bog (cepher; he biblos):

1. Definition

2. Indre bøger

3. Udgivelse

(1) Mekaniske kopier

(2) Personlige kopier

4. Mundtlig overlevering

5. Håndskrifter

(1) Epigrafik

(2) Sfragistik

(3) Numismatik

(4) Diplomatik

(5) Palæografi

6. Trykte bøger

7. Variationer

8. Tekstkritik

9. Højere kritik

10. Litterær kritik

11. Nye formers oprindelse

12. Overlevelse

13. Bogsamlinger

14. Bøgers tidlige historie i Bibelens lande

LITTERATUR

En bog er enhver optegnelse af tanke i ord. Den består af en fast ordform, legemliggjort i en eller anden slags materiale.

1. Definition:

Ordformen er hovedfaktoren, men den har ingen eksistens uden optegnelsen. Arten af optegnelsen er ligegyldig; den kan være udhugget i sten, stemplet i ler, skrevet eller trykt på pergament, papyrus eller papir, eller blot stemplet i forfatterens eller tilhørerens sind, hvis blot den bevarer ordene i fast form. Betragtet som en ordform kaldes bogen et værk, og betragtet som en optegnelse kaldes den et bind, dokument, indskrift osv., alt efter tilfældet; men hverken bind eller værk har nogen virkelig eksistens som bog, undtagen når de er forenet.

De bibelske ord for bog, både græsk og hebraisk, svinger i betydning (som de gør i alle sprog) mellem de to elementer: ordformen og den materielle form. De almindelige ord for bog i Det Nye Testamente, hvorfra også ordet »Bibel« kommer, går tilbage til papyrusplanten eller det materiale, som bogen er skrevet på, ligesom det engelske ord »book« længe blev antaget at være afledt af bøgetræet, på hvis bark bogen blev skrevet. Det sædvanlige ord i Det Gamle Testamentes hebraisk (cepher) kan muligvis henvise til skrivehandlingen, ligesom det græske ord grammata og det engelske »writings« gør, men mere sandsynligt henviser det, sådan som dets andre betydninger »optælling« og »fortælling« eller endog »sendebrev« antyder, hverken til materialet eller til skriveprocessen, men til selve det litterære værk. Det antyder i det mindste den kendsgerning, at de tidligste bøger virkelig var tællebøger. Knudebøgerne og de forskellige indridsede tællestokke er sande bøger. I King James-oversættelsen gengives »ord« (dabhar) undertiden med bog, og selv om det disse steder i Revised Version (britisk og amerikansk) er ændret til »handlinger« eller »gerninger«, var det ikke desto mindre ganske rigtigt oversat som en bog, ligesom »ord« på græsk bruges om bog, og faktisk også på engelsk, når Bibelen kaldes Ordet. Ud over disse udtryk, der almindeligvis oversættes med bog i de engelske bibeloversættelser, omtales forskellige bogformer i Bibelen som rulle eller bind (som har samme oprindelse), tavle og måske klippeindskrift (Job 19,23; Job 19,24).

Den kendsgerning, at Bibelen er en bog, eller rettere et bibliotek af mange slags bøger, gør det nødvendigt, at man, når man nærmer sig studiet af den, har en vis systematisk idé om bogens natur; nye formers oprindelse og deres overlevelse, mundtlig og håndskriftlig overlevering, den indre bogs natur og de forskellige slags indre bøger. Bortset fra det, der angår den almindelige arkæologiske brug til historisk fortolkning, er spørgsmålene om inspiration, det inkarnerede, skabende og iboende ord og mange andre lærepunkter helt forbundet med dette spørgsmål om bogens natur, og mange udtryk, såsom Livets Bog, kan næppe forstås uden at vide med en vis klarhed, hvad en bog er.

De seneste års arkæologi, tekstkritik og højere kritik har revolutioneret boghistorien og bogteorien på deres respektive områder. Frem for alt har den unge videnskab eksperimentalpsykologi i sit korte liv bidraget mere end selv de andre til forståelsen af bogen og Bogen, Guds ord og Guds Ord, Bibelen og Jesus Kristus.

2. Indre bøger:

Den moderne eksperimentalpsykologi har ved sit studium af indre billeder, indre tale, indre skrifter og andre slags indre bogformer især kastet et uventet lys over bibelsk inspiration, højere kritik og tekstkritik samt de forskellige aspekter af læren om ordet. Indre bøger, viser det sig, er ikke blot virkelige, men findes i mange slags: visuelle og auditive, mundtlige og skriftlige, sensoriske og motoriske, og disse forskellige slags har måske et materielt grundlag og et lokalt tilholdssted i forskellige dele af hjernen. I det mindste har de virkelig eksistens; de er virkelige optegnelser, som bevarer en fast ordform, der fra tid til anden kan hentes frem fra sindets gemmer til omformning, fornyet studium eller ytring. (Se Dittrich, Sprachpsychologie, 1903; LeRoy, Le langage, Paris, 1905; Van Ginneken, Principes de linguistique psychol., 1907; A. Marty, Untersuch. Sprachphilosophie, 1908; Macnamara, Human Speech, 1909; det klassiske værk er Wundt, Volkerpsychologie: Die Sprache, Leipzig, 1900.)

Indre bøger kan være originaler eller kopier. Enhver bog er til at begynde med indre. Mennesker taler undertiden om et autografskrift som "originalen", men det er i virkeligheden kun en førstehåndskopi af originalen, som er indre og aldrig under nogen omstændighed bliver eller kan blive ydre. Ud over disse originaler findes der også indre kopier af andres bøger. Det, at en bog kan læres udenad, er ikke noget nyt, men analysen af processen er det. Det synes, at en bog kan kopieres indadtil gennem øjet eller øret eller berøringen eller en hvilken som helst sans fra en ydre bog; eller også kan den kopieres frem og tilbage indeni, fra sansekopi til motorisk kopi, fra visuel til mundtlig, fra auditiv til indre skrift. Ved oplæsning kopieres det visuelle billede over i mundtligt; ved diktatskrivning kopieres det auditive billede over i indre skrift. Mange mennesker kan, selv når de læser trykt tekst, ikke forstå, medmindre de undervejs oversætter til mundtlige billeder eller endda bevæger læberne. Mange andre må, når de enten hører eller læser en fransk bog, f.eks. oversætte indadtil til engelsk og har til sidst to hukommelseskopier, en fransk og en engelsk, som begge kan genkaldes. På hvilken måde de end er registreret, er disse hukommelsesindtryk virkelige kopier af ydre bøger, og hos stammers medicinmænd, vediske præster, de gamle spillemænd, landsbysladrehanke og professionelle historiefortællere af alle slags kan den indre samling af bøger blive et sandt bibliotek.

