ber'-i-al (qebhurah; sammenlign Det Nye Testamente med entaphidsai):

I. ØJEBLIKKELIG BEGRAVELSE ANSET FOR PÅTRÆNGENDE

1. Grunde til dette

2. Jesu begravelse

3. Det sædvanlige tidspunkt

4. De nærmeste slægtninges pligter

II. FORBEREDELSER TIL BEGRAVELSE

1. Ofte uformelle og hastige

2. Som regel med mere ceremoni

3. Modsætninger mellem jødiske skikke og andre folks

(1) Ligbrænding

(2) Balsamering

III. PÅ VEJ TIL GRAVEN

1. Kister ukendte

2. Professionelle sørgende

IV. VED GRAVEN

1. Grave gravet i jorden

2. Familiegrave. Senere skikke

3. Forseglede sten

4. Fastlagte sørgetider

5. Overdreven sorg

6. Klagesange

V. IKKE AT FÅ BEGRAVELSE EN ULYKKE ELLER DOM

VI. BEGRAVELSESSTEDER: HVORDAN DE BLEV MARKERET

LITTERATUR

Det er godt fra begyndelsen at erindre, at der findes både lighedspunkter og tydelige kontraster mellem østlige og vestlige begravelsesskikke i almindelighed, såvel som mellem det gamle Israels begravelsesskikke og andre gamle folks. Disse vil blive fremdraget eller antydet senere i denne artikel. I. Øjeblikkelig begravelse anset for påtrængende.

1. Grunde til dette:

Begravelsen af de døde i Østen i almindelighed blev og bliver ofte udført på en måde, der for vesterlændingen kan antyde usømmelig hast. Dr. Post siger, at begravelse blandt Syriens folk i dag sjældent finder sted senere end ti timer efter døden, ofte tidligere; men, tilføjer han, »forrådnelsens hastighed, sorgens overvældende voldsomhed og orientaleres modvilje mod at lade de døde blive længe i de levendes huse forklarer det, der for os synes at være hastens usømmelighed.« Dette kræver stadig, som i Abrahams tilfælde ved Saras død, at de efterladte begraver deres døde bort fra deres øjne (1 Mos 23,1-4); og det forklarer til dels den hurtighed, hvormed Nadabs og Abihus legemer blev båret ud af lejren (3 Mos 10,4), og hvormed Ananias’ og Safiras legemer i hast blev ført bort til begravelse (ApG 5,1-11). Dernæst forklarer naturligvis den urenhed, som kontakt med et dødt legeme gav anledning til, og den dom, der kunne komme over et hus, fordi det husede legemet af en, der døde under en guddommelig dom, yderligere en sådan påtrængende nødvendighed og hast.

2. Jesu begravelse:

Det var i nøje overensstemmelse med sådanne skikke og med bestemmelsen i Moseloven (5 Mos 21,23; jf. Gal 3,13), såvel som i lydighed mod den sande menneskeligheds tilskyndelser, at Josef fra Arimatæa gik til Pilatus og bad om Jesu legeme til begravelse på selve korsfæstelsesdagen (Matt 27,39).

3. Det sædvanlige tidspunkt:

De døde er efter nutidig skik ofte i deres grave inden for to eller tre timer efter døden. Blandt orientalske jøder finder begravelse sted, om muligt, inden for fireogtyve timer efter døden, og ofte på dødsdagen. Ligeledes begraver muhammedanere deres døde på dødsdagen, hvis døden indtræffer om morgenen; men hvis den indtræffer om eftermiddagen eller om natten, først den følgende dag.

4. De nærmeste slægtninges pligter:

Så snart åndedrættet er borte, lukker den ældste søn, eller hvis han ikke er til stede, den nærmeste tilstedeværende slægtning, den dødes øjne (jf. 1 Mos 46,4, »og Josef skal lægge sin hånd på dine øjne«). Også munden lukkes, og kæberne bindes op (jf. Joh 11,44, »og hans ansigt var bundet til med et klæde«). Dødsfaldet bekendtgøres, som det blev i gammel tid, ved et tumultagtigt klageråb, indledt af et skingert skrig, og ved professionelle sørgendes gråd og jamren (jf. Mark 5,38 ff).

