ba'-lam bil`am, ("fortærer"): Beors søn, fra en by i Mesopotamien ved navn Petor, en mand med profetiens gave, hvis bemærkelsesværdige historie findes i 4 Mos 22,2-24; jf. 4 Mos 31,8; 4 Mos 31,16; 5 Mos 23,4; Jos 13,22; Jos 24,9; Neh 13,2; Mika 6,5; 2 Pet 2,15; Jud 1,11; Åb 2,14.

1. Historie:

Da Israels børn slog deres telte op på Moabs sletter, indgik moabitterne en slags alliance med midjanitterne. På foranledning af Balak, som på den tid var moabitternes konge, blev de ældste fra de to folk sendt til Bileam for ved hjælp af bestikkelse at få ham til at udtale en forbandelse over israelitternes fremrykkende skarer. Men i lydighed mod Guds befaling nægtede Bileam at gå med de ældste. Helt anderledes blev resultatet af en anden anmodning, som blev forstærket af sendebudenes højere rang og af Balaks mere tillokkende løfter. Ikke alene tillod Gud Bileam at gå med mændene, men han befalede ham ligefrem at gøre det, dog med den advarsel, at han skulle handle efter yderligere anvisninger. Mens han var på vej til Balak, blev dette påbud stærkt indprentet i Bileams sind gennem hans æselindes mærkelige opførsel og gennem hans møde med Herrens engel.

Ledsaget af Balak, som var gået ud for at møde profeten, kom Bileam til Kirjat-Husot. Næste morgen blev han ført op "til Ba'als offerhøje", hvorfra man havde delvist udsyn over israelitternes lejr. Men i stedet for en forbandelse udtalte han en velsignelse. Derfra blev han ført til toppen af Peor, men dette skifte af sted og ydre udsigt ændrede ikke retningen i Bileams billedtaler; tværtimod hævede hans ånd sig til endnu større højder, og fra hans læber lød glødende ord af lovprisning og beundring, af velsignelse og herlig profeti. Dette overbeviste naturligvis Balak fuldt ud om, at alle yderligere forsøg på at overtale seeren til at rette sig efter hans ønsker ville være forgæves, og de to skiltes.

Der siges ikke mere om Bileam, før vi når til 4 Mos 31. Her, i 31,8, får vi at vide om hans voldsomme død ved israelitternes hånd, og i 31,16 hører vi om hans skammelige råd, som bragte vanære og ulykke ind i det udvalgte folks rækker.

2. Problemer:

Der er nu en række interessante problemer forbundet med denne bemærkelsesværdige historie. Vi skal prøve at løse i det mindste nogle af de vigtigste.

(1) Var Bileam en profet for Jahve? For at få svar må vi se på 4 Mos 22-24. Ingen steder kaldes han profet. Han præsenteres som Beors søn og som en mand, der havde ry for at besidde stor personlig magt (jf. 4 Mos 22,6). Årsagen til dette skal findes i den kendsgerning, at han havde en eller anden form for samkvem med Gud (jf. 4 Mos 22,9; 4 Mos 22,20; 4 Mos 22,22-35; 4 Mos 23,4; 4 Mos 23,16). Desuden er det interessant at lægge mærke til, hvordan Bileam blev sat i stand til at fremsige sine billedtaler. Først siges det: "Og Jahve lagde et ord i Bileams mund" (4 Mos 23,5; jf. 4 Mos 23,16), en fremgangsmåde, der synes temmelig mekanisk, mens der ikke nævnes noget af den art i 4 Mos 24. I stedet møder vi den bemærkelsesværdige sætning: "Og da Bileam så, at det behagede Jahve at velsigne Israel, gik han ikke, som de andre gange, hen for at søge varsler .... "(4 Mos 24,1), og derpå: "Guds Ånd kom over ham" (24,2b). Alt dette er meget bemærkelsesværdigt og særdeles lærerigt, især hvis vi sammenligner det med 24,3 i Revised Version, randnote, og 4 Mos 24,4: "Så siger den mand, hvis øje er åbnet; så siger han, som hører Guds ord, som ser den Almægtiges syn," osv. Slutningen er tydelig nok: Bileam kendte Herren, israelitternes Jahve, men hans kundskab var formørket og fordærvet af hedenske forestillinger. Han kendte nok til Gud til at adlyde ham, men i lang tid håbede han at få ham over på sin egen selviske plan (jf. 23,4). Gennem rundelige ofre ventede han at kunne påvirke Guds handlinger. Med dette i mente ser vi betydningen af 4 Mos 24,1. Efter frugtesløse forsøg på at lokke Gud ind i en holdning, der var gunstig for hans skjulte hensigt, blev han for en tid en Herrens profet og gav efter for hans Ånds forædlende påvirkninger. Her var en chance for, at hans bedre natur kunne gøre sig gældende varigt og sejre over hedenskabets mørke kræfter. Udnyttede han denne mulighed? Det gjorde han ikke (jf. 4 Mos 31,8; 4 Mos 31,16).