3. Offentliggørelse:

Det mål, en bog skabes for, er i almindelighed at nå et andet sind. Det betyder fremsigelse eller kopiering ind i et eller andet ydre materiale og en andens genkopiering ind i hukommelsen. De almindeligste former for ytring er mundtlig tale og skrift; men der er mange andre, nogle henvendt til øjet, nogle til øret, nogle til berøringen: f.eks. indianerens og den døvstummes gestussprog, tryktegn for blinde og døve, signalkoder, trommesprog, telegrafens klik osv. Hvis de personer, der skal nås, er få, kan en enkelt mundtlig tale eller et enkelt manuskript være nok til at dække alle behov for offentliggørelse, men hvis der er meget mange, må talen eller skriften på en eller anden måde mangfoldiggøres. Dette kan forfatteren selv gøre. Den blinde Homer, hævdes det, gentog Iliaden i mange byer; og den moderne politiske taler kan gentage den samme tale flere gange samme aften for forskellige tilhørere. Således kan også forfatteren, som mange latinske forfattere gjorde, afskrive flere autografskrifter. Hvis tilhørerskaren stadig er for stor til at nås ved forfatteres egne ytringer, må hjælp fra herolder, spillemænd, skrivere og trykpressen tilkaldes for at kopiere fra autografskrifterne eller andre forfatterytringer; og om nødvendigt tilkaldes endnu mere hjælp, kopier lavet ud fra disse kopier, og igen kopier, og således videre til måske hundreder af kopieringer. Denne proces kan fremstilles som x plus x1 plus x2 plus x2 plus x3 plus xn, hvor x = en original, x1 en førstehåndskopi af forfatterens ytring, x2 en andenhåndskopi, x3 en tredjehåndskopi osv.

Bøger kan således opdeles i originaler, førstehånds- eller forfatterkopier og genkopier. Genkopier kan på deres side, hvad enten de er i anden, tredje, fjerde eller n'te hånd, enten være mekaniske eller personlige, alt efter om kopien går direkte fra ydre materiale til ydre materiale eller fra det ydre materiale til en menneskelig hukommelse.

(1) Mekaniske kopier:

Mekaniske kopier omfatter fotografiske kopier af manuskripter, eller af læberne under tale, eller af gestus, eller af enhver anden form for ytring, som kan fotograferes. De omfatter også fonografiske optagelser, telegrafiske registreringer og enhver anden mekanisk registrering af lyd eller andre former for ytring. Ud over fotografiske og fonografiske processer omfatter mekaniske kopier støbning, prægning med segl eller matrice, stereografiske processer, elektrotype, stencil, gelatinepude og trykpresseprocesser, kort sagt enhver proces, som ikke går via menneskesindet, men direkte fra kopi til kopi ad materiel vej. De omfatter ikke sætning med løse typer eller ved sættemaskiner, skrivemaskiner og lignende, som ligesom skrift kræver et menneskesinds mellemkomst. Disse mekaniske kopier er underlagt mangler ved materialet, men er fri for psykologiske mangler og fejl, og materialemangler er i praksis ubetydelige.

(2) Personlige kopier:

Personlige eksemplarer omfatter indre eksemplarer, eller hukommelsesbøger, og de gengivne eksemplarer fra disse; til den sidstnævnte klasse hører alle afskrevne håndskrifter. Hukommelseseksemplaret kan komme gennem øjet fra skrift, eller fra en talers læber i de døves tilfælde. Eller det kan komme gennem øret fra mundtlig tale, telegrafnøgle, tromme eller andre lydlige ytringer. Eller det kan igen komme gennem berøring, som ved læbeaflæsning med fingerspidserne eller blindes læsning af ophøjede tegn. Hver af disse slags kan måske være placeret i en forskellig del af sindet eller hjernen, og dens molekylære grundlag kan være lige så forskelligt fra andre slags indre optegnelse, som en lysbølge er forskellig fra en lydbølge, eller et fotografi fra voksrullen i en fonograf; men uanset form eller natur registrerer den på en eller anden måde en bestemt, fast ordform, som i det væsentlige svarer til originalen. Dette hukommelseseksemplar er, i modsætning til det mekaniske eksemplar, udsat for væsentlige fejl. Dette kan skyldes mangler i sanserne eller i de indre registreringsprocesser, og det er næsten altid til stede. Hvorfor det nødvendigvis skulle være sådan, er et af menneskenaturens mysterier, men at det er sådan, er en af de åbenlyse kendsgerninger; og når hukommelseseksemplarer gengives, opstår der endnu en høst af fejl, »tunge- og pennefejl«, lige så mystiske, men lige så uundgåelige. Det sker derfor, at hvor der findes mundtlig eller håndskriftlig overlevering, vil der med sikkerhed være en dobbelt høst af fejl mellem de på hinanden følgende ydre eksemplarer. Når en ordform således ofte afskrives eller genoptrykkes via menneskesindet, bliver den resulterende bog mere og mere forskellig fra originalen med hensyn til sin ordform, indtil der i sene håndskriftseksemplarer af tidlige værker ofte kan være tusinder af afvigelser fra originalen. Selv en inspireret åbenbaring ville således være underlagt mindst ét og måske to eller tre sæt af afskrivningsfejl, før den overhovedet nåede autografstadiet.

4. Mundtlig overlevering:

Før kendskabet til håndskrift blev almindeligt, var mundtlig offentliggørelse det sædvanlige, og det er stadig ikke ualmindeligt. Kongens love og proklamationer, digteres og historikeres værker og de hellige bøger blev i oldtiden offentliggjort mundtligt af herolder og skjalde og profeter; og disse primitive udgivere lever stadig videre i byråbere, skuespillere, oplæsere og skriftlæsere.

Indtil det punkt, hvor det første indtryk sker i et andet sind, har mundtlig offentliggørelse mange fordele. Indtrykket er som regel mere levende, og stemmen formidler mange fine nuancer af følelse gennem tonefald, betoning og de fine variationer i klangfarve, som ikke kan udtrykkes skriftligt. Når det derimod gælder overlevering, har mundtlig tradition en tendens til hurtigt at forringes ved hver ny gengivelse. Det er sandt, at en sådan overlevering kan være ganske nøjagtig med tilstrækkelig omhu og gentagelse; således giver den moderne scene mange eksempler på skuespillere med store og nøjagtige repertoire, og Vedaerne blev, hævdes det, overleveret gennem århundreder af en strengt oplært gruppe udenadslærere. Kinesiske studenters udenadslære af konfucianske bøger og muslimske studenters af Koranen er meget nøjagtig. Ikke desto mindre er nøjagtig mundtlig overlevering sjælden og findes kun under strengt kunstige forhold. Høreindtryk har fra begyndelsen en tendens til under alle omstændigheder at være mindre nøjagtige end synsindtryk, fordi de afhænger af et kort sanseindtryk, mens øjet ved læsning dvæler, indtil sagen er forstået. Desuden er hukommelseseksemplaret ikke fast og har en tendens til hurtigt at blegne; medmindre det vogtes meget strengt og gentages ofte, opløses det snart i sin sproglige form. Dette ses let af den store variation i beslægtede legender hos nært beslægtede stammer; og i moderne tid i landsbysladderens fortællinger og selskabshistorier, som snart mister deres faste sproglige form, bortset fra hovedpointen.

