Betlehem
På engelsk: Bethlehem
Easton's Bible Dictionary
Brødets hus.
En by i Judas “bjergland.” Den hed oprindeligt Efrat (1 Mos 35,16, 19; 48,7; Ruth 4,11). Den blev også kaldt Betlehem Efrata (Mika 5,2), Betlehem-Juda (1 Sam 17,12), og “Davids by” (Luk 2,4). Den omtales først i Skriften som det sted, hvor Rakel døde og blev begravet “ved vejen,” lige nord for byen (1 Mos 48,7). Dalen mod øst var skueplads for fortællingen om moabitten Ruth. Dér er markerne, hvor hun samlede aks, og stien ad hvilken hun og No’omi vendte tilbage til byen. Her var Davids fødested, og her blev han også senere salvet til konge af Samuel (1 Sam 16,4-13); og det var fra brønden i Betlehem, at tre af hans helte bragte ham vand med fare for deres liv, da han var i Adullams hule (2 Sam 23,13-17). Men den blev frem for enhver anden by kendt som fødestedet for “ham, hvis udgange har været fra fordums tid” (Matt 2,6; jf. Mika 5,2). Senere, da Herodes “så, at han var blevet narret af de vise mænd,” sendte han bud og dræbte “alle de børn, som var i Betlehem og i hele dens omegn, fra to år og derunder” (Matt 2,16, 18; Jer 31,15).
Betlehem bærer det moderne navn Beit-Lahm, dvs. “kødets hus.” Den ligger omkring 5 miles syd for Jerusalem, i en højde af omkring 2.550 fod over havet, altså 100 fod højere end Jerusalem.
Der findes stadig en kirke, bygget af Konstantin den Store (A.D. 330), kaldet “Fødselskirken,” over en grotte eller hule kaldet “den hellige krypt,” og som siges at være den “stald,” hvor Jesus blev født. Dette er måske den ældste eksisterende kristne kirke i verden. Tæt ved den er der en anden grotte, hvor Hieronymus, den latinske kirkefader, siges at have tilbragt tredive år af sit liv med at oversætte Skrifterne til latin.
En by i Zebulon, nævnt kun i Jos 19,15. Nu Beit-Lahm, en ruinlandsby omkring 6 miles vest-nordvest for Nazaret.
International Standard Bible Encyclopedia
beth'-le-hem (bethlechem; Baithleem, eller Bethleem, "Davids hus," eller muligvis "Lakhmus hus," en assyrisk guddom):
I. Betlehem i Juda:
Betlehem i Juda, eller Efrat eller Efrata (se disse), er nu Beit Lahm (arabisk = "kødets hus"), en by med over 10.000 indbyggere, 5 miles syd for Jerusalem og 2.350 fod over havets overflade. Den indtager en fremtrædende placering på en udløber, der løber mod øst fra vandskellet, med dybe dale mod nordøst og syd. Den ligger lige ved siden af hovedvejen til Hebron og sydlandet, men på landevejen til Tekoa og En-Gedi. Beliggenheden er naturligt stærk; den var besat af en filistergarnison på Davids tid (2 Sam 23,14; 1 Krøn 11,16) og blev befæstet af Rehabeam (2 Krøn 11,6). Det omliggende land er frugtbart; der er rigeligt med kornmarker, figen- og olivenlunde og vingårde. Betlehem er fra naturens hånd ikke velforsynet med vand; den nærmeste kilde ligger 800 yards mod sydøst, men i mange århundreder har indbyggerne tappet vand fra "lavniveau-akvædukten" fra "Salomos damme" i Artas-dalen, som her er ført gennem bjerget i en tunnel; der findes også mange cisterner hugget i klippen.
