Spring til indhold

Den frie bibel

Esajas' Bog 51

1 Hør på mig, I der stræber efter retfærdighed,
I der søger HERREN!
Se hen til den klippe I er hugget ud af,
og til det hul til den brønd, som I er boret ud af.
2 Se hen til Abraham, jeres far,
og til Sara, der fødte jer;
for da han var én, kaldte jeg ham,
og jeg velsignede ham og lod ham blive talrig.
3 For HERREN har trøstet Zion,
trøstet alle hendes ruiner,
og han vil danne hendes ørken som et Eden
og hendes steppe som HERRENS have.
Fryd og glæde findes i hende,
tak og lyd af sang.
4 Lyt til mig, mit folk,
og min folkegruppe,
hør på mig!
For der vil udgå en lov° fra mig,
og min ret vil jeg i et nu gøre til lys for folkene.
5 Min retfærdighed er nær,
min frelse er brudt frem,
og min arm vil bringe folkene for retten.
Kystområderne vil håbe på mig
og sætte deres lid til min arm.
6 Løft jeres øjne mod himlen
og se på jorden nedenunder;
for himlen opløses som røg,
og jorden slides op som en klædning,
og de der bor på den, vil dø som myg,
men min frelse vil vare til evig tid,
og min retfærdighed vil ikke knuses.
7 Hør på mig, I der kender retfærdighed,
et folk som har min lov i deres hjerte!
Frygt ikke for menneskers hån,
og lad jer ikke forskrække af deres spot.
8 For møl vil æde dem som tøj,
og insekter vil æde dem som uld.
Men min retfærdighed vil vare til evig tid,
og min frelse i slægt efter slægt.
9 Vågn op, vågn op, klæd dig i styrke,
du HERRENS arm!
Vågn op som i gamle dage,
i tidligere slægter!
Er du ikke den der fældede Rahab,
der gennemborede dragen?
10 Er du ikke den der tørrede havet ud,
det store urdybs vande,
den der gjorde havets dyb til en vej,
så de løskøbte kunne gå over?
11 Og HERRENS befriede vil vende tilbage
og komme til Zion med jubel,
kronet med evig glæde;
fryd og glæde vil nå frem til dem,
sorg og suk vil flygte.
12 Jeg, jeg er den der trøster jer;
hvem er da du, at du vil frygte for et menneske der dør,
og for et menneskebarn der bliver som græs,
13 og har glemt HERREN, din skaber,
der spændte himlen ud
og grundlagde jorden,
og at du altid dagen lang frygter
for undertrykkerens vrede
når han gør sig klar til at ødelægge.
Men hvor er undertrykkerens vrede?
14 Den lænkede vil hurtigt blive befriet,
og han vil ikke dø og komme i graven,
og han vil ikke mangle brød.
15 For jeg er HERREN din Gud,
der bragte havet i oprør,
og dets bølger larmede;
Hærskarers° HERRE er hans navn.
16 Jeg lagde mine ord i din mund
og skjulte dig i min hånds skygge
for at spænde himlen ud
og grundfæste jorden
og for at sige til Zion: »Du er mit folk.«
17 Vågn op, vågn op,
rejs dig, Jerusalem!
Du der af HERRENS hånd har drukket
hans vredes bæger;
beruselsens bæger, der er ved at vælte,
har du drukket til bunds.
18 Der er ingen til at lede hende
af alle de sønner hun har født,
og ingen til at tage hende ved hånden
af alle de sønner hun har opfostret.
19 Disse to ting er sket for dig;
hvem vil have medynk med dig?
Hvad angår volden, ødelæggelsen, hungersnøden og sværdet,
hvem vil trøste dig?
20 Dine sønner var afmægtige,
lå på alle gadehjørner som en antilope i fælde,
fulde af HERRENS vrede,
din Guds trussel.
21 Derfor, hør dog dette, du elendige,
og du der er fuld, men ikke af vin!
22 Sådan sagde din Herre, HERREN og din Gud,
der vil stride for sit folk:
Se, ud af din hånd tager jeg
beruselsens bæger,
min vredes bægers kumme
vil du ikke mere
drikke igen.
23 Men jeg lægger det i hånden på dem der plager dig,
dem der sagde til dig:°
»Bøj dig ned, og lad os passere.«
Du anbragte din ryg som fast jord
og som gaden for dem der vil passere.