Der er stor meningsforskel om den rolle, som mundtlig overlevering spillede i Det Gamle Testamentes tilblivelse. Den fremherskende teori blandt det 19. århundredes højere kritikere gjorde dette til den vigtigste overleveringsfaktor frem til tidligst det 8. århundrede f.Kr., men arkæologiens nyere bemærkelsesværdige afsløringer om brugen af skriftlige dokumenter i Israels land på udvandringens tid og tidligere har ændret situationen noget. De endnu nyere udviklinger vedrørende Kanaans semitiske karakter før israelitternes indvandring, sammen med det voksende vidnesbyrd om den udbredte brug af håndskrift over hele landet senest i det 9. århundrede, peger i samme retning. Det hævdes nu endda (Clay, Amorites), at den semitiske bølge kom fra nord snarere end fra syd; i så fald ville det eneste mulige grundlag for at tilskrive hebræerne analfabetisme på erobringens tid, og derfor udelukkende mundtlig tradition, være fjernet.

Uanset hvad kendsgerningerne måtte være, kan det med en vis bestemthed siges, at en teori, som indebærer to sæt traditioner, overleveret gennem flere århundreder og med en betydelig grad af sproglig lighed bevaret, indebærer skriftlig tradition, ikke mundtlig; for ingen folkelig tradition bevarer identiske sproglige former så længe, og der er kun ringe grund til at antage en kunstig overlevering ved professionelle udenadslærere. Profetskolerne kunne ganske vist have tjent som sådanne, men der er intet bevis for, at de gjorde det; og det ville have været besynderligt, hvis dette var blevet gjort, når skrift var let tilgængelig. Som i næsten al litteratur er det langt mere sandsynligt, at de folkelige traditioner er afledt af og fornyet gennem litterære kilder, end at litteraturen blev samlet af traditioner med lang mundtlig overlevering.

Bibelske henvisninger til mundtlig offentliggørelse findes i henvisningerne til herolder (se under dette ord), til Salomos visdom som "talt" (1 Kong 4,32-34), proklamationer og forordninger, den offentlige oplæsning af loven i Det Gamle Testamente og oplæsningen i synagogen i Det Nye Testamente. Alle oraklerne, "så siger Herren" og "Jahves ord," til Moses osv., og alle hentydninger til at prædike ordet, hører til denne klasse af mundtlig offentliggørelse og overlevering. En direkte hentydning til mundtlig overlevering findes i Sl 44,1: "Vi har hørt med vore ører, Gud, vore fædre har fortalt os det."

5. Håndskrifter:

Forskellen mellem håndskrift og mundtlig ytring ligger først i optegnelsens varighed, men den har også en ejendommelig psykologisk fordel frem for tale. Talen når sindet gennem hørelsen, ét bogstav ad gangen, efterhånden som det udtales. Ved skrift derimod opfatter øjet tre til seks bogstaver ad gangen og tager ord ind som helheder i stedet for at stave dem. Øret halter derfor altid bagefter, mens øjet foregriber, skønt det også kan dvæle, hvis det behøver det. Mens indtryk fra hørelsen derfor måske kan være dybere, kan man i samme tid samle langt flere ved læsning.

Når det gælder overlevering, er håndskriftens fordel åbenlys. For det første falmer selv det dårligste blæk næppe så hurtigt som hukommelsen. Dernæst når i bedste fald få mennesker hundrede år, og derfor ingen hukommelse, kopi, mens grænsen for skriftens levetid på den anden side aldrig er nået. Vi har skrifter, der har holdt i mindst 6.000 år; mens hvis Palermo-stenen f.eks. var blevet mundtligt overleveret, måtte den nødvendigvis være gået gennem mindst omkring 200 afskrivere, hver med to sæt fejl til følge. Fordelen ved håndskriftlig overlevering frem for mundtlig tradition med hensyn til varighed er således meget stor. Det er naturligvis sandt, at ved skrøbeligt materiale som papyrus, papir eller endog læder indebærer overlevering sædvanligvis mange gentagne afskrivninger og tilsvarende forvanskning, men selv i værste fald vil disse være langt bedre end den bedste folkelige mundtlige tradition.

I bred forstand omfatter håndskrifter alle slags skrevne bøger uden hensyn til det anvendte materiale, form eller redskaber. I snævreste forstand er de begrænset til ruller og kodekser, dvs. til litterære håndskrifter. Inskriptioner er egentlig skrevet materiale, der er indgraveret eller indskrevet på hårdt materiale. Dokumenter, hvad enten det er private breve eller officielle optegnelser, er karakteristisk foldet i bøjeligt materiale. Litterære værker er derimod sædvanligvis ruller eller også kodekser, hvor sidstnævnte også er den sædvanlige form for trykte bøger. Disse tre klasser af skrevne bøger har deres tilsvarende videnskaber i epigrafik, diplomatik og palæografi.

(1) Epigrafik:

Epigrafik beskæftiger sig først og fremmest med inskriptioner, der er opsat som optegnelser på offentlige steder. Disse omfatter offentliggjorte love, inskriptioner, biografiske mindesmærker som moderne gravstensindskrifter og dem på mindestatuer, slagmonumenter og lignende. Den omfatter også votivindskrifter, indskrifter på ædelsten, smykker, vægte og mål, våben, redskaber osv. Segl og mønter hører fra alle synsvinkler hjemme her og danner en anden underafdeling under trykning. Disse har deres egne videnskaber i numismatik og sphragistik. Den vigtigste bibelske henvisning er til "stentavlerne" (2 Mos 24,12).

Se tavle; alfabet; vægt; skrift; osv.

(Se Lidzbarski, Handb. nordsemit. Epigr., 1898-.)

(2) Sphragistik:

Sphragistik er videnskaben om segl. Skrifthenvisninger til seglet eller signetet (1 Mos 38,18; Job 38,14; Åb 5,1; osv.) er talrige.

Se segl; signet.

(3) Numismatik:

Numismatik beskæftiger sig med indskrifter på mønter og medaljer og er ved at blive en af de største kilder til vores viden om oldtidens historie, især på grund af den hjælp, man får fra mønter i dateringsspørgsmål, og på grund af den enorme mængde af dem, der er fundet.

Se penge.

(4) Diplomatik:

Diplomatik, eller dokumentvidenskaben, beskæftiger sig med købs- og salgskontrakter (Jer 3,8; Jer 32,14), skilsmissebreve (5 Mos 24,1) og attester af enhver slags af samme art som dem, der registreres i moderne offentlige registre. Disse kan være på lertavler, som i Babylonien og naboområderne, eller på ostraka, som især findes i Egypten, men overalt i den gamle middelhavsverden, og, bemærkelsesværdigt for bibelhistorien, i Samaria, som opdaget af Harvard-ekspeditionen. Mængder af de egyptiske papyri, der er fundet i moderne tid, er af denne karakter, ligesom de italienske papyri, indtil papyrus blev afløst af vellum. Mange findes også på voks-, guld-, sølv-, messing- og blytavler osv.