(2) Er Bileam i 4 Mos 22-24 identisk med den person af samme navn, som nævnes i 4 Mos 31? Ganske mange forskere benægter det, eller, mere præcist, ifølge deres teori er der to beretninger om Bileam: den ene i 4 Mos 22, som er gunstig for hans karakter, og den anden i 4 Mos 31, som er helt modsat. Det hævdes, at de to beretninger kun kunne bringes til at stemme ved at ændre eller fjerne 4 Mos 24,25. Vi mener nu, at 4 Mos 31,16 faktisk ændrer beretningen om Bileams tilbagevenden i 4 Mos 24,25. Israels børn dræbte Bileam med sværdet (4 Mos 31,8). Hvorfor? På grund af hans råd i 4 Mos 31,16. Vi fastholder, at forfatteren til 4 Mos 24,25 havde dette forhold i tanke, da han skrev 4 Mos 25,1: "Og .... folket begyndte at drive utugt," osv. Således forbinder han beretningen om Bileams tilbagevenden nært med fortællingen i 4 Mos 9,5. Derfor betragter vi 4 Mos 31,8; 4 Mos 31,16 som et supplement til 4 Mos 22-24. Men her er et andet spørgsmål:

(3) Er fortællingen i 4 Mos 22-24 resultatet af en sammensmeltning af forskellige traditioner? I almindelighed kan vi besvare dette spørgsmål bekræftende, og kun i almindelighed kan vi skelne mellem to hovedkilder til traditionen. Men vi fastholder, at de ikke modsiger hinanden, men supplerer hinanden.

(4) Hvad med æslets tale og Bileams vidunderlige profetier? Vi vil foreslå følgende forklaring. Ved at påvirke Bileams sjæl fik Gud ham til at tolke dyrets uartikulerede lyde korrekt. At Gud virker på sjælen og gennem den på forstanden og på menneskers hjerter — denne sandhed må også anvendes på Bileams vidunderlige profetiske ord. De kaldes meshaliym eller udsagn af en profet, en spåmand.

I den første af disse "lignelser" (4 Mos 23,7-10) angiver han kort sine grunde til at udtale en velsignelse; i den anden lignelse (4 Mos 23,18-24) understreger han igen den kendsgerning, at han ikke kan gøre andet end at velsigne israelitterne, og derefter går han videre og udtaler velsignelsen noget mere udførligt. I den tredje (4 Mos 24,3-9) beskriver han folkets herlige tilstand, dets udvikling og uimodståelige magt. I de sidste fire lignelser (4 Mos 24,15-24) åbenbarer han delvis Israels og andre nationers fremtid: de skal alle ødelægges, idet Israels skæbne er indbefattet i hentydningen til Eber. Nu er Bileam endelig tilbage i sin egen sfære, hvor han fordømmer andre og forudsiger frygtelige ulykker. (Om "stjernen fra Jakob", 4 Mos 24,17, se astronomi, ii, 9; de vise mænds stjerne.)

3. Bileams karakter:

Dette kan give os en nøgle til hans karakter. Den forbliver ganske vist "lærerigt sammensat". En spåmand, som kunne være blevet en Herrens profet; en mand, der elskede uretfærdighedens løn, og dog en mand, som i et afgørende øjeblik i sit liv overgav sig til Guds hellige Ånd; en person tynget af overtro, begærlighed og endda ondskab, og dog i stand til at udføre den højeste tjeneste i Guds rige: sådan er Bileams karakter, den bemærkelsesværdige gammeltestamentlige type og, i en vis forstand, prototypen på Judas Iskariot.

4. Bileam som type:

I 2 Pet 2,15 bruges Bileams eksempel som et middel til at illustrere den skadelige indflydelse fra uoprigtige kristne lærere. Forfatteren kan have hentydet til Bileam i afsnittet umiddelbart før 2 Pet 2,15 på grund af hans afskyelige råd. Dette sker i Åb 2,14. Her er Bileam naturligvis typen på en lærer i kirken, som forsøger at fremme Guds sag ved at gå ind for en uhellig alliance med de ugudelige og verdslige og således tilpasse kirkens liv til kødets ånd.

LITTERATUR.

Butlers Sermons, "Balaam"; ICC, "Numbers."

William Baur

bil'-e-am (bil`am; Iblaam): En by i Manasses område, tildelt de levitiske kehatitter (1 Krøn 6,70), sandsynligvis den samme som Ibleam (Jos 17,11 osv.) og identisk med det moderne Bel`ameh, en halv mil syd for Jenin.