a-pos'-l ([ @apostolos], bogstaveligt: "en, der er sendt ud," en udsending, missionær): For betydningen af dette navn, sådan som vi møder det i Det Nye Testamente, henvises der undertiden til klassiske og jødiske paralleller. I tidligere klassisk græsk var der en skelnen mellem en aggelos eller budbringer og en apostolos, som ikke blot var en budbringer, men en delegeret eller repræsentant for den person, der sendte ham. I den senere jødedom var apostoloi igen udsendinge, der blev sendt ud af patriarkatet i Jerusalem for at indsamle den hellige afgift fra jøderne i diasporaen. Det synes dog usandsynligt, at nogen af disse brugsmåder har betydning for den kristne oprindelse af et udtryk, som under alle omstændigheder kom til at få sin egen særlige kristne betydning. For at forstå ordet, som vi finder det i Det Nye Testamente, er det ikke nødvendigt at gå uden for Det Nye Testamente selv. For at finde kilden til dets kristne brug er det tilstrækkeligt at henvise til dets umiddelbare og naturlige betydning. Det udtryk, Jesus brugte, må man huske, ville være aramæisk, ikke græsk, og apostolos ville være dets bogstavelige ækvivalent.

1. De tolv:

I Det Nye Testamentes historie hører vi først om udtrykket, da Jesus anvender det om De Tolv i forbindelse med den evangeliske mission blandt landsbyerne, som han sendte dem ud på på et tidligt tidspunkt i sin offentlige tjeneste (Matt 10,1; Mark 3,14; Mark 6,30; Luk 6,13; Luk 9,1). Ud fra en sammenligning af synoptikerne synes det, at navnet, sådan som det her bruges, ikke var en almindelig betegnelse for De Tolv, men kun sigtede til denne særlige mission, som dog var typisk og profetisk for den videre mission, der skulle komme (jf. Hort, Christian Ecclesia, 23-29). Lukas bruger ganske vist ordet som en titel for De Tolv uden henvisning til missionen blandt landsbyerne. Men forklaringen er sandsynligvis, som Dr. Hort foreslår, at eftersom det tredje evangelium og Apostlenes Gerninger udgjorde to afsnit af, hvad der i virkeligheden var ét værk, anvender forfatteren i evangeliet udtrykket i den bredere betydning, som det kom til at få efter himmelfarten.

Når vi går videre til Apostlenes Gerninger, er "apostle" blevet en almindelig betegnelse for De Elleve (ApG 1,2; ApG 1,26), og efter valget af Matthias i Judas' sted, for De Tolv (2,37.42.43 osv.). Men selv da betegner det ikke et særligt og afgrænset embede, men snarere den funktion med verdensomspændende missionærtjeneste, som De Tolv var særligt kaldet til. I sin sidste befaling, lige før han steg op, havde Jesus givet dem påbud om at gå ud i hele verden og prædike evangeliet for enhver skabning (Matt 28,19; Matt 28,20; Mark 16,15). Han havde sagt, at de skulle være hans vidner ikke blot i Jerusalem og Judæa, men i Samaria (modsat Matt 10,5) og til jordens yderste ende (ApG 1,8). De var derfor apostle qua missionærer--ikke blot fordi de var De Tolv, men fordi de nu var sendt ud af deres Herre på en universel mission for evangeliets udbredelse.

