bish'-up: Ordet er tydeligvis en forkortelse af det græske episkopos; latin, episcopus.

GENERELT

1. Brug i Septuaginta og klassisk græsk:

Septuaginta giver det den generiske betydning "tilsyn, overvågning, undersøgelse" (4 Mos 4,16; 4 Mos 31,14) i sager, der vedrører kirken, staten og hæren (Dom 9,28; 2 Kong 12,11; 2 Krøn 34,12; 2 Krøn 34,17; 1 Makk 1,54; Salomos Visdom 1,6). Det er heller ikke ukendt i klassisk græsk. Således anvendte Homer i Iliaden ordet om guderne (xxii.255), ligeledes Plutarch, Cam., 5. I Athen blev guvernørerne over erobrede stater kaldt med dette navn.

2. Brug i Det Nye Testamente:

Ordet anvendes én gang om Kristus selv: "til jeres sjæles hyrde og biskop" (1 Pet 2,25). Det forekommer hyppigt i den paulinske litteratur og bruges som et alternativ til presbuteros eller ældste (Tit 1,5; Tit 1,7; 1 Tim 3,1; 1 Tim 4,14; 1 Tim 5,17; 1 Tim 5,19). De tidligste kirkelige embeder, der blev indstiftet i kirken, var ældstes og diakoners, eller snarere omvendt, eftersom det sidstnævnte embede næsten straks voksede frem af den kristne menigheds behov i Jerusalem (ApG 6,1-6). Den presbyteriale forfatning i Jerusalem må have været meget gammel (ApG 11,30) og var forskellig fra apostolatet (ApG 15,2; ApG 15,4; ApG 15,6; ApG 15,22; ApG 15,23; ApG 16,4). Allerede i 50 e.Kr. indsatte Paulus "ældste" i hver menighed, med bøn og faste (ApG 14,23), idet der henvises til de tidligere grundlagte asiatiske menigheder. Men da han skriver til filipperne (Fil 1,1), taler han om "biskopper" og "diakoner". I de hedningekristne menigheder var denne titel åbenbart blevet antaget; og det er kun i Pastoralbrevene, at vi finder betegnelsen "presbytere" anvendt. Navnet "presbyter" eller "ældste", velkendt for jøderne, betegner deres alder og plads i kirken; mens det andet udtryk, "biskop", snarere henviser til deres embede. Men begge har tydeligvis samme personer for øje. Deres embede defineres som at "lede" (Rom 12,8), "føre tilsyn" (ApG 20,17; ApG 20,28; 1 Pet 5,2), tage sig af Guds hjord (ApG 20,28). Men ordet archein, "at herske", i hierarkisk forstand, bruges aldrig. Desuden havde hver menighed et kollegium af presbyter-biskopper (ApG 20,17; ApG 20,28; Fil 1,1; 1 Tim 4,14). I Paulus' levetid var kirken tydeligvis endnu ikke bevidst om nogen skelnen mellem presbytere og biskopper.

Der er endnu intet spor af en formel ordination i den senere hierarkiske betydning. Ordet "ordained", som bruges i King James Version (ApG 1,22), er en uberettiget interpolation, som med rette er rettet i Revised Version (British and American). Hverken ordet cheirotonesantes (ApG 14,23, oversat "appointed" i American Standard Revised Version) eller katasteses (Tit 1,5, oversat "appoint" i American Standard Revised Version) kan bære denne oversættelse. Ved uforanderligt at gengive disse ord med "ordain" viser King James Version et vitium originis. Ingen tvivler på, at ordinationsideen er yderst gammel i kirkens historie, men håndspålæggelsen, som nævnes i Det Nye Testamente (ApG 13,3; 1 Tim 4,14; 2 Tim 1,6; jf. ApG 14,26; ApG 15,40), peger snarere på meddelelse af en åndelig gave eller på påkaldelse af den end på tildeling af en officiel status.

