sur'-num,

I. PARALLELLE BERETNINGER

II. TALENS HISTORICITET

III. TID OG ANLEDNING

IV. STED

V. TILHØRERNE

VI. BUDSKABET: SAMMENFATNING

1. Analyse

2. Argument: Guds rige (Himmeriget)

(1) Undersåtternes kendetegn (Matthæus 5,3-12)

(2) Undersåtternes kald (Matthæus 5,13-16)

(3) Den nye retfærdigheds forhold til Moseloven (Matthæus 5,17-48)

(a) Forholdet defineret (Matthæus 5,17-20)

(b) Forholdet illustreret (Matthæus 5,21-48)

(4) Motiver og principper for livsførelse (Matthæus 6,1-7,12)

(a) I gudsdyrkelsen (Matthæus 6,1-18)

(b) I livets formål (Matthæus 6,19-34)

(c) I sociale relationer (Matthæus 7,1-12)

(5) Formanende afslutning (Matthæus 7,13-27)

(a) Den snævre vej (Matthæus 7,13-14) (b) Karakterens prøver (Matthæus 7,15-27)

VII. PRINCIPPER

LITTERATUR

Bjergprædikenen er den titel, der almindeligvis gives til den samling af udsagn, som er nedskrevet i Matt 5-7 og i Luk 6,20-49. Den sidstnævnte kaldes undertiden prædikenen på sletten, fordi den siges at være blevet holdt på et jævnt sted et eller andet sted på vej ned ad bjerget. Prædikenen synes at være en sammenfatning af Jesu lære om Himmeriget, dets undersåtter og deres liv. Af denne grund har den altid indtaget den første plads i opmærksomhed og agtelse blandt Jesu udsagn.

Se PRÆDIKENEN PÅ SLETTEN.

I. Parallelle beretninger.

Som angivet ovenfor er prædikenen gengivet af både Matthæus og Lukas. En sammenligning af de to beretninger afslører visse slående forskelle. I alt 47 vers af beretningen hos Matthæus har ingen parallel hos Lukas, mens kun 4 1/2 vers af den sidstnævnte mangler hos den førstnævnte. På den anden side optræder mange af de udsagn hos Matthæus, som mangler i Lukas' prædiken, i alt 34 vers, andre steder spredt gennem Lukas' beretning og i nogle tilfælde knyttet til andre begivenheder og omstændigheder.

Disse forhold rejser nogle interessante litterære og historiske spørgsmål: Repræsenterer de to beretninger to særskilte taler, der behandler det samme overordnede tema, men blev holdt ved forskellige lejligheder, eller er de blot forskellige gengivelser af den samme tale? Hvis man hævder, at prædikenen kun blev holdt én gang, hvilken af beretningerne gengiver da den oprindelige tale nærmest? Er talen hos Matthæus en sammenhængende helhed, eller omfatter den udsagn, der oprindeligt blev udtalt ved andre lejligheder og tidligt blev indarbejdet i prædikenen i evangelietraditionen?

II. Talens historicitet.

Der har været, og der findes i dag, forskere, som betragter prædikenerne, der er nedskrevet hos Matthæus og Lukas, som samlinger af udsagn fremsat ved forskellige lejligheder, og som hævder, at de ikke repræsenterer nogen sammenhængende tale, som Jesus nogensinde holdt. Efter deres opfattelse er prædikenen enten en fri sammenstilling foretaget af evangelisterne eller et produkt af apostolsk undervisning og mundtlig tradition.

Den fremherskende opfattelse blandt nytestamentlige forskere er dog, at evangelieberetningerne repræsenterer en ægte historisk tale. Prædikenen, som den er nedskrevet hos Matthæus, bærer sådanne mærker af indre enhed i tema og fremstilling, at den giver indtryk af ægthed. At Jesus skulle holde en tale af denne art, stemmer med alle omstændighederne og med formålet med hans tjeneste. Desuden ved vi, at han i sin undervisning havde for vane at tale længe til skarerne, og vi ville forvente, at han tidligt i sin tjeneste gav en formel fremstilling af Riget, som var hovedindholdet i hans første forkyndelse. At en sådan sammenfatning af en af hans vigtigste taler skulle være blevet bevaret, er helt sandsynligt.

