duv (tor, yonah; peristera; Latin Zenaedura carolinensis): En fugl af familien Columbidae. Duer og duebørger er så nærbeslægtede, at de tales og skrives om som synonymer, men der er en skelnen, der er blevet anerkendt siden urtidens begyndelse. Det var særlig markant i Israels land, fordi duer vandrede, mens duebørger blev tilbage i deres valgte tilholdssted hele året. Alligevel var duer de vilde fugle og blev kun holdt enkeltvis eller parvis som burede kæledyr, eller for at være tilgængelige for offer. Duebørger var uden tvivl de første tamme fugle, og registreringen af deres erobring af mennesket strækker sig, hvis noget, længere tilbage end ænder, gæs og svaner. Disse to var blandt de mest kendte og mest elskede af alle de utallige fugle i Israels land. Duer blev foretrukket, fordi de forblev vilde og var mere undvigelige. Det, som undgår os, plejer at være lidt mere tiltrækkende end det, vi ejer. Deres kærlige natur var blevet bemærket, deres glatte smukke fjerdragt, deres fyldig legemer. De var det mest værdifulde blandt alt det, der blev bragt til offer. Deres brug er altid specificeret i stedet for duebørger, hvis kun en fugl blev brugt; hvis begge, bliver duen ofte nævnt først. På grund af deres føjelighed når de var burede, deres brug i offer, og den religiøse overtro vedrørende dem, fik de lov til at bygge rede uforstyrret og florerede, efter art, over hele Israels land. Turtusduen bygger rede i haver og vingårde og var næsten lige så tam som duebørgene. Palmturtusduen havde sit navn efter sin kærlighed til at bygge rede i palmetræer, og søgte disse på marken og i byer, og byggede endda nær templet i Jerusalem. Den valgte også torn og andre træer. Den har en lille krop, omkring tyve centimeter lang, dækket af lys kastanjefarvet fjerdrag, halsen brokket med mørk, blank fjerdrag. Klippeduen svæmede over, gennem og blandt bjergenes klipper og hulernes og ravines spalter. Halsringduen var den største blandt arterne. Den blev boende hele året og byggede rede i skovene ved Tabor og Gilead, omkring Det døde Hav og langs Jordandalen. Denne fugl var mørkere end de andre og havde sit navn efter en tydeligt tegnet ring af mørke fjedre omkring halsen, og blev især søgt som bur-kæledyr på grund af sin størrelse og skønhed.

I alt bliver duen nævnt omkring halvtreds gange i Bibelen. Mange af disse henvisninger vedrører dens brug i offer og behøver ikke alle at blive nævnt. De andre citeres og forklares fra et videnskabeligt synspunkt og i overensstemmelse med fuglenes karakteristika og vaner. Den første henvisning til duen optræder i 1 Mos 8,8-12, i historien om syndfloden; derefter følger dens specificerede brug i offer; der gøres notat om dens vandrevaner, og så optræder den gang på gang gennem hele Bibelen i poesi, profeti, sammenligning, lignelse og sang.

I 1 Mos 8,8-12 læser vi: "Og han sendte en due ud fra sig for at se, om vandet var sunket." Noa sendte først en ravn ud, fordi den var en stærk, aggressiv fugl og ville vende tilbage til sin mage. Men ravnen fløj kun over vandet og vendte tilbage for at sætte sig på arken. Dette var ikke tilfredsstillende, så Noa, der søgte efter en fugl, der var bedre egnet til hans formål, kom i tanke om den mest kærlige og blide fugl, han kendte--duen. Den ville ikke blot vende tilbage til arken, men gå ind og hen til buret med sin mage, og hvis den fandt grøn føde, ville den gylpe en del op til hende eller til sine unger; eller, hvis den ikke havde rede, kunne han se på dens ekskrementer, om der var blevet spist grønt, og således afgøre, om vandet var ved at synke. Og det er netop, hvad der skete. Duen kom tilbage, og den iagttagende Noa så den fodre sin mage med små grønne olivenblade, for duen bærer aldrig føde i næbbet, men sluger den og gylper den derefter op til mage og unger. Denne første henvisning til fugle blev gjort på grund af artens kærlige, blide egenskaber; den næste, fordi de var de mest elskede af folket og derfor blev valgt som de bedst egnede til at bringe som offer (1 Mos 15,9). I 3 Mos 1,14 f. nævnes duer som offer: "Og præsten skal bringe det hen til alteret, vride hovedet af det og brænde det på alteret; og dets blod skal løbe ud på siden af alteret." I 3 Mos 5,7 foreskrives den rette tilberedning af offeret. Om måden at behandle offeret på, se 5,8.9.10. I 3 Mos 12,6 gives loven om et offer for en mor, og 12,8 i samme kapitel fastsætter, at hvis hun er for fattig til at ofre et lam, er duer eller unge duer tilstrækkelige. I 3 Mos 14,4-8 er henvisningen til offeret for en spedalsk blot til "fugle", fordi det forudsættes, at de er unge duer og duer, og den indeholder bestemmelsen om, at hvis den pågældende er for fattig til at have råd til et så omfattende offer, er et mindre tilstrækkeligt. Fuglene nævnes ved navn i 14,22: "To turtelduer eller to unge duer, sådan som han kan få fat i; den ene skal være et syndoffer og den anden et brændoffer" (sammenlign 3 Mos 15,14; 3 Mos 15,29; 4 Mos 6,10). Da David bad om de forræderiskes ødelæggelse, brugte han duen som sammenligning, og fordi han siger, at han ville "bo i ørkenen", viser han, at han tænkte på palmeturtelduen. "Og jeg sagde: Åh, havde jeg vinger som en due! Da ville jeg flyve bort og finde hvile" (Sl 55,6). Da David sang en sejrssang, brugte han en udsøgt tanke. "Når I ligger blandt fårefoldene, er det som en dues vinger dækket med sølv og dens svingfjer med gult guld" (Sl 68,13). Han henviste til klippeduen, fordi den metalliske glans på dens hals ville stråle som guld i solskinnet, og de bløde gråhvide fjer under vingerne, sådan som han ville se fuglen over sig i flugt, ville se sølvagtige ud. Med dette citat mente David, at i fredstider, når mennesker sov tilfredse hjemme blandt deres folde, var deres liv lige så rigt på kærlighed og lige så frit i fred som duens sølvvinge, der havde guldfjer og var uforstyrret blandt de utilgængelige huler og klipper. I Sl 74,19 bruges udtrykket "turteldue" om mennesker, som den Almægtige indtrængende bedes om at beskytte: "Åh, overgiv ikke din turteldues sjæl til det vilde dyr; glem ikke dine fattiges liv for evigt."