3. Senere udvikling af ideen:

Ifølge Rom, sådan som det endeligt blev udtrykt af Tridentinerkoncilet, og ifølge den episkopale idé i almindelighed, eksisterede den hierarkiske organisation, som opstod i det 3. århundrede, fra begyndelsen i den nytestamentlige kirke. Men ud over Det Nye Testamente, som citeret ovenfor, fastholder kirkens tidlige vidnesbyrd identiteten mellem "presbytere" og "biskopper". Således Clemens af Rom (Ep. 1, kapitlerne 42, 44, 57), Didache, kapitel 15; måske Constitutiones, II, 33, 34, i brugen af flertalsformen; Irenæus (Adv. Haer., iii.2, 3), Ambrosiaster (om 1 Tim 3,10; Ef 4,11), Chrysostomos (Hom 9 in Ep. ad Tim), i en utvetydig udtalelse: "de gamle presbytere blev kaldt biskopper .... og biskopperne presbytere," lige så utvetydigt Hieronymus (Ad Tit, 1, 7): "den samme er presbyteren, som også er biskoppen." Augustin og andre fædre fra det 4. og 5. århundrede har denne opfattelse, og endog Peter Lombardus, som gik forud for Thomas Aquinas som middelalderkirkens store lærer. Hatch fra Oxford og Harnack fra Berlin fastholder, på trods af hele dette vidnesbyrd, en skelnen mellem presbyterne, som dem der havde ansvaret for kirkens lov og disciplin, og biskopperne, som dem der havde ansvaret for kirkens pastorale omsorg, forkyndelse og gudstjeneste. Denne teori er bygget på argumentet om de fremherskende sociale forhold og institutioner, sådan som de blev antaget og efterlignet af kirken, snarere end på solidt tekstbevis. Skellet mellem presbytere og biskopper kan kun opretholdes ved en tvungen eksegese af Skrifterne. Den senere og hurtige vækst af den hierarkiske idé opstod ved tilslutningen af den ebionitisk-kristne opfattelse af kirken som en nødvendig fortsættelse af den gammeltestamentlige husholdning, som i så høj grad har påvirket historien om kirkens indre udvikling i de første seks århundreder af dens eksistens.

Henry E. Dosker

ANGLIKANSK OPFATTELSE

I. Episkopatet defineret.

Episkopat er styre i den kristne kirke ved biskopper. Reglen i de ortodokse kirker i Østen, hos de romersk-katolske og hos anglikanerne er, at indvielsen af andre biskopper og ordinationen af præster og diakoner kun kan ske ved en biskop; og hos dem er en biskop en, der gør krav på historisk afstamning fra apostolsk eller subapostolsk tid.

II. Embeder i den tidlige kirke.

I Det Nye Testamente er biskoppens embede ikke klart defineret. Der synes faktisk at have været mange grader af tjeneste i den spæde kirke: apostle, profeter, evangelister, lærere, presbytere eller ældste, biskopper eller tilsynsmænd og diakoner.

Der tages almindeligvis ikke tilstrækkeligt hensyn til apostlenes og de første kristnes mentale indstilling. De ventede Kristi snarlige genkomst og organiserede derfor ikke kirken i dens barndom, sådan som det senere viste sig nødvendigt at gøre. Af denne grund, selv om de forskellige personer, som udgjorde den kristne tjenestes korps, ikke overlappede eller greb ind i hinandens arbejde, var den relative rang eller forrang for hver enkelt tjener dog ikke klart defineret.

1. Apostle:

Apostlene kom uden tvivl først, og hos dem hvilede hele myndigheden, og de var forvaltere af den magt, som Kristus havde betroet dem.

