sit'-i-zen-ship: Alle de ord, der bruges i forbindelse med dette emne, er afledt af polis, "by."

1. Filologisk:

Disse ord, med de betydninger de har i Bibelen, er substantiverne polites, "borger"; politeia, "borgerskab"; politeuma, "samfund"; sumpolites, "medborger"; og verbet politeuo, "at opføre sig som en borger." Hvert af dem vil blive behandlet mere udførligt på sit rette sted.

2. Borgerligt:

(1) Ordet for borger bruges undertiden til at betegne lidt, om overhovedet noget, mere end indbyggeren i en by eller et land. "Borgerne i det land" (Luk 15,15); "Hans borgere hadede ham" (Luk 19,14). Også citatet fra Septuaginta: "De skal ikke lære hver sin medborger" (Hebr 8,11; sammenlign Jer 31,34). Sådan også i Apokryferne (2 Makk 4,50; 5,6; 9,19).

(2) Romersk borgerskab.--Dette er af særlig interesse for bibelstudenten på grund af apostlen Paulus' forhold til det. Det var en af hans kvalifikationer som apostel for hedningerne. Lukas fremstiller ham i ApG som en romersk borger, der, skønt han er jøde og kristen, for det meste modtager retfærdighed og høflighed fra de romerske embedsmænd og mere end én gang med held gør krav på borgerskabets privilegier. Han erklærer selv, at han var borger i Tarsus (ApG 21,39). Han var ikke blot født i den by, men havde borgerrettigheder i den.

Se Paulus; Tarsus.

Men dette borgerskab i Tarsus gav ikke i sig selv Paulus den højere værdighed, det romerske borgerskab. Havde det gjort det, ville Claudius Lysias ikke have befalet, at han skulle piskes, sådan som han gjorde, efter at have fået at vide, at han var borger i Tarsus (ApG 21,39; sammenlign ApG 22,25). Altså var der, ud over dette tarsiske borgerskab, det romerske, som ikke blot hjalp ham i én by, men i hele den romerske verden og overalt sikrede ham visse store immuniteter og rettigheder. Præcis hvilke alle disse var, ved vi ikke med sikkerhed, men vi ved, at gennem de valeriske og porciske love var fritagelse for vanærende straffe, såsom piskning med stokke eller piske, og især korsfæstelse, sikret enhver romersk borger; også retten til at appellere til kejseren med visse begrænsninger. Denne personens ukrænkelighed var næsten blevet en del af deres religion, så enhver krænkelse blev anset for helligbrøde. Ciceros tale mod Verres viser den næsten fanatiske yderlighed, hvortil denne følelse var blevet ført. Alligevel var Paulus tre gange blevet slået med stokke, og fem gange havde han af jøderne fået fyrre slag på ét nær (2 Kor 11,24; 2 Kor 11,25). Måske var det, som i Filippi, før han gjorde sit borgerskab kendt (ApG 16,22; ApG 16,23), eller også havde jøderne ret til at piske dem, der kom for deres egne domstole. Romersk borgerskab omfattede også retten til at appellere til kejseren i alle sager, efter at dom var afsagt, og ingen unødvendig hindring måtte lægges i vejen for en retssag. Desuden havde borgeren ret til at blive sendt til Rom for at stilles for retten for kejseren selv, når han var anklaget for forbrydelser, der kunne medføre dødsstraf (ApG 16,37; ApG 22,25-29; ApG 25,11).

Hvordan havde Paulus, en jøde, da erhvervet denne værdsatte værdighed? Det fortæller han os selv. I modsætning til øverstbefalingsmandens opkomlingeborgerskab, han som synes at have troet, at også Paulus måtte have købt det, skønt han tilsyneladende var for fattig, siger Paulus roligt: "Men jeg var født fri" (King James Versions; "født romer" i Revised Version (British and American), ApG 22,28). Således havde enten Paulus' far eller en anden forfader erhvervet retten og overført den til sønnen.

3. Metaforisk og åndeligt:

Hvad var mere naturligt, end at Paulus undertiden skulle bruge dette borgerlige privilegium til at illustrere åndelige sandheder? Det gør han en række gange. Foran Synedriet siger han, med ordene fra vores engelske oversættelser: "Jeg har levet for Gud med en helt god samvittighed" (ApG 23,1). Men denne oversættelse får ikke meningen frem. Paulus bruger et bemærkelsesværdigt ord, politeuo, "at leve som en borger." Han tilføjer: "for Gud" (to Theo). Det vil sige, at han havde levet samvittighedsfuldt som Guds borger, som medlem af Guds samfund. Dagen før havde han ved at appellere til sit romerske borgerskab reddet sig fra en vanærende piskning, og hvad var nu mere naturligt, end at han skulle erklære, at han havde været tro mod sit borgerskab i en højere stat? Hvad var dette højere samfund, hvor han havde nydt en borgers rettigheder og udført en borgers pligter? Hvad andet end hans fædres teokrati, den gamle kirke, som Synedriet stadig var den synlige repræsentant for, men som i virkeligheden blev videreført i Kristi rige uden den ældre ordnings nationale begrænsninger? Således mener Paulus ikke blot at sige: "Jeg har levet samvittighedsfuldt for Gud," men: "Jeg har levet som borger for Gud, i det legeme, hvor han er den umiddelbare suveræn." Han havde levet teokratisk som et trofast medlem af den jødiske kirke, som hans fjender hævdede, at han var frafalden fra. Således var Paulus' opfattelse en slags sammensmeltning af to ideer eller følelser, hvoraf den ene kom fra det gamle teokrati og den anden fra hans romerske borgerskab.

Senere, da han fra selve Rom skrev til filipperne, som var stolte af deres eget borgerskab som medlemmer af en colonia, en gengivelse i lille målestok af moder-samfundet, hvor han engang med held havde hævdet sine egne romerske rettigheder, fremhæver Paulus med kraft den tanke, at kristne er borgere i et himmelsk samfund, idet han formaner dem til at leve værdigt til en sådan ære (Fil 1,27 randnote).

En lignende tanke kommer frem, når han siger: "For vort borgersamfund (politeuma) er i himlen" (Fil 3,20 randnote). Den stat, som vi hører til, er himlen. Skønt de troende er fraværende i legemet fra det himmelske borgersamfund, ligesom Paulus var fra Rom, da han gjorde sine rettigheder gældende, nyder de stadig dets borgerlige privilegier og beskyttelse; de er fremmede på jorden, borgere i himlen. Den gammeltestamentlige forestilling, som i Esajas 60-62, ville let egne sig til denne tanke, som viser sig i Hebr 11,10; Hebr 11,16; Hebr 12,22-24; Hebr 13,14; Gal 4,26, og muligvis i Åb 21.

Se også Rom.

G. H. Trever