Salomo bruger gentagne gange duen i sammenligninger eller som et kærligt tiltaleord. I Højs 1,15; Højs 4,1; Højs 5,12 sammenligner han sin bruds fyldige, milde og smukke øjne med en dues. I Højs 2,12 bruger han duens stemme som et tegn på forår. I Højs 2,14 tiltaler han bruden som en klippedue. I Højs 5,2 findes endnu et kærligt udtryk, denne gang brugt i brudens drøm (jf. Højs 6,9). Es 38,14 sigter til den klagende, sørgmodige duelyd, som de almindeligste arter har fået navnet »sørgedue« efter. Henvisningen i Es 60,8 viser, at profeten ikke var så god en iagttager eller så korrekt i sin naturhistorie som David, der kan have lært af det fri. Som dreng vogtede David sin fars hjorde og iagttog skabningerne omkring sig. Da Esajas jublede over kirkens herlighed ved de mange hedningers tilslutning, råbte han: »Hvem er disse, der flyver som en sky og som duerne til deres vinduer?« Dette viser, at han forvekslede duer og tamduer. Duer var vilde, for det meste trækfugle, og havde ingen »vinduer«. Men de lerbyggede dueslag til tamduer, formet i firkanter, så ét stort dueslag gav ly for mange par i særskilte hjem, havde udseende af gittervinduer og blev brugt som grundlag for at anslå en mands rigdom. Denne henvisning bør ændres til at lyde: »og som tamduer til deres vinduer.« I Jer 8,7 påpeges det, at duer var trækfugle; og i Jer 48,28 rådes folk til at gå hen og bo på ensomme steder og være fredelige, kærlige og trofaste ligesom klippeduerne. Se også Ez 7,16: »Men de af dem, som undslipper, skal undslippe og være på bjergene som duerne i dalene; de skal alle klage, hver over sin egen skyld.« Dette betyder blot, at folk skulle drives til at skjule sig blandt hulerne og dalene, hvor klippeduerne levede, og at lyden af deres sorg skulle ligne fuglenes skrig. Det betyder dog ikke, at duerne sørgede, for når duer kurrer og klager og for vores ører lyder mest ynkelige i deres skrig, er de lykkeligst i parringstiden. Den ærbødighed, man i vore dage nærer for duer, er medfødt, og ingen fugl er så elsket og beskyttet som duen — derfor er den usædvanlig tryg og lykkelig, og dens sørgmodige skrig er kun et produkt af vores fantasi. Duen er den lykkeligste af fugle. Hos 7,11 og Hos 11,11 sammenligner hver især mennesker med duer; det første, fordi fuglene til tider virker tåbeligt tillidsfulde; det andet, fordi ingen fugl er mere tillidsfuld, men heller ingen lettere skræmmes. »Og Efraim er som en tåbelig due, uden forstand: de kalder på Egypten, de går til Assyrien« (Hos 7,11). »De skal komme skælvende som en fugl fra Egypten og som en due fra Assyriens land; og jeg vil lade dem bo i deres huse, siger Jahve« (Hos 11,11). Henvisningen i Nah 2,7 gælder fuglenes stemme.

Henvisningerne i Det Nye Testamente findes i en beskrivelse af Jesu dåb (Matt 3,16). Mennesker formanes til at være »harmløse som duer« (Matt 10,16). »Og Jesus gik ind i Guds tempel og drev alle dem ud, som solgte og købte i templet, og væltede pengevekslernes borde og stolene for dem, der solgte duerne« (Matt 21,12). Dette viser, at disse fugle var en almindelig handelsvare, sandsynligvis de mest brugte som kæledyr i bur, og dem, der sædvanligvis blev anvendt til offer.

Duemøg (chari yonim, Kethibh for dibhyonim): 2 Kong 6,25: »Og der var stor hungersnød i Samaria; og se, de belejrede byen, indtil et æselhoved blev solgt for firs sølvstykker og en fjerdedel kab duemøg for fem sølvstykker.« Dette virker så frastødende, at nogle kommentatorer har forsøgt at bevise, at navnet gjaldt den spiselige rod af en plante, men belejringernes historie beretter om andre tilfælde, hvor materiale lige så anstødeligt blev brugt til at opretholde livet. Teksten er sandsynligvis korrekt, som den står.

Gene Stratton-Porter