2. Profeter:

Næst efter apostlene i rang, og først hvad angår omtale (ApG 11,27), kom profeterne. Så vigtige var disse embedsbærere i den første kirke, at de blev sendt fra Jerusalem for at advare den hastigt voksende kirke i Antiokia om en forestående hungersnød. Dernæst ser det ud til, at der var fastboende profeter i Antiokia, mænd af betydelig vigtighed, eftersom deres navne er optegnet: Barnabas, Simeon, Lucius, Manaen og Saulus (ApG 13,1). Disse mænd modtog en befaling fra Helligånden om at »udskille mig Barnabas og Saulus«, og de lagde hænderne på dem og sendte dem ud til deres arbejde. Udvælgelsen foregår efter samme mønster som de elleve apostles udvælgelse af Matthias, og Barnabas og Paulus kaldes herefter apostle. Det er en ordination til den højeste orden i den kristne tjeneste ved »profeter og lærere«. Om »profeter og lærere« henviser til to adskilte tjenester, eller om det er betegnelser brugt om den samme, er usikkert. Det kan være, at af de fem nævnte mænd var nogle profeter og andre lærere.

I ApG 15,32 får vi navnene på to andre profeter, Judas og Silas. Paulus siger til korintherne (1 Kor 12,28), at Gud har sat nogle i sin kirke, først apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, og da han skriver til efeserne, placerer han profeterne i samme rang. »Han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelister og nogle som hyrder og lærere, for at gøre de hellige fuldt udrustede, til tjenestens arbejde« (Ef 4,11; Ef 4,12 KJV). Og igen siger han, at Kristi mysterium nu er »åbenbaret for hans hellige apostle og profeter i Ånden« (Ef 3,5). Den samme apostel siger i det vidunderlige billede af kristne, der opbygges til en bolig for Gud, at de »bygges på apostlenes og profeternes grundvold, idet Kristus Jesus selv er hovedhjørnestenen« (Ef 2,20).

I tilfældet med Timotheus' ordination, som Paulus tydeligt siger skete ved hans egen håndspålæggelse og presbyteriets, er det af stor betydning at bemærke, at Paulus siger til Timotheus, at hans ordination skete »efter de profetier, som forud gik over dig« (1 Tim 1,18 KJV). Heraf synes det at fremgå, at profeterne, som i Paulus' eget tilfælde, ledet af Helligånden, udvalgte Timotheus til tilsynsembedet eller bispeembedet; eller det kan være, hvilket er lige så sandsynligt, at Timotheus blev indsat ved håndspålæggelse af nogle profeter til rang af ældste eller presbyter, hvilket ikke medførte »tilsynsembedet«. Det er i hvert fald tydeligt, at Paulus ved udvælgelsen af Timotheus lægger vægt på at påpege, at det skete gennem profeterne (jf. 1 Tim 1,18; 1 Tim 4,14; 2 Tim 1,6).

I Åbenbaringen forekommer betegnelsen profet stadig som en rangbetegnelse svarende til apostel: »I hellige, og I apostle, og I profeter« (Åb 18,20); »profeters og helliges blod« (Åb 16,6; Åb 18,24). Englen kalder sig selv »din medtjener og dine brødres, profeternes« (Åb 22,9 KJV). Ordene profetere og profeteren bruges i en generel betydning, og det betyder ikke, at de i hvert enkelt tilfælde var profeters formelle udsagn.

3. Ældste eller presbytere:

Tjenesten for de ældste i den kristne kirke var formet efter synagogens, hvor der var ældste og lærere. De kristne ældste eller presbytere var sandsynligvis et rådgivende råd i hver lokal kristen ekklesia. De synes at handle i fællesskab og ikke hver for sig (ApG 15,4; ApG 15,6; ApG 15,22; ApG 16,4; ApG 20,17; Jak 5,14).

4. Lærere:

Lærere svarede til de lærere eller kateketer i synagogen, foran hvem vor Herre blev fundet i templet.

