he'-brooz,

I. TITEL

II. LITTERÆRT

1. Forfatterens dannelse og stil

2. Brev, epistel eller afhandling?

3. En enhed eller et sammensat værk?

III. FORFATTEREN

1. Tradition

(1) Alexandrinsk: Paulus

(2) Afrikansk: Barnabas

(3) Rom og Vesten: anonym

2. Brevets eget vidnesbyrd

(1) Paulus er ikke forfatteren

(2) Andre teorier

(a) Lukas og Clemens

(b) Barnabas; Priscilla og Akvila; Filip; Aristion; Apollos

IV. BESTEMMELSESSTED

1. Læsernes almene karakter

2. Jøder eller hedninger?

3. Læsernes lokalitet

V. DATERING

1. Ydergrænser for dateringen

2. Læsernes omvendelse og historie

3. Læremæssig udvikling

4. Jerusalems fald

5. Timotheus

6. To forfølgelser

VI. INDHOLD

1. Sammenfatning af indholdet

2. Hovedtemaet

3. Alexandrinske påvirkninger

4. Den kristne faktor

LITTERATUR

I. Titel.

I King James Version og English Revised Version beskriver titlen på denne bog den som »apostlen Paulus' brev til hebræerne«. Moderne forskning har bestridt anvendeligheden af hvert eneste ord i denne titel. Den forekommer heller ikke i de ældste håndskrifter, hvor vi blot finder »til hebræere« (pros Hebraious). Også dette synes at være blevet sat foran det oprindelige skrift af en samler eller afskriver. Det er for vagt og generelt til, at forfatteren kan have brugt det. Og der er intet i selve bogen, som bekræfter nogen del af nogen af titlerne. Selv den kortere titel var en slutning ud fra skriftets almene karakter. Intetsteds er kritikken mindre hæmmet af spørgsmål om ægthed og inspiration. Der rejser sig, i det mindste ikke direkte, noget spørgsmål om pseudonymitet, hverken for forfatter eller læsere, for begge er anonyme. Når man skal spore bogens historie og fortolke dens betydning, er fraværet af en titel eller af nogen bestemt historisk oplysning en ulempe. Vi er overladt til at udlede dens historiske sammenhæng af nogle få brudstykker af usikker tradition og af sådanne generelle henvisninger til historiske forhold, som dokumentet selv indeholder. Hvor ingen dato, intet navn eller ingen velkendt begivenhed er fastlagt, bliver det umuligt blandt mange muligheder at afgøre, hvilke kendte historiske forhold, om nogen, der forudsættes. Alligevel gør netop dette forhold, at bogen er løsrevet fra personlige og historiske hændelser, den mere selvstændig, og dens eksegese mindre afhængig af at forstå den nøjagtige historiske situation. Men dens almene forhold til tanken i dens egen tid må tages i betragtning, hvis vi overhovedet skal forstå den.

II. Litterær form.

1. Forfatterens dannelse og stil:

Skribenten var tydeligvis en dannet mand, som havde et mesterligt herredømme over det græske sprog. Clemens af Alexandrias teori om, at værket var en oversættelse fra hebraisk, var blot en slutning ud fra den antagelse, at det først var stilet til hebraisktalende kristne. Det bærer ingen af en oversættelses kendetegn. Det er skrevet på rent idiomatisk græsk. Skribenten havde et indgående kendskab til Septuaginta og var fortrolig med jødisk liv. Han var belæst i hellenistisk litteratur (f.eks. Visdommen) og havde sandsynligvis foretaget et omhyggeligt studium af Filon (se VI nedenfor). Hans argumentation skrider sammenhængende og metodisk frem, i almindelighed i overensstemmelse, om end ikke strengt, med reglerne for græsk retorik og uden de afbrydelser og digressioner, som gør Paulus' argumenter så vanskelige at følge. »Det sted, hvor forfatterens litterære kunnen træder frem, er i den behændige tilpasning af de argumenterende afsnit til de formanende« (Moffatt, Introduction, 424 f). Han er blevet placeret sammen med Lukas som en af de mest »dannede« blandt de tidlige kristne forfattere.

2. Brev, epistel eller afhandling?:

Det er blevet betvivlet, om Hebræerbrevet overhovedet med rette kaldes et brev. Til forskel fra alle Paulus' breve begynder det uden nogen personlig henvendelse eller hilsen; og fra begyndelsen fremlægger det, i afrundede perioder og på filosofisk sprog, det centrale tema, som udvikles gennem hele skriftet. I denne henseende ligner det i Det Nye Testamente kun de johannæiske skrifter. Men efterhånden som argumentationen skrider frem, kommer den personlige tone med anvendelse, formaning og indtrængende tilrettevisning tydeligere frem (Hebr 2,1; Hebr 3,1-12; Hebr 4,1; Hebr 4,14; Hebr 5,11; Hebr 6,9; Hebr 10,9; Hebr 13,7); og det ender med hilsner og hilsenstilkendegivelser (Hebr 13,18). Skribenten kalder det »et formaningsord«. Verbet epesteila (Revised Version (British and American) »jeg har skrevet«) er det sædvanlige udtryk for at skrive et brev (Hebr 13,22). Hebræerbrevet begynder som et essay, fortsætter som en prædiken og slutter som et brev.

Deissmann, som skelner mellem et »ægte brev«, det virkelige personlige budskab fra én mand til en anden, og en »epistel«, eller en afhandling skrevet i efterligning af et brevs form, men med tanke på det læsende publikum, placerer Hebræerbrevet i den sidste klasse; han ville heller ikke »anse det for andet end en litterær tale — altså slet ikke som en epistel — hvis epesteila og hilsnerne til sidst ikke tillod den antagelse, at det engang også havde begyndt med noget i retning af en henvendelse« (Bible Studies, 49-50). Der findes intet tekstligt eller historisk vidnesbyrd om, at nogen indledende henvendelse nogensinde har stået som en del af teksten; og det indledende afsnit bærer heller intet præg af eller antydning om at være fragmentarisk, som om det engang havde fulgt efter en sådan henvendelse.