På den anden side kan det indrømmes, at beretningerne ikke nødvendigvis behøver at betragtes som fuldstændige eller nøjagtige gengivelser af talen, men muligvis og sandsynligvis snarere som sammenfatninger af dens tema og indhold. Vor Herre havde for vane at undervise længe, men denne tale kunne let holdes på få minutter. Endvidere var hans folkelige undervisning kendetegnet af en enestående rigdom på illustrationer, mens prædikenen i høj grad har form af visdomsord. Denne aforistiske stil og den sparsomme forekomst af de sædvanlige konkrete og illustrerende elementer antyder sandsynligheden af, at der er sket en fortætning i overleveringen. Desuden er det næppe sandsynligt, at en sådan tale af Jesus ville være blevet nedskrevet på det tidspunkt, hvor den blev holdt, eller ville være blevet husket i detaljer.

Der er tegn på, at beretningen i Matt 5-7 indeholder nogle udsagn, som ikke var med i den oprindelige tale. Denne opfattelse bekræftes af det forhold, at en række af udsagnene i Lukas' evangelium gives i sammenhænge, der synes mere oprindelige. Det er let at tro, at beslægtede udsagn, som blev fremsat ved andre lejligheder, kan være blevet forbundet med prædikenen i den apostolske undervisning og således overleveret sammen med den; men hvis talen var velkendt i en bestemt form, såsom den der er nedskrevet hos Matthæus, er det næppe tænkeligt, at Lukas eller nogen anden ville bryde den op og fordele brudstykkerne eller forbinde dem med andre begivenheder, sådan som nogle af de udsagn, der er nedskrevet i begge evangelier, findes forbundet hos Lukas.

III. Tid og anledning.

Både Matthæus og Lukas er enige om at henlægge fremførelsen af Bjergprædikenen til den første halvdel af tjenesten i Galilæa. Den førstnævnte placerer den tilsyneladende lidt tidligere end den sidstnævnte, i hvis beretning den følger umiddelbart efter udnævnelsen af de tolv apostle. Selv om tidspunktet ikke kan bestemmes nøjagtigt, er den placering, evangelierne angiver, omtrent korrekt og støttes af det indre vidnesbyrd. Dele af prædikenen forudsætter, at de religiøse læreres modstand allerede var mærkbar, men den hører tydeligt til det første år af vor Herres tjeneste, før denne modstand var blevet alvorlig. På den anden side lå anledningen så sent, at den nye lærers popularitet havde nået sit højdepunkt. I den tidlige galilæiske tjeneste begrænsede Jesus sin undervisning til synagogerne, men senere, da de store skarer trængtes om ham, gik han over til friluftsforkyndelse på samme måde som i prædikenen. Sammen med væksten i hans popularitet ses en ændring i hans undervisnings karakter. Hans tidligere budskab kan sammenfattes i formuleringen: "Omvend jer; for Himmeriget er kommet nær" (Matt 4,17). Senere var han, både i sine offentlige taler og i sine mere fortrolige samtaler med sine disciple, optaget af rigets principper. Bjergprædikenen hører til denne senere type undervisning og passer naturligt ind i de omstændigheder, den er blevet henført til. Lukas giver sandsynligvis den sande historiske anledning, dvs. udnævnelsen af de Tolv.

IV. Stedet.

Ifølge evangelisterne var stedet for prædikenens fremførelse et af bjergene eller forbjergene omkring den galilæiske slette. Sandsynligvis menes en af højene nordvest for Kapernaum, for kort efter prædikenen finder vi Jesus og hans disciple på vej ind i denne by. Der findes ingen oplysninger, der berettiger en nærmere identifikation af stedet. Der findes en tradition fra korstogenes tid, som identificerer prædikenens bjerg med Karn Chattin], en tohovedet høj på vejen fra Tiberias til Nazaret, men der er ingen midler til at bekræfte denne sene tradition, og identifikationen er ret usandsynlig.