Se sorg.

II. Forberedelser til begravelse.

1. Ofte uformelle og hastige:

Disse er ofte uformelle og hastige. Under sådanne skikkes tyranni som de nævnte er det ofte umuligt at gøre dem udførlige. Canon Tristram siger: »Da jordfæstelser senest finder sted om aftenen på dødsdagen, og ofte om natten, kan der ikke være udførlige forberedelser. Liget, klædt i sådanne klæder som blev båret i livet, lægges udstrakt på en båre med et klæde kastet over sig, indtil det bæres ud til begravelse« (Eastern Customs, 94). I ApG 5,6 læser vi om Ananias: »De unge mænd .... svøbte ham ind, og de bar ham ud og begravede ham.« »Det, de gjorde,« som Dr. Nicol siger, »var sandsynligvis dette: De løsnede hans bælte, og idet de tog den løse underklædning og den vide kappe, som blev båret ovenover den, brugte de dem som et ligklæde til at dække liget fra hoved til fod.« Med andre ord var der kun lidt ceremoni og megen hast.

2. Som regel med mere ceremoni:

Som regel var der dog mere ceremoni og mere tid involveret. Missionærer og indfødte i Syrien fortæller os, at det stadig er skik at vaske legemet (jf. ApG 9,37), salve det med vellugtende salver (jf. Joh 12,7; Joh 19,39; Mark 16,1; Luk 24,1), svøbe hænder og fødder i ligbind, sædvanligvis af linned (Joh 11,44), og dække ansigtet eller binde det til med en dug eller et tørklæde (Joh 11,44). Det er stadig almindeligt at lægge vellugtende krydderier og andre præparater i legemets svøb for at forsinke forrådnelsen. Således beredte vennerne i Betania Lazarus’ legeme, og han kom ud, indsvøbt i ligbind og med en dug bundet om ansigtet. Og vi får desuden at vide, at efter Jesu begravelse bragte Nikodemus “en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund,” og at de “tog Jesu legeme og bandt det i linnedklæder med krydderierne, sådan som det er skik hos jøderne at begrave,” og at Maria Magdalene og to andre kvinder bragte krydderier til samme formål (Joh 19,39; Joh 19,40; Mark 16,1; Luk 24,1). At dette var en meget gammel skik, bevidnes af sådanne steder som 2 Krøn 16,14, hvor det siges, at kong Asa blev lagt “på lejet, som var fyldt med vellugtende stoffer og forskellige slags krydderier, tilberedt efter salveblandernes kunst” (jf. Joh 12,3; Joh 12,7; Sirak 38,16). Af ApG 5,6; ApG 8,2 fremgår det, at der i senere tider fandtes et broderskab af unge mænd, hvis opgave det var at tage sig af disse sømmeligheder og forberedelser på de dødes vegne; men det var sandsynligvis kun i særlige tilfælde, at de blev tilkaldt til at handle. Sådanne tjenester påhvilede bestemt sædvanligvis, som de gør nu, kærlige slægtninge og venner, og for det meste kvinder, både blandt jøderne og blandt grækerne. Praksis blandt grækerne giver, både ved lighed og ved kontrast, en interessant illustration. Følgende eksempel citeres træffende i D B (art. “Burial”): Elektra, som tror, at Orestes er død, og at hans aske er lagt i gravurnen (Soph. Electra 1136-52), tiltaler ham således: “Ve mig! Disse kærlige hænder har ikke vasket eller smykket dit lig, ej heller taget, som det sømmede sig, deres sørgelige byrde fra det flammende bål. Fra fremmedes hænder, ulykkelige, har du fået disse riter, og således er du kommet til os, lidt støv i en snæver urne.”

3. Modsætninger mellem jødiske skikke og andre folks:

Dette fører os til at bemærke to markante modsætninger mellem skikke i Israel og blandt andre folk.