Alligevel er antagelsen om, at en hilsen engang stod i begyndelsen af vores dokument, ikke så umulig, som Zahn mener (Introduction to the New Testament, II, 313 f), som en sammenligning med Jakobs Brev eller Første Petersbrev vil vise.

Så usædvanligt er fænomenet med et brev uden en hilsen, at Pantaenus blandt de gamle havde fremsat den forklaring, at Paulus af beskedenhed havde undladt at sætte sit navn på et brev stilet til hebræerne, fordi Herren selv havde været apostel for dem.

I nyere tid har Jülicher og Harnack fremsat den formodning, at forfatteren med vilje udelod hilsenen, enten af forsigtighedsgrunde i en forfølgelsestid, eller fordi den var unødvendig, eftersom brevets overbringer ville meddele afsenderens navn til modtagerne.

Overbeck fremsatte den mere revolutionære hypotese, at brevet engang begyndte med en hilsen, men fra en anden end Paulus; at for at opfylde de almindelige betingelser for kanonisering blev den ikke-apostoliske hilsen fjernet af alexandrinerne, og de personlige henvisninger i Hebr 13,22-25 tilføjet for at fremstille det som paulinsk.

3. En enhed eller et sammensat værk?:

W. Wrede tager udgangspunkt i denne teori, forkaster dens første del og overtager den anden. Han bygger ikke sin hypotese på betingelserne for kanonisering, men på en undersøgelse af skriftet selv. Han overtager Deissmanns forkastede alternativ og hævder, at bogens hoveddel oprindelig slet ikke var et brev, men en almindelig dogmatisk afhandling. Derefter blev Hebr 13, og især 13,18 ff., tilføjet af en senere hånd for at fremstille det hele som et paulinsk brev, og bogen blev i sin endelige form trods alt gjort pseudonym. Den sidste antagelse bygger på en formodet henvisning til fængsling i 13,19 (sammenlign Filem 1,22) og på henvisningen til Timoteus i Hebr 13,23 (sammenlign Fil 2,19); og beviset for, at disse foregivne paulinske vendinger ikke virkelig er paulinske, findes i en påstået modsigelse mellem Hebr 13,19 og 13,23. Men 13,19 behøver ikke nødvendigvis at henvise udelukkende, eller overhovedet, til fængsling, og derfor står det ikke i nogen modsigelse til 13,23 (sammenlign Rom 1,9-13). Og Timoteus må have haft forbindelse med mange kristne ledere foruden Paulus. Men hvorfor skulle nogen, som ønskede at fremstille brevet som paulinsk, og som ikke havde skrupler ved at føje noget til det med dette formål, afholde sig fra det oplagte middel at sætte en paulinsk hilsen foran? Desuden er det kun ved den mest anstrengte særargumentation, at man kan hævde, at Hebr 1-12 blot er en dogmatisk afhandling, blottet for alle tegn på en personlig relation til en afgrænset læserkreds. Tiden og måden for læsernes omvendelse er angivet (2,3 f.). Deres nuværende åndelige tilstand beskrives med en sådan bekymring og et sådant håb, som røber en meget nær personlig relation (5,11 f.; 6,9-11). Deres tidligere konflikter, fristelser, udholdenhed og sejr kaldes frem til deres opmuntring under de nuværende prøvelser, og både fortid og nutid angives i særlige vendinger, som peger på konkrete situationer, der var velkendte for forfatter og læsere (10,32-36). Det er sandt, at der i Hebræerbrevet ikke findes den samme intense og altgennemtrængende personlige tone, som viser sig i de tidligere paulinske breve; forfatteren mister ofte sit særlige publikum af syne og udvikler sin argumentation i løsrevet og abstrakt form. Men man kan ikke antage, at intet er et brev, hvis det ikke svarer til den paulinske model. Og tilstedeværelsen af lange, abstrakte argumenter berettiger ikke til at udskære eller bortforklare utvivlsomt personlige passager. Hverken bogens sprog eller logik kræver eller tillader, at dogmatiske og personlige passager skilles fra hinanden, så der som rest kun bliver en dogmatisk afhandling tilbage. Dogmatiske udsagn fører frem til personlige formaninger, og personlige formaninger danner overgangen til nye argumenter; de er uløseligt forbundet med hinanden; og kapitel 13 fremviser ingen sådanne særlige træk, at det berettiger til at adskille det fra hele værket. Der er i virkeligheden ingen grund, bortset fra den uberettigede antagelse, at en oldtidsforfatter måtte have rettet sig efter en bestemt konvention for brevskrivning, til at forbyde, at Hebræerbrevet accepteres for det, det synes at være – et forsvar for kristendommen skrevet til gavn for bestemte læsere, mere fortroligt og personligt efterhånden som forfatteren samler sin argumentation i en praktisk appel til sine læseres hjerter og samvittigheder,

III. Forfatteren.

Visse sammenfald i sprog og tanke mellem dette brev og Clemens af Roms brev til korintherne berettiger den slutning, at Hebræerbrevet var kendt i Rom hen imod slutningen af det 1. århundrede e.Kr. (sammenlign Hebr 11,7; Hebr 11,31 og 1,3 ff. med Clement ad Cor 9,12,36). Clemens henviser ikke udtrykkeligt til bogen eller dens forfatter: citaterne anføres uden kildeangivelse. Men de viser, at Hebræerbrevet allerede havde en vis autoritet i Rom. Den samme slutning støttes af udtryksmæssige ligheder, som også findes i Hermas’ Hyrden. De mulige tegn på dets indflydelse hos Polykarp og Justin Martyr er for usikre og ubestemte til at berettige nogen slutning. Dets navn forekommer ikke i listen over nytestamentlige skrifter, som blev samlet og anerkendt af Markion, og heller ikke i Det Muratoriske Fragment. Sidstnævnte tillægger bestemt Paulus breve til kun syv menigheder og udelukker dermed indirekte Hebræerbrevet.

