pe-tish'-un: Bruges i de engelske bibeloversættelser kun som substantiv, sædvanligvis som gengivelse af hebraisk she'elah (Sl 20,5, mish'alah), fra det almindelige verbum [~sha'al, "at bede, spørge." Substantivet har derfor ingen teknisk betydning og kan bruges uden forskel i aktiv (Est 7,2) eller passiv (1 Sam 1,27) betydning, eller om en bøn rettet enten til Gud (1 Sam 1,17) eller til et menneske (1 Kong 2,16), mens det i Dom 8,24; Job 6,8; Sl 106,15 gengives blot med "anmodning." Ellers gengiver "petition" aramæisk ba`u (Dan 6,7; Dan 6,13), græsk aitema (1 Joh 5,15) og deesis (1 Makk 7,37, RV "bønfaldelse") samt latin oratio (2 Esdras 8,24).ru med Herodots Pteria i.76 (identificeret med Bog-haz-keui, den store hittitiske hovedstad i Kappadokien, som i oldtiden kaldtes Hattu).

Burton Scott Easton

prar (deesis, proseuche, (enteuxis; for en fremragende drøftelse af betydningen af disse, se Thayer's Lexicon, s. 126, under ordet deesis; de vigtigste verber er euchomai, proseuchomai og deomai, især hos Lukas og i Apostlenes Gerninger; aiteo, “at bede om en gunst”, adskilt fra erotao, “at stille et spørgsmål”, forekommer lejlighedsvis): I Bibelen bruges “bøn” i en enklere og en mere sammensat, en snævrere og en videre betydning. I det første tilfælde er det bøn om goder enten for én selv (andragende) eller for andre (forbøn). I det sidste er det en tilbedelseshandling, som omfatter hele sjælen i dens nærmen sig Gud. Bøn om hjælp ligger i hjertet af den, for bøn udspringer altid af en følelse af behov og en tro på, at Gud belønner dem, der ivrigt søger ham (Hebr 11,6). Men tilbedelse og bekendelse og taksigelse finder også deres plads, så den bedende bliver en tilbeder. Det er unødvendigt at skelne mellem alle de forskellige udtryk for bøn, der anvendes i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Men man bør lægge mærke til den kendsgerning, at der i hebraisk og græsk på den ene side findes ord for bøn, som betegner et direkte andragende eller et kort, skarpt råb fra hjertet i dets nød (Sl 30,2; 2 Kor 12,8), og på den anden side “bønner” som Hannas (1 Sam 2,1-10), der i virkeligheden er en takkesang, eller Paulus’, Jesu Kristi fanges, hvor forbøn er blandet med lovprisning (Ef 3,14-21).

1. I Det Gamle Testamente:

Bønnens historie, sådan som den møder os her, afspejler forskellige stadier af erfaring og åbenbaring. I patriarkernes tid, da “menneskene begyndte at påkalde Herrens navn” (1 Mos 4,26; sammenlign 1 Mos 12,8; 1 Mos 21,33), er bønnen naiv, fortrolig og direkte (1 Mos 15,2; 1 Mos 17,18; 1 Mos 18,23; 1 Mos 24,12). Den er tydeligt forbundet med offer (1 Mos 12,8; 1 Mos 13,4; 1 Mos 26,25), idet den underliggende tanke sandsynligvis er, at gaven eller offeret ville hjælpe med at fremkalde det ønskede svar. Svarende hertil er Jakobs løfte, selv en form for bøn, hvor tildelingen af ønskede goder bliver betingelsen for lovet tjeneste og troskab (1 Mos 28,20). I Israels før-eksilske historie bevarer bønnen stadig mange af de primitive træk fra den patriarkalske type (2 Mos 3,4; 4 Mos 11,11-15; Dom 6,13; Dom 11,30; 1 Sam 1,11; 2 Sam 15,8; Sl 66,13). Loven har bemærkelsesværdigt lidt at sige om emnet og adskiller sig her fra den senere jødedom (se Schurer, HJP, II, i, 290, registerbind, s. 93; og sammenlign Matt 6,5 ff.; 23,14; ApG 3,1; ApG 16,13); samtidig bekræfter den forbindelsen mellem bøn og ofre, som nu imidlertid ikke fremtræder som gaver i forventning om kommende goder, men som soninger for skyld (5 Mos 21,1-9) eller takofre for tidligere barmhjertighedsgerninger (5 Mos 26,1-11). Desuden viger den private persons frie, åbne adgang til Gud mere og mere for præstens mellemkomst (5 Mos 21,5; 5 Mos 26,3), profetens forbøn (2 Mos 32,11-13; 1 Sam 7,5-13; 1 Sam 12,23) og den ordnede adgang gennem telthelligdommens og templets gudstjenester (1 Sam 40; 1 Sam 1). Profeten nærmer sig ganske vist Gud umiddelbart og frit — Moses (2 Mos 34,34; 5 Mos 34,10) og David (2 Sam 7,27) skal regnes blandt profeterne — men han gør det i kraft af sit embede og især på grundlag af, at han har Ånden og en forbønsmæssig funktion (sammenlign Ez 2,2; Jer 14,15).