(1) Ligbrænding:

Hos grækerne var det skik at brænde de døde (se ligbrænding); men der var intet i jødisk praksis, som nøjagtigt svarede til dette. Tacitus (Hist. v.5) siger udtrykkeligt, idet han bemærker kontrasten til romersk skik, at det hos jøderne var en fromhedssag “at begrave snarere end at brænde døde legemer.” At mændene fra Jabesh-Gilead brændte Sauls og hans sønners legemer (1 Sam 31,11-13), synes snarere at have været et nødstilfælde end en tilpasning til nogen sådan skik, eftersom de forkullede knogler blev begravet af de samme mænd under tamarisken i Jabesh og senere, på Davids befaling, blev fjernet og lagt til hvile i Kishs grav (2 Sam 21,12-14). Ifølge Moseloven var brænding forbeholdt enten de levende, som var fundet skyldige i unaturlige synder (3 Mos 20,4; 3 Mos 21,9), eller dem, der døde under en forbandelse, som i tilfældet Akan og hans familie, der, efter at de var blevet stenet til døde, blev brændt med ild sammen med alt, hvad de ejede (Jos 7,25).

(2) Balsamering:

Ligesom den brænding, grækerne praktiserede, ikke fandt nogen plads i jødisk lov og skik, var balsamering, som egypterne praktiserede den, ukendt i Israel; tilfældene med Jakob og Josef var tydeligvis særlige og i overensstemmelse med egyptisk skik under omstændigheder, der retfærdiggjorde det. Da Jakob døde, var det Josef, den egyptiske embedsmand, som “befalede sine tjenere, lægerne, at balsamere hans far” (1 Mos 50,2), og det var efter konventionen passende, at da Josef selv døde, blev hans legeme balsameret og “lagt i en kiste (sarkofag) i Egypten” (1 Mos 50,26).

III. På vej til graven:

Da forberedelserne var gjort, og tiden kom, blev liget båret til graven på en båre eller ligbåre (miTTah). 1. Kister ukendte:

Kister var ukendte i det gamle Israel, som de er blandt østens jøder den dag i dag. Den eneste, der nævnes i Bibelen, er den sarkofag, hvori Josefs balsamerede legeme blev bevaret, medmindre Asas leje (2 Krøn 16,14) er en anden, som nogle mener. Muslimer bruger, ligesom østlige jøder, aldrig kister. Båren har undertiden en stang ved hvert hjørne, ved hjælp af hvilken den bæres på skuldrene til graven.

Se båre.

2. Professionelle sørgende:

Følget af sørgende består naturligvis for en stor del af den afdødes slægtninge og venner, men det anføres af professionelle grædekoner, som får luften til at genlyde af deres skrig og klageråb (jf. Præd 12,5; Jer 9,17; Am 5,16). Se sorg. Am 5,16 hentyder til denne skik, når den beskriver sorgen over Israels ødelæggelser: "Der skal være klage på alle de brede veje; og i alle gaderne skal de sige: Ak! ak! og de skal kalde bonden til sorg og dem, der er dygtige i klagesang, til at jamre." (Jer 9,17; Jer 9,18) bryder ud: "Kald på grædekonerne, så de kan komme; .... og lad dem skynde sig og istemme en klagesang over os, så vore øjne kan løbe over med tårer, og vore øjenlåg strømme med vand." Dr. Fred. Bliss fortæller om en sørgende delegation ved mahal, eller sørgehuset, for en stormand. "Uanset hvor lystigt de måske snakker, mens de nærmer sig, styrter de frem, når de når huset, med lommetørklæder for ansigtet, hulkende, grædende, med de yderste tegn på sorg, og de gennemgår dem gang på gang, som lejligheden kræver." Amelia B. Edwards giver en levende beretning om sin første erfaring med sådan sorg: "Den steg som den fjerne, dirrende lyd af mange ugler. Den skingrede, svulmede, dirrede, faldt og døde så bort, som vindens stønnen på havet. Vi har aldrig hørt noget så vildt og klagende." Blandt nogle jøder i dag, siges det, bevæger ligfølget sig hurtigt, fordi man antager, at utallige onde ånder (shedhim) svæver omkring, ivrige efter at angribe sjælen, som menes at være i legemet, indtil begravelsen finder sted, og liget faktisk er dækket til (se DB, artikel "Burial").

IV. Ved graven.

Når graven, eller gravlægningsstedet, nås, finder ceremonier sted, som i større eller mindre grad er karakteristiske og særlige for Orienten.

