Belial
Easton's Bible Dictionary
Værdiløshed, ofte brugt i Det Gamle Testamente som et egennavn. Det bruges første gang i 5 Mos 13,13. I Det Nye Testamente findes det kun i 2 Kor 6,15, hvor det bruges som et navn på Satan, personifikationen af alt, hvad der er ondt. Det oversættes “ond” i 5 Mos 15,9; Sl 41,8 (RV randnote); 101,3; Ordsp 6,12 osv. Udtrykket “Belials søn” eller “Belials mand” betyder ganske enkelt en værdiløs, lovløs person (Dom 19,22; 20,13; 1 Sam 1,16; 2,12).
International Standard Bible Encyclopedia
be'-li-al, bel'-yal (beliya`al; Beliar): Dette navn, som forekommer meget hyppigt i Det Gamle Testamente, har betydningen "værdiløshed" (sammenlign 2 Sam 23,6 randnote); derfor gengiver American Standard Revised Version mere korrekt med "usle fyre" i sådanne udtryk som "Belials sønner" (Dom 20,13; 1 Sam 10,27 osv.), "Belials mænd" (1 Sam 30,22; 1 Kong 21,13 osv.), som English Revised Version som regel bevarer (således "Belials datter" 1 Sam 1,16, "ond kvinde"). Her er der ingen antydning af et egennavn. Senere blev "Belial" dog et egennavn for Satan eller for Antikrist (således ofte i de jødiske apokalyptiske skrifter, f.eks. i XII, den præstelige kodeks (P), Jubelbogen, Asc Isa, Sib Or). I denne betydning brugte Paulus ordet i 2 Kor 6,15: "Hvilken overensstemmelse har Kristus med Belial?" (Beliar). Bousset mener, at Paulus' "syndens menneske" i 2 Thess 2,3, hvor nogle tekstvidner læser "lovløshedens menneske", er en oversættelse af dette udtryk. Betydningen er i det mindste lignende.
Se Antikrist; syndens menneske.
James Orr
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).