ben'-ja-min (binyamin, or binyamin; Beniaein, Beniamin):

1. Patriarken:

Den yngste af Jakobs sønner. Hans mor Rakel døde, da hun fødte ham. Da hun mærkede døden nærme sig, kaldte hun ham Benoni, "min sorgs søn". Sandsynligvis af frygt for, at dette kunne varsle ondt for barnet--for navne har altid bevaret en særlig betydning i Østen--kaldte Jakob ham Benjamin, "højre hånds søn" (1 Mos 35,17). Han var den eneste af Jakobs sønner, der blev født i Israels land, mellem Betel og Efrat. Senere i kapitlet, i den almindelige opregning af de børn, der blev født i Paddan-Aram, undlader forfatteren at gøre en undtagelse for Benjamin (1 Mos 35,24). Josef var hans helbror. I den historie, hvor Benjamin fremstår som genstand for sin fars og sine brødres omsorg, må vi ikke glemme, at han allerede var en voksen mand. På det tidspunkt, da Israel drog ned til Egypten, var Josef omkring 40 år gammel. Benjamin var ikke meget yngre og var selv far til en familie. Udtrykket i 1 Mos 44,20, "en lille", beskriver blot på orientalsk vis en, der er meget yngre end den, der taler. Og som familiens yngste blev han uden tvivl gjort meget ud af. Anger over deres hjerteløse behandling af hans bror Josef kan have gjort de andre brødre særligt ømme over for Benjamin. Hans brødres adfærd gennem alle de prøvende oplevelser i Egypten stiller dem i et mere tiltalende lys, end vi ville have ventet; og det må have været en glæde for deres far (1 Mos 42). Ti af Benjamins sønner nævnes ved deres bosættelse i Egypten (1 Mos 46,21).

2. Stammen:

Ved udgangen af Egypten angives antallet af krigsføre mænd i stammen til 35.400. Ved den anden folketælling er det 45.600 (4 Mos 1,37; 4 Mos 26,41). Deres plads i hæren var ved fanen for Efraims lejr vest for tabernaklet, og deres fyrste var Abidan, Gideonis søn (4 Mos 2,22). Benjamin var repræsenteret blandt spejderne ved Palti, Rafus søn; og ved landets fordeling var Benjamins fyrste Elidad, Kislons søn (4 Mos 13,9; 4 Mos 34,21).

3. Område:

Grænserne for den lod, der tilfaldt Benjamin, er ret tydeligt angivet (Jos 18,11). Den lå mellem Efraim mod nord og Juda mod syd. Den nordlige grænse begyndte ved Jordan over for Jeriko og løb nord om denne by op gennem bjerglandet mod vest forbi Bet-Aven og omfattede Betel. Derfra gik den ned ved Atarot-Addar til Nedre Bet-Horon. Fra dette punkt løb den vestlige grænse sydpå til Kirjat-Jearim. Den sydlige grænse løb fra Kirjat-Jearim østpå til kilden med Neftoas vand, svingede rundt syd om Jebus og gik ned gennem ørkenen nord for bredden af Det Døde Hav ved Jordans udløb. Floden dannede den østlige grænse. Lodden var forholdsvis lille. Ifølge Josefus skyldtes dette "landets godhed" (Ant., V, i, 22); en beskrivelse, der især ville passe på Jerikos sletter. Højlandet er stenet, bjergrigt og fattigt på vand; men der findes meget godt land på de vestlige skråninger.

4. Beliggenhedens betydning:

Det vil fremgå af ovenstående, at Benjamin beherskede de vigtigste adgangsveje til højlandet fra både øst og vest: den vej, ad hvilken Josva førte Israel forbi Aj fra Gilgal, og de længere og lettere opstigninger fra vest, især den, langs hvilken kampens bølger så ofte rullede, Ajalons dal, ad vejen gennem Bet-Horonerne. Benjamin sad også på tværs af den store hovedvej, der forbandt nord og syd, og som løb langs højderyggen i den vestlige bjergkæde, i det område hvor den var lettest at forsvare. Det var en position, der krævede besættelse af en modig og krigerisk stamme, sådan som Benjamin viste sig at være. Hans krigere var dygtige bueskytter og slyngekastere, og de synes at have dyrket brugen af begge hænder, hvilket gav dem en stor fordel i kamp (Dom 20,16; 1 Krøn 8,40; 1 Krøn 12,2, osv.). Disse kendetegn afspejles i Jakobs velsignelse (1 Mos 49,27). Israels anden befrier i dommertiden var Ehud, den venstrehåndede benjaminit (Dom 3,15).

5. Historie:

Benjaminitterne kæmpede mod Sisera under Debora og Barak (Dom 5,14). Fortællingen i Dom 20,21 rummer mange vanskeligheder, som ikke kan drøftes her. Den er værdifuld, fordi den bevarer visse træk af livet i disse lovløse tider, da der ikke var nogen myndighed i Israel. Hvad man end kan sige om detaljerne, afspejler den i hvert fald mindet om en grusomhed, som benjaminitterne var indblandet i, og som de led en frygtelig straf for. Valget af Saul som den første konge over det forenede Israel gav naturligt stammen en vis prestige. Efter Sauls død udgjorde de rygraden i Ish-Boshets parti og indrømmede yderst modvilligt Juda forrang i Davids person (2 Sam 2,15; 2 Sam 2,25; 2 Sam 3,17). Det var en benjaminit, der overøste David med forbandelser i hans dybe ydmygelses stund (2 Sam 16,5); og Benjamins skinsyge førte til oprøret ved Davids tilbagevenden, som Joab så effektivt knuste (2 Sam 2). En del af stammen, sandsynligvis den større del, gik imod Juda ved rigets deling og tog Betel med sig. 1 Kong 12,20 siger, at ingen fulgte Davids hus undtagen Judas hus alene. Men det næste vers fortæller, at Rehabeam samlede Judas og Benjamins mænd for at kæmpe mod Jeroboam. Det forekommer sandsynligt, at eftersom Jerusalem nu var blevet Davids hus' kongeby, viste de tilstødende dele af Benjamin sig loyale, mens de fjernere sluttede sig til Nordriget. Efter Samarias fald overtog Juda i praksis kontrollen med hele Benjamins område (2 Kong 23,15; 2 Kong 23,19, osv.). Nehemias angiver Hinnoms dal som Benjamins sydgrænse på sin tid (Neh 11,30), mens det mod vest strakte sig til at omfatte Lod og Ono. Saul fra Tarsus var medlem af denne stamme (Fil 3,5).

(4) Et oldebarn af Benjamin, Jakobs søn (1 Krøn 7,10).

(5) En af dem, der havde giftet sig med en fremmed kvinde (Ezra 10,32, og sandsynligvis også Neh 3,23; Neh 12,34).

W. Ewing