Da bogen træder frem i historiens klare lys hen imod slutningen af det 2. århundrede, viser traditionen om dens forfatterskab sig at dele sig i tre forskellige strømme.

(1) Alexandrinsk: Paulus

I Alexandria blev det i en eller anden forstand betragtet som Paulus’ værk. Clemens fortæller, hvordan hans lærer, tilsyneladende Pantaenus, forklarede, hvorfor Paulus i dette brev, i modsætning til i andre, ikke henvender sig til sine læsere under sit eget navn. Af ærefrygt for Herren (II, 2, ovenfor) og for at undgå mistanke og fordom afholder han sig, som hedningernes apostel, fra at henvende sig til hebræerne som deres apostel. Clemens accepterer denne forklaring og føjer dertil, at den oprindelige hebraiske tekst af Paulus’ brev var blevet oversat til græsk af Lukas. At Paulus skrev på hebraisk, blev antaget ud fra traditionen eller slutningen om, at brevet var rettet til aramaisktalende hebræere. Clemens havde også bemærket forskellen mellem dets græsk og græsken i Paulus’ breve og mente at finde en lighed med Apostlenes Gerninger.

Origenes begynder med samme tradition, men vidste desuden, at andre kirker ikke accepterede det alexandrinske syn, og at de endog kritiserede Alexandrien for at optage Hebrærbreve i kanonen. Og han føler, mere end Klement, at ikke alene sproget, men også tankegangsmåden adskiller sig fra Paulus' breve. Dette forsøger han at forklare ved hypotesen om, at mens ideerne var Paulus', var de blevet formuleret og skrevet ned af en anden discipel. Han fandt traditioner, der nævnte Lukas og Klement af Rom, men hvem den egentlige forfatter var, erklærer Origenes, at "kun Gud kender."

Den pauliniske tradition fortsatte i Alexandrien, og i det 4. århundrede blev den accepteret uden nogen af de forbehold, som Klement og Origenes gjorde. Den var også i samme periode spredt til de øvrige østlige kirker, både græske og syriske. Men den pauliniske tradition, hvor den ligger nærmest historiens væld, hos Klement og Origenes, tillægger kun Hebrærbreve Paulus i sekundær forstand.

(2) Afrika: Barnabas

I Vesten slog den pauliniske tradition ikke igennem før i det 4. århundrede, og blev ikke generelt accepteret før i det 5. århundrede. I Afrika var en anden tradition gældende, nemlig at Barnabas var forfatteren. Dette var den eneste anden bestemte tradition om forfatterskabet, som var gængs i oldtiden. Tertullian skriver ved at introducere et citat fra Hebr 6,1; Hebr 6,4-6: "Der er også et Brev til Hebrærerne under Barnabas' navn .... og Barnabas-brevet er mere almen modtaget blandt kirkerne end det apokryfe 'Hyrdebrev' over ægteskabsbryderen" (De Pudicitia, 20). Tertullian udtrykte ikke blot sin personlige mening, men citerer en tradition, som havde etableret sig sådan, at den fremtrådte i brevets titel i håndskriftet, og han røber ingen bevidsthed om eksistensen af nogen anden tradition. Zahn antager, at dette syn var gængs i montanistiske kirker og kan være opstået i Asien. Moffatt mener, at det også havde "en romersk tradition" bag sig (Introduction, 437). Hvis det oprindeligt, eller på noget tidspunkt, var traditionen i de afrikanske kirker, veg det der for det alexandrinske syn i løbet af det 4. århundrede. Et koncil i Hippo i 393 regner "tretten breve af apostlen Paulus og et af ham selv til Hebrærerne." Et koncil i Carthago i 419 regner "fjorten breve af apostlen Paulus." På denne gradvis måde etablerede den pauliniske tradition sig.

(3) Rom og Vesten: Anonymt

Alt tyder på, at brevetn i Rom og de øvrige vestlige kirker oprindeligt var anonymt. Ingen tradition om forfatterskab optræder før det 4. århundrede. Og Stefanus Gobarus, der skrev omkring 600, siger, at både Irenæus og Hippolytus benægtede det pauliniske forfatterskab. Fotios gentager denne påstand med hensyn til Hippolytus. Hverken han eller Gobarus nævner noget alternativt syn (Zahn, Intro, II, 310). Brevet var kendt i Rom (hos Klement) mod slutningen af det 1. århundrede, og hvis Paulus' navn, eller nogen anden, havde været forbundet med det fra begyndelsen, ville det være umuligt, at det kunne være glemt på Hippolytus' tid. De vestlige kirker havde ingen grund til at nægte at optage Hebrærbreve i listen over Paulus' og de kanoniske bøger, undtagen at de ikke troede, at det var værket af Paulus eller nogen anden apostel.

Det synes derfor sikkert, at brevet først blev almen kendt som en anonym skrift. Selv den alexandrinske tradition antyder det, for det fremtræder først som en forklaring fra Pantænos på, hvorfor Paulus skjulte sit navn. Tanken om, at Paulus var forfatteren, var derfor en alexandrisk slutning. Den religiøse værdi af brevet blev naturligt først erkebdt i Alexandrien, og Paulus' navn, kirkens vigtigste brevskriver, dukkede straks op hos dem, der søgte efter dets forfatter. To fakta forklarer den endelige accept af dette syn af hele kirken. Brevets åndelige værdi og autoritet blev set som for stor til at blive hensat i samme klasse som Hyrdebrevet eller Barnabas-brevet. Og opfattelsen af kanonen udvikledes til en rigid regel om apostolitet. Ingen skrift kunne optages i kanonen, medmindre den havde en apostel som forfatter; og da Hebrærbreve ikke længere kunne udelukkes, fulgte det, at dets apostoliske forfatterskab måtte bekræftes. Den allerede eksisterende tradition i Alexandrien svarede til behovet, og hvem skulle det ellers være blandt apostlene end Paulus?