5. Evangelister:

Evangelister var personer, som sandsynligvis havde talekunstens gave, og hvis funktion det var at forkynde det glade budskab. Filip var en af dem (ApG 21,8). I vejledningen til Timotheus bliver han pålagt at gøre en evangelists arbejde, det vil sige at forkynde evangeliet. Dette skulle være en del af hans arbejde i tjenesten.

Da Paulus skriver til Timotheus, siger han to gange, at han selv blev ordineret som forkynder, apostel og lærer. Det betyder ikke, at han havde tre grader af tjenesten, men at hans pligter som apostel var at forkynde og at undervise. Den kendsgerning, at apostlene kaldte sig selv ældste, bekræfter dermed ikke den opfattelse, at de biskopper, som de omtaler, ikke stod over ældste, lige så lidt som den kendsgerning, at apostlene kaldte sig selv lærere eller forkyndere, taler for den opfattelse, at lærere eller forkyndere var apostlenes ligemænd.

6. Biskopper:

Biskopper eller tilsynsmænd var sandsynligvis bestemte ældste, udvalgt af gruppen af lokale ældste. Under den jødiske ordning blev de ældste hjemme, det vil sige, de foretog ikke tjenstlige besøg, men efterhånden som den kristne kirke voksede, fandt man snart, at det var nødvendigt at have nogen til at tage sig af det udadvendte arbejde for ved overtalelse og udlægning af Skrifterne at vinde dem, der var tilbøjelige til at antage kristendommen. Dette gjorde det nødvendigt at besøge familier i deres egne hjem. Dernæst blev det nødvendigt at vogte fårene. Nogen måtte føre tilsyn med eller lede det almindelige arbejde. De jødiske ældste havde altid en leder, og i en stor synagoge var de betingelser, der blev fastsat for dens leder, eller legatus, næsten identiske med dem, Paulus fastsatte for Timotheus. Han skulle være familiefar, ikke rig eller beskæftiget med forretning, have en god stemme, være egnet til at undervise osv.

Betegnelsen episkopos var en, som de hellenistiske jøder og hedninger var velkendte med; og den blev således en passende betegnelse for de mænd, der blev kaldt ud af de ældstes kreds til dette særlige tilsynsarbejde. Desuden blev betegnelsen episkopos kær for de første kristne som den, der blev anvendt om vor Herre--"jeres sjæles hyrde og biskop" (1 Pet 2,25). De ældstes, eller presbyterernes, pligter er ikke klart defineret i Det Nye Testamente.

I Apostlenes Gerninger findes betegnelsen kun to gange, den ene gang med henvisning til Judas: "lad en anden overtage hans biskopembede (eller tilsynsembede)" (ApG 1,20 KJV), og i Paulus' tale til de ældste i Efesos, hvor han formaner dem til at vogte den menighed, som de er blevet gjort tilsynsmænd eller biskopper over (ApG 20,28). Det er umuligt at sige, om dette "tilsynsembede" sigter til alle de ældste, der blev tiltalt, eller til sådanne af disse ældste, som var blevet gjort til "tilsynsmænd" eller "biskopper".

I brevene finder vi kirken klarere organiseret, og i disse skrifter finder vi mere bestemte hentydninger til biskopper og deres pligter (Fil 1,1; 1 Tim 3,1; 1 Tim 3,2; Tit 1,7; 1 Pet 2,25).

Paulus siger til Timotheus: "Hvis en mand tragter efter en biskops (eller tilsynsmands) embede, tragter han efter en god gerning." "En biskop (eller tilsynsmand) må være ulastelig" (1 Tim 3,1; 1 Tim 3,2 KJV). Han siger til Titus, at "han skal indsætte ældste i hver by", og at en "biskop må være ulastelig, som Guds forvalter" (Tit 1,5; Tit 1,7 KJV).

