Dette udtryk forekommer ikke i Det Gamle Testamente, men bruges almindeligt om tårnet, mighdol, som blev bygget af verdens indbyggere, der, mens de rejste i østen, byggede en by på Sinears slette med et tårn, “hvis top kan nå til himlen” – et udtryk, som anses for at betyde “et meget højt tårn”.

1. Den almindelige form for babyloniske tempeltårne:

Der var imidlertid stor forskel på et kana'anæisk mighdol eller vagttårn og det store tårn i Babylon. Vagttårnet var ganske enkelt en høj bygning, sandsynligvis uden nogen særlig skikkelse eller form; den afhang af arkitektens vilje og af beskaffenheden af den jord, den blev opført på. Babelstårnet eller Babylons tårn var derimod en bygningstype, der var særegen for Babylonien og Assyrien. Ifølge alle beretninger, og at dømme efter ruinerne af de forskellige bygningsværker, der endnu findes i disse lande, var babyloniske tårne altid rektangulære, bygget i trin og forsynet med en skrånende opgang, der fortsatte langs hver side helt til toppen. Da der blev udført religiøse ceremonier på dem, var de som regel kronet af et kapel, hvori hellige genstande eller billeder blev opbevaret.

2. Deres babyloniske navn:

Disse bygningsværker havde hos babylonierne et særligt navn: ziqquratu, der tilsyneladende betyder “tinde” eller det højeste punkt på et bjerg; dette ord blev brugt om den bjerghøjde, hvor Ut-napishtim, den babyloniske Noa, bragte ofre, da han kom ud af arken (eller skibet), efter at vandene fra den store flod var sunket tilstrækkeligt. Man har også ment, at de blev brugt som observatorier, når babylonierne studerede stjernehimlen. Det er sandsynligt, men da disse bygningsværker ikke var særlig høje, er det muligt, at der i den klare atmosfære på de babyloniske sletter ikke var noget egentligt behov for at komme op over jordoverfladen, når de foretog deres observationer.

3. Hvor Babelstårnet lå:

Der har været stor uenighed om Babelstårnets geografiske placering. De fleste forfattere om emnet har, i overensstemmelse med den overlevering, der er givet videre af jøder og arabere, identificeret det med Nebos store tempel i byen Borsippa, som nu kaldes Birs-Nimroud (forklaret som en forvanskning af Birj Nimroud, “Nimrods tårn”). Denne bygning synes imidlertid, trods sin betydning, aldrig at være blevet betragtet af babylonierne som Babelstårnet, af den meget gode grund, at den ikke lå i Babylon, men i Borsippa, som, skønt den i senere tider blev kaldt “det andet Babylon”, naturligvis ikke var den oprindelige by med dette navn. Det bygningsværk, som babylonierne betragtede som den store tårnbygning i deres gamle by, var E-temen-ana-ki, “templet for himlens og jordens grundvold”, kaldt af Nabopolassar og Nebukadrezzar ziqqurat Babili, “Babylons tårn” – det verdensberømte tempel, der var viet til Merodak og hans gemalinde Zer-panitum, Babylons øverste guddomme.

4. Dets placering i Babylon:

Denne bygning lå i den sydlige del af byen, ikke langt fra Eufrats højre bred, og ifølge Weissbach repræsenteres den nu af en sænkning, hvori den oprindelige rektangulære kerne af ubrændte teglsten findes. På grund af dens form har araberne kaldt dette sted Sahan, “skålen”. Disse rester af Babylons store tempeltårn ragede, inden for mindet hos mænd, der ikke var særlig gamle, selv i sin ødelagte tilstand højt op over den omgivende slette. De brændte teglsten fra de gamle babyloniere, som “havde teglsten som sten og slam (bitumen) som mørtel” (1 Mos 11,3), er imidlertid stadig gode og har handelsværdi, så de blev alle ryddet bort, sammen med hvilket som helst kostbart materiale i form af oldtidsgenstande, de måtte have indeholdt, efter sigende for at reparere bredden af Hindiyeh-kanalen. Visse optegnelser i form af kegleformede “cylindre” kom dog på markedet og blev erhvervet af museerne i Europa og Amerika. Da disse omtaler Nabopolassars restaurering af bygningen og den rolle, som hans sønner Nebukadrezzar og Nabu-sum-lisir spillede i de ceremonier, der ledsagede genopbygningen, er det meget sandsynligt, at de udgjorde en del af det erhvervede bytte.