Den pauliniske teori dominerede sammen med det tankesystem, som gjorde den nødvendig, fra det 5. til det 16. århundrede. Humanisterne og reformatorerne forkastede den. Men den blev igen genoplivet i det 17. og 18. århundrede, sammen med tilbagekehlingen til skolastiske ideer. Det er dog klart, at tradition og historie ikke kaster lys over spørgsmålet om Hebrærbreves forfatterskab. De beviser eller modviser hverken den pauliniske eller nogen anden teori.

2. Brevets eget vidnesbyrd:

Vi er derfor, i vores søgen efter forfatteren, henvist til de vidnesbyrd, som selve brevet giver, og de er helt igennem indirekte. Det synes sandsynligt, at forfatteren var hellenist, en græsktalende jøde. Han var fortrolig med Det Gamle Testamentes skrifter og med jødernes religiøse forestillinger og gudsdyrkelse. Han gør krav på arven fra deres hellige historie, traditioner og institutioner (Hebr 1,1) og dvæler ved dem med en indgående viden og begejstring, som ville være usandsynlig, om end ikke umulig, hos en proselyt, og endnu mere hos en kristen omvendt fra hedenskabet. Men han kendte kun Det Gamle Testamente i Septuaginta-oversættelsen, som han følger, selv hvor den afviger fra hebraisk. Han skriver græsk med en renhed i stil og ordforråd, som kun Lukas' skrifter i Det Nye Testamente kan sammenlignes med. Hans sind er gennemtrængt af den kombination af hebraisk og græsk tænkning, som er bedst kendt fra Filons skrifter. Hans generelle typologiske tænkemåde, hans brug af den allegoriske metode samt antagelsen af mange udtryk, der er mest velkendte i alexandrinsk tænkning, afslører alt sammen det hellenistiske sind. Alligevel er hans grundlæggende forestillinger i fuld overensstemmelse med Paulus' lære og med de johannæiske skrifters lære.

Den centrale plads, der gives Kristus, den høje vurdering af hans person, den frelsende betydning af hans død, den overordnede retning i den etiske undervisning, forfatterens modstand mod askese og hans agtelse for kirkens ledere og lærere bekræfter alt sammen den slutning, at han tilhørte en kristen kreds, der var præget af paulinske tanker. Hverken forfatteren eller hans læsere var personlige disciple af Jesus, men havde modtaget evangeliet fra dem, der havde hørt Herren (Hebr 2,3), og som ikke længere levede (Hebr 13,7). Han havde levet blandt sine læsere og havde sandsynligvis været deres lærer og leder; nu er han adskilt fra dem, men han håber snart at vende tilbage til dem igen (Hebr 13,18).

Er det muligt at sætte navn på denne person?

(1) Paulus ikke forfatteren

Selv om den paulinske tradition i sig selv ikke beviser noget, er det indre vidnesbyrd afgørende imod den. Vi ved nok om Paulus til at være sikre på, at han ikke kan have skrevet Hebræerbrevet, og det er alt, hvad der med sikkerhed kan siges om forfatterskabsspørgsmålet. Stil og sprog, tankekategorier og argumentationsmetode adskiller sig alle i høj grad fra dem, der findes i nogen af de skrifter, der tilskrives Paulus. Sidstnævnte citerer Det Gamle Testamente fra hebraisk og Septuaginta, men Hebræerbrevet kun fra Septuaginta. Paulus' citatformel er: »Der står skrevet« eller »Skriften siger«; Hebræerbrevets er: »Gud« eller »Helligånden« eller »En siger et sted«. For Paulus er Det Gamle Testamente lov og står i modsætning til Det Nye Testamente, men i Hebræerbrevet er Det Gamle Testamente pagt og er den nye pagts »skygge«. Paulus' karakteristiske udtryk, »Kristus Jesus« og »vor Herre Jesus Kristus«, findes aldrig i Hebræerbrevet; og »Jesus Kristus« kun 3 gange (10,10; 13,8), og »Herren« (om Kristus) kun to gange (2,3; 7,14) – udtryk, som Paulus bruger over 600 gange (Zahn). Paulus' kristologi drejer sig om Kristi død, opstandelse og levende nærvær i kirken, Hebræerbrevets om hans ypperstepræstelige funktion i himlen. Deres gudsforestillinger adskiller sig tilsvarende. I Hebræerbrevet er den judaistisk-platonisk eller (i senere terminologi) deistisk. Åbenbaringen af det guddommelige faderskab og den deraf følgende Guds immanens i historien og i verden havde ikke grebet forfatterens sind, som den havde grebet Paulus'. Da den nuværende verden i Hebræerbrevet opfattes som en verden af »skygger«, kunne Gud kun gribe ind i den gennem mellemled.

Erfaringen og opfattelsen af frelsen er også forskellig hos disse to forfattere. Der er i Hebræerbrevet intet vidnesbyrd om indre konflikt og omvendelse og om et stadig personligt forhold til Kristus, som udgjorde hele Paulus' åndelige liv. Apostlens centrale lære, læren om retfærdiggørelse ved tro, forekommer ikke i Hebræerbrevet. Tro er mindre det personlige, mystiske forhold til Kristus, som den er for Paulus, end et almindeligt håb, der griber fat i fremtiden for at overvinde nutiden; og frelsen fuldbyrdes ved renselse, helliggørelse og fuldkommengørelse, ikke ved retfærdiggørelse. Selv om Paulus' sind ikke var upåvirket af hellenistisk tænkning, sådan som vi finder den i Alexandria (som f.eks. i Kolossenserbrevet og Efeserbrevet), træder den intetsteds i hans breve så klart og fremtrædende frem, som den gør i Hebræerbrevet. Desuden var forfatteren til Hebræerbrevet sandsynligvis medlem af den menighed, han skriver til (Hebr 13,18), men Paulus stod aldrig i helt det forhold, der her forudsættes, til nogen kirke. Endelig kunne Paulus ikke have skrevet Hebr 2,3, for han erklærer eftertrykkeligt, at han ikke modtog sit evangelium fra de ældre disciple (Gal 1,12; Gal 2,6).

