekst har udeladt sætningen, og at samaritaneren repræsenterer den sande tekst. Hvis dette ikke er tilfældet, er det et tilfælde af logisk fuldførelse fra samaritanerens side. Et andet eksempel er tilføjelsen til hvert navn i slægtstavlen i 1 Mos 11,10-24 af summen af årene i hans liv. I fortællingen om Egyptens plager tilføjes der ofte et helt afsnit. Det, der er befalet Moses og Aron, gentages som historie, når de adlyder.

(c) Læremæssigt:

Der er tilfælde, hvor teksten i den grad passer til samaritanernes særlige opfattelser af Gerizims hellighed, at en ændring af originalen i den retning kan antages at være den mest sandsynlige forklaring. Således er der ved 1 Mos 20,6; 1 Mos 20,7 indsat et stykke fra 5 Mos 27,2, let ændret: Gerizim er sat i stedet for Ebal, og formålet med tilføjelsen er at give indvielsen af Gerizim Toraens sanktion. Kennicott forsvarer dog dette stykkes ægthed over for den masoretiske tekst. Indsættelse eller udeladelse synes at være resultatet af læremæssig forkærlighed. I 4 Mos 25,4; 4 Mos 25,5 harmoniserer den samaritanske tekst Jahves befaling med Moses’ handling. Det fjernede stykke har et blodtørstigt, Molok-lignende præg, som kunne synes vanskeligt at forsvare. På den anden side kunne det jødiske had til afgudsdyrkelse komme til udtryk i befalingen om at »tage alle folkets hoveder og hænge dem op for Herrens ansigt mod solen«, og således kunne det være indsat. Der er også tilfælde, hvor sproget ændres af hensyn til anstændighed. I disse tilfælde stemmer den samaritanske tekst overens med qere i den masoretiske tekst.

Disse varianter har ulige værdi som vidnesbyrd om den relative datering af den samaritanske recension af Pentateuken. De tilsigtede har kun ringe værdi til dette formål; de vidner om de opfattelser, der var udbredt i henholdsvis de nordlige og sydlige egne af Israels land. Kun synsfejl er af virkelig betydning, og de peger på en datering omkring Hizkijas dage som det tidspunkt, hvor de to recensioner begyndte at afvige fra hinanden. Én ting er indlysende: at den samaritanske tekst mindst lige så ofte som den masoretiske tekst repræsenterer den oprindelige tekst.

2. Den samaritanske recensions forhold til Septuaginta:

(1) Fremlæggelse af hypoteser.