V. Tilhørerne.

Prædikenen var tydeligvis først og fremmest rettet til Jesu disciple. Dette er den naturlige betydning af begge evangelisters beretning. Ifølge Matthæus gik Jesus, "da han så skarerne, .... op på bjerget; og da han havde sat sig, kom hans disciple til ham; og han åbnede sin mund og underviste dem." Adskillelsen fra skarerne og retningen af hans ord til disciplene synes klar, og skellet forekommer tilsigtet fra forfatterens side. Det må dog bemærkes, at skarernes tilstedeværelse forudsættes i de afsluttende bemærkninger til prædikenen. I Lukas' beretning er skellet mindre markant. Her er begivenhedernes rækkefølge: natten i bøn på bjerget, udvælgelsen af de tolv apostle, nedstigningen sammen med dem til nærværet af mængden af hans disciple og en stor skare folk fra Judæa, Jerusalem og kystlandet, helbredelsen af mange og til sidst talen. Selv om skarernes fortsatte tilstedeværelse forudsættes, er den klare betydning af ordene: "Og han løftede sine øjne mod sine disciple og sagde," at hans tale især var bestemt for de sidstnævnte. Dette synspunkt bekræftes af selve talen, sådan som den er gengivet i begge beretninger. Bemærk brugen af anden person i henvisningen til lidelse, fattigdom og forfølgelse for Menneskesønnens skyld. Desuden kunne udsagnene om "jordens salt" og "verdens lys" næppe have været rettet til andre end hans disciple. Betegnelsen discipel blev dog uden tvivl brugt i bredere forstand af begge evangelister. Dette er tydeligt tilfældet i Matthæus' beretning, ifølge hvilken de Tolv endnu ikke var blevet udnævnt.

VI. Budskabet: sammenfatning.

Det er næppe korrekt at tale om Bjergprædikenen som et sammendrag af Jesu undervisning, for den indeholder ingen henvisning til flere meget vigtige emner, som vor Herre behandlede ved andre lejligheder i løbet af sin tjeneste. Den er imidlertid den mest omfattende og betydningsfulde samling eller sammenfatning af hans udsagn, som er bevaret for os i evangelieberetningen. Af denne grund indtager prædikenen med rette den højeste plads i kristen tænkning blandt alle Det Nye Testamentes budskaber. Som en fremstilling af det ideelle liv og af programmet for det nye samfund, som Jesus havde til hensigt at skabe, er dens fortolkning af den dybeste interesse og den største betydning.

1. Analyse:

Det kan hjælpe den, der studerer prædikenen, til at nå frem til en klar forståelse af argumentationen og talens fremtrædende træk, hvis helheden først betragtes i hovedtræk. Der er nogen meningsforskel blandt forskere om visse træk ved analysen, og derfor er forskellige dispositioner blevet fremlagt af forskellige forfattere. C. W. Votaws i HDB, Canon Gores i The Sermon on the Mount og H. C. Kings i The Ethics of Jesus fortjener særlig omtale. Den følgende analyse af prædikenen, sådan som den er gengivet af Matthæus, gives som grundlag for den nærværende drøftelse.

Det antydes ikke, at Jesus havde nogen sådan formel plan for øje, mens han talte, men det antages, at dispositionen giver et trofast oversigtsreferat af prædikenens argumentation, sådan som den er bevaret for os.

TEMA: GUDS RIGE (HIMMERIGET), DETS UNDERSÅTTER OG DETS RETFÆRDIGHED (MATTHÆUS 5,3-7,27)

I. Rigets undersåtter (Matt 5,3-16).

1. De karakteregenskaber, der er nødvendige for lykke og indflydelse (Matt 5,3-12).

2. Undersåtternes kald (Matt 5,13-16).

II. Den nye retfærdigheds forhold til Moseloven (Matt 5,17-48).

1. Forholdet defineret som fortsættelse i en højere opfyldelse (Matt 5,17-20).

2. Den højere opfyldelse af den nye retfærdighed, belyst ved en sammenligning af dens principper med Moseloven, sådan som den almindeligvis blev lært og praktiseret (Matt 5,21-48)

(1) Broderskabets højere lov dømmer uvilje som mord (Matt 5,21-26).

(2) Renhedens højere lov fordømmer begær som ægteskabsbrud (Matt 5,27-32).

(3) Sandhedens højere lov forbyder eder som unødvendige og onde (Matt 5,33-37).

(4) Rettighedernes højere lov sætter selvbeherskelse og gavmildhed i stedet for gengældelse og modstand (Matt 5,38-42).

