a'-kaz (Achaz), King James Version (Matt 1,9): Græsk form af Akaz (således Revised Version (britisk og amerikansk)). Navnet på en konge i Israel.

a'-haz ('achaz, "han har grebet," kap. 2; kap. 2; Es 7,10 ff; Achaz).

1. Navn:

Navnet er det samme som Joakaz; derfor optræder det på Tiglat-Pilesers assyriske indskrift fra 732 f.Kr. som Ia-u-ha-zi. De hellige historieskrivere kan have udeladt den første del af navnet som følge af kongens karakter.

2. Tronbestigelsen:

Akaz var søn af Jotam, Judas konge. Han efterfulgte ham på tronen i en alder af 20 år (ifølge en anden læsemåde 25). Kronologien for hans regeringstid er vanskelig, da hans søn Hizkija siges at have været 25 år gammel, da han begyndte at regere 16 år senere (2 Kong 18,2). Hvis Akaz' tronbestigelse sættes så tidligt som 743 f.Kr., må hans bedstefar Uzzija, som længe havde været ude af stand til at udføre sit embedes funktioner på grund af sin spedalskhed (2 Krøn 26,21), stadig have været i live. (Andre daterer Akaz senere, da Uzzija, for hvem Jotam havde fungeret som regent, allerede var død.)

3. Tidlige former for afgudsdyrkelse:

Skønt han var så ung, synes Akaz straks at have slået ind på en selvstændig kurs, helt i modstrid med sit folks religiøse traditioner. Hans første skridt i denne retning var at lade fremstille og udbrede støbte billeder af Ba'alerne og at genoplive vederstyggelighederne i Molok-dyrkelsen i Hinnoms dal syd for byen (2 Krøn 28,2; 2 Krøn 28,3). Det erklæres, at han lod sin egen søn "gå gennem ilden" (2 Kong 16,3); Krønikebogens forfatter udtrykker det endnu stærkere: han "brændte sine børn i ilden" (2 Krøn 28,3). Andre afgudsdyrkende handlinger skulle følge.

4. Fare fra Syrien og Israel:

Judas kongerige var på dette tidspunkt i alvorlig fare. Resin, kongen af Damaskus, og Peka, kongen af Samaria, var allerede i Jotams dage begyndt at plage Juda (2 Kong 15,37); nu blev der dannet en sammensværgelse for at afsætte den unge Akaz og sætte en vis "Tabeels søn" på tronen (Es 7,6). De to konger rykkede frem mod Jerusalem, dog uden held (2 Kong 16,5; Es 7,1); jøderne blev fordrevet fra Elat (2 Kong 16,6), og landet blev hærget, og store skarer blev taget til fange (2 Krøn 28,5 ff). Rædselen var almindelig. Akaz' hjerte "skælvede, og hans folks hjerte, som skovens træer skælver for vinden" (Es 7,2). I sin yderste nød henvendte Akaz sig til Assyriens konge om hjælp (2 Kong 16,7; 2 Krøn 28,16).

5. Esajas' budskaber til kongen:

Midt i den almindelige alarm og bestyrtelse var profeten Esajas den ene mand i Jerusalem, som ikke blev berørt af den. Uforsagt satte Esajas sig, tilsyneladende ene mand, for at vende den offentlige menings strøm bort fra det leje, den løb i: at søge hjælp fra Assyrien. Hans appel gjaldt både konge og folk. På guddommelig anvisning mødte han Akaz "ved enden af kanalen fra den øvre dam, på vejen ved blegermarken" og bød ham ikke at frygte "disse to halestumper af rygende brandstykker," Resin og Peka, for ligesom udbrændende fakler ville de snart blive slukket (Es 7,3 ff). Hvis han ikke ville tro dette, ville han ikke blive grundfæstet (Es 7,9). Da det ikke lykkedes at vinde den unge konges tillid, blev Esajas sendt for anden gang med tilbuddet fra Jahve om et hvilket som helst tegn, Akaz valgte at bede om, "enten i dybet eller i højden deroppe," som bekræftelse på sandheden i det guddommelige ord. Den letsindige monark afviste voldgiftsprøven med den hykleriske begrundelse: "Jeg vil ikke bede, og jeg vil heller ikke friste Jahve" (Es 7,10-12). Muligvis var hans sendebud allerede afsendt til den assyriske konge. Hvornår de end drog af sted, tog de et stort tilskud med sig for at købe denne herskers gunst (2 Kong 16,8). Det var ved denne lejlighed, at Esajas som svar til Akaz gav den beroligende profeti om Immanuel (Es 7,13 ff).

6. Esajas' tavle:

Hvad folket angår, fik Esajas påbud om på "en stor tavle" at fremvise ordene "For Maher-shalal-hash-baz" ("hurtigt bytte, hastigt rov"). Dette blev bevidnet af to vidner, hvoraf den ene var ypperstepræsten Urija. Det var et højtideligt vidnesbyrd om, at uden nogen handling fra Judas side skulle "Damaskus' rigdomme og Samarias bytte føres bort foran Assyriens konge" (Es 8,1-4).