1. Grave gravet i jorden:

Når legemet sænkes ned i jorden, sættes båren naturligvis til side, og i første omgang lægges blot en stenhob over den lave grav--for at beskytte den døde mod de frygtede hærgninger fra hyæner, sjakaler eller tyve. Uden tvivl var grave blandt gamle jøder ofte ganske enkelt gravet i jorden, som de er hos os, og som de er hos jøder i Jerusalem og andre steder i Østen i dag. 2. Familiegrave. Senere skikke:

Men oprindeligt synes det at have været skik, at hver familie havde en familiegrav: enten en naturlig hule, indrettet med stenhylder til at modtage legemerne, eller også udhugget af klippe i bjergsiden, idet hver grav, eller gravkammer, havde mange nicher eller loculi, i hver af hvilke et legeme kunne lægges (se 1 Mos 25,10; 1 Mos 49,31; 1 Mos 50,13; 1 Mos 35,19; Jos 24,32). Som Dr. Nicol siger: "Alle blandt israelitterne, der ejede noget land, eller som havde råd til det, havde deres familiegrave, udhugget af klippen, hvert gravkammer med mange nicher. Mange generationer af en familie kunne således lægges i forfædrenes grav." Utallige sådanne grave findes over hele Israels land, men Makpela er naturligvis det vigtigste eksempel (1 Mos 23). Sammenlign tilfældene med Josva, der blev begravet i sin arvelod i Timnat-Sera (Jos 24,30), Samuel i sit hus i Rama (1 Sam 25,1), Joab i sit hus i ørkenen (1 Kong 2,34), Manasse i haven ved sit hus (2 Kong 21,18), Josija i samme grav, synes det, som sin far og bedstefar (2 Kong 23,30), og Asa, der nævnes særskilt (2 Krøn 16,14). Efter skikken skulle jøden heller ikke sælge sit gravsted, hvis det var muligt for ham at beholde det. I dag er det i Orienten helt anderledes--muslimers, jøders og kristnes gravsteder er, selv om de er adskilte fra hinanden, fællesgravsteder snarere end familiegravsteder.

3. Forseglede sten:

Når graven var en hule eller var udgravet i en klippe, blev indgangen ofte lukket med en stor, rund sten, stillet på kant eller rand og rullet i sin rille hen foran gravens munding, så den lukkede den sikkert. Denne sten blev da ofte yderligere sikret med en rem eller ved forsegling. I så fald kunne det let ses eller vides, om graven var blevet forstyrret. Pilatus, vil man huske, gav befaling om, at Josef fra Arimatæas grav, hvori Jesu legeme var lagt, skulle forsegles omhyggeligt og gøres så sikker, som embedsmændene kunne gøre den. "Så gik de hen og sikrede gravkammeret ved at forsegle stenen, mens vagten var hos dem" (Matt 27,66).

4. Fastlagte sørgetider:

I Syrien, som andre steder i Østen, er det skik at have fastlagte tider efter begravelsen til sorg ved graven--for eksempel på den tredje, syvende og fyrretyvende dag og igen på årsdagen for begravelsen. Slægtningene eller vennerne går da til graven uden smykker, ofte med håret i uorden; undertiden med hovedet tildækket og ansigterne sværtet med sod, aske eller jord, i deres ældste og fattigste klæder, som undertiden rives voldsomt itu, og mens de sidder eller bevæger sig i en kreds omkring eller nær graven, bryder de med mellemrum ud i en ejendommelig, klagesangslignende sang eller jamren.

5. Overdreven sorg:

Sorgens voldsomhed fører til tider til sønderrivning af kroppen og blodudgydelse. Morier (Second Journey through Persia), der beskriver en fejring, som finder sted hvert år til minde om Muhammeds barnebarns død, siger: "Jeg har set de mest voldsomme af dem, mens de råbte Ya Hosein!, gå gennem gaderne med kroppene strømmende af blod fra de frivillige snit, de havde givet sig selv". En sådan indskæring i kødet i sorg over de døde blev udtrykkeligt forbudt i Moseloven (3 Mos 19,28; 3 Mos 21,5; 5 Mos 14,1). Men overdreven sorg over de døde hentydes der ofte til i Skriften (se 2 Sam 1,11; 2 Sam 1,12; Sl 6,6; Sl 119,136; Klag 1,16; Klag 3,48; Jer 9,1).

