bar'-ber:

(1) Det engelske ord "barber" kommer af latin barba, "skæg" = en mand, der barberer skægget. At sætte og klippe håret blev senere føjet til hans arbejde. "Barber" findes kun én gang i de engelske bibeloversættelser, i Ez 5,1: "Tag dig et skarpt sværd; som en barbers ragekniv skal du tage det til dig og lade det gå over dit hoved og over dit skæg" (jf. Chaghigha' 4b, Shab, afsnit 6).

(2) I 1 Mos 41,14 har vi sandsynligvis et tilfælde af tilpasning til egyptisk snarere end til skik i landet, hvor Josef "barberede sig, skiftede klæder og kom ind til Farao." Det vides, at egyptere af de højere klasser regelmæssigt og fuldstændigt barberede skægget (som hittitterne, elamitterne og de tidlige babyloniere synes at have gjort), bortset fra at moden som en undtagelse fra reglen tillod en lille tot, eller "fipskæg", under hagen.

(3) Vi lærer af forskellige hentydninger i Skriften, såvel som fra andre kilder (jf. W. Max Muller, Asien und Europa, 296 ff), at den orientalske barbers arbejde, foruden ceremoniel barbering, omfattede klipning og studsning af håret og skægget. Jf. 2 Sam 19,24, hvor det fremgår, at overskægget (hebraisk sapham; KJV "skæg") blev regelmæssigt trimmet; og 1 Sam 21,14, hvor forsømmelse af skægget angives som et tegn på vanvid.

At mænd bar parykker og falske skæg i oldtiden, hvor det sidste viste bærerens rang, fremgår af Herodot ii.36; iii.12; og Wilkinson, Anc. Egypt, II, 324 osv. Josefus, Vita, II, giver et tilfælde, hvor falsk hår synes at være blevet brugt som en bevidst forklædning. Se også Polyb. iii.78.

(4) Barberens arbejde (se Ez 5,1, "som en barbers ragekniv skal du tage det til dig og lade det gå over dit hoved og over dit skæg"), bortset fra ceremoniel barbering, kan have bestået i at trimme og studse skægget og hovedhåret. Om andre folkeslag, som det gamle Israel kom i kontakt med, hittitterne og elamitterne, ved man nu, at de barberede skægget fuldstændigt, sådan som også de tidligste babyloniere synes at have gjort.

(5) Det forbud, der i Moseloven blev pålagt "præsterne, levitterne, Zadoks sønner" (Ez 44,15; Ez 44,20), og som forbød enten "at rage hovedet" eller "at lade deres lokker vokse langt" eller at barbere hjørnerne af deres skæg af (3 Mos 21,5), var tydeligvis i en vis forstand særligt for præsterne osv.: "De (præsterne) skal kun klippe," dvs. trimme, ikke barbere, "håret på deres hoveder" (Ez 44,20). Men i De apostolske Konstitutioner, I, 3, lægges der vægt på det bibelske forbud som gældende for alle med hensyn til at fjerne skægget (jf. Klemens af Alexandria, Paed., III, udgave Migne, I, 580 f). Hieronymus til Ez 44,20 og nogle af de jødiske vismænd finder grundlaget for dette forbud i den kendsgerning, at Gud gav manden skæg for at skelne ham fra kvinden--således ræsonnerede de, at det er forkert på denne måde at gå imod naturen (jf. Bahya, til 3 Mos 19,27).

(6) I Israels land i den græske periode, lad os sige i det 3. århundrede f.Kr., da der var et stort indslag af hellenistisk befolkning og indflydelse, var klipning af skægget udbredt i visse kredse og blev kun undladt i sørgetider osv. Almindelige mennesker synes dog kun at have set ringe forskel mellem at klippe skægget og at barbere det. Men se billeder af tilfangetagne jøder med klippet skæg i British Museum.

LITTERATUR.

Benzinger, heb. Arch., 110; Nowack, Lehrbuch der Heb. Arch., 134; W. Max Muller, Asien und Europa, 296 ff.

George B. Eager