På den anden side er der talrige tekster, hvor ældste og deres pligter nævnes, og hvor der overhovedet ikke er nogen henvisning til biskopembede eller tilsyn. Brevene viser, at der af nødvendighed var vokset en mere tydelig organisering af tjenesten frem, og at der, efter synagogens skik, til nogle af de ældste var blevet betroet et biskopembede eller tilsyn. Samtidig var en biskops, eller tilsynsmands, rang endnu ikke en af de højeste. Paulus opregner den ikke i den orden af tjenester, som han giver efeserne--apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere.

At Timotheus havde et tilsyn over de ældste eller presbytererne, fremgår af, at Paulus pålægger ham at irettesætte dem, der synder: "Mod en ældste må du ikke modtage en anklage, undtagen ved to eller tre vidners mund. Dem, der synder, skal du irettesætte i alles påsyn" (1 Tim 5,19; 1 Tim 5,20). Dette sigter naturligvis til en formel rettergang ved en person med myndighed over personer, der står under ham i rang.

Det er blevet hævdet, at betegnelserne ældste og biskop i Det Nye Testamente var ensbetydende og betegnede det samme embede eller den samme grad i tjenesten. Denne påstand synes uberettiget. De betegner ikke naturligt den samme grad mere, end apostel og lærer, eller engel og profet, gør.

7. Diakoner:

Diakonerne var de syv, der blev udpeget til at tage sig af kirkens timelige anliggender. Deres udnævnelse var måske inspireret af synagogens almissesamlere. I Det Nye Testamente synes de som diakoner ikke at have haft nogen del i den hellige tjeneste, undtagen i evangelisten Filips tilfælde, hvis det antages, at han var diakon, hvilket er usikkert. Intetsteds er det nedskrevet, at de lagde hænder på nogen, eller at de blev anset for i stand til at meddele nogen nåde. I brevene nævnes de sammen med biskopperne--"biskopper og diakoner" (Fil 1,1), hvilket således viser arten af deres indflydelse som "biskoppernes" hjælpere i forvaltningen af kirkens voksende midler eller ejendomme.

III. Episkopatet ifølge Det Nye Testamente.

De steder, hvor det græske ord forekommer, som er blevet oversat enten med biskopper eller tilsynsmænd, er så få, at de kan opregnes: ApG 20,17; ApG 20,28: de efesiske ældste siges at være biskopper (eller tilsynsmænd) for at vogte kirken; Fil 1,1 Paulus' og Timotheus' hilsen til biskopper (eller tilsynsmænd) og diakoner i Filippi; 1 Tim 3,1; 1 Tim 3,2 og Tit 1,7 giver formaningen til Timotheus og Titus som indehavere af en biskops embede; 1 Pet 2,25, hvor apostlen med henvisning til Kristus siger: "til jeres sjæles hyrde og biskop."

IV. "Didache."

Når vi går ud over Det Nye Testamente, kommer vi til det tidlige kristne skrift, den såkaldte De tolv apostles lære. Bortset fra spørgsmålet om, hvilken klasse af kristne dette dokument var bestemt for, står den klare kendsgerning tilbage, at på tidspunktet for dets affattelse blev de to højeste grader i den kristne tjeneste stadig kaldt apostle og profeter. Der er blevet tildelt dette dokument forskellige dateringer, spændende fra 80 til 160 e.Kr.

I slutningen af kapitel 10, som handler om taksigelsen eller eukaristien, fremsættes bemærkningen: "Men tillad profeterne at holde taksigelse, så meget de ønsker." Kapitel 11 og 13 handler om apostle og profeter. De skulle behandles "efter evangeliets anordning." En apostel måtte ikke have lov til at blive mere end højst et par dage, og under ingen omstændigheder måtte han modtage penge; ellers skulle han regnes for "en falsk profet." En profet kunne tigge på andres vegne, men ikke for sig selv; men en profet kunne slå sig ned i en menighed, og i så fald skulle han modtage den samme førstegrøde "af penge og klæder og af enhver ejendom", som ypperstepræsten gjorde under den gamle husholdning. Det skal bemærkes, at profeterne i virkeligheden, skønt de var sat som nummer to i rækkefølgen, skulle behandles med større respekt. Hvis profeten slår sig ned, bliver han den højest rangerende mand i det kristne fællesskab.