5. En babylonisk beskrivelse af tårnet:

E-temen-ana-ki, for at bruge det babyloniske (sumeriske) navn, bestod af seks trin bygget på en platform og forsynet med en helligdom på toppen. En tavle, der tilsyneladende gav en detaljeret beskrivelse af denne bygning, var en tid i hænderne på afdøde George Smith i året 1876. Desværre havde han ikke tid til at give en oversættelse af dokumentet eller at udgive teksten, men hans detaljerede redegørelse for det (Athenaeum, 12. februar 1876) er overordentlig interessant. Først var der den ydre forgård, kaldet den “store forgård”, som efter G. Smiths skøn målte 1.156 fod gange 900 fod (ca. 352 m gange 274 m), og en mindre, kaldet “Ishtars og Zagagas forgård”, 1.056 fod gange 450 fod (ca. 322 m gange 137 m). Rundt om forgården var der seks porte, der gav adgang til templerne:

(1) den store port;

(2) porten for den opgående sol (øst);

(3) den store port;

(4) kolossernes port;

(5) kanalens port; og

(6) porten med udsigt til tårnet.

6. Platformen:

Efter dette kom et område eller en platform, tilsyneladende omgivet af en mur – en ki-gallu, kvadratisk i formen og målende 3 ku på hver led. Dens størrelse er usikker, da værdien af ku er ukendt. Siderne af denne indhegning vendte mod verdenshjørnerne. I dens mure var der fire porte, én på hver side, og de var opkaldt efter de retninger, de vendte imod. Inde i denne indhegning stod en stor bygning, der målte 10 gar (Smith: 200 fod, ca. 61 m) på hver led. Desværre var navnet på dette bygningsværk beskadiget, så dets karakter og brug er usikre.

7. Kapellerne og helligdommene:

Rundt om tårnets fod lå små templer eller kapeller, viet til babyloniernes forskellige guder. Mod øst var der 16 helligdomme, hvoraf de vigtigste var viet til Nebo og Tasmetu, hans ægtefælle; mod nord var der to templer, viet til henholdsvis Ea (Ae) og Nusku; mod syd var der et enkelt tempel for de to store guder, Anu og Bel (Enlil?). Det var dog mod vest, at de vigtigste bygninger lå — et dobbelthus med en gård mellem fløjene, 35 alen (Smith: 58 fod) bred. Disse to fløje havde ikke samme mål; bygningen på den ene side var 100 alen gange 20 (166 fod gange 34 fod), og på den anden 100 alen gange 65 (166 fod gange 108 fod). I disse vestlige kamre stod gudens leje og den gyldne trone, som Herodot nævner, sammen med andre meget værdifulde genstande. Lejet blev sagt at have målt 9 alen gange 4 (15 fod gange 6 fod 8 tommer).

8. Tårnet i dets første trin:

I midten af disse bygningsgrupper stod det store tårn i trin, af babylonierne kaldt “Babelstårnet” (ziqqurat Babili). Trinene blev mindre nedefra og op, men hvert trin var kvadratisk i grundplan. Det første trin, eller fundamenttrinet, var 15 gar på hver led og 5 1/2 gar højt (300 fod gange 110 fod højt) og synes at have været udsmykket med de sædvanlige dobbelte nicher, som er karakteristiske for assyrisk-babylonisk arkitektur.

9. De resterende trin:

Det andet trin var 13 gar i kvadrat og 3 gar højt (260 fod gange 60 fod). Der blev anvendt et udtryk om det, som G. Smith ikke forstod, men han bemærker, at det sandsynligvis havde skrånende sider. Trinene fra det 3. til det 5. var alle af samme højde, nemlig 1 gar (20 fod), og var henholdsvis 10 gar (200 fod), 8 1/3 gar (170 fod) og 7 gar (140 fod) i kvadrat. Målene for det 6. trin var udeladt, men kan genskabes i overensstemmelse med de andre, nemlig 5 1/2 gar i kvadrat (110 fod) og 1 gar (20 fod) højt.