6. Klagesange:

Skikken med klagesange synes der at blive hentydet til (Matt 9,23; Mark 5,38) i beretningen om helbredelsen af synagogeforstanderens datter: "Jesus kom ind i forstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede." Et karakteristisk orientalsk ligfølge og en begravelse skildres levende i beretningen om Jakobs begravelse (1 Mos 50,6-13).

V. At ikke få begravelse regnet som en ulykke eller en dom.

Enhver mangel på behørig begravelse betragtes stadig i Østen, som det var tilfældet i oldtiden, som en stor vanære eller en dom fra Gud. Det anses for den største ulykke, der kan ramme et menneske. Det volder stadig mennesker usigelig nød at tænke på, at de ikke skal få en passende begravelse efter skikkene hos deres egen race, familie eller religion--en kendsgerning eller følelse, som der ofte hentydes til eller appelleres til som illustration i Skrifterne. At et lig blev liggende ubegravet og blev føde for rovdyr, var toppunktet af vanære eller dom (2 Sam 21,10; 2 Sam 21,11; 1 Kong 13,22; 1 Kong 14,11; 1 Kong 16,4; 1 Kong 21,24; 2 Kong 9,37; Jer 7,33; Jer 8,1; Ez 29,5; Sl 79,3; Åb 11,9), og utildækket blod råbte på hævn (Ez 24,6; Ez 39,11-16), idet tanken var den samme som blandt andre orientalske folk: at den ubegravede døde ikke blot ville påføre sin familie ulykke, men også bringe besmittelse og en forbandelse over hele landet. Det var derfor en forpligtelse, der påhvilede alle, at begrave selv de døde, der blev fundet ved vejen (Tobit 1,18; 2,8). Selv forbrydere skulle have lov til at blive begravet (5 Mos 21,22; 5 Mos 21,23), og den undtagelsesvise nægtelse af dette over for Rizpas sønner gav anledning til den rørende fortælling om hendes selvfornægtende omsorg for de døde, som findes i 2 Sam 21,10; 2 Sam 21,11.

VI. Begravelsessteder: hvordan de blev markeret.

Almindelige grave blev markeret ved, at man hobede rå sten op, men tilhuggede sten og undertiden kostbare søjler blev rejst som mindesmærker over de døde (Ez 39,15; 2 Kong 23,17 den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk), "Hvad er det for et mindesmærke, jeg ser?" hvor henvisningen gælder en gravsøjle). Jakob rejste en søjle over Rakels grav (1 Mos 35,20), og hendes grav er den dag i dag markeret med et mindesmærke. Absaloms grav i Efraims skov fik en stendynge rejst over sig (2 Sam 18,17), men i dette tilfælde, ligesom i Akans tilfælde, var det ikke til ære, men til vanære. På Det Nye Testamentes tid lå begravelsesstedet uden undtagelse uden for byerne og landsbyerne (se Luk 7,12; Joh 11,30). Der var truffet offentlig foranstaltning til begravelse af fremmede (Matt 27,7), ligesom der i monarkiets sidste dage var en offentlig begravelsesplads i Jerusalem (Jer 26,23), sandsynligvis dér, hvor den findes den dag i dag mellem bymuren og Kedrondalen. Tusinder af jødiske grave på Josafatdalens skrånende sider, hvor jøder er kommet fra alle lande for at blive begravet, vidner i dag om den tro, der forbinder Messias' komme med en salig opstandelse. Mange jøder mener, at Messias, når han kommer, vil stige ned på Oliebjerget og gå gennem disse hvilesteder for de døde, når han går ind i den hellige by i herlighed.

LITTERATUR.

HDB, artikel "Burial"; Keil, Biblical Arch., II, 199 f; Nowack, Heb Arch., I, 187 ff; "Burial" og "Tombs" i Kitto, Cycl.; Thomson, LB (se "Funerals" i indekset); Tristram, Eastern Customs in Bible Lands; Mackie, Bible Manners and Customs.

George B. Eager