ar'-un, undertiden udtalt ar'on ('aharon--Septuaginta Aaron, betydningen usikker: Gesenius foreslår "bjergbo"; Furst, "oplyst"; andre angiver "rig," "veltalende." Cheyne nævner Redslobs "skarpsindige formodning" om ha-'aron--"arken"--med dens mytiske, præstelige betydning, Encyclopedia Biblica under ordet):

1. Familie:

Sandsynligvis Amrams ældste søn (2 Mos 6,20), og ifølge de ensartede genealogiske lister (2 Mos 6,16-20; 1 Krøn 6,1-3), den fjerde fra Levi. Dette er dog ikke sikkert fastslået, da der ofte er udeladelser i de hebraiske navnelister af personer, som ikke er fremtrædende i slægtslinjen. For den tilsvarende periode fra Levi til Aron har Juda-listen seks navne (Ruth 4,18-20; Ruth 4,1). Levi og hans familie var nidkære, endog til voldsomhed (1 Mos 34,25; 2 Mos 32,26), for folkets ære og religion, og Aron arvede uden tvivl sin fulde del af denne ånd. Hans mors navn var Jokebed, som også var af den levitiske slægt (2 Mos 6,20). Mirjam, hans søster, var flere år ældre, eftersom hun blev sat til at holde vagt ved den usædvanlige vugge for den spæde bror Moses, ved hvis fødsel Aron var tre år gammel (2 Mos 7,7).

2. Bliver Moses' medhjælper:

Da Moses flygtede fra Egypten, blev Aron tilbage for at dele sit folks trængsler og muligvis for at yde dem en vis tjeneste; for vi får at vide, at Moses bad Gud om sin brors medvirken i sin mission til Farao og til Israel, og at Aron gik ud for at møde sin tilbagevendende bror, efterhånden som befrielsens tid nærmede sig (2 Mos 4,27). Mens Moses, hvis store evner lå på andre områder, var tung i mælet (2 Mos 4,10), var Aron en redebon talsmand og blev sin brors repræsentant, idet han blev kaldt hans "mund" (2 Mos 4,16) og hans "profet" (2 Mos 7,1). Efter deres møde i ørkenen vendte de to brødre sammen tilbage til Egypten på den farefulde mission, som Jahve havde kaldet dem til (2 Mos 4,27-31). Først henvendte de sig til deres eget folk, mindede om de gamle løfter og forkyndte den nært forestående befrielse, med Aron som talsmand. Men folkets hjerte, uden håb på grund af det hårde trældomsarbejde og tynget af omsorgen for materielle ting, bøjede sig ikke mod dem. De to brødre tvang da sagen igennem ved at henvende sig direkte til Farao selv, stadig med Aron som den, der talte for sin bror (2 Mos 6,10-13). Han udførte også, efter Moses' anvisning, de mirakler, som forvirrede Farao og hans troldmænd. Sammen med Hur holdt han Moses' hænder oppe, for at 'Guds stav kunne løftes,' under kampen mod Amalek (2 Mos 17,10; 2 Mos 17,12).

3. En ældste:

Aron træder dernæst frem, da han ved Sinaj er en af de ældste og repræsentanter for sin stamme, som får lov at nærme sig bjerget mere end folket i almindelighed og se Guds åbenbarede herlighed (2 Mos 24,1; 2 Mos 24,9; 2 Mos 24,10). Nogle dage senere, da Moses, ledsaget af sin "tjener" Josva, gik op på bjerget, udøvede Aron en slags lederskab over folket i hans fravær. Da de fortvivlede over igen at få deres leder at se, han som var forsvundet ind i mysteriet ved fællesskabet med den usynlige Gud, henvendte de sig til Aron for at få ham til at lave mere håndgribelige guder til dem og føre dem tilbage til Egypten (2 Mos 32). Aron fremstår aldrig som den stærke, heroiske skikkelse, som hans bror var; og her ved Sinaj åbenbarede han sin svagere natur, idet han gav efter for folkets krav og tillod, at guldkalven blev lavet. At han dog må have givet efter modvilligt, fremgår af hans stammefrænders villige nidkærhed, da de, med ham som deres leder, standsede og hævnede frafaldet ved at gribe til våben og med stor kraft kaste sig over afgudsdyrkerne på Moses' kald (2 Mos 32,26-28).