2. Paulus:

Selve det forhold, at navnet "apostel" betyder, hvad det gør, ville pege på umuligheden af at begrænse det til De Tolv. (De "tolv apostle" i Åb 21,14 er tydeligvis symbolske; jf. i 7,3 ff. begrænsningen af Guds beseglede tjenere til de tolv stammer.) Alligevel kunne der i begyndelsen være en tendens til at gøre det og til at begrænse det som et hæderstegn og privilegium, der var særligt for denne inderkreds (jf. ApG 1,25). Hvis en sådan tendens fandtes, brød Paulus den effektivt ned ved at gøre krav på retten til navnet for sig selv. Hans krav viser sig i, at han tager aposteltitlen på sig i indledningsordene til de fleste af sine breve. Og da hans ret til den blev anfægtet, forsvarede han den ret med lidenskab, især på disse grunde: at han havde set Jesus og derfor var kvalificeret til at vidne om hans opstandelse (1 Kor 9,1; jf. ApG 22,6 ff.); at han havde modtaget et kald til en apostels gerning (Rom 1,1; 1 Kor 1,1 osv.; Gal 2,7; jf. ApG 13,2; ApG 22,21); men frem for alt at han kunne pege på de tegn og segl på sit apostolat, som hans missionærarbejde og dets frugter gav (1 Kor 9,2; 2 Kor 12,12; Gal 2,8). Det var med denne sidste appelgrund, at Paulus overbeviste de oprindelige apostle om retmæssigheden af sit krav. Han havde ikke været Jesu discipel i hans køds dage; hans påstand om at have set den opstandne Herre og fra ham at have modtaget en personlig sendelse var ikke noget, der kunne bevises for andre; men der kunne ikke være nogen mulighed for tvivl om seglene på hans apostolat. Det stod fuldstændig klart, at "han, som virkede for Peter til omskærelsens apostolat, virkede også for (Paulus) til hedningerne" (Gal 2,8). Og da Peter og Johannes sammen med Jakob fra Jerusalem således så den nåde, der var givet ham, anerkendte de Paulus som apostel for hedningerne og gav ham fællesskabets højre hånd (Gal 2,9).

3. Den videre kreds:

Det siges undertiden af dem, som anerkender, at der var andre apostle foruden De Tolv og Paulus, at de sidstnævnte (til hvem nogle, på grundlag af 1 Kor 15,7; Gal 1,19, vil føje Jakob, Herrens bror) var apostlene par excellence, mens de andre apostle, der nævnes i Det Nye Testamente, var apostle i en eller anden ringere betydning. Det er dog næppe muligt at påvise en sådan skelnen på grundlag af Det Nye Testamentes sprogbrug. Der var uden tvivl store forskelle blandt apostlene i den første kirke, ligesom der var blandt De Tolv selv--forskelle, der skyldtes naturlige evner, personlige kundskaber og erfaring samt åndelige gaver. Paulus var større end Barnabas eller Silvanus, ligesom Peter og Johannes var større end Thaddæus eller Simon Kananæeren.

Men Thaddæus og Simon var Jesu disciple i ganske samme forstand som Peter og Johannes; og De Tolv og Paulus var ikke mere sandt apostle end andre, der nævnes i Det Nye Testamente. Hvis apostolat betegner missionærtjeneste, og hvis dets virkelighed, som Paulus antyder, skal måles ved dets segl, ville det være vanskeligt at fastholde, at Matthias var apostel par excellence, mens Barnabas ikke var det. Paulus stiller Barnabas som apostel side om side med sig selv (1 Kor 9,5; Gal 2,9; jf. ApG 13,2; ApG 14,4; ApG 14,14); han taler om Andronikus og Junias som “ansete blandt apostlene” (Rom 16,7); han synes at medtage Apollos sammen med sig selv blandt de apostle, der er blevet gjort til et skuespil for verden og for engle og for mennesker (1 Kor 4,6; 1 Kor 4,9); den naturlige slutning ud fra en sammenligning af 1 Thess 1,1 med 2,6 er, at han beskriver Silvanus og Timotheus som “Kristi apostle”; til filipperne nævner han Epafroditus som “jeres apostel” (Fil 2,25 den reviderede engelske oversættelse, randnote), og til korintherne anbefaler han visse ukendte brødre som “menighedernes apostle” og “Kristi herlighed” (2 Kor 8,23 den reviderede engelske oversættelse, randnote). Og selve det forhold, at han fandt det nødvendigt at fordømme visse personer som “falske apostle, bedrageriske arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle” (2 Kor 11,13), viser, at der i urkirken ikke fandtes nogen tanke om at begrænse apostolatet til en gruppe på 12 eller 13 mænd. “Havde tallet været bestemt begrænset, ville disse indtrængeres krav have fordømt sig selv” (Lightfoot, Galatians, 97).

