a'-bra-ham:

I. NAVN 1. Forskellige former 2. Etymologi 3. Association II. SLÆGT III. LIVSFORLØB 1. Vandringsperiode 2. Opholdsperiode i Hebron 3. Opholdsperiode i Negeb IV. LIVSVILKÅR 1. Økonomiske forhold 2. Sociale forhold 3. Politiske forhold 4. Kulturelle forhold V. KARAKTER 1. Religiøse overbevisninger 2. Moral 3. Personlige træk VI. BETYDNING I RELIGIONENS HISTORIE 1. I Det Gamle Testamente 2. I Det Nye Testamente 3. I jødisk tradition 4. I Koranen VII. ANDRE FORTOLKNINGER AF FORTÆLLINGEN END DEN HISTORISKE 1. Den allegoriske fortolkning 2. Personifikationsteorien 3. Den mytiske teori 4. »Saga«-teorien

I. Navn.

1. Forskellige former:

I Det Gamle Testamente, når det bruges om patriarken, forekommer navnet som 'abhram indtil 1 Mos 17,5; derefter altid som 'abhraham. To andre personer hedder 'abhiram. At dette navn er identisk med 'abhram, kan ikke betvivles i betragtning af variationen mellem 'abhiner og 'abhner, 'abhishalom og 'abhshalom osv. Abraham forekommer også i listen i Karnak over steder erobret af Sheshonk I: 'brm (nr. 72) repræsenterer 'abram, som Spiegelberg (Aegypt. Randglossen zum Altes Testament, 14) foreslår at forbinde med det foregående navn (så at det hele ville lyde »Abrams mark«). Uden for Israels land er dette navn (Abiramu) kommet for dagen netop dér, hvor vi ud fra den bibelske tradition skulle vente at finde det, nemlig i Babylonien (f.eks. i en kontrakt fra Apil-Sins regeringstid, Hammurabis næstnærmeste forgænger; også for Esarhaddons tante (!) 680-669 f.Kr.). Ungnad har for nylig fundet det blandt dokumenter fra Dilbat, dateret til Hammurabi-dynastiet, i formerne A-ba-am-ra-ma, A-ba-am-ra-am samt A-ba-ra-ma.

2. Etymologi:

Indtil denne seneste opdagelse af den tilsyneladende fuldstændige, historiske form af det babyloniske sidestykke var det bedste, man kunne gøre med etymologien, at gøre det første led til »far til« (construct -i snarere end suffiks -i) og det andet led til »Ram«, et egennavn eller en forkortelse af et navn. (Bemærk dog ovenfor dets brug i Assyrien om en kvinde; sammenlign Abishag; Abigajil). Nogle var snarere tilbøjelige til at indrømme, at det andet element var et mysterium, ligesom det andet element i de fleste navne, der begynder med 'abh og 'ach, »far« og »bror«. Men den fulde kileskriftlige skrivning af navnet, med kasusendelsen am, viser, at substantivet »far« står i akkusativ og styres af det verbum, som udgør den anden bestanddel, og at dette verbum derfor sandsynligvis er ramu (= hebraisk racham), »at elske« osv.; så navnet ville betyde noget i retning af »han elsker faderen (sin far)«. (Således Ungnad, også Ranke i Gressmanns artikel »Sage und Geschichte in den Patriarchenerzahlungen,« ZATW (1910), 3.) Analogien viser, at dette er i periodens babyloniske stil, og at ud fra de forskellige skrivemåder af dette og lignende navne var udtalen ikke langt fra 'abh-ram.

3. Association:

Selv om navnet således ikke er »hebraisk« af oprindelse, blev det fuldt ud hjemmevant blandt hebræerne, og for deres ører gav det associationer, der var ganske forskellige fra dets etymologiske betydning. »Folkeetymologi« fik her, som så ofte, uden tvivl hebræeren til i 'abh-ram at høre »ophøjet far«, en betegnelse, der stemte med patriarkens nationale og religiøse betydning. I formen 'abh-raham opfangede hans øre ekkoet af en eller anden rod (måske r-h-m; sammenlign arabisk ruham, »mængde«), som endnu stærkere antydede patriarkens talrige afkom; begrundelsen (»for«), der ledsager navneændringen 1 Mos 17,5, er kun tænkt som et sprogligt ekko af meningen i lyden. Denne længere og mere almindelige form er muligvis en dialektal variation af den kortere form, en variation som der findes analogier til i sammenlignende semitisk grammatik. Det er dog også muligt, at de to former er forskellige navne, og at 'abh-raham etymologisk, og ikke blot ved lydassociation, betyder »far til en mængde« (som ovenfor). (En anden teori, baseret på sydarabisk ortografi, findes hos Hommel, Altisraelitische Ueberlieferung, 177.)