Den hyppighed, hvormed de punkter, hvor den samaritanske Pentateuk afviger fra den masoretiske tekst, stemmer overens med dem, hvor også Septuaginta afviger, har optaget forskerne. Castelli hævder, at der findes tusind sådanne tilfælde. Det kan bemærkes, at i ét tilfælde i hvert fald har et stykke, hvor den samaritanske tekst og Septuaginta stemmer overens mod den masoretiske tekst, støtte i Det Nye Testamente. I Gal 3,17 lader apostlen Paulus, idet han følger den samaritanske tekst og Septuaginta mod den masoretiske tekst, de »430 år«, som sluttede med udvandringen, begynde med Abraham. Som regel har bibelforskernes opmærksomhed været så rettet mod lighederne mellem den samaritanske tekst og Septuaginta, at de har forsømt de mere talrige forskelle. Forskerne har været så imponerede, især når de var jøder, af disse ligheder, at de har antaget, at den ene var afhængig af den anden. Frankel har hævdet, at den samaritanske tekst blev oversat fra Septuaginta. Imod dette taler den kendsgerning, at talmudisterne i alle deres fornærmende bemærkninger mod dem aldrig hævder, at »kutæerne« (samaritanerne) fik deres Tora fra grækerne. Endvidere, selv hvis de kun fik Loven gennem Manasse, Sanballats svigersøn, og selv hvis han levede på Alexander den Stores tid, var dette dog næsten et halvt århundrede før den tidligste datering af Septuaginta. Desuden er der i Septuaginta mange vidnesbyrd om, at den er oversat fra hebraisk, men i den samaritanske tekst findes der ingen vidnesbyrd om, at den er oversat fra græsk. Den modsatte hypotese fastholdes af dr. Kohn med al den eftertryk, som udvidet skrift kan give. Hans hypotese er, at før man tænkte på Septuaginta, blev der lavet en græsk oversættelse fra et samaritansk eksemplar af Loven til gavn for samaritanere bosat i Egypten. Jøderne gjorde i begyndelsen brug af den, men da de fandt, at den var forkert på mange punkter, havde de til hensigt at lave en ny oversættelse; men de var så stærkt påvirket af den, de var vant til, at resultatet kun blev en forbedret udgave af den samaritanske. Men det er usandsynligt, at samaritanerne, som var få og havde forholdsvis lidt samkvem med Egypten, skulle være gået forud for de talrigere jøder med deres store kolonier i Egypten med at lave en græsk oversættelse. Det strider desuden imod den jødiske tradition, sådan som den er bevaret for os af Josefus. Det strider også imod den samaritanske tradition, sådan som nærværende forfatter har lært den af den samaritanske ypperstepræst. Ifølge ham havde samaritanerne ingen selvstændig oversættelse, bortset fra den kendsgerning, at fem af Septuagintas oversættere var samaritanere. Havde der været nogen grund til at hævde, at samaritanerne var de første oversættere, ville det ikke være forsvundet fra deres traditioner.

(2) Gennemgang af disse hypoteser.

De ovenstående utilfredsstillende forklaringer skyldes mangelfuld iagttagelse og uberettiget antagelse. At der er mange tilfælde, hvor de samaritanske afvigelser fra den masoretiske tekst er identiske med Septuagintas, er hævet over tvivl. Det er imidlertid ikke blevet bemærket af disse jødiske lærde, at de tilfælde, hvor enten samaritaneren alene eller Septuaginta alene (den ene eller den anden) stemmer overens med den masoretiske tekst imod den anden, er lige så talrige. Desuden er der ikke få tilfælde, hvor alle tre afviger. Det bør bemærkes, at de tilfælde, hvor Septuaginta afviger fra den masoretiske tekst, er langt talrigere end dem, hvor samaritaneren afviger fra den. Man behøver kun at sammenligne den samaritanske tekst, Septuaginta og den masoretiske tekst i et hvilket som helst halvt dusin på hinanden følgende kapitler i Pentateuken for at bevise dette. Således er ingen af dem afhængig af de andre. Dertil kommer den uberettigede antagelse, at den masoretiske tekst repræsenterer Lovens oprindelige tekst. Hvis den masoretiske tekst sammenlignes med VSS, viser det sig, at Septuaginta, trods Origenes' forfejlede bestræbelser på at harmonisere den med teksten fra Israels land, i rigtig mange tilfælde afviger fra den masoretiske tekst. Theodotion står nærmere, men afviger stadig i ikke få tilfælde. Hieronymus står endnu nærmere, skønt selv den tekst, der ligger bag Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.), ikke er identisk med den masoretiske tekst. Det følger, at den masoretiske tekst er resultatet af en proces, som standsede et sted omkring slutningen af det 5. århundrede e.Kr. Den masoretiske teksts oprindelse synes i nogen grad at have været et resultat af tilfældigheder. Et håndskrift, som havde fået en særlig hellighed, fordi det tilhørte en berømt rabbiner, bliver afskrevet med pinlig nøjagtighed, så selv dets fejl bliver videreført. Dette leverer Kethibh. Rettelser foretages ud fra andre håndskrifter, og disse danner Qere. Hvis vores hypotese om Nablus-rullens alder er rigtig, er den ældre end den masoretiske tekst med mere end et halvt årtusind, og det håndskrift, som Septuaginta blev oversat fra, var næsten et par århundreder endnu ældre. Så langt fra at det er en rimelig antagelse, at Septuaginta og samaritaneren kun afviger fra den masoretiske tekst ved fejl eller forsætlig forvanskning fra de førstnævntes side, er det modsatte mindst lige så sandsynligt. Den konklusion, vi da føres til, er Kennicotts (State of Hebrew Text Dissertation, II, 164), at eftersom samaritaneren og Septuaginta er uafhængige, er "hver afskrift uvurderlig--hver afskrift kræver vores fromme ærbødighed og opmærksomme studium." Det bør desuden bemærkes, at selv om dr. Kohn peger på visse tilfælde, hvor forskellen mellem den masoretiske tekst og Septuaginta skyldes forveksling af bogstaver, som kun er mulig i samaritansk skrift, beviser dette ikke, at Septuaginta blev oversat fra et samaritansk håndskrift, men at de håndskrifter af den masoretiske tekst, som Septuaginta brugte, var skrevet med denne skrift. Kohn viser også samaritanerens forhold til Peshitta. Mens Peshitta undertiden stemmer overens med samaritaneren, hvor den afviger fra den masoretiske tekst, støtter den oftere den masoretiske tekst imod samaritaneren.