4. Apostle i Didache:

Når vi kommer til Didache, som sandsynligvis ligger uden for grænsen for Det Nye Testamentes historie, finder vi navnet “apostle” anvendt om en hel klasse af navnløse missionærer – mænd, som ikke slog sig ned i nogen menighed, men drog omkring fra sted til sted som evangeliets sendebud (kapitel 11). Dette gør det vanskeligt at acceptere den opfattelse, som Lightfoot (anf. værk, 98) og Gwatkin (HDB, I, 126) fremfører på grundlag af Luk 24,48; ApG 1,8; ApG 1,22; 1 Kor 9,1, nemlig at det at have set Herren altid var den primære kvalifikation for en apostel – en opfattelse, på hvis grundlag de afviser Apollos’ og Timotheus’ apostolat, fordi de var sene omvendte til kristendommen, som levede langt fra de steder, hvor vor Herre virkede. Gwatkin bemærker, at vi ikke har nogen grund til at antage, at denne betingelse nogensinde blev frafaldet, medmindre vi skyder Didache frem i det 2. århundrede. Men det forekommer meget usandsynligt, at der selv hen imod slutningen af det 1. århundrede skulle have været en hel klasse af mænd, som ikke blot stadig var i live, men stadig i udøvelsen af deres missionærfunktioner trodsede alle et omflakkende og hjemløst livs strabadser (jf. Didache 11,4-6), og som dog var i stand til at aflægge øjenvidners personlige vidnesbyrd om Jesu tjeneste og opstandelse. I Luk 24,48 og ApG 18,22 er det den udvalgte kreds af De Tolv, der er i sigte. I 1 Kor 9,1 møder Paulus sine judaistiske modstandere på deres egen grund og svarer på deres insisteren på personligt samvær med Jesus ved at gøre krav på at have set Herren. Men bortset fra disse passager er der intet bevis for, at den tidlige kirkes apostle nødvendigvis var mænd, som havde kendt Jesus i kødet eller havde været vidner til hans opstandelse – endnu mindre at dette var den primære kvalifikation, som deres apostolat blev gjort afhængigt af.

5. Apostolatet:

Vi føres da til den konklusion, at det sande særkende ved Det Nye Testamentes apostolat lå i det missionærkald, som navnet indebærer, og at alle, hvis liv var viet til dette kald, og som ved frugterne af deres arbejde kunne bevise, at Guds Ånd virkede gennem dem til omvendelse af jøde eller hedning, blev betragtet og omtalt som apostle. Apostolatet var ikke en begrænset kreds af embedsmænd, der havde en veldefineret myndighedsstilling i kirken, men en stor klasse af mænd, som udførte én – og det den højeste – af den profetiske tjenestes funktioner (1 Kor 12,28; Ef 4,11). Det var på apostlenes og profeternes grundvold, at den kristne kirke blev bygget, med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten (Ef 2,20). Forskellen mellem de to klasser var, at mens profeten var Guds talsmand til den troende kirke (1 Kor 14,4; 1 Kor 14,22; 1 Kor 14,25; 1 Kor 14,30; 1 Kor 14,31), var apostlen hans udsending til den vantro verden (Gal 2,7; Gal 2,9).

Kaldet af apostlen til hans opgave kunne komme på forskellige måder. De Tolv blev personligt kaldet af Jesus til en apostolisk opgave ved begyndelsen af hans jordiske tjeneste (Matt 10,1 ff parallel), og efter hans opstandelse blev dette kald gentaget, gjort varigt og givet et universelt omfang (Matt 28,19; Matt 28,20; ApG 1,8). Matthias blev først kaldet ved hele brødreflokkens stemme og derefter ved lodtrækningens afgørelse (ApG 1,15; ApG 1,23; ApG 1,26). Paulus' kald kom til ham i et himmelsk syn (ApG 26,17-19); og selv om dette kald senere blev stadfæstet af menigheden i Antiokia, som sendte ham ud på Helligåndens bud (ApG 13,1 ff), fastholdt han bestemt, at han var apostel, ikke fra mennesker eller ved et menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde (Gal 1,1). Barnabas blev sendt ud (exapostello er det verbum, der bruges) af menigheden i Jerusalem (ApG 11,22) og senere, sammen med Paulus, af menigheden i Antiokia (ApG 13,1); og kort efter dette finder vi de to mænd omtalt som apostle (ApG 14,4). Det var den mission, de blev sendt på, der forklarer titlen. Og da denne særlige mission var fuldført, og de vendte tilbage til Antiokia for over for den forsamlede menighed at berette "alt, hvad Gud havde gjort med dem, og at han havde åbnet en troens dør for hedningerne" (ApG 14,27), retfærdiggjorde de dermed deres krav på at være apostle ikke blot for menigheden, men for Helligånden.

