ba'-al: (ba`al; eller Baal): Det babyloniske Belu eller Bel, "Herre," var titlen på den øverste gud blandt kana'anæerne.

I. BAALS NAVN OG KARAKTER

II. BAALS EGENSKABER

III. BAALSDYRKELSE

IV. TEMPLER OSV.

V. BRUG AF NAVNET

VI. FORMER AF BAAL

1. Baal-Berit

2. Baal-Gad

3. Baal-Hamon

4. Baal-Hermon

5. Baal-Peor

6. Baal-Zebub

I. Baals navn og karakter:

I Babylonien var det den titel, der særligt blev anvendt om Merodak fra Babylon, og som med tiden kom til at blive brugt i stedet for hans egentlige navn. Da ordet på hebraisk også betyder "ejer," har man antaget, at det oprindelig, når det blev brugt i religiøs betydning, betød guden for et bestemt stykke land eller jord. For dette findes der dog intet bevis, og betydningen "ejer" er afledt af betydningen "herre." Den babyloniske Bel-Merodak var en solgud, og det samme var kana'anæernes Baal, hvis fulde titel var Baal-Shemaim, "himlens herre." Den fønikiske forfatter Sanchuniathon (Philo Byblius, Fragmenta II) siger derfor, at børnene af menneskehedens første generation "i tørketid rakte deres hænder mod himlen, mod solen; for de betragtede ham som himlens eneste Herre og kaldte ham Beel-samen, hvilket betyder `Himlens Herre' på fønikisk og svarer til Zeus på græsk" Baal-Shemaim havde et tempel ved Umm el-Awamid mellem Akko og Tyrus, og hans navn findes i indskrifter fra de fønikiske kolonier på Sardinien og i Kartago.

II. Baals egenskaber:

Som solgud blev Baal dyrket under to aspekter, et velgørende og et ødelæggende. På den ene side gav han lys og varme til sine dyrkere; på den anden side ødelagde sommerens voldsomme hede den vegetation, som han selv havde frembragt. Derfor blev menneskelige ofre bragt til ham for at formilde hans vrede i tider med pest eller anden nød; offeret var som regel den ofrendes førstefødte og blev brændt levende. I Det Gamle Testamente kaldes dette eufemistisk at lade offeret "gå" "gennem ilden" (2 Kong 16,3; 2 Kong 21,6). De former, under hvilke Baal blev dyrket, var nødvendigvis lige så talrige som de samfund, der dyrkede ham. Hver lokalitet havde sin egen Baal eller guddommelige "Herre," som ofte tog navn efter den by eller det sted, han hørte til. Derfor fandtes der en Baal-Zur, "Tyrus' Baal"; Baal-Hermon, "Hermons Baal" (Dom 3,3); Baal-Libanon, "Libanons Baal"; Baal-Tarz, "Tarsus' Baal." Til andre tider blev titlen knyttet til navnet på en enkelt gud; således har vi Bel-Merodak, "Herren Merodak" (eller "Bel er Merodak") i Babylon, Baal-Melkarth i Tyrus, Baal-Gad (Jos 11,17) i den nordlige del af Israels land. Lejlighedsvis var det andet led et substantiv som i Baal-Shemaim, "himlens herre," Baalzebub (2 Kong 1,2), "fluernes herre," Baal-Hamman, som sædvanligvis tolkes "hedens herre," men mere sandsynligt "solsøjlens herre," Kartagos skytsgud. Alle disse forskellige former af solguden var samlet kendt som Ba'alerne eller "Baalerne," der indtog deres plads ved siden af de kvindelige Ashtaroth og Ashtrim. I Kartago blev Baals kvindelige gemalinde kaldt Pene-Baal, "Baals ansigt" eller "spejlbillede."

III. Baalsdyrkelse:

I de tidligere dage af hebræisk historie blev titlen Baal, eller "Herre," anvendt om Israels nationale Gud, en brug som blev genoptaget i senere tider, og som er velkendt for os i King James Version. Derfor havde både Jonatan og David sønner, der hed Merib-Baal (1 Krøn 8,31; 1 Krøn 9,40) og Beeliada (1 Krøn 14,7). Efter Akabs tid blev navnet imidlertid forbundet med dyrkelsen og ritualerne for den fønikiske guddom, som Jezabel indførte i Samaria, og dets afguderiske associationer gjorde derfor, at det kom i vanry. Hos 2,16 erklærer, at Israels Gud fra nu af ikke længere skulle kaldes Baali, "min Baal," og personnavne som Esh-Baal (1 Krøn 8,33; 1 Krøn 9,39) og Beelinda, hvori det indgik, blev ændret i form, idet Baal blev til bosheth, som på hebraisk i hvert fald bar betydningen "skam."

IV. Templer osv.:

Baal-templer i Samaria og Jerusalem nævnes i 1 Kong 1,18; hvor de var blevet opført på den tid, da Akabs dynasti forsøgte at smelte israelitter, judæere og fønikere sammen til ét folk under den samme nationale fønikiske gud. Altre, hvorpå der blev brændt røgelse for Baal, blev ifølge Jeremias opstillet i alle Jerusalems gader (11,13), tilsyneladende på husenes flade tage (Jer 32,29); og Baals tempel indeholdt et billede af guden i form af en søjle eller Betel (2 Kong 10,26; 2 Kong 10,27). Under Akabs regering blev Baal tjent i Israel af 450 præster (1 Kong 18,19), såvel som af profeter (2 Kong 10,19), og hans dyrkere bar særlige klæder, når hans ritual blev udført (2 Kong 10,22). Det almindelige offer, der blev bragt til guden, bestod af røgelse (Jer 7,9) og brændofre; ved særlige lejligheder var offeret et menneske (Jer 19,5). Til tider arbejdede præsterne sig ind i en ekstasetilstand, og mens de dansede rundt om alteret, skar de sig med knive (1 Kong 18,26; 1 Kong 18,28), ligesom visse dervishordener i moderne islam.