II. Slægt.

1 Mos 11,27, som introducerer Abraham, indeholder overskriften: »Dette er Teras slægter.« Hele fortællingen om Abraham er indeholdt i det afsnit af Første Mosebog, der bærer denne titel. Gennem Tera føres Abrahams herkomst tilbage til Sem, og han er således beslægtet med mesopotamiske og arabiske familier, der tilhørte den »semitiske« race. Han forbindes yderligere geografisk med denne race ved sit fødested, som angives som 'ur-kasdim (se UR), og ved stedet for sit ophold før Kanaan, Karan i det aramæiske område. Den rent semitiske herkomst hos hans efterkommere gennem Isak antydes ved hans ægteskab med sin egen halvsøster (1 Mos 20,12) og understreges endnu stærkere ved valget af Rebekka, der nedstammede fra begge hans brødre, Nakor og Haran, som hans svigerdatter (1 Mos 11,29; 1 Mos 22,22 f). Både begyndelsen og afslutningen på opholdet i Karan lades kronologisk ubestemt, for den nye begyndelse af fortællingen i 1 Mos 12,1 er ikke af forfatteren tænkt som en angivelse af kronologisk rækkefølge, selv om den er blevet forstået sådan, f.eks. af Stefanus (ApG 7,4). Alt, hvad der tidsmæssigt er bestemt, er, at en aramæisk opholdsperiode lå mellem Abrahams babyloniske oprindelse og hans virke i landet. Det overlades til en sammenligning af de bibelske data indbyrdes og med arkæologiens data at fastlægge begyndelsen på Abrahams virke i landet ikke langt fra midten af det 20. århundrede f.Kr.

III. Livsforløb.

Kort sammenfattet var dette livsforløb som følger.

1. Vandringsperiode:

Abraham, udrustet med Jahves løfte om ubegrænset velsignelse, forlader Karan sammen med Lot, sin nevø, og hele deres husholdning og drager ind i Kanaan. På hinanden følgende stadier i den langsomme rejse mod syd angives ved omtalen af Sikem, Betel og Negev (Sydlandet). Drevet af hungersnød ned til Egypten får Abraham en gæstfri modtagelse, dog på bekostning af sin hustrus ære, idet Farao behandler hende på en måde, der er karakteristisk for en egyptisk monark. (Gressmann, op. cit., citerer fra Meyer, Geschichte des Alterthums, 12, 142, passagen fra en magisk formular i Unas' pyramide, en farao fra det femte dynasti: "Så tager han (nemlig Farao) hustruerne fra deres mænd, hvorhen han vil, hvis begær griber hans hjerte.") Da han vender tilbage ad vejen til Kanaan med et forøget følge, finder Abraham og Lot ved Betel det nødvendigt at skille sig fra hinanden. Lot og hans folk vælger den store Jordansænkning som bosted; Abraham følger landets bjergryg mod syd til Hebron, hvor han slår sig ned, ikke i byen, men foran dens porte, "ved de store træer" (Septuaginta ental, "eg") i Mamre.

2. Opholdsperioden i Hebron:

Forbindelsen mellem Abraham og de lokale høvdinge styrkes ved et kort felttog, hvor alle forener deres disponible styrker for at redde Lot fra en elamitisk konge og hans forbundsfæller fra Babylonien. Forfølgelsen fører dem helt op til Libanonområdet. På tilbagevejen mødes de af Melkisedek, konge i Salem, præst for 'el `elyon, og bliver velsignet af ham i hans præstelige egenskab, hvilket Abraham anerkender ved at give ham tiende af byttet. Abrahams bekymring for en søn, som skulle være bærer af de guddommelige løfter, der var givet til en "sæd", som endnu ikke var født, burde være blevet afhjulpet ved den højtidelige fornyelse deraf i en formel pagt, med præcise angivelser af Guds nådige hensigt. Men menneskeligt begær kan ikke vente på guddommelig visdom, og den egyptiske kvinde Hagar føder Abraham en søn, Ismael, hvis eksistens fra begyndelsen viser sig at være en kilde til moralsk ondt inden for patriarkens husstand. Omskærelsens tegn og navneændringen gives som bekræftelse på den pagt, der endnu ikke er virkeliggjort, sammen med en angivelse af tiden og den person, som skulle indlede dens virkeliggørelse. Teofanien, der udadtil symboliserede dette højdepunkt af den guddommelige gunst, tjener også til en forbønsdialog, hvor Abraham får tilsagn om Lots redning ved Sodomas forestående undergang. Lot og hans familie, således frelst ved menneskelig troskab og guddommelig mildhed, udviser i de moralske træk, der ses i deres flugt og senere liv, den degeneration, som naturligt måtte forventes ud fra deres fordærvede omgivelser. Moabitter og ammonitter føres i deres oprindelse tilbage til disse fætre til Jakob og Esau.