De almindelige kristne tanker, som Hebræerbrevet var enig med Paulus om, var en del af den arv, som apostlen havde efterladt til alle kirkerne. De få mere særlige berøringspunkter mellem Hebræerbrevet og visse paulinske skrifter (f.eks. Hebr 2,2 parallelt med Gal 3,19; Hebr 12,22; Hebr 3,14 parallelt med Gal 4,25; Hebr 2,10 parallelt med Rom 11,36; også med Efeserbrevet; se yon Soden, Hand-Commentar, 3) kan let forklares enten som følge af, at forfatteren havde læst Paulus' breve, eller som erindringer om paulinske vendinger, der var i omløb i kirkerne. Men de er for få og svage til, at man på dem kan bygge nogen formodning imod de argumenter, som modbeviser den paulinske tradition.

(2) Andre teorier

Det sted, der er mest afgørende imod paulinsk forfatterskab (Hebr 2,3), er lige så afgørende imod, at nogen anden apostel skulle være forfatteren. Men næsten hvert fremtrædende navn blandt de kristne af anden generation er blevet foreslået. Brevet selv udelukker Timotheus (Hebr 13,23), og Titus må vente på sin tur. Ellers har Lukas, Clemens af Rom, Barnabas, Silas, Apollos, Priskilla og Akvila, Filip diakonen og Aristion alle haft deres fortalere.

(a) Lukas og Clemens

De første to, Lukas og Clemens, blev inddraget gennem deres forbindelse med Paulus. Hvor man erkendte, at direkte paulinsk forfatterskab ikke kunne opretholdes, kunne den paulinske tradition stadig bevares, hvis brevets kunne tilskrives en af apostlens disciple. Disse to blev udvalgt som værende velbemerkede forfattere. Men netop dette forhold afslører teoriens usandsynlighed. Lignende argumenter fra sproget og tanken som dem, der stammer fra sammenligningen af Hebraerbrevet med de paulinske skrifter, gælder også for sammenligningen af Hebraerbrevet med skrifterne fra Lukas og Clemens. Begge disse disciple af apostlen holder sig meget tættere til hans tankesystem end Hebraerbrevet gør, og de afslører ingen af de indflydelser fra alexandrisk tanke, som er dominerende i Hebraerbrevet.

(b) Barnabas; Priskilla og Aquila; Filippus; Aristion; Apollos

Om alle de øvrige foreslåede personer vides så lidt, at det er umuligt at etablere nogen overbevisende argumentation for eller imod deres forfatterskab.

(i) Barnabas var en Levit fra Cypern (ApG 4,36), og engang ledsager til Paulus (ApG 13,2). Et andet gammelt skrift kaldes "Barnabas' Brev," men det har ingen forbindelse med Hebraerbrevet. Sammenfalddet mellem ordet "trøst" i Barnabas' navn (ApG 4,36) og i brevets forfatters beskrivelse af Hebraerbrevet (13,22) er helt irrelevant. Tertullians tradition er det eneste positive argument til fordel for Barnabas-teorien. Der er argumenteret imod den, at Barnabas, idet han var Levit, ikke kunne have vist den modstand mod det levitiske system og ukendskabt med det (Hebr 7,27; Hebr 9,4), som skulle præge vores brev. Men brevets forfatters kendskab til det levitiske system var afledt, ikke fra det hebraiske Gamle Testamente eller fra Jerusalems tempel, men fra jødisk tradition; og de påståede unøjagtigheder vedrørende det daglige syndoffer (7,27) og placeringen af røgelsealteret af guld (9,4) er blevet henført til jødisk tradition (se Moffatt, Introduction, 438). Og forfatterens fjendtlighed over for det levitiske system er på langt ikke så intens som Paulus' over for fariseismen. Der er intet, som gør det indre umuligt, at Barnabas var forfatteren, og intet kendt om ham, som gør det sandsynligt; og hvis han var det, er det en gåde, hvorfor traditionen var begrænset til Afrika.

(ii) Harnack har argumenteret for sandsynligheden af fælles forfatterskab af Priskilla og Aquila. Vekslen mellem "jeg" og "vi" forklarer han som skyldig til et dobbelt forfatterskab af personer, der stod hinanden nær, men sådan en vekslen mellem det personlige "jeg" og det epistolære "vi" kan findes parallelt i Paulus' Breve (f.eks. Romerbrevet), hvor spørgsmål om fælles forfatterskab ikke opstår. Forfatterens sandsynlige forbindelse til en kirke i Rom passer måske til Priskilla og Aquila (sammenlign Rom 16,5 med Hebr 13,22-24), men selv hvis denne fortolkning af de nævnte passager var korrekt, er det muligt og sandsynligt, at Lukas, Barnabas, Apollos og især Clemens stod i et lignende forhold til en romersk kirke. Harnack forklarer på denne teori forfatterens navn-forsvinden som skyldig til fordom mod kvindelige lærere. Dette er det eneste nye punkt til fordel for denne teori sammenlignet med flere andre; og det forklarer ikke, hvorfor Aquilas navn ikke skulle være bevaret med adressen. De beviser, der anføres for et kvindeligt sind bag brevet, er meget omtvisteligt. På den anden side ville en kvindelig discipel fra Paulus' kreds næppe antage sådan myndighed i kirken, som Hebraerbrevets forfatter gør (13,17 f; sammenlign 1 Kor 14,34 f). Og intet af det, som man kender til om Priskilla og Aquila, ville tyde på den kultur og kendskabt til alexandrisk tanke, som denne forfatter havde. ApG 18,26 beviser ikke, at de var fremragende og kultiverede lærere, men kun at de kendte og kunne gentage hovedpunkterne fra Paulus' tidlige prædiken. Et så usædvanligt fænomen som denne teori forudsætter, kræver mere evidens for blot at gøre det sandsynligt. (Men se Rendel Harris, Sidelights on New Testament Research, 148-76.)

