ba-rab'-as (Barabbas): For aramæisk Bar-abba = bogstaveligt "faderens søn", dvs. mesterens eller lærerens søn. Abba var på Jesu tid måske en ærestitel (Matt 23,9), men blev senere et egennavn. Varianten Barrabban, som findes i den 19- harklenske syriske tekst, ville betyde "rabbinerens eller lærerens søn." Origenes kendte og fordømmer ikke absolut en læsemåde af Matt 27,16; Matt 27,17, som gav navnet "Jesus Barabbas", men selv om den også findes i nogle få minuskler og i de aramæiske og jerusalem-syriske oversættelser kun på dette sted, skyldes den sandsynligvis en afskrivers fejl ved afskrift (Westcott-Hort, App., 20). Hvis navnet blot var Barabbas eller Barrabban, kan det stadig have betydet, at manden var en rabbiners søn, eller det kan have været et rent konventionelt egennavn uden betydning. Han var den forbryder, som Jerusalems folkemængde valgte, på præsternes tilskyndelse, frem for Jesus Kristus, for at Pilatus skulle løslade ham ved påskefesten (Mark 15,15; Matt 27,20; Matt 27,21; Luk 23,18; Joh 18,40). Matthæus kalder ham "en kendt (dvs. berygtet) fange" (Matt 27,16). Markus siger, at han var "bundet sammen med dem, der havde gjort oprør, mænd som under oprøret havde begået mord" (Matt 15,7). Lukas oplyser, at han var kastet i fængsel "for et bestemt oprør, der var sket i byen, og for mord" (Luk 23,19; sammenlign ApG 3,14). Johannes kalder ham en "røver" eller "landevejsrøver" (Joh 18,40). Intet yderligere vides om ham eller om det oprør, han deltog i. Lukas' udsagn om, at han var morder, er sandsynligvis en slutning ud fra Markus' mere omstændelige udsagn, at han kun var en af en bande, som under en opstand havde begået mord. Om røveri var motivet til hans forbrydelse, sådan som Johannes antyder, eller om han var "en mand, der havde rejst et oprør mod den romerske magt" (Gould), kan ikke afgøres. Men det synes lige usandsynligt, at præsterne (det pro-romerske parti) skulle tilskynde til løsladelsen af en politisk fange, og at Pilatus skulle bevilge den, især når de første tilskyndede til, og den sidste ikke kunne modsætte sig, henrettelsen af Jesus på en politisk anklage (Luk 23,2). Oprøret kan have været et berygtet tilfælde af røveruvæsen. At sige, at jøderne ikke ville være interesserede i løsladelsen af en sådan fange, er at glemme folkemængders historie. Den omtalte skik med at løslade en fange ved påsken er ellers ukendt. "Det, som Matthæus (og Johannes) fremstiller som tilvejebragt af Pilatus, får Markus til at fremstå, som om det blev foreslået af folket selv. En uvæsentlig variation" (Meyer). For en opfattelse af hændelsen som en halvlegendarisk udvikling, se Schmiedel i Encyclopedia Biblica. Se også Allen, Matthew, og Gould, Mark, på stedet, samt artiklen "Barabbas" af Plummer i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind).

T. Rees