4. Ypperstepræst:

I forbindelse med planlægningen og opførelsen af tabernaklet ("Teltet") blev Aron og hans sønner udvalgt til det officielle præstedømme, og der blev fremstillet udførlige og symbolske klæder til dem (2 Mos 28); og efter tabernaklets opførelse og indvielse blev han og hans sønner formelt indsat i det hellige embede (3 Mos 8). Det ser ud til, at Aron alene blev salvet med den hellige olie (3 Mos 8,12), men hans sønner blev sammen med ham inddraget i pligten til at tage vare på offerriter og hellige ting. De tjente ved at modtage og frembære de forskellige ofre og kunne gå ind og gøre tjeneste i tabernaklets første rum; men Aron alene, ypperstepræsten, den gamle pagts mellemmand, kunne gå ind i det Allerhelligste, og det kun én gang om året, på den store forsoningsdag (3 Mos 16,12-14).

5. Gør oprør mod Moses:

Efter Israels opbrud fra Sinaj sluttede Aron sig til sin søster Mirjam i en protest mod Moses' myndighed (4 Mos 12), som de hævdede, at han selv havde taget. For dette oprør blev Mirjam ramt af spedalskhed, men blev gjort rask igen, da Moses på Arons bøn gik i forbøn hos Gud for hende. Arons hellige embede, som krævede fysisk, moralsk og ceremoniel renhed af strengeste orden, synes at have gjort ham immun over for denne form for straf. Noget senere (4 Mos 16) blev han selv, sammen med Moses, genstand for et oprør fra sin egen stamme i sammensværgelse med ledere fra Dan og Ruben. Dette oprør blev underkuet, og Moses' og Arons myndighed blev stadfæstet ved oprørernes mirakuløse fald. Mens de blev ødelagt af plagen, styrtede Aron, på Moses' befaling, ind iblandt dem med det tændte røgelseskar, og ødelæggelsen blev standset. Den guddommelige vilje i udvælgelsen af Aron og hans familie til præstedømmet blev derefter fuldt bevidnet ved det mirakuløse knopskydende tegn på hans stav, da den sammen med stave, der repræsenterede de andre stammer, blev lagt og efterladt natten over i helligdommen (4 Mos 17). Se Arons stav.

6. Videre historie:

Efter denne begivenhed træder Aron ikke tydeligt frem igen før ved tiden for sin død, nær afslutningen af ørkenperioden. På grund af Moses’ og Arons utålmodighed, eller vantro, ved Meriba (4 Mos 20,12) får de to brødre forbud mod at gå ind i Kanaan; og kort efter at den sidste lejr ved Kadesh var brudt op, mens folket drog østpå mod Moabs sletter, døde Aron på bjerget Hor. Denne begivenhed er omtalt tre steder: den mere udførlige beretning i 4 Mos 20, en anden, lejlighedsvis optegnelse i listen over stationerne under vandringerne i ørkenen (4 Mos 33,38; 4 Mos 33,39), og en tredje, kortfattet henvisning (5 Mos 10,6) i en tale af Moses. Disse er på ingen måde modstridende eller disharmoniske. Den dramatiske scene fremstilles fuldt ud i 4 Mos 20: Moses, Aron og Eleazar går op på bjerget Hor for øjnene af folket; Aron bliver frataget sine embedsdragter, som formelt lægges på hans ældste levende søn; Aron dør for Herrens ansigt på bjerget i en alder af 123 år og bliver begravet af sine to sørgende slægtninge, som derpå vender tilbage til lejren uden den første og store ypperstepræst; da folket forstår, at han ikke længere er til, viser de både sorg og kærlighed ved tredive dages sørgetid. Passagen i 4 Mos 33 omtaler hans død lige efter listen over stationer i det almindelige område omkring bjerget Hor; mens Moses i 5 Mos 10 angiver, fra hvilken af disse stationer, nemlig Mosera, dette bemærkelsesværdige ligtog begav sig til bjerget Hor. I optegnelserne finder vi ikke modsigelse og forvirring, men enkelhed og enhed. Det ligger ikke inden for denne artikels sigte at fremlægge moderne forskydninger og omordninger af den aronitiske historie; den beskæftiger sig med optegnelserne, som de er, og som de rummer de gammeltestamentlige forfatteres tro på, at deres præsteorden har sin oprindelse i Aron.

7. Præstelig succession:

Aron giftede sig med Elisheba, datter af Amminadab og søster til Nakshon, fyrste for Judas stamme, og hun fødte ham fire sønner: Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. Nadabs og Abihus helligbrøde og den deraf følgende dødsdom over dem er omtalt i 3 Mos 10. Eleazar og Itamar var mere fromme og ærbødige; og fra dem nedstammede den lange række af præster, som Israels ceremonielle lov blev betroet til, idet successionen skiftede fra den ene gren til den anden ved visse kriser i folket. Ved sin død blev Aron efterfulgt af sin ældste levende søn, Eleazar (4 Mos 20,28; 5 Mos 10,6).

Edward Mack