Se breve; ostraka; papyrus.

(5) Palæografi:

Palæografi beskæftiger sig hovedsagelig med bind eller bøger af betydeligt omfang. Den beskæftiger sig derfor især med litterære værker af enhver art, men den glider over i diplomatik, når officielle dokumenter, såsom lovsamlinger (f.eks. Femte Mosebog), traktater, såsom den berømte traktat mellem hittitterne og Egypten, og moderne lejekontrakter er af et sådant omfang, at de bedst overleveres i bogform. Den beskæftiger sig især med lertavle-, papyrus-, læder-, vellum- og papirbind. Lertavlen nævnes i Det Gamle Testamente forskellige steder (se tavle), rullen i både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente (se rulle). Læderrullen er den traditionelle form for De Hebraiske Skrifter helt frem til i dag, selv om kodeksen eller den moderne bogform var blevet opfundet før afslutningen af Det Nye Testamente, og de tidligst bevarede eksemplarer er i denne form. Bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente blev sandsynligvis alle først skrevet på ruller. Om de forskellige metoder til at fremstille disse forskellige former--indgravering, støbning, presning, pen og blæk osv., se skrift.

6. Trykte bøger:

Trykning adskiller sig fra skrivning især ved at blive udført i to dimensioner. Ved skrivning følger en mejsel eller pensel eller pen en sammenhængende eller afbrudt linje, mens trykning stempler et bogstav eller en del af et bogstav, en linje, en side eller mange sider med ét slag. Prægestemplet, kilen til lertavler, segl, forme, xylografiske plader, såvel som skrivemaskinen, løse typer eller elektrotypiplader osv., hører egentlig til trykning snarere end skrivning. Kilestemplet, eller enkeltbogstavspræget, skrivemaskinen, matricen og formen med løse typer udgør dog en slags overgang mellem pennespidsen og trykpressen, idet de følger bogstav efter bogstav. Mønter og segl adskiller sig derimod kun lidt fra egentlig trykning, bortset fra teksternes længde; babyloniske segl og rotationspressen er i princippet ét. Sfragistik, eller læren om segl, og numismatik, eller læren om mønter, medaljer osv., hører således, set fra dette synspunkt, sammen med trykning, men henføres mere almindeligt og bekvemt til epigrafik, ud fra det princip at de beror på lys og skygge fra indskæring eller relief i én farve, til forskel fra farvekontrasterne i blæk eller maling. Trykte bøger omfatter den xylografiske proces i kinesisk og tidlig europæisk trykning, side- og formtryk med løse typer samt alle elektrotypi-, stencil-, gelatinepude- osv. processer.

Trykningens fordel frem for skrivning ligger i den hurtigere mangfoldiggørelse af eksemplarer, og endnu mere i eksemplarernes nøjagtighed. Den første sats med løse typer er lige så udsat for fejl som enhver håndskrevet kopi, men alle aftryk fra den er helt uden tekstlige variationer. Om trykte udgaver af Bibelen se Det Nye Testamentes tekst og håndskrifter; Det Gamle Testamentes tekst; Oversættelser osv.

7. Variationer:

I den naturlige overleveringsproces ophober alle genoptryk med løse typer, håndskrifter eller mundtlige gentagelser variationer ved hver ny kopiering. Disse er i almindelighed fejl, og processen er en forringelse. Ved mundtlig overlevering er den gennemsnitlige fejl ved hver generation meget stor, og det er kun med utrolige anstrengelser at de bedste kopier gøres lige med selv det gennemsnitlige håndskrift, som igen i bedste fald kun svarer til den første typesatte kopi. Den samme omhu anvendt på denne typesatte kopi frembringer ved trykning tusinder af eksemplarer, hvor den i håndskrift frembringer ét. Fonografen, skrivemaskinen, sats med typestænger, fotografiske og elektrotypiske metoder har reduceret den gennemsnitlige fejl i moderne bøger til et meget lavt punkt. Men selv efter utrolige anstrengelser fra forfatternes og professionelle korrekturlæseres side bragte den udlovede belønning på en guinea for hver opdaget fejl i Oxfords reviderede version af Bibelen flere fejl for dagen. Denne version er dog omtrent så fri for tekstfejl som nogen stor bog, der nogensinde er fremstillet, og millioner af eksemplarer af den trykkes nu helt uden tekstlig variation.

Men tekstfejl er ikke de eneste variationer. Det sker ofte, at forfatteren eller en anden påtager sig at rette fejlene og foretager udskiftninger eller tilføjelser af en eller anden art. Resultatet er en revideret udgave, som i almindelighed er en forbedring, eller en udvikling opad. Variationer er således af to slags: ufrivillige og tilsigtede, svarende ret godt til ordene »kopier« og »udgaver« af et værk.

Strengt taget er enhver bog med tilsigtede ændringer et nyt værk, men i daglig tale regnes den for »det samme værk«, indtil ændringerne bliver så store, at ligheden mellem ordformen og originalen er vanskelig at genkende. Det er almindeligt, at et værk redigeres og genredigeres under en bestemt forfatters navn (Herzog), derpå bliver kendt under forfatterens og redaktørens fælles navn (Herzog-Plitt eller Schaff-Herzog), og til sidst bliver kendt under den seneste redaktørs navn (Hauck). I dette tilfælde beskrives det ofte en tid på titelbladet som »bygget på« sin forgænger, men i almindelighed bortfalder den oprindelige forfatters navn helt fra titelbladet, når ingen store dele bevarer den oprindelige ordlyd. Alle udgaver af et værk anerkendes i almindelig brug i en vis forstand som nye værker; og i boghandelen eller biblioteket sørger man for at angive den nyeste udgave af Smith, eller Browns udgave af Smith, for at undgå at få det ældre og forældede oprindelige værk.

Nogle gange holdes det oprindelige værk og tilføjelserne, rettelserne, forklaringerne osv. helt adskilt og tydelige-- det supplerende stof gives i håndskrifter i marginerne eller mellem linjerne, og i trykte bøger som fodnoter eller i kantede eller runde parenteser. Dette er almindeligvis tilfældet med tekst-og-kommentar-udgaverne af bibelske bøger og store forfattere. Nogle gange, som ofte i gamle håndskrifter, sker det under kopiering, at det, der var marginale og interlineære noter, bliver indarbejdet som en udifferentieret del af teksten, og endnu oftere at det, der var angivet som citat i et oprindeligt værk, mister sine markeringer og bliver en udifferentieret del af værket. I parafrasens tilfælde indarbejdes kommentaren med vilje sammen med tekstens ord; og de fleste redaktører af videnskabelige værker gør ligeledes intet forsøg på at skelne mellem det oprindelige stof og tilføjelser af en anden hånd, idet hele ansvaret skydes frem på redaktøren. Nogle gange består det oprindelige værk selv fra begyndelsen i vid udstrækning af citater, eller er blot en kompilation eller samling af værker, hvor »originaliteten« er begrænset til titelblad eller forord eller endda blot en titel, som i tilfældet med Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Bibelen, og rækkefølgen i delenes ordning.