(iii) Filippus Diakonen og Aristion, "en discipel af Herren" nævnt af Papias, er for os ikke meget mere end navne. Intet positivt kendskab til nogen af dem er bevaret, på hvilket nogen teori kan bygges. Det er sandsynligt, at begge var personlige disciple af Herren, og de kunne derfor ikke have skrevet Hebr 2,3.

(iv) Apollos har vundet tilslutning hos mange lærde fra Luther og nedefter. Ingen gammel tradition understøtter denne teori, et faktum som taler tungt imod den, men ikke afgørende, for nogen må have skrevet brevet, og hans navn gik faktisk tabt for den tidlige tradition, medmindre det var Barnabas, og også den tradition var ukendt for flertallet af de tidlige kirker. Alt hvad man kender til om Apollos passer til Hebraerbrevets forfatter. Han kan have lært evangeliet af "dem, der hørte" (2,3); han var en Jøde, "en Alexandrer af race, en lærd (eller veltalende) mand," "mægtig i Skrifterne," "han kraftfuldt tilbagevist Jøderne" (ApG 18,24), og han hørte til den samme paulinske kreds som Timoteus og Titus (1 Kor 16,10-12; Tit 3,13; sammenlign Hebr 13,23). Den alexandrisk tankegang, slægtskabet med Filon, argumenterne fra jødisk tradition og ritual, den flydende stil, kan alle være udgået fra "en veltalende Jøde fra Alexandria." Men det følger ikke, at Apollos var den eneste person af denne type. Forfatteren kan have været en Hedning, som Det rene græske sprog og stil tyder på; og kombinationen af græsk og hebraisk tanke, som brevet afspejler, og selv Filons ord, kan have været bredt udbredt uden for Alexandria, som f.eks. i de store kosmopolitiske byer i Asien. Alt hvad der kan siges, er at Hebraerbrevets forfatter var nogen generelt som det, der kendes til om Apollos, men hvem han faktisk var, må vi med Origenes bekende, "kun Gud ved det."

IV. Destination.

Identiteten af Hebræerbrevets første læsere er om muligt endnu mere dunkel end forfatterens. Det blev skrevet til kristne, og til en bestemt kreds eller gruppe af kristne (se I ovenfor). Titlen "til hebræerne" kunne egentlig betyde jøder i Israels land, som talte det hebraiske sprog, men det forhold, at brevet blev skrevet på græsk, udelukker den antagelse. Det betød derfor kristne af jødisk oprindelse og giver ingen antydning af deres bopæl. Titlen repræsenterer en tidlig slutning, draget ud fra dokumentets indhold, og den tradition, den rummer, blev enstemmigt accepteret fra det 2. århundrede og ned til begyndelsen af forrige århundrede. Nu mener imidlertid en betydelig gruppe kritikere, at de oprindelige læsere var hedninger. Spørgsmålet er helt og holdent et spørgsmål om slutning ud fra selve brevets indhold.

1. Læsernes almindelige karakter:

Læserne modtog, ligesom forfatteren, evangeliet først fra "dem, der hørte" (Hebr 2,3), fra Herrens personlige disciple, men de hørte ikke selv til deres tal. De havde været vidner til "tegn og undere" og "mangfoldige kraftgerninger" og "Helligåndens gaver" (Hebr 2,4). Deres omvendelse havde været grundig, og deres tro og kristne liv havde været af høj art. De havde en sund kundskab om Kristi første grundlærdomme (Hebr 6,1). De var blevet "delagtige i Kristus" og behøvede kun at "holde fast ved begyndelsen af (deres) tillid urokkelig indtil enden" (Hebr 3,14). De havde båret frugt i gode gerninger, idet de tjente de hellige (Hebr 6,10), udholdt lidelse og forfølgelse og viste medfølelse med dem, der var fængslet (Hebr 10,32-34). Alt dette havde været i tidligere dage, som nu syntes fjerne. Deres ledere og tjenere fra dengang er nu døde (Hebr 13,7). Og de selv har gennemgået en stor forandring. Mens de burde have været lærere, er de blevet sløve til at høre og har igen behov for at blive undervist i evangeliets første grundbegreber (Hebr 5,12), og de er i fare for et stort frafald fra troen. De behøver advarsel mod "et ondt vantroens hjerte, så de falder fra den levende Gud" (Hebr 3,12). De er blevet træge (Hebr 6,12), vanhellige som Esau (Hebr 12,16), verdsligt sindede (Hebr 13,5). Måske var deres religion ved at bevæge sig i retning af en falsk askese og udvendige gerninger (Hebr 13,4; Hebr 13,9). Og nu, da denne moralske sløvhed og åndelige ligegyldighed var kommet over dem, bliver de udsat for en ny prøve gennem forfølgelse udefra (Hebr 10,36; Hebr 12,4), hvilket gør faren for, at de falder fra troen, desto mere overhængende. Forfatteren synes at begrunde sit krav om at advare dem med, at han havde været lærer blandt dem og håbede snart at vende tilbage til dem (Hebr 13,18). Det samme kunne måske siges om Timotheus (Hebr 13,23). Både forfatter og læsere havde venner i Italien (Hebr 13,24), som var hos forfatteren, da han skrev, enten i Italien, hvorfra de hilste læserne udenfor, eller udenfor, hvorfra de hilste læserne i Italien. I alt dette er der kun lidt eller intet, der hjælper med at fastslå brevets bestemmelsessted, for det kunne på et eller andet tidspunkt være sandt om enhver menighed.