Kapitel 15 handler om biskopper og diakoner, og vi får at vide, at hvis de blev indsat, udførte de profeters og læreres tjeneste; men advarslen gives: "Foragt dem derfor ikke, for de er jeres ærede mænd, sammen med profeterne og lærerne." Dette viser, at biskopper var knyttet til et bestemt sted; og at selv om de kunne indsættes over et fællesskab, blev de ikke anset for at være af samme rang som profeterne.

V. Clemens af Rom.

Clemens af Rom siger i sit brev til korintherne, at apostlene, idet de prædikede gennem lande og byer, indsatte førstegrøden af deres arbejde til at være biskopper og diakoner (kapitel 42). Det siges almindeligvis, at Clemens med betegnelsen "biskopper" mente ældste, men det er langt mere sandsynligt, at han mente, hvad han sagde: at apostlene, ifølge den overlevering han havde modtaget, indsatte biskopper, det vil sige indsatte biskopper blandt de ældste--som nævnes i Apostlenes Gerninger. I kapitel 44 advarer Clemens mod synden i at støde dem ud af bispeembedet, som har frembåret offergaverne, og siger: "Salige er de presbytere, som har fuldendt deres løb."

Grunden til, at betegnelserne apostle og profeter gik af brug, var, hvad den første angår, ikke så meget af respekt for de oprindelige apostle, men fordi apostlene i den efterapostolske tid tilsyneladende kun blev omvandrende evangelister med ringe anseelse; mens profeterne forringede deres store embede ved at synke ned til at være spåmænd, sådan som Hermas' Hyrde tydeligt antyder. Med apostlenes og profeternes fald trådte biskopperne og diakonerne frem i betydning.

VI. Biskopper og diakoner.

Diakonerne fungerede som sekretærer og kasserere for biskopperne. De var deres højre hånd og repræsenterede dem i alle verdslige anliggender. Efterhånden som antallet af kristne voksede, viste det sig at være absolut nødvendigt for biskopperne at delegere noget af deres åndelige myndighed til en anden orden.

VII. Biskopper og presbytere (præster).

Således opstod de officielle presbytere eller præster meget langsomt ud af de ældstes kreds. Til dem delegerede biskoppen magten til at undervise, prædike, døbe og fejre den hellige eukaristi; men hvor langsomt dette skete, fremgår af den kendsgerning, at så sent som i 755 e.Kr. forbød kirkemødet i Vern præster at døbe, undtagen med udtrykkelig tilladelse fra deres biskop.

VIII. De ignatianske breve om de tre ordener.

Når vi kommer til de ignatianske breve, skrevet mellem 110-17 e.Kr., finder vi en tydelig tredelt orden. Vi får navnene Damas som biskop, Bassus og Apollonius som presbytere, Zotion som diakon. Gennem hele disse breve er der ingen tvivl om, at biskoppen er den øverste. Apostle og profeter nævnes ikke engang. Biskoppen efterfølger alle de beføjelser, apostlene og profeterne havde. På den anden side, som med de jødiske ældste, danner de kristne presbytere et råd sammen med biskoppen. Her ser vi i fuldt dagslys, hvad vi hele tiden havde haft mistanke om var tilfældet i apostolsk tid: et råd af presbytere med en leder i spidsen og diakoner til at tage sig af pengesager.

Det er ganske uvæsentligt, om en biskop havde ti eller hundrede presbyter-ældste under sig, om han var biskop i en lille by eller i en stor by. Spørgsmålet om antallet under ham ville ikke påvirke hans myndighed, sådan som det er blevet hævdet. Storheden af den by, hvori han udøvede dette styre, ville tilføje værdighed til hans stilling, men intet til hans iboende myndighed.

