ar'-e-tas (Aretas): Navnet er almindeligt blandt arabiske fyrster og betyder "dydig eller behagelig."

1. 2 Makk 5,8:

Det nævnes flere gange i bibelsk litteratur og hos Josefus. Her henviser det til en arabisk konge, som var samtidig med Antiokus Epifanes (cirka 170 f.Kr.), og for hvem ypperstepræsten Jason blev anklaget.

2. Obodas:

En anden arabisk fyrste med dette navn, med tilnavnet Obodas (Ant., XIII, xv, 2; xvi, 2; XVI, ix, 4), besejrede Antiokus Dionysios og herskede over Koilesyrien og Damaskus. Han deltog sammen med Hyrkanos i krigen om den jødiske trone mod hans bror Aristobulos, men de allierede blev fuldstændig besejret ved Papyron af Aristobulos og Scaurus, den romerske general. Sidstnævnte førte krigen ind i Arabien og tvang Aretas til at slutte en vanærende fred til en pris af tre hundrede talenter sølv. Der findes stadig en denar til minde om denne begivenhed, med en romersk stridsvogn i fuldt angreb på den ene side og en kamel på den anden; ved siden af den knæler en araber, som rækker en gren af virak frem.

3. Aeneas:

Obodas' efterfølger synes at have haft tilnavnet Aeneas, og dette er den arabiske konge, som optræder i Det Nye Testamente (2 Kor 11,32; jf. ApG 9,24). Den Aretas, der nævnes her, er svigerfar til Herodes Antipas, som lod sig skille fra sin hustru for at gifte sig med Herodias, hans bror Filips hustru (Matt 14,3; Mark 6,17; Luk 3,19). Josefus (Ant., XVIII, v, 1,3) giver os en udførlig beretning om de begivenheder, der førte frem til og fulgte efter Antipas' handlemåde. Sammen med en grænsestrid gav det anledning til en bitter krig mellem de to fyrster, hvor Antipas blev fuldstændig overmandet, hvorefter han påkaldte romernes hjælp. Tiberius befalede Vitellius, prokonsul i Syrien, at føre krig mod Aretas og overgive ham død eller levende i kejserens hænder. På vejen, i Jerusalem, modtog Vitellius efterretning om Tiberius' død, 16. marts 37 e.Kr., og standsede alle krigshandlinger (Ant., XVIII, v, 1,3). Ifølge 2 Kor 11,32 var Damaskus, som tidligere havde tilhørt de arabiske fyrster, igen i Aretas' hænder, da Paulus flygtede derfra, ikke umiddelbart efter sin omvendelse, men ved et senere besøg, efter hans eksil i Arabien (Gal 1,16; Gal 1,17). Det er utænkeligt, at Aretas skulle have taget Damaskus med magt over for Roms næsten almægtige styrke. Det billede, Josefus tegner af de herodianske begivenheder, peger desuden på en passiv snarere end en aktiv holdning fra Aretas' side. Sandsynligheden er, at Cajus Caligula, den nye kejser, som ønskede at ordne Syriens forhold, frit gav Damaskus til Aretas, eftersom byen tidligere havde hørt til hans område. Da Tiberius døde i 37 e.Kr., og da den arabiske affære var fuldstændig afgjort i 39 e.Kr., er det klart, at tidspunktet for Paulus' omvendelse må ligge et sted mellem 34 og 36 e.Kr. Dette tidspunkt fastlægges yderligere af en mønt fra Damaskus med kong Aretas' billede og årstallet 101. Hvis dette årstal henviser til den pompejanske æra, svarer det til 37 e.Kr., hvilket sætter Paulus' omvendelse til 34 e.Kr. (Mionnet, Descript. des medailles antiques, V, 284-85).

Henry E. Dosker