Næsten alle bøger er således sammensatte. Selv i en håndskrevet kopi af et håndskrift, eller en mundtlig gentagelse af en mundtlig fortælling, har to menneskelige sind bidraget til det endelige resultat, og hver enkelts arbejde kan måske skelnes fra den andens. I tilfælde af en ny udgave ved samme forfatter er resultatet stadig sammensat--et nyt værk, sammensat af gammelt og nyt materiale. Med alle nye udgaver ved andre forfattere øges sammensatheden, indtil f.eks. en udgave af Bibelen med tekstvarianter og udvalgte kommentarer fra forskellige skribenter bliver et samlet værk af tusinder af skribenter, idet hver enkelt ved sit navn eller et symbol skelnes fra alle de andre med hensyn til sit arbejde.

Det egentlige værk, eller værket uændret bortset fra ufrivillige fejl, omfatter således kopier, oversættelser, forkortelser, udvalg og citater; det reviderede værk, eller værk med frivillige ændringer, omfatter udgaver og parafraser (som simpelthen er tekster med kommentar indarbejdet i teksten), sammendrag, redaktioner osv., og måske kompilationer.

Disse to slags variationer giver anledning til de to videnskaber tekstkritik og højere eller historisk kritik. Den første skelner alle tilfældige overleveringsfejl, den anden alle de frivillige ændringer; den første sigter mod at rekonstruere originalen, den anden mod i enhver given bog at skelne mellem originalens værk og hver redaktørs arbejde.

I denne forbindelse må man ikke glemme, at originalen selv kan være et sammensat værk--indeholdende lange citater, helt opbygget af udvalg eller endda opbygget af hele værker, der er bundet sammen af blot en titel. I disse tilfælde genopretter tekstkritikken ikke originalen til hvert enkelt, men hele værkets oprindelige tekst, mens den højere kritik påtager sig opgaven med at udskille elementerne først i senere udgaver og redaktioner af denne original, dernæst i originalen selv.

8. Tekstkritik:

De ufrivillige variationer i håndskrifter eller mundtlig tradition giver anledning til videnskaben tekstkritik. Videnskabens mål er nøjagtigt at rekonstruere den oprindelige ordform eller tekst. Tidligere var metoden hertil blot en afvejning af sandsynligheder, men siden Tregelles er den blevet en streng logisk proces, som sporer kopier til deres nære forfædre, og disse igen længere tilbage, indtil et genealogisk træ over faktisk afstamning er blevet dannet. Loven herfor er i praksis, at »ens variationer peger på en fælles forfader«, den biologiske lov om »homologi«, og hvis grupperingerne åbenbarer så mange som tre uafhængige linjer af kopier fra originalen, kan den korrekte tekst konstrueres med matematisk præcision, eftersom læsemåderne i to linjer altid vil have ret over for den tredje--idet man indrømmer en meget lille fejlmargin i den psykologiske tendens hos en skriver til af vane at gentage den samme fejl. Metoden går frem ved

(1) at beskrive alle variationer i hvert håndskrift (eller tilsvarende i hver mundtlig eller trykt kopi) fra standardteksten;

(2) at gruppere de håndskrifter, som har de mest udprægede variationer;

(3) at forene disse grupper efter homologiens princip i større og større grupper, indtil forfatteres udsagn er nået, og gennem disse den indre original. Resultaterne udtrykkes i en tekst og varianter--teksten er en korrigeret kopi af originalen, og varianterne viser det nøjagtige bidrag fra hver afskriver til de håndskrifter, han frembragte.

Man må nøje huske, at egentlig tekstkritik kun har at gøre med en bestemt ordform. Enhver oversættelse eller udgave er et særskilt problem, fuldstændigt i sig selv, når netop de ord, som oversætteren og redaktøren brugte, er blevet rekonstrueret. Disse kan igen være nyttige ved rekonstruktionen af originalen, men man må være omhyggelig med ikke at rette en oversættelse eller udgave efter originalen, og originalen må til gengæld, når den indeholder citater fra andre forfattere, ikke rettes efter disse forfatteres originaler. Tekstkritikkens opgave er at fremlægge hver mands ord--hver oprindelig forfatter, hver afskriver, hver oversætter, hver redaktør, netop som hans ord var--hverken mere eller mindre.

Se Det Gamle Testamentes tekst; Det Nye Testamentes tekst og håndskrifter.

9. Højere kritik:

Højere kritik har at gøre med frivillige variationer eller variationer i emneindhold. Ligesom tekstkritik har den at gøre med at skelne den andel, som hver af flere medarbejdere har i et sammensat værk; og ligesom den sporer den højere kritik forskellige forfatteres bidrag hver til sin kilde. Den adskiller sig dog ved at beskæftige sig med oprindeligt stof. Mens variationer frembragt af emsige skrivere, eller intelligente skrivere som retter stavning, grammatik, forkerte datoer og lignende, kommer ret tæt ind på redigeringens område, og redaktøren på den anden side undertiden ikke er meget mere end en emsig afskriver, står skellet mellem ufrivillig og frivillig ændring dog ved magt, hvad enten det drejer sig om forfatterens indpodning af mange citater i et oprindeligt værk, eller andres indpodning på værket af deres eget eller andre forfatteres arbejde. Det er ikke tekstkritikerens opgave at udskille nogen af disse (det er udtrykkeligt hans opgave ikke at gøre det), selv om hans arbejde i høj grad kan hjælpe og endda levere resultater, som kan bruges automatisk. Hele dette dobbelte felt af sammensat forfatterskab hører under den højere kritik.

I de fleste moderne værkers tilfælde er den højere kritikers opgave enkel. Anførselstegn, en voksende etisk følelse imod plagiat, de mekaniske bekvemmeligheder ved typografisk opsætning og lignende bidrager alle til en omhyggelig adskillelse af hver bidragyders arbejde. Ikke desto mindre tages der i mange tilfælde, som f.eks. ved redigering af lærebøger og aviser, ikke hensyn til dette. Mens den signerede artikel i encyklopædien nu er næsten universel, den signerede anmeldelse mere og mere almindelig, er den signerede leder stadig sjælden, og de andre er på ingen måde universelle. Det er stadig af interesse for mange at udpege forfatteren til en usigneret artikel, anmeldelse eller leder ud fra hans "stil"--hvilket er højere kritik.