3. Opholdsperioden i Negev:

Flytningen til Sydlandet betød ikke fast bopæl på ét enkelt sted, men snarere en række mere eller mindre midlertidige hvilesteder. Det første af disse lå i Gerarområdet, hvis konge, Abimelek, Abraham og hans hustru havde en oplevelse med, som lignede den tidligere med Farao. Isaks fødsel blev fulgt af uddrivelsen af Ismael og hans mor og af beseglingen af fredelige forhold til naboerne ved en pagt i Be'ersheba. Selv Isaks fødsel afsluttede dog ikke opdragelsen af Abrahams tro på løftet, for en guddommelig befaling om at ofre denne søns liv blev accepteret bona fide, og kun det pludselige indgreb i form af et guddommeligt forbud forhindrede den lydige udførelse. Saras død blev anledning til, at Abraham erhvervede den første varige besiddelse af jord i Israels land, kernen i hans lovede arv, og antydede samtidig, at hans egen død sandsynligvis nærmede sig. Denne tanke førte til en øjeblikkelig ordning for en fremtidig sæd, som skulle arve gennem Isak, en ordning der blev virkeliggjort i Isaks ægteskab med Rebekka, datterdatter af Abrahams bror Nakor og af Milka, Lots søster. Men et talrigt afkom, som ikke var knyttet til løftet, voksede op i Abrahams husstand: børn af Ketura, en kvinde der synes at have haft rang af hustru efter Saras død, og af andre unavngivne kvinder, som var hans medhustruer. Skønt denne sidste periode blev tilbragt i Negev, blev Abraham begravet i Hebron i den ejendom, han havde købt, det sted som semitisk tradition til denne dag fortsat har forbundet ham med.

IV. Livsvilkår.

Abrahams liv i dets ydre træk kan betragtes under følgende emner: økonomiske, sociale, politiske og kulturelle forhold.

1. Økonomiske forhold:

Abrahams levevis kan bedst beskrives med adjektivet "semi-nomadisk" og illustreres ved de nogenlunde tilsvarende forhold, der i dag findes i de grænsesamfund i Østen, som ligger langs de syriske og arabiske ørkener. Boligen er telte, rigdom består af småkvæg, hornkvæg og slaver, og der er ingen ejendomsret til jord, højst en ejendomsret til en brønd eller en grav. Alt dette har han tilfælles med nomaden. Men der er en relativ, eller rettere periodisk, fasthed i bosættelsen, til forskel fra den rene beduin, en begrænset mængde agerbrug og endelig en fornemmelse af afstand til Ismael-typen — alt sammen noget, der har tendens til at gøre den semi-nomadiske Abraham lig den fastboende kana'anæiske befolkning omkring ham. Som man naturligt kunne forvente, er en sådan tilstand en ustabil ligevægt, som i Abrahams familie, ligesom i historien om alle ørkenens grænsestammer, tenderer mod at falde tilbage i den ene eller den anden retning, snart til Lots byliv, snart til Ismaels ørkenliv.

2. Sociale forhold:

Familiens overhoved bliver under disse forhold samtidig høvding for en stamme, som lever sammen under patriarkalsk styre, selv om de ingenlunde uden undtagelse deler slægtskabsbåndet. De familieforhold, der skildres i Første Mosebog, stemmer overens med og belyses af de sociale træk i Hammurabis lov. (Se K. D. Macmillan, artiklen "Marriage among the Early Babylonians and Hebrews," Princeton Theological Review, april 1908.) Der er én lovformelig hustru, Sara, som, fordi hun vedbliver at være barnløs, skaffer sig det eftertragtede afkom ved at give sin egen tjenestepige til Abraham med dette formål (jf. Hammurabis lov, §§ 144, 146). Den søn, der således fødes, Ismael, er Abrahams lovformelige søn og arving. Da Isak senere fødes af Sara, gøres den ældre søn arveløs ved guddommelig befaling (1 Mos 21,10-12), imod Abrahams ønske, som repræsenterede den gældende lov og skik (Hammurabis lov, §§ 168 f.). De "tjenestepiger", der nævnes i opgørelserne over Abrahams rigdom (1 Mos 12,16; 1 Mos 24,35), udgjorde uden tvivl de "medhustruer", som i 1 Mos 25,6 nævnes som dem, der havde født ham sønner.