(5) Kærlighedens højere lov kræver en universel god vilje af en overnaturlig kvalitet som Faderens (Matt 5,43-48).

III. Den nye retfærdighed. Dens motiver anvendt på religiøse, praktiske og sociale pligter, eller principperne for adfærd (Matt 6,1-7).

1. Ærefrygt for Faderen er nødvendig i alle tilbedelsens handlinger (Matt 6,1-18).

(1) I alle pligter (Matt 6,1).

(2) I almissegivning (Matt 6,2-4).

(3) I bøn (Matt 6,5-15).

(4) I faste (Matt 6,16-18).

2. Troskab mod Faderen er grundlæggende i alle aktiviteter (Matt 6,19-34).

(1) I søgen efter skatte (Matt 6,19-24).

(2) I tillidsfuld hengivelse til riget og Faderens retfærdighed (Matt 6,25-34).

3. Kærlighed til Faderen er den drivende kraft i alle sociale relationer (Matt 7,1-12).

(1) Kritisk vurdering af sig selv i stedet for fordømmende dom over andre (Matt 7,1-5).

(2) Dømmekraft i formidlingen af åndelige værdier (Matt 7,6).

(3) Venlighed mod andre i alle ting, ligesom Faderens venlighed mod alle sine børn (Matt 7,7-12).

IV. Formanende afslutning (Matt 7,13-27).

1. De to porte og de to veje (Matt 7,13-14).

2. Karakterens prøver (Matt 7,15-27).

2. Argumentation: Guds rige (Himmeriget):

(1) Undersåtternes kendetegn (Matthæus 5,3-12).

Prædikenen åbner med de velkendte saligprisninger. I modsætning til mange reformatorer begynder Jesus fremlæggelsen af sit program med et løfte om lykke, med en velsignelse snarere end en forbandelse. Sådan forbinder han sit program direkte med sine tilhøreres håb, for de centrale træk i den gængse messianske forestilling var befrielse og lykke. Men de betingelser for lykke, som blev fremsat, stod i stærk kontrast til dem i den folkelige tankegang. Lykke består ikke, siger Jesus, i det, man ejer, i jord og huse, i social position, i intellektuelle færdigheder, men i det indre livs rigdom, i moralsk styrke, i selvbeherskelse, i åndelig indsigt, i den karakter, man er i stand til at forme i sig selv, og i den tjeneste, man er i stand til at yde sine medmennesker. Lykke er altså, ligesom karakter, et biprodukt af et ret liv. Den fremstilles som frugten, ikke som målet for stræben.

Det er interessant at bemærke, at karakter er hemmeligheden bag lykke både for individet og for samfundet. Der er to grupper af saligprisninger. De første fire handler om personlige egenskaber: ydmyghed, anger, selvbeherskelse, længsel efter retfærdighed. Disse er kilderne til indre fred. Den anden gruppe handler om sociale egenskaber: barmhjertighed mod andre, hjertets renhed eller ærefrygt for personligheden, fredsstiftelse eller omsorg for andre, selvopofrende troskab mod retfærdigheden. Disse er kilderne til social hvile. Rigets velsignelser er sociale såvel som individuelle.

(2) Undersåtternes kald (Matthæus 5,13-16).

Mennesker med de egenskaber, der beskrives i saligprisningerne, kaldes »jordens salt«, »verdens lys«. Deres lykke er altså ikke i dem selv eller kun for dem selv. Deres mission er rigets håb. Salt er et bevarende element; lys er et livgivende; men verden er ikke ivrig efter at blive bevaret eller villig til at modtage liv. Derfor må sådanne mennesker forvente modstand og forfølgelse, men de skal ikke af den grund trække sig tilbage fra verden. Tværtimod skal de ved karakterens surdej og eksemplets lys hjælpe andre til at værdsætte og opnå det ideelle liv. Ved deres karakter og gerninger skal de gøre deres indflydelse til en kraft til det gode i menneskers liv. I denne forstand er rigets mennesker jordens salt, verdens lys.

Se saligprisningerne.

(3) Den nye retfærdigheds forhold til Moseloven (Matthæus 5,17-48).