10. Kapellet på toppen:

Oven på dette blev det opført, som Smith kalder det 7. trin, nemlig guden Bel-Merodaks øvre tempel eller helligdom, 4 gar langt, 3 1/2 gar bredt og 2 1/2 gar højt (henholdsvis 80 fod, 60 fod og 50 fod). Han nævner ikke gudens statue, men man kan formode, at den var opstillet i denne øverste bygning. Tårnets samlede højde over dets fundament var derfor 15 gar (300 fod), det samme som bredden af dets grundflade. Man kan ikke sige, at det på nogen måde var en smuk bygning, men der var sandsynligvis en vis symbolik i dets mål, og af udseende lignede det sandsynligvis (bortset fra udsmykningen) tempeltårnet i Kalah, sådan som det er rekonstrueret i frontispicen til Layards Monuments of Nineveh, 1. serie, hvor der vises en trinpyramide med et tilsvarende højt fundamenttrin.

11. Herodots beskrivelse:

Med denne detaljerede beskrivelse, som er netop, hvad man ville forvente i en babylonisk beretning om et så berømt tempel, stemmer beskrivelsen hos Herodot (i.181 ff) overens. Han siger, at det var et tempel med kvadratisk form, to stadier (1.213 fod) på hver led, midt i hvilket der var bygget et massivt tårn, et stadium i kvadrat (næsten 607 fod). Dette må dog have været platformen, som sammen med de seks trin og kapellet på toppen ville udgøre det samlede antal på otte trin, som Herodot taler om. Opgangen, hvorved man nåede toppen, beskriver han som løbende “udenpå rundt om alle tårnene” — en formulering, der antyder, men ikke nødvendigvis betyder, at den var spiralformet — dvs. man måtte gå rundt om bygningsværket 7 gange for at nå toppen. Afbildninger på babyloniske grænsesten antyder, at denne opfattelse ville være korrekt, selv om en symmetrisk ordning af skrånende gangveje kunne have været konstrueret, hvilket i høj grad ville have forbedret udformningen. Midtvejs på opgangen, siger Herodot, var der et hvilested med sæder at hvile på, hvilket snarere støtter denne tanke. På toppen af det sidste tårn var der et stort kammer, og i kammeret var der lagt et stort leje, godt dækket til; og ved siden af det et gyldent bord. Der var intet billede dér, og intet menneske tilbragte natten dér, undtagen kun en kvinde blandt stedets indfødte, udvalgt af guden, “som kaldæerne, der er denne guds præster, siger.” Disse mænd fortalte Herodot, at guden ofte kom til kammeret og hvilede på lejet, “men,” tilføjer han, “jeg tror dem ikke.” Efter at have nævnt paralleller til dette i det egyptiske Theben og Patam i Lykien fortsætter han med at tale om et andet kammer nedenunder (det, der henvises til på G. Smiths tavle), hvori der var et stort billede af Zeus (Bel-Merodak) siddende, med en fodskammel og et stort bord, alt af guld, og vejende ikke mindre end 800 talenter. Uden for dette kammer var der et alter for guden, lavet af guld; og desuden et andet alter, hvorpå fuldvoksne dyr blev ofret, idet det gyldne alter kun var til diende dyr. Kaldæerne fortalte ham også, at der i bygningens område var en statue, 12 alen høj og af massivt guld. Dareios Hystaspes ønskede at tage denne værdifulde genstand i besiddelse, men vovede det ikke. Hans søn Xerxes var derimod ikke så hensynsfuld over for folkets og præsteskabets følelser, for han dræbte også præsten, da denne forbød ham at røre ved den.

12. Tårnets bygmestre:

Den bibelske beretning angiver ikke, hvem de mennesker var, som rejste mod øst og byggede byen og tårnet. Det ubestemte “de” kunne forstås som hvilket som helst folk, der var der på det tidspunkt, hvor beretningen blev skrevet, og forudsætter sandsynligvis, at læseren bestemt ville vide det. Da Babelstårnet i de indfødte indskrifter bærer et sumero-akkadisk navn, kan man formode, at de bygmestre, der henvises til, tilhørte denne race.

13. Traditioner om dets ødelæggelse:

Det er bemærkelsesværdigt, at der i Første Mosebog ikke siges noget om, at opførelsen blev standset, selv om de holdt op med at bygge byen. Bochart gengiver en jødisk overlevering, som lader tårnet være blevet kløvet helt ned til dets fundament af ild, der faldt ned fra himlen – sandsynligvis foreslået af tårnets tilstand ved »det andet Babylon«, dvs. Birs Nimroud. En anden overlevering, gengivet af Eusebius (Prep. Evang., ix; Chronicon, 13; Syncel. Chron., 44), lader det være blevet blæst omkuld af vindene; »men da det nærmede sig himlene, kom vindene guderne til hjælp og væltede værket ned over dets ophavsmænd; og guderne indførte en mangfoldighed af tungemål blandt menneskene, som indtil da alle havde talt samme sprog.«

