beth'-el (beth-'el; Baithel og oikos theou, bogstaveligt "Guds hus"):

(1) En by nær det sted, hvor Abraham gjorde holdt og bragte offer på sin vej sydpå fra Sikem.

1. Identifikation og beskrivelse:

Den lå vest for Aj (1 Mos 12,8). Den nævnes som beliggende ved Benjamins nordlige grænse (Efraims sydlige, Jos 16,2), øverst på opstigningen fra Jordandalen ad vejen over Aj (Jos 18,13). Den lå syd for Shilo (Dom 21,19). Eusebius, Onomasticon, placerer den 12 romerske mil fra Jerusalem, på vejen til Neapolis. Den repræsenteres af det moderne Beitin, en landsby med omkring 400 indbyggere, som ligger på en lille høj øst for vejen til Nablus. Der er fire kilder, som giver forsyninger af godt vand. I oldtiden blev disse suppleret af et reservoir, der var hugget ud i klippen syd for byen. Landet omkring er øde og goldt; højene er præget af en række stenede terrasser, som kan have givet indtryk af den stige, der optræder i Jakobs berømte drøm.

2. Helligstedet:

Byen hed oprindeligt Luz (1 Mos 28,19 osv.). Da Jakob kom hertil på vej til Paddan-Aram, får vi at vide, at han kom til "stedet" (1 Mos 28,11. Hebraisk). Det hebraiske maqom betegner, ligesom det beslægtede arabiske maqam, et helligt sted eller en helligdom. Maqom var uden tvivl det sted, hvor Abraham havde ofret, øst for byen. Om morgenen rejste Jakob den sten, der havde tjent som hans hovedgærde, "som en støtte" (1 Mos 28,18; se støtte, matstsebhah), hældte olie over den og gav stedet navnet Betel, "Guds hus"; det vil sige den Guds hus, hvis åbenbarelse for ham var knyttet til støtten. Dette sted blev et centrum for stor interesse og gav byen voksende betydning. Med tiden forsvandt navnet Luz og blev afløst af navnet på den tilstødende helligdom, idet by og helligdom blev identificeret med hinanden. Jakob besøgte stedet igen, da han vendte tilbage fra Paddan-Aram; her døde Debora, Rebekkas amme, og blev begravet under "egen" (1 Mos 35,6). Sandsynligvis stod Abraham og Lot på en høj øst for Betel for at se ud over de lidet indbydende højlande og Jordandalens frugtbare egne (1 Mos 13,9).

3. Historie:

Betel var en kongeby hos kana'anæerne (Jos 12,16). Den synes at være blevet erobret af Josva (8,7), og den blev tildelt Benjamin (Jos 18,22). I Dom 1,22 ff fremstilles den som holdt af kana'anæere, fra hvem Josefs hus tog den ved list (sammenlign 1 Krøn 7,28). Hertil blev arken bragt fra Gilgal (Dom 2,1, Septuaginta). Israel kom til Betel for at rådspørge det guddommelige orakel (Dom 20,18), og stedet blev et vigtigt centrum for gudsdyrkelse (1 Sam 10,3). Profetinden Deboras hjem lå ikke langt derfra (Dom 4,5). Samuel besøgte Betel på sin rundrejse, mens han dømte Israel (1 Sam 7,16).

Med rigets deling kom Betels største periode af pragt og betydning. For at modvirke Jerusalems indflydelse som det nationale religiøse centrum iværksatte Jeroboam den politik, som gav ham det lidet misundelsesværdige ry at have "fået Israel til at synde." Her opførte han et tempel, opstillede et billede, guldkalven, og indførte et imponerende ritual. Det blev den kongelige helligdom og det religiøse centrum i hans kongerige (1 Kong 12,29; Am 7,13). Han indsatte i Betel præsterne for de offerhøje, som han havde lavet (1 Kong 12,32). Til Betel kom gudsmanden fra Juda, som udtalte dom over Jeroboam (1 Kong 1), og som, efter at være blevet lokket bort fra sin pligt af en gammel profet i Betel, blev dræbt af en løve. Ifølge profeterne Amos og Hoseas blev Betels strålende afgudsdyrkelse ledsaget af frygtelig moralsk og religiøs fornedrelse. Mod stedet rettede de de skarpeste fordømmelser og erklærede den hævn, som sådanne ting måtte medføre (Am 3,14; Am 4,4; Am 5,11 m; Am 9,1; Hos 4,15; Hos 5,8; Hos 10,5; Hos 10,8; Hos 10,15). Hos den sidstnævnte viger navnet Betel i hån for Bet-Aven. Betel fik del i Samarias fald, som assyrerne bragte over det; og ifølge en gammel tradition tog Salmanassar guldkalven i besiddelse (sammenlign Jer 48,13). Den præst, som assyrerne sendte for at lære det folk, de havde bosat i landet, hvordan de skulle tjene Jahve, boede i Betel (2 Kong 17,28). Kong Josija fuldførte nedrivningen af helligdommen i Betel, ødelagde alle redskaberne til afgudsdyrkelse og hærgede afgudsdyrkernes grave. Mindesmærket over gudsmanden fra Juda lod han blive stående (2 Kong 23,4; 2 Kong 23,25). Mændene fra Betel var blandt dem, der vendte tilbage fra Babylon med Zerubbabel (Ezra 2,28; Neh 7,32), og stedet nævnes som genbosat af benjaminitterne (Neh 11,31). Zakarias (Zak 7,2) beretter, at visse mænd blev sendt fra Jerusalem i kong Dareios' 4. år for at spørge om bestemte religiøse skikke. Betel var en af de byer, der blev befæstet af Bacchides på makkabæernes tid (1 Makk 9,50; Ant, XIII, i, 3). Den nævnes igen som en lille by, der sammen med Efraim blev indtaget af Vespasian, da han nærmede sig Jerusalem (BJ, IV, ix, 9).

(2) En by i Juda, som i 1 Sam 30,27 kaldes Betel; i Jos 19,4 Betul; og i 1 Krøn 4,30 Betuel. Stedet er ikke blevet identificeret. I Jos 15,30 har Septuaginta Baithel i Juda, hvor den hebraiske tekst har Kecil--sandsynligvis en afskriverfejl.

W. Ewing