(a) Forholdet defineret (Matthæus 5,17-20):

De karakteregenskaber, der således blev stillet frem for rigets borgere, var så overraskende og revolutionerende, at de rejste spørgsmålet: Hvad er den nye læres forhold til Moseloven? Dette definerer Jesus som fortsættelse og opfyldelse. Hans tilhørere skal ikke tro, at han er kommet for at ophæve loven. Tværtimod er han kommet for at bevare og opfylde. Den gamle lov er ufuldkommen, men Gud opgiver ikke det, der er ufuldkomment. Mennesker og institutioner bedømmes ikke efter niveauet for nuværende opnåelse, men efter karakter og retning. Loven bevæger sig i den rigtige retning og er så værdifuld, at de, der overtræder selv dens mindste bud, har en meget lav plads i riget.

Den nye retfærdighed tilsidesætter altså ikke loven og tilbyder heller ikke en lettere religion, men en, der er mere krævende. Riget er ikke så meget optaget af ceremonier og ydre regler som af motiver og sociale dyder, af selvbeherskelse, renhed, ærlighed og gavmildhed. Så meget højere er de nye standarder for retfærdighed, at Jesus ser sig nødsaget til at advare sine tilhørere om, at hvis de blot skal sikre sig en plads i riget, må deres retfærdighed overgå de skriftkloges og farisæernes.

(b) Forholdet belyst (Matthæus 5,21-48):

Som illustration af den nye retfærdigheds dybere betydning og dens forhold til Moseloven går Jesus videre til i detaljer at behandle forskrifterne i den gamle morallov, idet han undervejs uddyber den til rigets højere lov. I hvert enkelt tilfælde hæves dommens målestok, og de enkelte forskrifter uddybes til åndelige principper, der kræver fuldkommen opfyldelse. Ved behandlingen af bestemte forskrifter tages der ikke hensyn til ydre handlinger, for i den nye retfærdighed er de umulige. Alle handlinger behandles som udtryk for det indre liv. Loven føres tilbage til impulsen og viljen til at synde, og disse dømmes, som de fuldbyrdede handlinger blev dømt i den gamle lov. Derfor forbydes al vrede og lyst i hjertet strengt. Ligeledes hæves hvert ord til en hellighed, der svarer til den højtideligste religiøse løftes eller eds. Endelig forbydes hævnlysten helt, og en universel kærlighed som Faderens gøres til grundloven for det nye sociale liv. Således ophæver Jesus ikke nogen lov, men fortolker dens forskrifter på en måde, der kræver en dybere og mere fuldkommen opfyldelse.

(4) Motiver og principper for adfærd (Matthæus 6,1-7,12).

Efter at have defineret sin læres forhold til loven går Jesus videre til at forklare motiverne og principperne for adfærd, anvendt på religiøse og sociale pligter.

(a) I gudsdyrkelsen (Matthæus 6,1-18):

I afsnittet Matt 6,1-7 er der én central tanke. Al retfærdighed retter sig mod Gud. Han er på én gang livets kilde og mål. Derfor sigter gudsdyrkelsen alene mod guddommelig lovprisning. Hvis gudsdyrkelsens handlinger udføres for menneskers øjne for at ses af dem, er der ingen belønning for dem hos Faderen. Hermed ringeagter Jesus ikke offentlig gudsdyrkelse. Han indstiftede selv Herrens nadver og gav bemyndigelse til, at dåbens rite skulle fortsætte. Sådanne handlinger har deres rette værdi. Hans kritik retter sig mod den kærlighed til pralende fremvisning, som så ofte er forbundet med dem. Roden til pralende fremvisning er selviskhed, og selviskhed har ingen del i den nye retfærdighed. Ethvert selvisk ønske om menneskers anerkendelse forpurrer al gudsdyrkelses formål. Formålet med almissegivning, bøn eller faste er udtryk for broderkærlighed, fællesskab med Gud eller åndelig berigelse. Muligheden for noget af dette udelukkes, når ønsket om menneskers anerkendelse er til stede. Det er ikke blot et guddommeligt påbud, men en af livets dybere love, der bestemmer, at den eneste mulige belønning for gudsdyrkelseshandlinger udført ud fra sådanne falske motiver er menneskers billige anerkendelse samt en forarmelse af det indre liv.