I antikkens litteratur, hvor der kun var få sådanne mekaniske hjælpemidler til at skelne, og hvor der kun i ringe grad eller slet ikke var udviklet nogen samvittighed med hensyn til at indarbejde noget, som passede til forfatterens formål, helt eller delvist, blev resultatet ofte et fuldstændigt kludetæppe af mange forfatteres sproglige former. Den højere kritiks opgave er at sortere originalen og hver af dens litterære varianter fra hinanden og at spore disse varianter tilbage til deres originaler. Nettoudbyttet i ethvert værks tilfælde adskiller sig ikke meget fra et almindeligt moderne værk med anførselstegn og fodnoter, der henviser til citaternes kilder. Den genindsætter så at sige den tegnsætning og de fodnoter, som forfatteren udelod, eller som senere afskrivere mistede. Den omfatter mange fine spørgsmål om skelnen gennem stil og fragmenternes historiske forbindelse med de værker, hvorfra de blev taget; og efter at disse er blevet analyseret ud, også mange fine spørgsmål om at spore deres forfatterskab eller i det mindste tiden, stedet og miljøet for deres tilblivelse. Den omfatter således spørgsmålene om overmenneskeligt forfatterskab og inspiration.

10. Litterær kritik:

Litterær kritik beskæftiger sig med originaler som originaler eller, i sammensatte værker, med originalers oprindelige dele. Et originalt værk kan indeholde citater fra andre eller hovedsagelig bestå af citater, og dets "originalitet" består delvis i den måde, hvorpå disse citater indføres og bruges. Ved "original" menes dog i hovedsagen nye sproglige former. Det originale værk må ikke plagiere og heller ikke bruge stereotype vendinger, selv om det kan indføre ordsprog eller idiomatiske udtryk. I almindelighed betyder originalitet dog, at litterær føde er blevet fordøjet--reduceret til sine kemiske bestanddele af ord eller den kortest mulige frase og genopbygget til en helt ny struktur i sindet. Indbygningen af gamle døråbninger og ornamenter kan være en del af den litterære arkitekts originalitet, men de var ikke selv "originale" hos ham.

Den litterære kritiker beskæftiger sig således med et menneskes originalitet--det bidrag, han har ydet til emnet, den særlige kvalitet ved dette i dets egnethed til at påvirke andre sind, som frembringes ved "hele personlighedens reaktion", al hans lærdom og følelsesmæssige erfaring, på hver del af hans materiale--kort sagt det, vi kalder stil. Dette indebærer en vurdering eller sammenligning med alle andre værker om samme emne med hensyn til dets bidrag af nyt stof og dets læselighed.

11. Nye formers oprindelse:

Bogvidenskabens hovedproblemer kan beskrives med den biologiske videnskabs ord som

(1) nye formers oprindelse,

(2) overlevelse.

Spørgsmålet om et nyt litterært værks oprindelse og dets overlevelse ligner i den grad spørgsmålet om en ny arts oprindelse og dens overlevelse, at det kan betragtes mindre som en analogi end som noget, der falder ind under de samme love for variationer, mangfoldiggørelse, arvelighed og naturlig udvælgelse. Oprindelsen til variantformer af den samme original gennem ufrivillige og frivillige ændringer er ovenfor blevet fulgt frem til det punkt, hvor redaktionelle varianter overvælder originalen, og en ny forfatters navn træder i stedet for det gamle. Efter at dette skridt er taget, er det et nyt værk, og i grunden er alle nye værkers oprindelse omtrent den samme. Processen ses klarest i afhandlinger om en eller anden gren af videnskaben, lad os sige fysik. En almen afhandling, f.eks. om varme, udgives og giver kundskabens tilstand om emnet på det tidspunkt. Derefter begynder monografier at blive frembragt. Monografien kan, og gør det i almindelighed, i bibliografisk eller historisk omrids indeholde substansen af tidligere værker, og under alle omstændigheder forudsætter den den tidligere helhed. Selve monografiens pointe er imidlertid ikke sammenfatningen af den fælles kundskab, men det bidrag, den yder, eller, med naturvidenskabens sprog, den "nyttige variant" af emnet, som den frembringer. Efter en vis ophobning af disse monografier, eller nyttige varianter af tidligere afhandlinger, samler en forfatter dem og forener dem med tidligere afhandlinger til en ny almen afhandling eller lærebog, som i virkeligheden er den seneste tidligere afhandling med alle de varianter, der i mellemtiden er blevet udviklet.

I begge tilfælde er der frembragt en permanent ny form--den gamle fælles kundskab med en forskel, og processen fortsætter igen: det nye værk mangfoldiggøres ved udgivelse til mange lignende individer; disse lignende individer udvikler hver sine variationer; variationerne i samme retning forenes i en ny, accepteret kendsgerning, idé eller lov, udtrykt i en monografi; fælles kundskab med denne nye variation danner et nyt alment værk, som igen mangfoldiggøres, og så videre.

Og det, der gælder om videnskabelige monografier, gælder i substansen lige så meget om litteratur, om mundtlig tradition og om hele idéhistorien. Det er den stadige sammenføjning af variationer, som er erfaret to eller flere gange af ét individ eller én eller flere gange hver af to eller flere individer, med den fælles masse af vore idéer, og derved frembringes en ny fast form. Folkelige ordsprog, for eksempel, og al poesi, fiktion og lignende kommer således til at sammenfatte en lang menneskelig erfaring.

Og fører man sagen endnu længere tilbage, gælder det, som er sandt om den videnskabelige bog og om poesi og folkedigtning, også om den indre udvikling af enhver tanke, selv dem der formuleres til samtale eller endda til selvbesindelse--den er resultatet af en række variationer og integrationer. Den måde, videnskabsmandens sind arbejder på ved frembringelsen af et bidrag, og den måde, bondens sind arbejder på ved udviklingen af et klogt mundheld, er begge resultatet af en lang række af disse iagttagelser, variationer og integrationer. Gentagne iagttagelser og foreningen af iagttagelser, som varierer i samme retning, er tankeprocessens historie hele vejen fra spædbarnets enkleste perception, op gennem det gennemsnitlige menneskes almindelige tænkning, til filosofens mest komplekse begreb.

Gennem alle den indre tankes og det ydre udtryks processer gælder således den samme udviklingsproces i frembringelsen af en ny form: den er syntesen af alle værker om et givet emne (dvs. et mere eller mindre snævert felt af virkeligheden), mangfoldiggørelsen af dette syntetiske værk, udviklingen af nye variationer i det og genforeningen af alle disse variationer i et mere omfattende værk.

12. Overlevelse:

Når det gælder spørgsmålet om et nyt værks overlevelse, efter at det er blevet frembragt, er problemet dobbelt:

(1) den enkelte bogs overlevelse, og

(2) værkets overlevelse, dvs. enhver kopi af originalen, hvis tekst ikke varierer så meget, at den ikke kan genkendes som det "samme" værk.