Både mødre og børn var slaver, men havde ret til frihed, dog ikke til arv, ved faderens død (Hammurabis lov, § 171). Efter Saras død synes en anden kvinde at være trådt ind i stillingen som lovformelig hustru, skønt de sønner, hun fødte, i så fald blev gjort arveløse ligesom Ismael (1 Mos 25,5). Foruden de børn, som Abraham på denne måde avlede, bestod "mændene i hans hus" (1 Mos 17,27) af to klasser: de "hjemmefødte" slaver (1 Mos 14,14; 1 Mos 17,12; 1 Mos 17,23; 1 Mos 17,27) og de "købte" slaver (ibid.). Omfanget af den patriarkalske stamme kan anes af antallet (318) af våbenføre mænd blandt dem nær begyndelsen af Abrahams løbebane, dog efter hans adskillelse fra Lot, og tilsyneladende udelukkende rekrutteret fra den "hjemmefødte" klasse (1 Mos 14,14). Over hele denne husholdning herskede Abraham med en magt, der snarere var mere end mindre absolut end den, der i detaljer fremtræder i Hammurabis lov: mere absolut, fordi Abraham var uafhængig af enhver varig overordnet myndighed og derfor i sin egen person forenede magten hos den babyloniske paterfamilias og den kana'anæiske bykonge. Sociale relationer uden for familie-stammen kan bedst behandles under næste overskrift.

3. Politiske forhold:

Det er naturligt, at høvdingen for en så anselig organisme måtte fremstå som en tiltrækkende allieret og en formidabel fjende for enhver af de mindre politiske enheder i hans omgivelser. At Kanaan på den tid bestod netop af sådanne ubetydelige enheder, nemlig bystater med småkonger og spredte rester af ældre befolkninger, fremgår rigeligt klart af den bibelske tradition og bekræftes fra andre kilder. Egypten var den eneste stormagt, som Abraham kom i politisk kontakt med efter at have forladt Østen. I den del af Første Mosebog, som beskriver denne kontakt med Farao, fremstilles Abraham passende som én, der ikke spiller nogen politisk rolle, men kun drager fordel af sit ophold i Egypten gennem en tilfældig social relation; da denne ophører, bliver han straks udvist. Rollen som besejrer af Kedorlaomer, den elamitiske indtrænger, ville være ganske ude af trit med Abrahams politiske status andetsteds, hvis vi af fortællingen i 1 Mos 14 var tvunget til at antage et regulært slag mellem Abrahams styrker og de forenede babyloniske hære. Det, kapitlet faktisk kræver, er ikke mere end et natligt overraskelsesangreb fra Abrahams flok (medregnet de forbundne høvdingers styrker) mod en bagtrop eller bagagetrop hos babylonierne, utilstrækkeligt bemandet og bevogtet ("nedslagtning" er en alt for stærk gengivelse af det oprindelige hakkoth, "slag," 14,17). Den respekt, Abraham blev vist af kongerne i Salem (14,18), Sodoma (14,21) og Gerar (1 Mos 20,14-16), var ikke mere end hvad man kunne vente ud fra deres relative grader af politisk betydning, skønt et moralsk fortrin, forudsat i traditionen, meget vel kan have bidraget til denne respekt.

4. Kulturelle forhold:

Nyere arkæologisk forskning har revolutioneret vores opfattelse af den grad af kultur, som Abraham kunne have besiddet og derfor formodentlig også besad. Det høje niveau, som litteraturen havde nået både i Babylonien og Egypten omkring 2000 f.Kr., er et tilstrækkeligt vidnesbyrd om de muligheder, der stod åbne for en mand af byrd og rigdom på den tid for udveksling af ophøjede tanker. Og uden at ty til Abrahams ungdom i Babylonien kan vi, selv for de scener hvor Abrahams modne liv udspiller sig, hævde tilstedeværelsen af den samme kultur, på grundlag af en række forskellige kendsgerninger, hvis vidnesbyrd samler sig i dette punkt: at Kanaan i det andet årtusinde f.Kr. stod i centrum for Østens intellektuelle liv og ikke kan have undladt at give de af dets indbyggere, som valgte at gøre brug af det, enhver mulighed for at nyde frugterne af andres kultur og for at nedskrive indholdet af deres egne tanker, følelser og handlinger

V. Karakter.

Abrahams indre liv kan betragtes under overskrifterne religion, etik og personlige træk.

1. Religiøse overbevisninger:

Abrahams religion havde sit centrum i hans tro på én Gud, som, fordi han af Abraham blev troet at være himlens og jordens ejer (1 Mos 14,22; 1 Mos 24,3), folkenes suveræne dommer (1 Mos 15,14), hele jordens dommer (1 Mos 18,25), den der råder over naturkræfterne (1 Mos 18,14; 1 Mos 19,24; 1 Mos 20,17 f), ophøjet (1 Mos 14,22) og evig (1 Mos 21,33), i det mindste for Abraham var den eneste Gud. Så vidt den bibelske tradition rækker, var Abrahams monoteisme ikke aggressiv (anderledes i senere jødisk tradition), og det er teoretisk muligt at tilskrive ham en blot »monarkisk« eller »henoteistisk« form for monoteisme, som ville tillade, at der sammen med hans guddom fandtes f.eks. »de guder, som (hans) fædre dyrkede« (Jos 24,14), eller at hans guddom var identisk med den øverste gud hos en kana'anæisk nabo (1 Mos 14,18). Men denne skelnen mellem typer af monoteisme hører egentlig ikke til religionens område som sådan, men snarere til den spekulative filosofiske tænknings område. Som religion er monoteisme ganske enkelt monoteisme, og den gør sig kun gældende i de følgeslutninger, som forstanden drager, i det omfang monoteistens intellektuelle liv anvender den.