2. Jøder eller hedninger?:

Den gamle tradition om, at læserne var jøder, gør krav på en vis mere bestemt støtte fra selve brevet. Forfatteren forudsætter hos dem et indgående kendskab til Det Gamle Testamente og til jødisk ceremoniel. Den hebraiske races fædre er også deres fædre (Hebr 1,1; Hebr 3,9). Den menneskelighed, som Kristus antog og forløste, kaldes "Abrahams sæd" (Hebr 2,16). Alt dette kunne imidlertid stå med henblik på en hedningemenighed, for de første kristne betragtede sig, uden forskel på race, som det sande Israel og arvinger til den hebraiske åbenbaring og til alt, hvad der hørte den til (1 Kor 10,1; Gal 3,7; Gal 4,21; Rom 4,11-18). Alligevel er der vægt i Zahns argument om, at "Hebræerbrevet ikke indeholder en eneste sætning, hvori det så meget som antydes, at læserne blev medlemmer af Guds folk, som nedstammede fra Abraham, og arvinger til det løfte, der blev givet dem og deres forfædre, og hvordan de blev det" (Intro to New Testament, II, 323). Zahn finder desuden et direkte bevis i Hebr 13,13 på, at "både læserne og forfatteren tilhører det jødiske folk", hvilket han fortolker som "betyder, at læserne skulle give afkald på fællesskabet med det jødiske folk, som havde forkastet Jesus, bekende den korsfæstede Jesus og tage al den vanære på sig, som Jesus mødte fra sine landsmænds hånd" (ibid., 324-25). Men det er en for vidtgående slutning at drage af et billedligt udtryk, som ikke behøver, og sandsynligvis ikke, betyder mere end en formaning til at stole på Kristi offer snarere end på nogen ydre regler og ceremonier. Heller ikke var de "forskellige og fremmede lærdomme" om ægteskab og mad (13,4.9) nødvendigvis jødiske læresætninger. De kunne være læresætninger fra en begyndende gnosticisme, som bredte sig vidt omkring i de kristne menigheder, både jødiske og hedningekristne, hen imod slutningen af det 1. århundrede. Der er i øvrigt intet bevis for, at det frafald, som læserne stod i fare for, var et frafald til jødedommen; det var snarere en almindelig vantro og et "frafald fra den levende Gud" (3,12).

Det er hele brevets argumentation, snarere end nogen særlige henvisninger, der har skabt traditionen og understøtter opfattelsen af, at læserne var jøder. Hele brevets budskab, de dominerende påstande om Kristus og den kristne tro, hviler på den forudsætning, at læserne satte Moses, Aron, det jødiske præsteskab, den gamle Pagt og den levitiske ritualer højest. Forfatterens argument er: I vil give Guds autoritet og storhed til Moses, Aron og de jødiske institutioner – Kristus er større end disse; derfor bør I være tro mod ham. Han forudsætter et udelukkende jødisk synspunkt hos sine læsere som sin hovedpræmis. Han kunne næppe gøre det, hvis de havde været hedninger. Paulus skrev til den blandet sammensatte menighed i Rom sin kristne abenbarings filosofi til både jøderne og hedningenes før-kristne abenbaringer. Hedningekristne antog den jødiske tradition som deres egen som følge af og underordnet deres tilknytning til kristendommen. Selv judaiserirkde hedningekristne, som man kan formode tilhørte de galatiske og korintiske menigheder, antog kun nogle dele af den jødiske lov som et supplement til kristendommen, men ikke som dens grundlag.

Von Soden og andre har med stor grund argumenteret for, at disse kristne ikke var i fare for at falde tilbage til judaismen fra kristendommen, men snarere var i fare for at falde bort fra al tro ind i vantro og materialisme, som israelitterne i ørkenen (Hebr 3,7), eller Esau (Hebr 12,16). Med alle dets henvisninger til det gamle testamente ofringer og ceremonier indeholder brevet ikke en eneste advarsel mod at genoplive dem, og der er ingen tegn på, at læserne var i fare for at gøre det (Hand-Commentar, 12-16). Men man har altfor let antaget, at disse fakta beviser, at læserne ikke var jøder. Trykket af samfundsmæssig indflydelse og forfølgelse gjorde både jøder og jødekristne såvel som hedningekristne tilbøjelige til at falde fra til hedenskab eller irreligion (Visdom 2,10.20; 2 Makk 4; 6; 7; Filon, De Migratione Abrahami, XVI; Matt 24,10; Matt 24,12; ApG 20,30; 1 Kor 10,7; 1 Kor 10,14; 2 Thess 2,4; 2 Thess 2,1; 2 Thess 5,21; Plinius Epistel X, 96). Von Sodens argument virker egentlig omvendt. Hvis forfatteren havde været i færd med hedningekristne, som var i fare for at falde tilbage til hedenskab eller at falde ind i religiøs ligegyldighed, ville hans argument fra judaismens skyggefulde og forbigående glorie til den fuldkomne frelse i Kristus ikke vare noget, fordi hans præmisser for sådanne ville afhænge af hans konklusion. Men hvis de var jødekristne, selv om de hældede mod hedenskab, er hans argument vel egnet til at kalde al den sovende kraft i deres tidlige religiøse oplæring til hans side. Han argumenterer dem ikke ud af en "subtil judaisme" livliggjort af en propagandas iver (Moffatt, Introduction, 449-50), men fra "at drive bort" i Heb (2,1), fra "forsømmelse" (2,3), fra "et ondt vantrohjerter, i at falde bort fra den levende Gud" (3,12), fra "ulydighed" (4,11), fra "en dumphed i hørelsen" (5,11), men ind i "flid .... at I ikke blive dovne" (6,11 ff), ind i "frimodighed og tålmodighed" (10,35 ff), og at "løfte de hænder op, der hænger ned, og de lamme knæ" (12,12); og det kunne han vel gøre gennem sin appelappel til deres hele religiøse erfaring, både jødisk og kristen, og til deres races hele religiøse historie.