Den oprindelige bog findes i et menneskes sind og overlever kun så længe, som dens forfatter overlever. I samme forstand som forfatteren dør, dør den enkelte bog. Ingen ny bog overlever derfor sin forfatter. Hvis derimod der med overlevelse menes eksistensen af en kopi, eller en kopi af en kopi af denne original, som indeholder meget (men aldrig helt) den samme ordlyd, så overlever bogen i denne verden i samme forstand, som forfatteren overlever, dvs. i sine efterkommere; det er forskellen mellem personlig udødelighed og slægtens udødelighed. Samtidig afhænger arternes overlevelse dog af individet. Et værk eller en art er ingen metafysisk virkelighed, men en samlet sum af individer med, naturligvis, deres indbyrdes relationer.

Gennemsnitligt er chancen for lang overlevelse for et enkelt eksemplar af en bog lille. Enhver ny bog træder ind i en kamp for tilværelsen; vind og vejr, slid og ælde sammensværger sig om at ødelægge den. I det store og hele lykkes det dem før eller siden. Nogle bøger lever længere end andre, men uanset hvor holdbart materialet er, og uanset hvor omhyggeligt de behandles, varer et autograf sjældent tusind år. Hvis overlevelse afhang af det enkelte eksemplars bestandighed, ville der hverken være nogen Bibel eller nogen klassikere.

Den gennemsnitlige chance for et langt liv for en enkelt bog afhænger

(1) af dens materiales iboende holdbarhed, eller dets evne til at modstå et fjendtligt miljø,

(2) af isolation.

De fjender, som bøger udsættes for, er forskellige: vind, ild, fugt, skimmel, menneskelig forsømmelighed og hærværk samt menneskelig brug. Nogle materialer er af natur mere holdbare end andre. Indskrifter i sten og metal overlever bedre end træ eller ler, pergament bedre end papyrus eller papir.

På den anden side kan meget skrøbeligt materiale, hvis det er isoleret eller beskyttet mod et fjendtligt miljø, overleve mere solidt materiale. Papyrus har overlevet i Egyptens høje, og ubrændte lertavler i Babyloniens høje, mens millioner af indskrifter i sten og metal, skrevet tusinder af år senere, allerede er gået til grunde. Her kommer isolationsfaktoren ind. Ild og plyndring, møl og rust og bogormen ødelægger for det meste uden personsanseelse. Det er kun de bøger, som er uden for de ødelæggende kræfters rækkevidde, der overlever. En ubrændt tavle, som har overlevet 5.000 år under affald, kan smuldre til støv på 5 år, efter at den er blevet gravet op og udsat for luften. Denne isolation kan være tilfældig eller "naturlig", som når tavler og papyri bevares under ruiner, men den kan også være kunstig og resultatet af menneskelig omsorg. En tredje overlevelsesfaktor er derfor et værks evne til at skaffe sig menneskelig beskyttelse, eller kunstig isolation. Kort sagt er denne evne en bogs "værdi" for dens ejer. Denne værdi kan ligge i materialet, den kunstneriske kvalitet, tilknytning eller sjældenhed. Enhver variation i retning af værdi, som kan udtrykkes økonomisk, har tendens til at bevare. Ved brand eller skibsforlis er det disse, der reddes; ved plyndring er det disse, der skånes. Det er dem, som der stilles brandsikre bygninger og særlige vogtere til rådighed for. En undtagelse fra denne regel er, når materialet er mere værdifuldt til andre formål end bøger. I krigstid kan bogen, der er indgraveret på guld eller bly eller skrevet på papir, blive smeltet om til mønt eller kugler eller revet i stykker til patroner, mens bøger af sten og pergament skånes. Den almindelige lov er dog, at værdi har tendens til at bevare, og det er blevet bemærket, at alle de ældste kodekser, som har overlevet i frit miljø, er pragtudgaver.

Litterær værdi er derimod i det store og hele en ødelæggelsesfaktor for det enkelte eksemplar snarere end en overlevelsesfaktor. Jo bedre en bog er, desto mere bliver den læst, og jo mere den bliver læst, desto hurtigere slides den op. Den værdiløse bog på den øverste hylde overlever alle de andre. I tilfælde af brand eller skibsforlis vil en ejer redde bøger, som ikke kan erstattes, og de bøger, der lettest kan erstattes, er dem med litterær værdi. Et menneske vil undertiden redde sine yndlingsbøger og behandler dem ofte med en vis ærbødig omhu, som fremmer bevaring, men i det store og hele har litterær værdi tendens til ødelæggelse.

Når det gælder værkets overlevelse eller slægtens overlevelse, er forholdene omvendt. Litterær værdi er den vigtigste faktor. Det, der tæller, er en bogs evne til at få sig selv mangfoldiggjort eller kopieret igen--den egenskab, hvad den end måtte være, som har tendens til at få et menneske til at ønske at erstatte sit eksemplar, når det er slidt op, og til at få mange mennesker til at ønske at læse værket.

Denne litterære interesse virker først ved at frembringe et stort antal eksemplarer for at imødekomme efterspørgslen, og hvert af disse eksemplarer har sin chance for at overleve. Den virker også ved at få mennesker til at bruge det allerbedste materiale, papir, blæk, indbinding osv., hvilket resulterer i, at hver enkelt bog får længere tid til at frembringe et nyt eksemplar.

Den moderne avis, der udgives i en million eksemplarer, er kortlivet, for det første fordi den er trykt på papir, som ikke kan holde sig, undtagen under meget gunstige isolerede forhold, i mere end fyrre eller halvtreds år. For det andet bliver den meget sjældent genoptrykt, bortset fra et lejlighedsvist mindeeksemplar. Bøger som Bibelen eller Vergil, Dante eller Shakespeare bliver derimod genoptrykt i mængder af udgaver og i mange tilfælde på det mest varige materiale, som kunsten kan udtænke.

Det sker ofte, at en bog er populær i kort tid, men ikke vil overleve et ændret miljø. Avisen er populær i nogle få timer, men tidsmiljøet ændrer sig, og interessen er borte. Det sker undertiden, at en bog er meget populær i ét land og slet ikke vækker interesse i et andet. Millioner af eksemplarer af Onkel Toms hytte og Ben Hur krævedes for at opfylde efterspørgslen i én generation, hvor nogle få hundrede kan være nok for den næste.

Hele tiden dømmer den folkelige smag, som blot er et andet navn for gennemsnitlig menneskelig erfaring, en bog. En bog overlever, fordi den er populær – ikke nødvendigvis fordi den er populær hos det uuddannede flertal, men fordi den stadig appellerer til den gennemsnitlige menneskelige erfaring hos en eller anden betydelig klasse, god eller dårlig. Overlevelse er derfor naturlig. Dygtige kritikere hjælper den folkelige dom, og udvalgte lister er til hjælp, men i det lange løb er prøven ganske enkelt dens overensstemmelse med menneskelig erfaring; kort sagt er det, fordi mennesker »kan lide« den, at en bog overlever.