For Abraham var Jahve ikke alene Gud; han var også hans personlige Gud i et nært fællesskab (1 Mos 24,40; 1 Mos 48,15), som for tre religioner har gjort ham til typen på det fromme menneske (2 Krøn 20,7; Es 41,8; Jak 2,23, bemærk det arabiske navn på Hebron, El-Khalil, dvs. vennen (nemlig Guds)). Abraham tillagde Jahve de moralske egenskaber retfærdighed (1 Mos 18,25), retskaffenhed (1 Mos 18,19), trofasthed (1 Mos 24,27), visdom (1 Mos 20,6), godhed (1 Mos 19,19) og barmhjertighed (1 Mos 20,6). Disse egenskaber forventedes af mennesker, og deres modsætninger hos mennesker blev straffet af Jahve (1 Mos 18,19; 1 Mos 20,11). Han åbenbarede sig i drømme (1 Mos 20,3), syner (1 Mos 15,1) og teofanier (1 Mos 18,1), herunder stemmen eller skikkelsen af den guddommelige mal'akh eller budbringer (»engel«) (1 Mos 16,7; 1 Mos 22,11)

Fra menneskets side forventedes, ud over lydighed mod Jahves moralske krav og særlige befalinger, at dets religiøse natur kom til udtryk i offer. Denne frembærelse af gaver til guddommen blev ivrigt praktiseret af Abraham, som det fremgår af omtalen af, at han rejste et alter ved hvert nyt opholdssted. Ved siden af denne offerhandling nævnes der undertiden, at han »påkaldte Jahves navn« (jf. 1 Kong 18,24; Sl 116,13 f). Denne offentlige bekendelse af hans tro, uden tvivl i kana'anæeres nærvær, havde også sin modsvarighed i den offentlige anseelse, han nød som »profet« eller talsmand for Gud (1 Mos 20,7). Hans formidling viste sig også i forbøn (1 Mos 17,20 for Ismael; 1 Mos 18,23-32; jf. 1 Mos 19,29 for Lot; 1 Mos 20,17 for Abimelek), hvilket blot var én side af hans almindelige bønsliv. Det sædvanlige tilbehør til offeret, et professionelt præsteskab, forekommer ikke i Abrahams familie, men han anerkender præstelig forret i Melkisedeks person, præstekongen i Salem (1 Mos 14,20). Religiøs sanktion omgiver naturligvis aflæggelsen af eder (1 Mos 14,22; 1 Mos 24,3) og beseglingen af pagter (1 Mos 21,23). Andre skikke forbundet med religion er omskærelsen (1 Mos 17,10-14), givet til Abraham som tegn på den evige pagt; tiendeydelse (1 Mos 14,20), anerkendt som præstens ret; og barneoffer (1 Mos 22,2; 1 Mos 22,12), pålagt Abraham kun for udtrykkeligt at blive forbudt, godkendt med hensyn til sin ånd, men forbudt i sin praksis.

2. Moral:

Som allerede antydet blev Guds etiske egenskaber af Abraham betragtet som det etiske krav til mennesket. Sådan i teorien. På den anvendte etiks og kasuistikkens område nåede i det mindste Abrahams praksis ikke op til dette ideal, selv i de få begivenheder fra hans liv, som er bevaret for os. Det er tydeligt, at disse fald fra dyden krænkede Abrahams biografs moralske sans, men vi lades i uvished om Abrahams egen fornemmelse af moralsk skævhed. (»Støv og aske« i 1 Mos 18,27 har ingen moralsk betydning.) Kravene om åbenhed og ære bliver ikke tilfredsstillende opfyldt, bestemt ikke i spørgsmålet om Saras forhold til ham (1 Mos 12,11-13; 1 Mos 20,2; jf. 1 Mos 11-13), måske heller ikke i spørgsmålet om det planlagte offer af Isak (1 Mos 22,5; 1 Mos 22,8). At påtvinge patriarken vores egen monogame ægteskabsstandard ville være urimeligt i betragtning af den anderledes standard i hans tid og land. Det taler til hans fordel, at der ikke er nedskrevet sådanne skandaler i hans liv og familie, som formørker beretningen om Lot (1 Mos 19,30-38), Ruben (1 Mos 35,22) og Juda (1 Mos 38,15-18). På lignende måde viser Abrahams historie kun respekt for liv og ejendom, både ved at han respekterer andres rettigheder og forventer det samme af dem -- det stik modsatte af Ismaels karakter (1 Mos 16,12).