Fra dette tidspunkt og fremefter indrømmes det af alle, at biskopper, præster og diakoner har eksisteret uafbrudt. Deres beføjelser og pligter har varieret, er blevet beskåret, efterhånden som den ene orden har trængt ind på den andens magtområde, men de tre ordener har stadig været der. Efterhånden trængte presbyterne eller præsterne ind på biskoppens magt, indtil nu, ifølge anglikansk brug, kun magten til at ordinere, konfirmere og indvie kirker er overladt dem.

IX. Reformatorernes synspunkter.

På reformationstiden var der et stort ramaskrig mod biskopper. Dette skyldtes den kendsgerning, at biskopperne under feudalismen var blevet store verdslige herrer, opslugt af planer om politisk og materiel magtforøgelse, og ofte faktisk førte deres hære i krigstid. Mange af biskopperne var stolte og arrogante og glemte, at deres pligter som fædre for Kristi børn var at tage sig af dem, der var betroet dem, med faderlig mildhed og kærlighed, eller at de som hyrder måtte vogte de vildfarne får med guddommelig tålmodighed og uendelig kærlighed.

Hovedparten af tilhængerne af den reformerte religion, som betragtede biskopperne, sådan som de var, og sådan som deres fædre havde kendt dem, veg tilbage fra at bevare embedet, selv om deres ledende mænd, såsom Calvin, beklagede tabet af biskopper og håbede, at biskopper af den oprindelige orden en dag ville blive genoprettet. Den nuværende moderne anglikanske biskop synes i sin person og sit embede at sammenfatte de krav, Calvin opstillede.

Konklusion:

Således kan det krav, som anglikanerne fremsatte i forordet til ordinationsritualet, anses for velbegrundet: “Det er åbenbart for alle mennesker, der flittigt læser Den hellige Skrift og de gamle forfattere, at der fra apostlenes tid har været disse ordener af tjenere i Kristi kirke--biskopper, præster og diakoner.”

LITTERATUR.

Teaching of the Twelve Apostles; Clement of Rome; Shepherd of Hermas; Ignatian epistles; Muratorian Fragment; Works of John Lightfoot; Duchesne, Origines du Culte Chretien; Pellicia, Polity of the Christian Church; Bishop MacLean, Ancient Church Orders; Cheetham, Hist of the Christian Church during the First Six Centuries; Salmon, Introduction to New Testament; Elwin, The Minister of Baptism; Cruttwell, Literary History of Early Christianity; Potter, Church Government; Lowndes, Vindication of Anglican Orders; E. Hatch, The Organization of the Early Christian Churches; C. Gore, The Church and the Ministry; Thompson, Historic Episcopate (Presbyterian); Baird, Huguenots.

Arthur Lowndes

KONGREGATIONALISTISK SYN:

1. Den nytestamentlige kirke et åndeligt demokrati:

Som et åndeligt og socialt demokrati finder kongregationalismen hverken hjemmel eller forbillede i Det Nye Testamente for den episkopale opfattelse af ordene “biskop”, “presbyter” og “ældste”. Den fortolker epi-skopos bogstaveligt som tilsynsmand--ikke en kirkelig dignitar, men en åndelig tjener. Den finder det romersk-katolske syn på Peters primat, alene grundlagt på Matt 16,18, modsagt af hele retningen i Kristi lære, som f.eks. når Kristus med henvisning til hedningerne, der udøver herredømme og myndighed, siger: “Sådan skal det ikke være blandt jer” (Matt 20,26). Han satte forbilledet for embedsmæssig storhed, da han sagde, at “Menneskesønnen kom ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene”, og at “den, der vil blive stor blandt jer, skal være jeres tjener”. Paulus’ vidnesbyrd bekræfter dette ved ikke at antyde noget primat blandt apostlene og profeterne, men gøre “Kristus .... selv .... til hovedhjørnestenen” (Ef 2,20). Den tidlige kristne kirkes organisation og historie underbygger dette syn på dens enkelhed og demokrati. I ApG 1,20 retter Revised Version (britisk og amerikansk) gengivelsen “bishopric” (givet af King James-oversætterne, som var embedsmænd i den episkopale kirke) til “office” og befrier dermed verset for mulige kirkelige prætentioner.