IV. Betydning for pentateukspørgsmålet.

Josefus (Ant., XI, viii, 2) gør Sanballat samtidig med Alexander den Store og siger, at hans svigersøn Manasse kom til Samaria og blev ypperstepræst. Skønt Josefus ikke siger det, antager kritikerne, at han bragte den fuldendte Torah med sig. Denne Manasse er ifølge Josefus sønnesøn af ypperstepræsten Eljashib, som var samtidig med Ezra og Nehemias, og derfor samtidig med Artaxerxes Longimanus. Nehemias (13,28) omtaler, uden at nævne ham ved navn, en sønnesøn af Eljashib, som var Sanballats svigersøn, og som han jog bort fra sig. Det er klart, at Josefus havde tabt et århundrede ud af sin historie, og at Manasses udvandring ikke skal sættes til ca. 335 f.Kr., men ca. 435 f.Kr. Ezra anses, om ikke for at være forfatteren til Præstekodeksen i Pentateuken, så i hvert fald for at have indført den blandt indbyggerne i landet og for at have redigeret det hele, så det fik den form, hvori vi nu har det. Men han var samtidig med Manasse og havde ved sin fordømmelse af fremmede ægteskaber været årsag til Manasses og hans venners forvisning. Er det sandsynligt, at han, Manasse, ville modtage Ezras bestemmelser som mosaiske eller føre dem til Samaria? Tidspunktet for indførelsen af Præstekodeksen (P), den seneste del af Loven, må derfor sættes betydeligt tidligere, end det for nærværende sættes. Vi har set, at der findes visuelle fejl, som kun kan forklares ud fra den antagelse, at det håndskrift, hvorfra den samaritanske moder-rulle blev afskrevet, var skrevet i en form for kantet skrift. Vi har endvidere set, at særtrækkene passer til dem i Siloam-indskriften, udført i Hizkijas regeringstid, altså omtrent samtidig med den præst, som Esarhaddon sendte til Samaria for at lære folket "landets Guds skik". Da Amos og Hoseas viser kendskab til hele Pentateuken før fangenskabet, synes denne "Lovbog", som blev "læst (Am 4,5, Septuaginta) udenfor", og som ville være den kilde, hvorfra den præst, der blev sendt fra Assyrien, lærte dem, som ovenfor, "landets Guds skik", at have indeholdt alle delene — J, E, D og P — af Loven. Hvis det er tilfældet, indeholdt den ikke Josvabogen; trods den ære, de viser Kanaans erobrer, har samaritanerne ikke bevaret den bog, der fortæller om hans bedrifter. Dette bekræftes af den kendsgerning, at arkaismerne i Pentateukens masoretiske tekst ikke findes i Josvabogen. Det er mærkeligt, hvis Profeterne gik forud for Loven, at der i Loven skulle være arkaismer, som ikke findes hos Profeterne. Ud fra den måde, hvorpå de guddommelige navne ombyttes, som vi så — undertiden svarer 'Elohim i den samaritanske tekst til YHWH i den masoretiske tekst, undertiden omvendt — bliver det åbenbart umuligt at lægge nogen vægt på dette. Denne konklusion bekræftes af den endnu større hyppighed, hvormed denne ombytning forekommer i Septuaginta. Resultatet af undersøgelsen af den samaritanske Pentateuk er at kaste meget betydelig tvivl over gyldigheden af de kritiske opfattelser vedrørende Pentateukens datering, oprindelse og opbygning