V. Brug af navnet.

I overensstemmelse med dets betydning bruges Baals navn som regel med den bestemte artikel; i Septuaginta får dette ofte feminin form, idet aischane "skam" skulle læses. Vi finder samme brug i Rom 11,4. Den feminine modpart til Baal var Baalah eller Baalath, som findes i en hel del af de lokale navne (se Baethgen, Beltrage zur semitischen Religionsgeschichte, 1888).

VI. Former af Baal.

1. Baal-Berit:

Baal-Berit ba`al berith; Baalberith, "Pagts-Baal," blev dyrket i Sikem efter Gideons død (Dom 8,33; Dom 9,4). I Dom 9,46 erstattes navnet af El-Berit, "Pagts-gud." Pagten var den, som guden indgik med sine dyrkere, mindre sandsynligt mellem israelitterne og de indfødte kana'anæere.

2. Baal-Gad:

Baal-gad ba`al gadh; Balagada, "Baal [herre] over lykke" (eller "Baal er Gad") var guden for en by, der var opkaldt efter hans navn i den nordlige del af Israels land, og som ofte er blevet identificeret med Baalbek. Guden kaldes ganske enkelt Gad i Es 65,11 i Revised Version, randnote; hvor han forbindes med Meni, den assyriske Manu (King James Version "troop" og "number").

3. Baal-hamon:

Baal-hamon ba`al hamon; Beelamon kendes kun fra den oplysning, at Salomo havde en vingård på et sted med dette navn (Højs 8,11). Navnet forklares sædvanligvis som "Baal over mængden", men kileskriftstavlerne fra Tell el-Amarna-tiden, fundet i landet, viser, at den egyptiske gud Amon blev dyrket i Kanaan og dér identificeret med den hjemlige Baal. Vi er derfor berettigede til at læse navnet Baal-Amon, en parallel til det babyloniske Bel-Merodak. Navnet har ingen forbindelse med navnet på den karthagiske guddom Baal-hamman.

4. Baal-hermon:

Baal-hermon ba`al chermon; Balaermon findes i navnet på "Baal-Hermons bjerg" (Dom 3,3; jf. 1 Krøn 5,23), som også bar navnene Hermort, Sirjon og Senir (Saniru i de assyriske indskrifter), idet det andet navn blev brugt om det af fønikerne og det tredje af amoritterne (5 Mos 3,9). Baal-hermon vil følgelig være en dannelse svarende til Baal-Libanon i en indskrift fra Cypern; ifølge den fønikiske forfatter Sanchuniathon (Philo Byblius, Fragmenta II) "avlede" den tredje slægt af mennesker "sønner af forbløffende størrelse og vækst, hvis navne blev givet til de bjerge, som de havde taget i besiddelse."

5. Baal-peor:

Baal-peor ba`al pe`or; Beelphegor var gud for Moabs bjerge; han tog sit navn fra Peors bjerg (4 Mos 23,28), det moderne Fa`ur, og var sandsynligvis en form af Kemosh (Hieronymus, Comm., Es 15). De sanselige riter, hvormed han blev dyrket (4 Mos 25,1-3), viser hans forbindelse med den fønikiske Baal.

6. Baal-zebub:

Baal-zebub ba`al zebhubh; Baalmuia Theos ("Baal, flueguden") blev dyrket i Ekron, hvor han havde et berømt orakel (2 Kong 1,2; 2 Kong 1,3; 2 Kong 1,16). Navnet oversættes almindeligvis "fluernes herre", idet solguden blev sat i forbindelse med de fluer, som sværmer i Israels land i de tidlige sommermåneder. Det forekommer i assyriske indskrifter. I Det Nye Testamente antager navnet formen Beelzebul Beelzeboul, i King James Version: Beelzebub (se denne).

A. H. Sayce

ba'-al ba`al, ("herre", "mester", "ejer"):

(1) En efterkommer af Ruben, Jakobs førstefødte søn, og far til Be'era, fyrste for rubenitterne, "som Tiglat-Pileser (1 Krøn 5,5; 1 Krøn 5,6), Assyriens konge, førte bort i fangenskab."

(2) Den fjerde af Je'iels (King James Version "Jehiel") ti sønner; Je'iel var far til og grundlægger af Gibeon. Hans mor var Ma'aka; hans bror Kish var far til Saul (1 Krøn 8,29; 1 Krøn 9,35; 1 Krøn 9,36; 1 Krøn 9,39; jf. 1 Sam 14,50). Disse passager identificerer Je'iel og Abiel som far til Kish og dermed til Baal. For studium af forvekslinger i den genealogiske optegnelse i 1 Krøn 9,36; 1 Krøn 9,39, se Kish; Abiel; Je'iel.

(3) I sammensætninger er det ofte navnet på en mand og ikke på den hedenske gud, f.eks. Baal-Hanan, en konge af Edom (1 Mos 36,38; 1 Krøn 1,49); også en kongelig tilsynsmand af samme navn (1 Krøn 27,28). Gesenius mener, at Baal i sammensatte ord sjældent henviser til guden af det navn. Se Baal (guddom).

(4) En by i Simeons stamme (1 Krøn 4,33). Se Ba'alat-Be'er.

Dwight M. Pratt

ba`al; Baal 1 Krøn 4,33. Se Ba'alat-Be'er.