En ny epoke i bønnens historie i Israel blev frembragt af erfaringerne fra eksilet. Tugten drev folket til at søge Gud mere alvorligt end før, og da adgangsvejen gennem templets ydre former og dets ofre nu var lukket, blev bønnens åndelige vej brugt med ny iver. Ezras andagtsvaner (Ezra 7,27; Ezra 8,23), Nehemlabs (Neh 2,4; Neh 4,4; Neh 4,9 osv.) og Daniels (Dan 6,10) beviser, hvor stor en plads bønnen kom til at indtage i den enkeltes liv; mens de udsagn, der er optegnet i Ezra 9,6-15; Neh 1,5-11; Neh 9,5-38; Dan 9,4-19; Es 63,7-64, tjener som eksempler på sproget og ånden i eksilets bønner og viser især den fremtrædende plads, som syndsbekendelsen nu får. I enhver oversigt over Det Gamle Testamentes lære indtager Salmerne en særstilling, både på grund af den lange periode, de dækker i historien, og fordi vi i de fleste tilfælde er uvidende om de særlige omstændigheder ved deres oprindelse. Men generelt kan man sige, at vi her ser de højeste højder, som bønnens ånd nåede under den gamle ordning — den stærkeste længsel efter tilgivelse, renhed og andre åndelige velsignelser (Es 51; Es 130), den mest inderlige længsel efter et levende fællesskab med Gud selv (Sl 42,2; Sl 63,1; Sl 84,2).

2. I Det Nye Testamente:

Her vil det være praktisk at behandle hver for sig det materiale, som evangeliernes beretninger om Kristi liv og lære giver, og det, som findes i de øvrige bøger. Det særligt kristne syn på bøn kommer til os fra evangeliernes Kristus. Vi må lægge mærke til hans egne vaner på dette område (Luk 3,21; Luk 6,12; Luk 9,16; Luk 9,29; Luk 22,32; Luk 22,39-46; Luk 23,34-46; Matt 27,46; Matt 27,17), som for alle, der modtager ham som Faderens åbenbarer og den endelige autoritet i religionen, straks opløser alle teoretiske indvendinger mod bønnens værdi og virkning. Dernæst har vi hans almindelige undervisning om emnet i lignelser (Luk 11,5-9; Luk 18,1-14) og lejlighedsvise udsagn (Matt 5,44; Matt 6,5-8; Matt 7,7-11; Matt 9,38; Matt 17,21; Matt 18,19; Matt 21,22; Matt 24,20; Matt 26,41 og parallellerne), som fremstiller bøn, ikke som en blot og bar kraftudfoldelse i den religiøse sjæl, der efterfølges af gavnlige åndelige reaktioner, men som et barns anmodning til en far (Matt 6,8; Matt 7,11), ganske vist underlagt faderens vilje (Matt 7,11; jf. Matt 6,10; Matt 26,39; Matt 26,42; 1 Joh 5,14), men altid sikker på kærlig opmærksomhed og svar (Matt 7,7-11; Matt 21,22). Ved således at lære os at nærme os Gud som vor Far løftede Jesus bønnen op på dens højeste plan og gjorde den ikke mindre ærbødig, end den var, når den var bedst i Det Gamle Testamentes tid, men langt mere fortrolig og tillidsfuld. I Fadervor (se dette) sammenfattede han sin almindelige undervisning om emnet i et konkret eksempel, som tjener som forbillede og kort sammenfatning af bønnen (Matt 6,9-13; Luk 11,2-4). Men ifølge det fjerde evangelium var dette ikke hans sidste ord om emnet. På forræderiets nat, og med sin død og opstandelse og himmelfart til Guds højre hånd helt for øje, sagde han til sine disciple, at bøn fremover skulle rettes til Faderen i Sønnens navn, og at bøn, der blev båret frem på den måde, med sikkerhed ville blive givet (Joh 16,23; Joh 16,24; Joh 16,26). Det særlige ved kristen bøn består således i, at den bæres frem i Kristi navn; mens hemmeligheden ved dens fremgang på den ene side ligger i den nye adgang til Faderen, som Kristus har sikret sit folk (Joh 17,19; jf. Hebr 4,14-16; Hebr 10,19-22), og på den anden side i den kendsgerning, at bøn båret frem i Kristi navn vil være bøn i harmoni med Faderens vilje (Joh 15,7; jf. 1 Joh 3,22; 1 Joh 5,13).

I Apostlenes Gerninger og brevene ser vi den apostolske kirke sætte Kristi undervisning om bøn i kraft. Det var i en bedende atmosfære, at kirken blev født (ApG 1,14; jf. ApG 2,1); og gennem hele dens tidlige historie fortsatte bønnen med at være dens livsånde og naturlige luft (ApG 2,42; ApG 3,1; ApG 6,4; ApG 6,6 og passim). Brevene er fulde af henvisninger til bøn. Særligt Paulus' breve rummer hyppige hentydninger til hans egen personlige praksis på dette område (Rom 1,9; Ef 1,16; Fil 1,9; 1 Thess 1,2 osv.) og mange formaninger til hans læsere om at opdyrke bønnens vane (Rom 12,12; Ef 6,18; Fil 4,6; 1 Thess 5,17 osv.). Men det nye og karakteristiske ved kristen bøn, sådan som den nu møder os, er dens forbindelse med Ånden. Den er blevet en åndelig gave (1 Kor 14,14-16); og selv de, der ikke har denne gave i den særlige karismatiske betydning, kan »bede i Ånden«, hver gang de træder frem for nådens trone (Ef 6,18; Jud 1,20). Åndens gave, som Kristus lovede (Joh 14,16 ff osv.), har løftet bønnen til dens højeste kraft ved at sikre den et guddommeligt samarbejde (Rom 8,15; Rom 8,26; Gal 4,6). Således er kristen bøn i dens fulde nytestamentlige betydning bøn rettet til Gud som Far, i Kristi navn som mellemmand og ved den iboende Ånds muliggørende nåde.

Se KRISTI BØNNER.

J. C. Lambert