V. Targumer og krønike.

Som ovenfor nævnt findes der to targumer eller fortolkninger af den samaritanske Pentateuk, en aramæisk og en arabisk. Den aramæiske er en dialekt beslægtet med den vestaramæiske, som de jødiske targumer blev skrevet på, undertiden kaldt kaldæisk. Den rummer mange mærkelige ord, hvoraf nogle kan skyldes de assyriske kolonisters sprog, men mange er resultatet af afskriveres fejl, fordi de ikke kendte sproget. Den ligger ret tæt på originalen og er ikke meget tilbøjelig til parafrase. Næsten det samme kan siges om den arabiske targum. Den tilskrives sædvanligvis Abu Said fra det 13. århundrede, men ifølge dr. Cowley blev den kun revideret af ham ud fra Abulhassans targum fra det 11. århundrede. Hos fædrene findes der lejlighedsvis henvisning til et Samaritikon, som man har opfattet som en græsk version. Ingen utvivlsomme citater fra den er bevaret — det, der synes at være sådanne, er i virkeligheden oversættelser af teksten i den samaritanske recension. På arabisk findes der en ordrig krønike kaldet "Josvabogen". Den er blevet udgivet af Juynboll. Den kan dateres til det 13. århundrede. For nylig blev det påstået, at en "Josvabog" på hebraisk og skrevet med samaritanske bogstaver var blevet opdaget. Den er imidlertid et åbenbart falskneri; de bogstaver, den er skrevet med, er meget sene. Den er dels lånt fra den kanoniske Josvabog og dels fra den ældre samaritanske Josvabog med fabulerende tilføjelser. Abulfatachs Krønike er en nogenlunde nøjagtig beretning om samaritanernes historie efter Alexander den Store indtil det 4. århundrede e.Kr.

LITTERATUR.

Teksten med samaritansk skrift findes i polyglotterne — Paris og London. Waltons tekst i London-polyglotten er transskriberet med kvadratskrift af Blayney, Oxford, 1790. De vigtige engelske værker fra nyere tid er Mills, Nablus and the Samaritans, London, 1864; Nutt, Fragments of a Samaritan Targum, London, 1874; Montgomery, The Samaritans, Philadelphia, 1907 (denne har en meget fyldig bibliografi, som omfatter artikler i tidsskrifter); Iverach Munro, The Samaritan Pentateuch and Modern Criticism, 1911, London. I Tyskland har Gesenius' afhandling, De Pentateuchi Samaritani origine, osv., Jena, 1815, endnu ikke helt mistet sin værdi; Kohn, De Pentateucho Samaritano, Leipzig, 1865; Petermann, Versuch einer hebr. Formenlehre nach der Aussprache der heutigen Samaritaner, Leipzig, 1868. Desuden findes der artikler om dette i de forskellige bibelordbøger og encyklopædier. I de talrige religiøse og teologiske tidsskrifter har der været artikler om den samaritanske Pentateuk af forskellig værdi. Den aramæiske targum er blevet transskriberet med kvadratskrift og udgivet af Brull (Frankfurt, 1875).

J. E. H. Thompson

sa-mar'-i-tan.

Se PENTATEUCH, THE SAMARITAN.