(b) I livets formål (Matthæus 6,19-34):

Det samme princip gælder, siger Jesus, når det drejer sig om livets formål. Der er kun én skat, der er værdig til menneskets søgen, kun ét mål, der er værdigt til dets højeste stræben, og det er Guds rige og hans retfærdighed. Desuden kan der ikke være nogen deling af målet. Gud vil være den første og den eneste. Materielle velsignelser må ikke sættes foran pligten mod ham eller mod mennesker. Med noget lavere mål ville den nye retfærdighed ikke være bedre end hedningernes. Og et sådant krav er rimeligt, for Guds nådige forsyn er tilstrækkelig garanti for, at han vil sørge for alt, hvad der er nødvendigt til gennemførelsen af de formål, han har planlagt for vores liv. Så i vores kald som i vores gudsdyrkelse er Gud det højeste og virksomme motiv.

(c) I sociale relationer (Matthæus 7,1-12):

Dernæst, fordi Gud er vores Fader og det højeste mål for alle menneskers længsel, skylder vi andre stor ærefrygt. Hensynsfuld hjælpsomhed må erstatte den dømmesyge ånd. Af samme grund vil mennesker have for stor ærefrygt for åndelige værdier til skødesløst at kaste dem for de uværdige. Desuden, fordi Gud er så nådig og villig til frit at give sine børn de bedste gaver, er rigets mennesker under en dyb forpligtelse til at overholde broderskabets højere lov, udtrykt i Den gyldne Regel: “Alt .... hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I også gøre mod dem.” Således fuldkommengør den nye retfærdighed Loven og Profeterne i den fuldkomne lov om Guds faderskab og menneskers broderskab.

(5) Formanende afslutning (Matthæus 7,13-27).

(a) Den smalle vej (Matthæus 7,13-14):

I den formanende afslutning (Matt 7,13-27) advarer Jesus først og fremmest sine tilhørere om, at vejen ind i riget er smal. Det kunne synes, at det burde være anderledes; at vejen til ødelæggelse burde være smal og vanskelig, og vejen til livet bred og let, men sådan er det ikke. Vejen til enhver værdig bedrift er selvbeherskelsens, selvopofrelsens og den uendelige anstrengelses smalle vej. Sådan er vejen til rigets retfærdighed, menneskelig stræbens højeste mål. “Smal er porten, og trang er vejen, som fører til livet.”

(b) Karakterens prøver (Matthæus 7,15-27):

Prøven på den højere opfyldelse er frugt. Alene på deres frugter skal rigets undersåtter kendes. I Faderens nærhed er der ikke plads til dem, der ikke bringer andet end tomme bekendelsers blade. Riget er alene for dem, der gør hans vilje. Retfærdighedens prøve illustreres til sidst med den smukke lignelse om de to bygmestre. Forskellen mellem de to er i det væsentlige et spørgsmål om karakter. Den er i høj grad et spørgsmål om grundlæggende ærlighed. Den ene er overfladisk og tænker kun på det, der er synligt for øjet, og bygger kun for sig selv og for øjeblikket. Den anden er ærlig nok til at bygge godt dér, hvor kun Gud kan se, til at bygge for andre og for al tid. Således bygger han også for sig selv. Bygmesterens karakter åbenbares af bygningen.

VII. Principper.

Bjergprædikenen er hverken et upraktisk ideal eller et sæt faste lovbestemmelser. Den er derimod en fremstilling af de livsprincipper, som er nødvendige i et normalt samfund. Et sådant samfund er muligt i den udstrækning, mennesker opnår den karakter og lever det liv, der kommer til udtryk i disse principper. Den rette fortolkning af dem er derfor vigtig.

Mange af udsagnene i Bjergprædikenen er billedlige eller ordsprogsagtige udsagn og skal ikke forstås i bogstavelig eller juridisk forstand. I dem illustrerede Jesus principper i konkrete vendinger. At fortolke dem bogstaveligt som lovbud er i strid med Jesu hensigt og ånd. Fortolket sådan bliver Bjergprædikenen delvis et drømmeagtigt og upraktisk ideal. Man bør derimod søge de principper, der ligger bag de konkrete tilfælde, og anvende dem på ny på livet i nutiden, ligesom Jesus anvendte dem på livet i sin egen tid.

Følgende er nogle af de ledende tanker og principper, som ligger til grund for og kommer til udtryk i Bjergprædikenen:

(1) Karakter er hemmeligheden bag lykke og styrke.

