a-bad'-on ('abhaddon, "ruin", "fortabelse", "ødelæggelse"): Selv om "ødelæggelse" almindeligvis bruges ved oversættelsen af 'abhaddon, er grundtanken i stammen snarere intransitiv end passiv--tanken om at gå til grunde, gå i ruin, være i en ødelagt tilstand, snarere end at blive ruineret, blive ødelagt.

Ordet forekommer seks gange i Det Gamle Testamente, altid som et stednavn i den betydning, hvori Sheol er et stednavn. Det betegner, i visse henseender, de dødes verden, sådan som den var udformet i den hebraiske forestillingsverden. Det er en almindelig fejl at forstå sådanne udtryk på en alt for mekanisk måde. Ligesom vi selv måtte mennesker i de tidligere tider bruge billedsprog, når de talte om de forhold, der fandtes efter døden, hvor meget deres billedlige fremstilling af sagen end kan have adskilt sig fra vores. I tre tilfælde står Abaddon parallelt med Sheol (Job 26,6; Ordsp 15,11; Ordsp 27,20). I ét tilfælde står det parallelt med døden, i ét med graven, og i det tilbageværende tilfælde er den parallelle vending "rykke al min vækst op med rode" (Job 28,22; Sl 88,11; Job 31,12). I dette sidste sted kommer stedtanken nærmere ved at forsvinde i en abstrakt forestilling end i de andre steder.

Abaddon hører til det mysteriøses område. Kun Gud forstår det (Job 26,6; Ordsp 15,11). Det er de dødes verden i dens fuldstændig dystre, ødelæggende, frygtelige aspekt, ikke i de mere lyse aspekter, hvor aktiviteter tænkes at være i gang der. I Abaddon er der ingen bekendtgørelser af Guds miskundhed (Sl 88,11).

I ringe grad personificerer Det Gamle Testamentes fremstillinger Abaddon. Det er et synonym for umættelighed (Ordsp 27,20). Det har muligheder for information, der ligger mellem dem, som "alle levende" har, og dem, Gud har (Job 28,22).

I Det Nye Testamente forekommer ordet én gang (Åb 9,11), og personificeringen bliver tydelig. Abaddon er her ikke de dødes verden, men englen, som hersker over den. Den græske ækvivalent til hans navn angives som Apollyon. Under dette navn fremstiller Bunyan ham i Pilgrim's Progress, og kristenheden har uden tvivl været mere interesseret i denne fremstilling af sagen end i nogen anden.

I nogle behandlinger forbindes Abaddon med den onde ånd Asmodeus i Tobit (f.eks. 3,8) og med ødelæggeren, der nævnes i Salomos Visdom (18,25; sammenlign 22), og gennem disse med en stor mængde rabbinsk folklore; men disse forsøg er ganske grundløse. Se Apollyon . Willis J. Beecher