Der foregår således hele tiden en proces af kamp og »naturlig udvælgelse«, som til sidst er de bedst egnedes overlevelse i den sande evolutionære betydning, dvs. bøger overlever, fordi de er egnede til deres miljø af menneskelig erfaring eller smag. Derfor vokser der stadig i hvert land en bestemt klasse af bøger frem, som regnes for klassikere. Det er dem, der har overlevet deres prøver og stadig bliver yderligere prøvet. Nogle er blevet prøvet fra fjern oldtid, og det er de bøger, der overlever prøven gennem mange tidsperioder, mange slags geografiske miljøer og mange varianter af intellektuelt miljø, dvs. som appellerer til mange klasser af læsere, der er de sande klassikere, og som på den anden side viser, at de svarer til de grundlæggende kendsgerninger i menneskelig erfaring, simpelthen fordi de har overlevet. I almindelighed er det de religiøse bøger, der har overlevet i alle folkeslag, og de eneste bøger, der er blevet prøvet i alle lande og tidsaldre og appellerer til orientalsk og vestlig, gammel og moderne på samme måde, er bøgerne i den kristne Bibel.

13. Bogsamlinger:

Det er ovenfor blevet bemærket, at processen med at danne et nyt værk består i at samle alle værker om samme emne for at forene alle deres variationer i det nye værk. Det er med dette formål, at enhver studerende samler arbejdsbiblioteket inden for sit speciale; det er, hvad bibliotekaren gør, når han samler alle bøger om et emne til brug for studerende. Enhver, der læser sig ind på et emne, udfører den samme opgave for sig selv, og det samme gør enhver, der læser bredt.

Der er dog få biblioteker, som forsøger at samle alle bøger om et emne. De fleste biblioteker er udvalgte biblioteker, der indeholder de bedste bøger om emnet: hermed menes alle bøger, der har noget nyt, eller kort sagt har en nyttig variation. Dette er en kunstig proces i det kritiske menneskelige sind, men i menneskeheden som helhed foregår den hele tiden som en naturlig proces. Mennesker er til stadighed i færd med at vælge deres »fem-fods-hylder«, samlingerne af de allerbedste blandt de bedste bøger. Grunden til dette ligger i den kendsgerning, at det gennemsnitlige menneskelige sind kun kan læse og fastholde et begrænset antal bøger; en ubevidst proces foregår hele tiden og tenderer mod at udvælge det lille antal bøger, som i det store og hele indeholder den største mængde menneskelig erfaring pr. gennemsnitsside. Massen af verdens bøger, hvor enorm den end er, koges således ved naturlig udvælgelse ned til nogle få bøger, som indeholder essensen af alle de øvrige. Processen har tendens til at foregå i hvert land og på hvert sprog. Det mest universelle eksempel er Bibelen, som repræsenterer en lang proces af naturlig udvælgelse gennem mange tidsperioder og under en betydelig variation af geografisk indflydelse. Den forener kvintessensen af semitiske ideer med den tilsvarende kvintessens af indoeuropæiske ideer, hver legemliggjort i et tilsvarende fuldkomment sprog – for sproget selv er i sidste instans kvintessensen af ethvert folks erfaring i dets lighed og ulighed med andre folk. Den er derfor, ved selve kendsgerningen om »overlevelse« og »naturlig udvælgelse«, bevist at være den »bedst egnede« til at overleve, dvs. det, som nærmest svarer til universel menneskelig erfaring. Kirkemøder danner ikke Skriftens kanon: de sætter blot et segl på en naturlig proces. Bibelen er således evolutionens højdepunkt blandt bøger, ligesom mennesket er det blandt dyr. Den er lige så enestående blandt bøger, som mennesket er enestående blandt alle levende væsener.

Se biblioteker.

14. Bøgers tidlige historie i bibelske lande:

Bøgernes historie begynder i det mindste med skriftens historie. Nogle af billederne på hulevæggene fra yngre stenalder (Dechelette, Man: Archaeol., Prehist. (1908), 201-37) synes at have bøgers væsentlige kendetegn, og det har de tidligste lertavler og indskrifter bestemt. Disse synes med sikkerhed at føre tilbage til mindst 4.200 år f.Kr. Tusind år senere var tavlebøger og indskrifter almindelige, og papyrusbøger synes at være kommet godt i gang. Endnu tusind år senere, eller nogen tid før Hammurabi, fandtes der talrige bøger af mange slags. På Abrahams tid var bøger almindelige over hele Egypten, Babylonien, Kanaan og det østlige Middelhavsområde, i hvert fald så langt som til Kreta og Lilleasien. På Moses’ tid, hvornår det end har været, var alfabetet måske blevet opfundet; bøger var almindelige blandt alle præstelige og officielle klasser, ikke alene i Babylonien, Assyrien og Egypten, men i det mindste på to eller tre snese steder i Kanaan, det nordlige Syrien og Cypern. På Davids tid var ikke alene historisk, officiel og religiøs litteratur almindelig i Egypten og Assyrien, men poesi og fiktion var blevet ganske udviklet i landene omkring Kanaan; og meget snart efter, hvis ikke længe før, som de moabitiske, Siloam-, Zkr-, Zenjirli-, Baal-Lebanon-, Gezer- og samaritanske indskrifter viser, var semitisk skrift almindelig over hele landet og dets nabolag.

LITTERATUR.

Artikler af Dziatzko om "Buch" og "Bibliotheken" i Pauly-Wissowa, Real-encyclopedia d. class. Altertumsw., V, 5, og hans Antikes Buchwesen, Leipzig, 1900, er miner af materiale, og de bibliografiske henvisninger er grundige. Den hurtige udvikling i historien om de ældste bøger kan følges i Hortzschanskys fremragende årlige bind, Bibliographie des Bibliotheks und Buchwesens, Leipzig, 1904 ff. Til en første orientering er den lille bog af O. Wiese, Schrift und Buchwesen in alter u. neuer Zeit (3. udgave, Leipzig, 1910), eller på engelsk de tilsvarende artikler i Encyclopedia Britannica, måske bedst. På den videnskabelige side er de bedste indføringer bind I af Iwan Mullers Handb. d. klass. Altertumsw. og T. Birts D. antike Buchwesen (Berlin, 1882). Med hensyn til bogens bibelske aspekter er det bedste af alt, og i sandhed meget fyldestgørende, E. von Dobschutz’ lange artikel om "Bible in the Church" i Hastings’ Encyclopedia of Religion, II, 579-615, især på grund af det bibliografiske apparat ved slutningen af hvert afsnit. Disse små bibliografier giver et fuldstændigt apparat til mange af de ovennævnte emner. Afsnit med bibliografier om andre af de ovenstående emner findes i W. Sandays artikel om "Bible", umiddelbart før.

E. C. Richardson