1. Tidlig historie:
I 1 Krøn 2,51 beskrives Salma, Kalebs søn, som "Betlehems far." I 1 Mos 35,19; 1 Mos 48,7 fortælles det, at Rakel "blev begravet på vejen til Efrat (det er Betlehem)." Traditionen udpeger stedet for Rakels grav nær det sted, hvor vejen til Betlehem forlader hovedvejen. Levitterne i begivenhederne i 1 Mos 17; 1 Mos 19 var betlehemitter. I listen over Judas byer forekommer navnet Betlehem, i Septuaginta-versionen kun i Jos 15,57.
2. David, betlehemitten:
Ruth, berømt især som stammoder til David og til Messias, bosatte sig i Betlehem med sin anden mand Boaz, og det er værd at lægge mærke til, at hun fra sit nye hjem kunne se Moabs bjerge, sit fødeland. David selv "var søn af den efratit fra Betlehem i Juda, hvis navn var Isaj" (1 Sam 17,12). Til Betlehem kom Samuel for at salve en efterfølger til den uværdige Saul (1 Sam 16,4): "David gik frem og tilbage fra Saul for at vogte sin fars får i Betlehem" (1 Sam 17,15). Davids "tre vældige mænd" "brød igennem filistrenes lejr, øste vand op af brønden i Betlehem, som var ved porten, tog det og bragte det til David" (2 Sam 23,14; 2 Sam 23,16). Traditionen udpeger stadig brønden. Fra denne by kom de berømte "Serujas sønner," Davids nevøer, hvis loyalitet og hensynsløse grusomhed på én gang blev en beskyttelse og en trussel for deres kongelige slægtning: i 2 Sam 2,32 nævnes det, at en af dem, Asael, blev begravet "i sin fars grav, som var i Betlehem."
3. Senere bibelhistorie:
Efter Davids tid synes Betlehem at være sunket ned i ubetydelighed. Men dens fremtidige berømmelse antydes af Mika (Mika 5,2): "Men du, Betlehem Efrata, som er lille blandt Judas tusinder, fra dig skal der udgå en for mig, som skal være hersker i Israel; hans udgange er fra gammel tid, fra evighed."
Da de jødiske fanger vendte tilbage, bosatte betlehemitter sig igen på stedet (Ezra 2,21; Neh 7,26 "mænd"; 1 Esdras 5,17 "sønner").
4. Den kristne tid:
I Det Nye Testamente nævnes Betlehem som fødested for Messias Jesus (Matt 2,1; Matt 2,5; Luk 2,4; Luk 2,25), og som følge af denne begivenhed fandt Herodes' "barnemordet" sted (Matt 2,8; Matt 2,16). Eftersom Hadrian ødelagde Betlehem og dér anlagde en hellig lund for Adonis (Hieronymus, Ep. ad Paul, lviii.3), er det klart, at ærbødigheden for dette sted som fødselsstedet må gå tilbage til før 132 e.Kr. Konstantin (omkring 330) grundlagde en basilika over den hule-stald, som traditionen udpegede som stedet for fødslen, og hans kirke, uændret i sin overordnede struktur, selv om den blev udvidet af Justinian og ofte udsmykket, repareret og beskadiget, er i dag stadig byens vigtigste attraktion. Under korstogene fik Betlehem stor betydning og velstand; den forblev på kristne hænder efter det latinske riges fald, og i dag er den i materiel henseende et af de mest blomstrende kristne centre i Det Hellige Land.
II. Betlehem i Zebulon:
Betlehem i Zebulon (Jos 19,15) var sandsynligvis Ibsans hjem (Dom 12,8), selv om jødisk tradition støtter (1). Se Josefus, Ant, V, vii, 13. Dette er nu den lille landsby Beit Lahm, omkring 7 miles nordvest for Nazaret ved kanten af egeskoven. Nogle oldsager er for nylig blevet fundet her, hvilket viser, at stedet i tidligere tider havde en vis betydning. Det er nu stedet for en lille tysk koloni. Se PEF, I, 270, Sh V.
E. W. G. Masterman
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).