3. Personlige træk:

Uden for grænserne for det strengt etiske krav viste Abrahams personlighed visse træk, som ikke blot tydeligt adskiller ham fra historiens skikkelser, men også gør ham stor ære som en usædvanligt harmonisk og tiltalende karakter. Om hans tillid og ærefrygt er der sagt nok under overskriften religion. Men denne kærlighed, som er "lovens opfyldelse", og som viste sig i en sådan fromhed over for Gud, viste sig over for mennesker i en usædvanlig gavmildhed (1 Mos 13,9; 1 Mos 14,23; 1 Mos 23,9; 1 Mos 23,13; 1 Mos 24,10; 1 Mos 25,6), trofasthed (1 Mos 14,14; 1 Mos 14,24; 1 Mos 17,18; 1 Mos 18,23-32; 1 Mos 19,27; 1 Mos 21,11; 1 Mos 23,2), gæstfrihed (1 Mos 18,2-8; 1 Mos 21,8) og medfølelse (1 Mos 16,6; 1 Mos 21,14 når de forstås rigtigt, 1 Mos 18,23-32). En solid selvrespekt (1 Mos 14,23; 1 Mos 16,6; 1 Mos 21,25; 1 Mos 23,9; 1 Mos 23,13; 1 Mos 23,16; 1 Mos 24,4) og virkeligt mod (1 Mos 14,14-16) blev dog skæmmet af den fejhed, der ofrede Sara for at købe personlig sikkerhed, hvor han havde grund til at anse livet for usikkert (1 Mos 20,11).

VI. Betydning i religionshistorien.

Abraham er en betydningsfuld skikkelse gennem hele Bibelen og spiller en vigtig rolle i udenbibelsk jødisk tradition og i den muslimske religion.

1. I Det Gamle Testamente:

Det er naturligvis som stamfader til Israels folk, "Abrahams sæd", som de ofte kaldes, at Abraham træder tydeligst frem i de gammeltestamentlige bøger. Sommetider tjener kontrasten mellem ham som enkeltperson og hans talrige afkom til at understrege en lære (Es 51,2; Ez 33,24; måske Mal 2,10; sammenlign Mal 2,15). "Abrahams Gud" tjener som betegnelse for Jahve fra Isaks tid til den seneste periode; det er med denne titel, Moses identificerer den Gud, der har sendt ham, med Israels børns fædrene guddom (2 Mos 3,15). Mennesker huskede i de senere tider, at denne Gud viste sig for Abraham i en teofani (2 Mos 6,3), og at han, mens Abraham endnu var blandt sit folk, som dyrkede andre guder (Jos 24,3), udvalgte ham (Neh 9,7), ledte ham, forløste ham (Es 29,22) og gjorde ham til modtager af de særlige velsignelser (Mika 7,20), som blev tilsagt ved pagt og ed (sådan i enhver større historisk bog, også den historiske Sl 105,9), især arven af Kanaans land (5 Mos 6,10). Abrahams religiøse personlighed blev heller ikke glemt af hans efterkommere: han blev husket af dem som Guds ven (2 Krøn 20,7; Es 41,8), hans tjener, og selve Guds ihukommelse af ham ville opveje den rædsel, som hans efterkommeres synder vakte hos Jahve (5 Mos 9,27).

2. I Det Nye Testamente:

Når vi går over til Det Nye Testamente, bliver vi forbavsede over rigdommen og mangfoldigheden af hentydninger til Abraham. Som i Det Gamle Testamente giver hans stilling som stamfader ham meget af hans betydning, ikke blot som Israels stamfader (ApG 13,26), men specifikt som stamfader, snart til det levitiske præsteskab (Hebr 7,5), snart til Messias (Matt 1,1), snart, ved den særligt kristne lære om de troendes enhed i Kristus, til kristne troende (Gal 3,16; Gal 3,29). Alt, hvad stamfaderen Abraham modtog gennem guddommelig udvælgelse, ved den pagt, der blev sluttet med ham, arves af hans sæd og går under de samlede navne løftet (Rom 4,13), velsignelsen (Gal 3,14), barmhjertighed (Luk 1,54), eden (Luk 1,73), pagten (ApG 3,25). Den måde, hvorpå Abraham svarede på denne særlige godhed fra Gud, gør ham til forbillede på den kristne troende. Skønt han hørte en så fjern fortid til, at han blev brugt som målestok for oldtid (Joh 8,58), erklæres han for at have "set" Messias' "dag" (Joh 8,56).

