blas'-fe-mi (blasphemia): På klassisk græsk betød det primært »bagvaskelse« eller »ond tale« i almindelighed; »et ord med ondt varsel«, deraf »ugudelig og respektløs tale imod Gud«.

(1) I Det Gamle Testamente som substantiv og verbum:

(a) (barakh) »Nabot bespottede Gud og kongen« (1 Kong 21,10; 1 Kong 21,13 KJV);

(b) (gadhaph) om Sankerib, der trodser Jahve (2 Kong 19,6; 2 Kong 19,22 = Es 37,6; Es 37,23; også Sl 44,16; Ez 20,27; jf. 4 Mos 15,30), »Men den sjæl, der gør noget med løftet hånd (dvs. bevidst og trodsigt), .... den samme bespotter (således RV, men KJV: »håner«) Jahve; og den sjæl skal udryddes af sit folk.« Bespottelse er altid i ord eller gerning en skade, vanære og trods, der rettes mod Gud, og straffen for den er døden ved stening;

(c) (charaph) om afgudsdyrkelse som bespottelse mod Jahve (Es 65,7);

(d) (naqabh) »Og den, der bespotter Jahves navn, skal visselig lide døden« (3 Mos 24,11; 3 Mos 24,16);

(e) (na'ats) Davids synd giver Herrens fjender anledning til at spotte (2 Sam 12,14; også Sl 74,10; Sl 74,18; Es 52,5; jf. Ez 35,12; 2 Kong 19,3 KJV; Es 37,3).

(2) I Det Nye Testamente kan bespottelse, substantiv og verbum, være

(a) ond tale i almindelighed (ApG 13,45; ApG 18,6); jøderne sagde Paulus imod »og bespottede«, RV, randnote »skældte ud«. (Således i KJV til Matt 15,19 = Mark 7,22; Kol 3,8, men i RV »skældsord«; Åb 2,9 RV, randnote »spot«; således måske også i 1 Tim 1,20; eller Hymenæus og Alexander kan have bespottet Kristus ved at bekende troen og leve uværdigt i forhold til den.)

(b) Tale imod en hedensk gudinde: byskriveren i Efesos afviser anklagen om, at Paulus og hans ledsagere var bespottere af Diana (ApG 19,37).

(c) Imod Gud: (i) at udtale ugudelige ord (Åb 13,1; Åb 13,5; Åb 13,6; Åb 16,9; Åb 16,11; Åb 16,21; Åb 17,3); (ii) uværdig opførsel hos jøder (Rom 2,24) og kristne (1 Tim 6,1; Tit 2,5, og måske 1 Tim 1,20); (iii) om Jesus Kristus, der blev beskyldt for at tilrane sig Guds myndighed (Matt 9,3 = Mark 2,7 = Luk 5,21), for at hævde at være Messias, Guds søn (Matt 26,65 = Mark 14,64), eller for at gøre sig selv til Gud (Joh 10,33; Joh 10,36).

(d) Imod Jesus Kristus: Saul stræbte efter at få de kristne, han forfulgte, til at bespotte deres Herre (ApG 26,11). Således var han selv en spotter (1 Tim 1,13; jf. Jak 2,7).

Den utilgivelige synd:

(3) Bespottelse mod Helligånden:

»Enhver synd og bespottelse skal tilgives mennesker; men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, som taler et ord imod Menneskesønnen, ham skal det tilgives; men den, som taler imod Helligånden, ham skal det ikke tilgives, hverken i denne verden eller i den, som kommer« (Matt 12,31; Matt 12,32 = Mark 3,28; Mark 3,29; Luk 12,10). Ligesom det i Det Gamle Testamente at »synde med løftet hånd« og at bespotte Guds navn medførte dødsstraf, sådan forbliver bespottelsen mod Helligånden den ene utilgivelige synd. Disse steder indebærer i det mindste hævet over enhver tvivl Helligåndens personlighed, for synd og bespottelse kan kun begås mod personer. Hos Matthæus og Markus er et bestemt tilfælde af denne bespottelse farisæernes påstand om, at Jesus Kristus uddriver dæmoner ved Beelzebul. Den almene tanke er, at det at tilskrive handlinger, som tydeligt er Helligåndens, en ond kilde, at kalde godt ondt, er bespottelse mod Ånden og synd, der ikke vil blive tilgivet. »Der skelnes mellem Kristi andre handlinger og dem, som åbenbart åbenbarer Helligånden i ham, og mellem bagvaskelse rettet mod ham personligt, sådan som han fremtræder i sine almindelige handlinger, og den, der sigter mod de handlinger, hvor Ånden er åbenbar« (Gould, Mark på stedet). Lukas henviser ikke til noget bestemt tilfælde og synes at forbinde det med fornægtelsen af Kristus, skønt også han gengiver udsagnet om, at »den, som taler et ord imod Menneskesønnen, ham skal det tilgives«. Men hvilke af Kristi handlinger er ikke Helligåndens handlinger, og hvordan er derfor et ord talt imod ham ikke også bespottelse mod Helligånden? Johannes identificerer Helligånden med den ophøjede Kristus (Joh 14,16-18; Joh 14,26; Joh 14,28). Den løsning, der almindeligvis tilbydes på dette meget vanskelige problem, er kort formuleret af Plummer (Lukas ad loc.): »Vedvarende og fuldendt modstand mod Helligåndens indflydelse, på grund af en bevidst forkærlighed for mørke frem for lys, gør omvendelse og derfor tilgivelse moralsk umulig.« En lignende tanke læres i Hebr 6,4-6 og 1 Joh 5,16: »En synd til døden.« Men den naturlige betydning af Kristi ord indebærer snarere en manglende evne eller vilje til at tilgive på den guddommelige side end en manglende evne til at omvende sig hos mennesket. Under alle omstændigheder indebærer det, at mennesket overlades til evig fordømmelse, Guds manglende evne og nederlag. Det eneste alternativ synes at være at tage den kenotiske teori i brug og placere denne tanke blandt de menneskelige begrænsninger, som Kristus påtog sig, da han blev kød. Det er mindre vanskeligt at tilskrive Jesu Kristi viden en grænse end Guds frelsende nåde (Mark 13,32; jf. Joh 16,12; Joh 16,13). Det er også værd at bemærke, at Kristus i hvert fald i andre henseender tilsluttede sig det syn på Helligånden, som han fandt blandt sine samtidige.

Se Helligånden.

T. Ress