Kirken, der blev dannet på pinsedagen, var den spontane sammenkomst af de oprindelige 120 disciple og de 3.000 kristne omvendte, til fællesskab, gudstjeneste og arbejde under Helligåndens inspiration og vejledning. Dens eneste trosbekendelse var troen på den opstandne Kristus og Helligåndens fornyende kraft; dens eneste betingelse for medlemskab var omvendelse og dåb.

2. Valg af embedsmænd ved folkeafstemning:

Apostlene tog naturligt ledelsen, men idet de afstod fra al myndighed, overlod de til kirken som helhed at vælge dens embedsmænd og at varetage dens timelige og åndelige anliggender. Judas’ plads i apostolatet blev ikke udfyldt ved succession eller episkopal udnævnelse (ApG 1,23-26). De syv diakoner blev valgt ved folkeafstemning (ApG 6,1-6). En af de syv--Filip--prædikede og forvaltede uden protest dåbsritualet (ApG 8,12; ApG 8,13).

Kirkerne i den apostolske tid var uafhængige og selvstyrende, og fraværet af noget, der lignede en centraliseret kirkelig myndighed, ses af den kendsgerning, at rådet i Jerusalem, der blev indkaldt for at overveje, om kirken i Antiokia skulle optage uomskårne som medlemmer, var et delegeret organ, delvist sammensat af lægmedlemmer og kun med rådgivende myndighed (ApG 15,1-29).

3. Brevene ikke officielle dokumenter:

De apostolske breve, som udgør en så stor del af Det Nye Testamente, er ikke officielle dokumenter, men breve med kærlig pastoral undervisning og vejledning. Betegnelserne biskopper, ældste, hyrder og lærere bruges synonymt og indbyrdes ombytteligt, og dermed begrænses den tidlige kirkes embeder til to ordener: hyrder og diakoner.

Se også kirkestyre; Didache.

4. Genoprettelse af de oprindelige idealer:

Under de åndelige tyrannier i Church of England, i Henrik VIII’s, Edvard VI’s, “bloody” Marys og dronning Elizabeths regeringstider, vendte de dissenterske grupper, især kongregationalisterne, tilbage til den primitive kirkes enkelhed og åndelige frihed. Sagen blev tvunget frem af to vilkårlige parlamentslove under Elizabeth: Act of Supremacy og Act of Uniformity. Frigørelsen fra disse loves intellektuelle og religiøse tyranni blev vundet på bekostning af mange martyrdødsfald. Disse kampe og forfølgelser indarbejdede hos efterfølgerne af Robert Browne, den moderne kongregationalismes fader, en dybt rodfæstet og varig modvilje mod alle former for autokratisk magt i kirke og stat. De udfordrede, med livet som indsats, både kongers og biskoppers guddommelige ret. De troede, at i Kristus Jesus er alle troende bogstaveligt og uafhændeligt gjort til “konger og præster for Gud” (Åb 1,6 KJV), virkelige åndelige suveræner, uafhængige af al menneskelig diktat og kontrol i spørgsmål om tro og gudstjeneste. Pilgrimmene forlod deres fædreland for at sikre denne åndelige frihed; og deres iboende modstand mod nedarvet og selvopretholdende magt, hvad enten den var borgerlig eller kirkelig, må tilskrives Amerikas religiøse frihed og borgerlige demokrati.

LITTERATUR.

Til videre studium se Henry M. Dexter, Congregationalism, kapitel ii; Dunning’s Congregationalists in America, kapitlerne i, ii; Rainy, The Ancient Catholic Church.

Dwight M. Pratt