Det er hans tro på det guddommelige løfte, som, netop fordi det for ham i særlig grad ikke blev støttet af noget sansebevis, bliver forbillede på den tro, der fører til retfærdiggørelse (Rom 4,3), og derfor er han i denne forstand igen de kristnes "far", som troende (Rom 4,11). For dette løfte til Abraham var trods alt en "forkyndelse på forhånd" af det kristne evangelium, idet det omfattede "alle jordens slægter" (Gal 3,8). Jakob minder os om, at Abraham viste sig værdig til denne ophøjede ære, ikke ved en uvirksom tro, men ved "gerninger", der bevidnede hans retfærdighed (Jak 2,21; sammenlign Joh 8,39). Den lydighed, som troen frembragte i ham, er det, som især prises af Hebræerbrevets forfatter (Hebr 11,8; Hebr 11,17). I overensstemmelse med denne høje vurdering af patriarkens fromhed læser vi om hans evige salighed, ikke blot i jødernes gængse forestillinger (lignelsen, Luk 16), men også i vor Herres udtrykkelige udsagn (Matt 8,11; Luk 13,28). Tilfældige historiske hentydninger til begivenhederne i Abrahams liv er hyppige i Det Nye Testamente, men føjer ikke noget til denne vurdering af hans religiøse betydning.

3. I jødisk tradition:

Uden for Skrifterne har vi rigelige vidnesbyrd om, hvordan Abraham blev betragtet af sine efterkommere i det jødiske folk. Det ældste af disse vidner, Siraks Bog, indeholder ingen af de senere Abraham-legenders tilvækster. Dens lovprisning af Abraham er begrænset til de samme tre store kendsgerninger, som talte til de kanoniske forfattere, nemlig hans herlighed som Israels stamfader, hans udvælgelse til at være modtager af pagten og hans fromhed (måske med en anelse "nomisme") selv under streng prøvelse (Siraks Bog 44,19-21). De usandsynlige og ofte uværdige og endog groteske træk ved Abrahams liv og karakter i de senere rabbinske midrashim har ingen religiøs betydning ud over det vidnesbyrd, de giver om, hvordan Abrahams enestående stilling og fromhed blev værdsat af jøderne.

4. I Koranen:

For Muhammed er Abraham vigtig på flere måder. Han nævnes i ikke færre end 188 vers i Koranen, mere end nogen anden skikkelse undtagen Moses. Han er én i rækken af profeter sendt af Gud. Han er arabernes og jødernes fælles stamfader. Han spiller samme rolle som religiøs reformator over for sine afgudsdyrkende slægtninge, som Muhammed selv spillede. Han bygger det første rene tempel for tilbedelsen af Gud (i Mekka!). Som i Bibelen er Abraham også i Koranen modtager af den guddommelige pagt for sig selv og for sit afkom, og han udviser i sin karakter de passende dyder hos én, der er så højt begunstiget: tro, retfærdighed, hjertets renhed, taknemmelighed, troskab, medfølelse. Han modtager tydelige tegn på den guddommelige gunst i form af udfrielse, vejledning, syner, englelige sendebud (ingen teofanier for Muhammed!), mirakler, vished om opstandelse og adgang til paradiset. Han kaldes »folkenes imam« (2,118) VII. Andre tolkninger af fortællingen end den historiske.

Der findes forfattere både i oldtid og nyere tid, som ud fra forskellige synspunkter har tolket Abrahams person og livsbane på anden måde end som det, den giver sig ud for at være, nemlig virkelige erfaringer hos et menneske ved navn Abraham. Disse forskellige synspunkter kan klassificeres efter det motiv eller den impuls, som de mener førte til, at denne fortælling blev skabt i dens forfatters eller forfatteres sind.

1. Den allegoriske tolkning:

Filons skrift om Abraham bærer som alternative titler: »Om den vise mands liv, fuldendt ved undervisning«, eller »Om den uskrevne lov«. Abrahams liv er for ham ikke en historie, der tjener til at illustrere disse ting, men en allegori, hvori disse ting legemliggøres. Paulus' brug af episoden med Sara og Hagar i Gal 4,21-31 hører til denne type udlægning (sammenlign allegoroumena, 4,24), som der også findes nogle få andre eksempler på i hans breve; men at slutte heraf, at Paulus delte Filons almindelige holdning til patriarkfortællingen, ville være uberettiget, eftersom hans brug af denne metode er lejlighedsvis, undtagelsesvis og blot bekræftende for punkter, der allerede er fastslået ved sund fornuft. »Luther sammenligner den med et maleri, der udsmykker et hus, som allerede er bygget« (Schaff, »Galatians«, Excursus).