14. Betydningen af »Babel«:

Stedet, hvor de byggede tårnet, blev kaldt Babylon på grund af sprogenes forvirring. Her har vi igen udsagnet, som i Første Mosebog, at betydningen af Babel er »forvirring«. Dette bygger, som bekendt, på den rent hebraiske etymologiske lov, der får balal, »at forvirre« eller »blande«, til at antage en fordoblet form; men så vidt kileskriftsindskrifterne, som nu er meget talrige, giver os oplysning, var Babel, fra baldlu, »at blande« (den omhandlede rod), en umulighed. Men fra babylonisk side er det utvivlsomt, at gengivelsen af navnet som Bab-ili (-ilani), »guds port« (»gudernes port«), var en folkeetymologi, uanset at den sumero-akkadiske form Ka-dingira, med samme betydning, langtfra er sjælden. Det er dog bemærkelsesværdigt, at en af de former, som Nebukadrezzar bruger, er Babilam, med mimmation eller »emming«, som er et kendetegn ved det babyloniske sprog; desuden forekommer også et stednavn Babalam, som kan være en endnu tidligere og måske den oprindelige form. Selv om man gerne ville se i Babalam »stedet for sammenbringelse« og i Babilam »den, der bringer sammen«, synes endelsen -am at være en uoverstigelig vanskelighed.

15. Tårnets endelige ødelæggelse:

At byggeriet af byen ville være blevet standset, da forvirringen af tungemålene fandt sted, er naturligt – bortrejsen af størstedelen af indbyggerne gjorde dette uundgåeligt. Da befolkningen igen voksede, blev byggeriet af byen fortsat, med det resultat at Babylon til sidst blev den største by i den dengang kendte verden. Tårnet blev, trods det der var blevet sagt om dets ødelæggelse, stående, og når det, som det skete fra tid til anden, kom i forfalden stand, ville en energisk babylonisk konge genopbygge det. Alexander og Filip af Makedonien begyndte at rydde murbrokkerne væk for at genopbygge det store tempel for Bclus (Bel-Merodak), som var forbundet med det, og der er næppe nogen tvivl om, at tårnet ligeledes ville være blevet genopbygget; men førstnævntes alt for tidlige død og sidstnævntes utilstrækkelige mentale format til at herske over et stort rige satte en stopper for arbejdet. Tårnet forblev derfor urepareret – »Tårnet var overordentlig højt. Den tredje del af det sank ned i jorden, en anden tredjedel blev brændt ned, og den resterende tredjedel stod indtil tiden for Babylons ødelæggelse« (Rabbi Yehanan, Sanhedhrin, 109, 1).

16. Ingen forestilling om at nå himlen:

Hvad angår den påståede hensigt hos tårnets bygmestre, at føre det så højt som himlene, kan den, trods Talmud og andre skrifter, straks afvises. Hensigten var at bygge et meget højt tårn, og det er alt, hvad der ligger i de anvendte ord. At babylonierne gerne ville have haft deres tårn til at nå himlen, kan indrømmes, og tanken kan forstås som symbolsk for Babylons stolthed, så meget desto mere som de betragtede det som »huset for himlens og jordens grundvold«. Selv om det i dag er bragt lavere end de andre tempeltårne i Babylonien, består dets ry som en af de store herligheder i denne berømte hovedstad. Da det var indviet til de guder, de dyrkede, og især til Merodaks ære, repræsentanten for babylonisk monoteisme, har babyloniernes efterkommere, de indfødte kristne, ingen grund til at mindes deres forfædres bygningsværk med skam, men snarere med stolthed. Som nationernes samlingspunkt var Babylon, så længe det bestod, altid et stort handelscentrum, og mange er de sprog, der har lydt i tårnets nærhed. Tungemålenes forvirring førte til den jødiske fiktion, at luften i Babylon og Borsippa forårsagede glemsomhed og derfor var skadelig for studerende af Loven, idet den fik dem til at glemme den, ligesom tårnets bygmestre fordum havde glemt deres sprog (Rashi, Sanhedhrin, 109, 1). Dette forhindrede dog ikke rabbinerne i Babylon i at blive mere berømte end dem i Det hellige land, ja endog dem i selve Jerusalem.

Se også astronomi.

T. G. Pinches