7. Damaskus' fald og dets følger:

Det skete, som profeten havde forudsagt. Damaskus faldt, Resin blev dræbt (2 Kong 16,9), og Israel blev plyndret (2 Kong 15,29). Handlingen bragte midlertidig lettelse til Juda, men fik den virkning, at hun blev lagt under Assyriens hæl. Enhver, der dengang levede, vidste, at der ikke kunne være nogen ligeværdig alliance mellem Juda og Assyrien, og at anmodningen om hjælp, ledsaget af budskabet: "Jeg er din tjener" (2 Kong 16,7; 2 Kong 16,8) og af "gaver" af guld og sølv, betød Judas underkastelse og den årlige betaling af en tung tribut. Hvis Esajas' råd var blevet fulgt, ville Tiglat-Pileser sandsynligvis, i egen interesse, have været tvunget til at knuse koalitionen, og Juda ville have bevaret sin frihed.

8. Akaz' solur:

Da den politiske storm foreløbig var drevet over, med det endelige tab af den vigtige havn Elat ved Det Røde Hav (2 Kong 16,6), vendte Akaz sin opmærksomhed mod sysler, der passede ham bedre. Kongen var noget af en dilettant i kunstspørgsmål, og han opstillede et solur, som synes at have bestået af en række trin anbragt rundt om en kort søjle, idet tiden blev angivet ved skyggens stilling på trinnene (sammenlign 2 Kong 20,9-11; Es 38,8). Da det anses for muligt, at skyggen kunne gå 10 trin tilbage, er det klart, at hvert trin ikke markerede en time af dagen, men en kortere periode.

9. Karrene og bronzehavet:

En anden handling fra kongens side var at fjerne Salomos ti kar fra de kunstfærdigt udsmykkede stativer, som de havde stået på (jf. 1 Kong 7,27-39), og også at fjerne Salomos støbte hav fra de 12 bronzeokser, som bar det (jf. 1 Kong 7,23-26); havet blev sat på en forhøjet platform eller et gulv (2 Kong 16,17). Ud fra Jer 52,20, hvor profeten ser "de 12 bronzeokser, der var under stativerne," har man formodet, at formålet med ændringen kan have været at flytte karrene over på oksernes rygge.

10. Damaskusalteret:

Hertil kom en endnu dristigere gudløs handling. I 732 blev Akaz, sammen med andre vasalfyrster, kaldt til Damaskus for at hylde Tiglat-Pileser (2 Kong 16,10; hans navn forekommer i den assyriske indskrift). Der så han et hedensk alter med et fantasifuldt mønster, som i høj grad behagede ham. En model af det blev sendt til ypperstepræsten Urija med besked om at lade en forstørret kopi af det opstille i tempelforgården. Da kongen vendte tilbage til Jerusalem, ofrede han på det nye alter, men da han ikke var tilfreds med dets placering, gav han ordre til en ændring. Alteret var tilsyneladende blevet anbragt på østsiden af det gamle alter; nu blev der givet anvisninger om, at bronzealteret skulle flyttes mod nord, og at Damaskusalteret skulle placeres på linje med det, foran templet, så begge fik lige ære. Der blev desuden givet ordre til Urija om, at de sædvanlige ofre skulle bringes på det nye alter, som nu blev kaldt "det store alter", mens kongen forbeholdt bronzealteret for sig selv "til at søge råd ved" (2 Kong 16,15).

11. Yderligere gudløsheder:

Selv dette udtømte ikke de kongelige nyskabelser. Vi får at vide fra en senere meddelelse, at dørene til tempelforhallen blev lukket, at den gyldne lysestage ikke blev tændt, at røgelsesofringen ikke blev foretaget, og at andre højtidelige handlinger blev indstillet (2 Krøn 29,7). Det er ikke usandsynligt, at det var Akaz, der opstillede 'solens heste', som nævnes i 2 Kong 23,11, og gav dem plads inden for templets område. Han byggede i hvert fald "altrene .... på taget af Akaz' øvre kammer," måske over templets forhal, til tilbedelse af himmellegemerne (vers 12). Mange andre former for afgudsdyrkelse og handlinger af nationalt frafald fortælles om ham (2 Krøn 28,22 ff).

12. Fjendtlighederne genoptages:

I de senere år af hans ulykkelige regering kom det igen til fjendtligheder med indbyggerne i Filisterlandet og Edom, denne gang med ulykke for Juda (se listen over tabte steder i 2 Krøn 28,18; 2 Krøn 28,19). Der blev på ny rettet en appel til Tiglat-Pileser, hvis undersåt Akaz nu var, og kostbare gaver blev sendt fra templet, kongepaladset og endog fra Judas fyrsters huse, men uden nytte (2 Krøn 28,19-21). Assyreren "trængte" Akaz, men ydede ingen hjælp. I sin nød "forbrød" den onde konge sig blot "endnu mere" (2 Krøn 28,22).

13. Akaz' død:

Akaz døde i 728 efter 16 år med misbrugt magt. Den jubel, hvormed begivenheden blev betragtet, afspejles i Esajas' lille profeti, skrevet "i det år, da kong Akaz døde" (Es 14,28-32). Udsagnet i 2 Kong 16,20 om, at Akaz "blev begravet hos sine fædre i Davids by," skal forstås i lyset af 2 Krøn 28,27, nemlig at han blev begravet i Jerusalem, men at hans legeme ikke blev lagt i Israels kongers grave. Hans navn forekommer i de kongelige slægtsregistre i 1 Krøn 3,13 og Matt 1,9.

W. Shaw Caldecott