2. Personifikationsteorien:

Ligesom Abraham for Filon er personifikationen af en bestemt type menneskelighed, er han for nogle moderne forfattere personifikationen af den hebraiske nation eller af en stamme, der tilhører den hebraiske gruppe. Dette synspunkt, som ganske vist er meget udbredt med hensyn til patriarkskikkelserne i almindelighed, frembyder så mange flere vanskeligheder i sin særlige anvendelse på Abraham end på de andre, at det i Abrahams tilfælde er blevet afvist selv af nogle, der har antaget det for skikkelser som Isak, Ismael og Jakob. Således erkender Meyer (Die Israeliten und ihre Nachbarstamme, 250; sammenlign også note på s. 251), idet han taler om sin tidligere opfattelse, at på det tidspunkt, da han »betragtede Stades påstand som bevist, at Jakob og Isak var stammer«, »anerkendte han stadig Abraham som en mytisk skikkelse og oprindelig en gud«. En lignende skelnen mellem Abraham og de øvrige gælder for de fleste andre tilhængere af de synspunkter, der nu skal nævnes. Derfor siger også Wellhausen (Prolegomena 6, 317): »Kun Abraham er bestemt ikke navnet på et folk, sådan som Isak og Lot; han er snarere under alle omstændigheder tvetydig. Af den grund tør vi naturligvis ikke i denne sammenhæng holde ham for en historisk person; snarere kunne han være en fri skabelse af ubevidst digtning. Han er sandsynligvis den yngste skikkelse i dette selskab og synes først på et relativt sent tidspunkt at være blevet stillet foran sin søn Isak.«

3. Den mytiske teori:

Fremført populært af Noldeke (Im neuen Reich (1871), I, 508 ff.) og taget op af andre lærde, især i Abrahams tilfælde, vandt det synspunkt almindelig udbredelse blandt dem, der benægtede Første Mosebogs historicitet, at patriarkerne var gamle guddomme. Fra denne relativt høje stand, mente man, var de faldet ned på de blotte dødeliges plan (dog med rester af helten eller endog halvguden synlige her og der), hvorpå de fremtræder i Første Mosebog. En ny fase af denne mytiske teori er blevet udviklet i Wincklers og andres udarbejdelse af deres astralteologi om den babyloniske verden, hvori tilbedelsen af Abraham som måneguden blandt semitterne i Kanaans land spiller en rolle. Abrahams traditionelle oprindelse forbinder ham med Ur og Haran, førende centre for månekulten.

Bortset fra dette faktum kan de argumenter, man støtter sig til for at fastslå denne identifikation af Abraham med Sin, bedømmes ud fra følgende eksempler: »Når desuden Abrahams hustru bærer navnet Sara, og en af kvinderne blandt hans nærmeste slægtninge navnet Milka, giver dette stof til eftertanke, eftersom disse navne præcist svarer til titlerne på de kvindelige guddomme, der blev dyrket i Haran ved siden af måneguden Sin. Frem for alt er dog tallet 318, som optræder i 1 Mos 14,14 i forbindelse med Abrahams skikkelse, overbevisende, fordi dette tal, som ganske sikkert ikke har nogen historisk værdi, kun kan forklares tilfredsstillende ud fra månereligionens forestillingskreds, eftersom der i måneåret på 354 dage netop er 318 dage, hvor månen er synlig--når man fratrækker 36 dage, eller tre for hver af de tolv måneder, hvor månen er usynlig« (Baentsch, Monotheismus, 60 f). Trods denne forsikring kunne intet dog overgå den hån, hvormed disse kombinationer og formodninger hos Winckler, A. Jeremias og andre fra denne skole modtages af dem, som i virkeligheden kun adskiller sig lidt fra dem med hensyn til Abraham, bortset fra svaret på spørgsmålet: hvilken guddom var Abraham (se f.eks. Meyer, op. cit., 252 f, 256 f).

4.

Gunkel (Genesis, Introduction), som fastholder ligheden mellem patriarkfortællingen og andre primitive folks »sagaer«, henleder opmærksomheden både på de menneskelige træk hos skikkelser som Abraham og på den meget tidlige oprindelse af det materiale, der er indarbejdet i vores nuværende Første Mosebog. Først som fortællinger, der cirkulerede mundtligt, dernæst som fortællinger, der blev nedskrevet, og til sidst som en række samlinger eller grupper af sådanne fortællinger formet til en kreds, voksede Abraham-fortællingerne, ligesom Jakob-fortællingerne og Josef-fortællingerne, frem gennem en lang og kompleks litterær historie. Gressmann (anførte værk, 9-34) korrigerer Gunkels resultater ved at anvende på dem de principper for primitiv litterær udvikling, som professor Wundt har fremlagt i sin Volkerpsychologie. Han mener, at kernen i Abraham-fortællingerne er en række eventyrfortællinger, med international udbredelse og ukendt oprindelse, som har fået »et sted at bo og et navn« ved at blive knyttet til det (ifølge hypotesen) dengang almindelige navn Abraham (tilsvarende Lot osv.) og forbundet med landet nærmest Judæas ødemark, deres forfatteres hjem, nemlig området omkring Hebron og Det Døde Hav. En høj alder (1300-1100 f.Kr.) hævdes for disse fortællinger; deres forbløffende nøjagtighed i detaljer, hvor som helst de kan prøves ved udenbibelsk tradition, indrømmes, ligesom også sandsynligheden for, at »selv om mange gåder stadig forbliver uløste, vil mange andre traditioner dog blive opklaret ved nye opdagelser« inden for arkæologien.

J. Oscar Boyd