Mennesker med de egenskaber, der beskrives i saligprisningerne, kaldes »salige«. Lykke består ikke i ydre velsignelser, men i den indre ligevægt i et normalt liv. Saligprisningernes dyder er også styrkens elementer. Ydmyghed, selvbeherskelse, renhed og troskab er de ægte egenskaber ved virkelig styrke. Mennesker med sådanne egenskaber skal arve jorden, fordi de er de eneste, der er stærke nok til at eje og bruge den.

(2) Retfærdighed har sit grundlag i det indre liv.

Karakter er ikke noget, der påtvinges udefra, men et liv, der folder sig ud indefra. Håbet om en fuldkommen moral og en ægte opfyldelse af loven ligger i skabelsen af et sundt indre liv. Derfor bedømmes værdien af alle religiøse handlinger og al personlig og social adfærd ud fra de indre motivers kvalitet.

(3) Det indre liv er en enhed.

Den åndelige natur hænger helt sammen, sådan at et moralsk fald på ét punkt bringer hele livet i fare. Derfor er en streng og krævende åndelig askese, endog i form af yderliggående større kirurgi, undertiden hensigtsmæssig og nødvendig. »Hvis dit højre øje får dig til at snuble, så riv det ud og kast det fra dig; for det er bedre for dig, at et af dine lemmer går tabt, end at hele dit legeme kastes i Gehenna« (Matt 5,29 randnote).

(4) Universel kærlighed er den grundlæggende sociale lov.

Den er det dynamiske princip i sand karakter og ret adfærd. I denne henseende, i det mindste, sættes Faderens fuldkommenhed som standard for mennesker. Venlighed i sindelag, i ord og i handling er en forpligtelse, der binder alle. Vi føler måske ikke ens over for alle, men vores vilje må være indstillet på at gøre godt, selv mod vores fjender. I dette kan det kristne livs overnaturlige kvalitet kendes.

(5) Bjergprædikenen sætter kendsgerningen om Gud som Fader i livets centrum.

Karakter og liv findes i og for fællesskab med Faderen. Al tilbedelse og adfærd er rettet mod Gud. Tjenesten for ham er den højeste pligt, hans fuldkommenhed karakterens målestok, hans godhed grundlaget for universel kærlighed. Givet denne kendsgerning følger alle religionens og livets væsentlige ting af sig selv. Gud er Fader, alle mennesker er brødre. Gud er Fader, alle pligter er hellige. Gud er Fader, uendelig kærlighed er i verdens hjerte, og livet har uendelig værdi.

(6) Opfyldelse er livets endelige prøve.

Løfternes blomster må modnes til frugten af blivende karakter. Tomme bekendelsers blade har ingen værdi i Faderens øjne. Gerninger og karakter er det eneste, der består, og udholdenhed er den endelige prøve. Det liv, hvor opfyldelsen er fuldkommen, er det liv, der er forankret på evighedernes klippe.

Se videre etik; Jesu etik; Guds rige.

LITTERATUR.

Standardkommentarerne og Kristus-biografierne. Blandt de vigtigste encyklopædiske artikler er C. W. Votaws i HDB, James Moffatts i Encyclopedia Biblica og W. F. Adeneys i DCG. Følgende er nogle få af de mest nyttige selvstændige bind om emnet: A. Tholuck, Exposition of Christ's Sermon on the Mount; Canon Gore, The Sermon on the Mount; B. W. Bacon, The Sermon on the Mount; W. B. Carpenter, The Great Charter of Christ; Hubert Foston, The Beatitudes and the Contrasts; jf. H. C. King, The Ethics of Jesus, og Stalker, The Ethic of Jesus. Følgende tidsskriftartikler er værd at bemærke: Franklin Johnson, »The Plan of the Sermon on the Mount,« Homiletic Review, XXIV, 360; A. H. Hall, »The Gospel in the Sermon on the Mount,« Biblical Sac., XLVIII, 322; The Bishop of Peterborough (W. C. Magee), »The State and the Sermon on the Mount,« Fortnightly Review, LIII, 32; J. G. Pyle, »The Sermon on the Mount,« Putnam's Magazine, VII, 285.

Russell Benjamin Miller