Apostolatets myndighed var af åndelig, etisk og personlig art. Den var ikke officiel og kunne ifølge sagens natur ikke overdrages til andre. Paulus gjorde for sit eget vedkommende krav på fuld uafhængighed af hele kredsen af de tidligere apostles mening (Gal 2,6; Gal 2,11), og når han søgte at påvirke sine egne omvendte, bestræbte han sig på ved sandhedens åbenbarelse at anbefale sig selv til ethvert menneskes samvittighed for Guds ansigt (2 Kor 4,2). Der er intet tegn på, at apostlene som gruppe udøvede en særskilt og enevældig myndighed. Da spørgsmålet om hedningekristnes overholdelse af det mosaiske ritual opstod i Antiokia og blev forelagt Jerusalem, var det "apostlene og de ældste", der mødtes for at drøfte det (ApG 15,2; ApG 15,6; ApG 15,22), og brevet, der blev sendt tilbage til Antiokia, blev skrevet i "apostlenes og de ældstes, brødrenes" navn (ApG 15,23).

Ved grundlæggelsen af en menighed indsatte Paulus naturligt de første lokale embedsmænd (ApG 14,23), men han synes ikke at have blandet sig i den almindelige forvaltning af anliggenderne i de menigheder, han havde plantet. I de tilfælde, hvor man appellerede til ham, eller hvor han på grund af en alvorlig skandale var tvunget til at gribe ind, støttede han et autoritativt påbud på et udtrykkeligt ord fra Herren (1 Kor 7,10), og når han ikke havde et sådant ord at støtte sig til, var han omhyggelig med at skelne sin egen vurdering og sit råd fra et guddommeligt bud (1 Kor 12,25; 1 Kor 12,30). Hans appeller i det sidste tilfælde er grundet på grundlæggende moralske principper, der er fælles for hedning og kristen (1 Kor 5,1), eller er rettet til den åndelige dømmekraft (1 Kor 10,15), eller styrkes af vægten af en personlig indflydelse, vundet ved uselvisk tjeneste og ved den kendsgerning, at han var sine omvendtes åndelige far, idet han havde avlet dem i Kristus Jesus gennem evangeliet (1 Kor 4,15). Det kan her tilføjes, at apostolatets udtrykkeligt missionerende karakter synes at udelukke Jakob, Herrens bror, fra ethvert krav på titlen. Jakob var profet og lærer, men ikke apostel. Som leder af menigheden i Jerusalem udøvede han en tjeneste af rent lokal karakter. De passager, som man har søgt at bruge til at fastslå hans ret til at blive medregnet i apostolatet, giver ikke noget tilfredsstillende bevis. I 1 Kor 15,7 sættes Jakob snarere i kontrast til "alle apostlene" end medregnes blandt dem (jf. 1 Kor 9,5). Og i Gal 1,19 kan meningen meget vel være, at med undtagelse af Peter blev ingen af apostlene set af Paulus i Jerusalem, men kun Jakob, Herrens bror (jf. Revised Version, randnote).

LITTERATUR.

Lightfoot, Galatians, 92-101; Hort, Christian Ecclesia, Lect II; Weizsacker, The Apostolic Age, II, 291-99; Lindsay, The Church and the Ministry, 73-90.

J. C. Lambert