3. Læsernes lokalitet:

Spørgsmålet om disse "Hebraeres" lokalitet bliver ved med at være et spørgsmål, der kun kan gisnes på. Jerusalem, Alexandria, Rom, Antiokia, Kolossæ, Efesus, Berea, Ravenna og andre steder er blevet foreslået. Traditionen har siden Klemens fra Alexandria fastslået Jerusalem, men på et uholdbart grundlag, at brevet var skrevet til aramaisk-talende jøder. Det uomtvistet faktum, at det blev skrevet på græsk, taler mod Jerusalem. Det gør også fraværet af al henvisning til templets ritualer, og nævnelsen af almisser som "Hebraernes" vigtigste nåde (6,10). Jerusalem modtog snarere end gav almisser. Det er heller ikke sandsynligt, at alle Herrens personlige disciple ville være døde ud i Jerusalem (2,3). Og det kunne ikke siges om moderkirken, at den ikke havde frembragt lærere (5,12). Disse punkter taler også med næsten lige stor kraft imod enhver palæstinensisk lokalitet.

Alexandria blev foreslået som et alternativ til Jerusalem, ud fra den forudsætning, at de henvisninger til jødisk ritualer, som ikke svarede til Jerusalem-ritualet (Hebr 7,27; Hebr 9,4; Hebr 10,11), kunne henvise til templet i Leontopolis. Men brevets ritualsystem er tabernaklets og traditionen, ikke noget tempel. Brevets alexandriske karakter har betydning for forfatters identitet, men ikke så meget for hans læseres. Den fejlagtige ide om, at Paulus var forfatteren, opstod i Alexandria, men den ville være mindst sandsynlig at opstå, hvor brevet oprindeligt blev sendt.

Rom har for nylig fået meget gunst. Vi møder først brevets eksistens i Rom. Sætningen "de fra Italien hilser jer" (Hebr 13,24) betyder, at enten forfatteren eller hans læsere var i Italien. Det kan virke mere naturligt at tænke på forfatteren med en lille gruppe italienske venner væk fra hjemmet, som sender hilsner til Italien, end at formode, at en hilsen fra Italien i almindelighed blev sendt til en menighed i afstand. Det er sandsynligt, at en gruppe jødekristne eksisterede i Rom, som i andre store byer i Riget. Men dette syn forklarer ikke, som von Soden mener, nogle tilfældigeheder mellem Hebraerbrevet og Romerbrevet. En romersk oprindelse kunne. Det kunne forklare brugen af Hebraerbrevet hos Klemens. Men brevet kunne også være kommet til Rom ved Klemens' tid, selv om det oprindeligt blev sendt andre steder hen. De svage argumenter til fordel for Rom finder gunst hovedsageligt, fordi der ikke kan fremføres argumenter til fordel for noget andet sted.

V. Datering.

1. Endepoint:

Det seneste tidspunkt for affattelsen af Hebræerbrevet er klart fastlagt som før 96 e.Kr., fordi Clemens af Rom brugte det omkring den tid. Der er ingen begrundelse for den opfattelse, at Hebræerbrevet viser afhængighed af Josefus. Det tidligste tidspunkt kan ikke fastlægges lige så bestemt. Hebræerbrevets tilsyneladende afhængighed af Paulus' breve, Galaterbrevet, 1 Korintherbrev og Romerbrevet, bringer det på den anden side af 50 e.Kr.

2. Læsernes omvendelse og historie:

Men vi har oplysninger i selve brevet, som kræver et betydeligt senere tidspunkt. Læserne var blevet omvendt af Herrens personlige disciple (Hebr 2,3). De tilhørte derfor ikke den tidligste gruppe af kristne. Men det er ikke nødvendigt at antage et langt tidsrum mellem Herrens himmelfart og deres omvendelse. Disciplene blev spredt vidt omkring fra Jerusalem ved den forfølgelse, der fulgte efter Stefans død (ApG 8,1). "Vi kan meget vel tro, at Stefans kraftige forkyndelse satte en bølge i gang, som kunne mærkes selv i Rom" (Sanday, Romans, xxviii). De skal derfor ikke nødvendigvis beskrives som andengenerationskristne i streng kronologisk forstand. Men brevet blev skrevet en betydelig tid efter deres omvendelse. De har haft tid til stor udvikling i Hebræerbrevet (5,12). De har glemt de tidligere dage efter deres omvendelse (10,32). Deres første ledere er nu døde (13,7). Alligevel består størstedelen af menigheden stadig af de første omvendte (2,3; 10,32). Og selv om der ikke kan bygges noget argument på omtalen af 40 år (3,9), for det er kun et tilfældigt udtryk i et citat, kunne der dog ikke ligge et længere tidsrum mellem menighedens grundlæggelse og brevets affattelse. Det kunne være kortere. Og menigheden kan være blevet grundlagt når som helst fra 32 til 70 e.Kr.

3. Læremæssig udvikling:

Den læremæssige udvikling, som Hebræerbrevet repræsenterer, står midt imellem systemet i de senere paulinske breve (Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Efeserbrevet) og systemet i de johannæiske skrifter. De forskellige og fremmede lærdomme, der nævnes, omfatter kun sådanne asketiske tendenser vedrørende mad og ægteskab (Hebr 13,4; Hebr 13,9), som afspejles i Paulus' breve, både tidligt og sent. Der er intet tegn på fremkomsten af de fuldt udviklede vranglærer hos ebionitterne, doketisterne og gnostikerne, som blev udbredte før slutningen af det 1. århundrede. På den anden side er Logos-læren som fortolkning af Kristi person (Hebr 1,1-4) tænkt mere fuldt igennem end hos Paulus, men er mindre udtrykkelig og mindre forenet med kristendommens formål end i det fjerde evangelium.

4. Jerusalems fald:

Det er blevet hævdet, at brevet må være skrevet før Jerusalems fald i 70 e.Kr., fordi forfatteren, når han skrev til et jødisk fællesskab og især behandlede jødisk ritual, ville have henvist til denne begivenhed, hvis den havde fundet sted. Dette punkt ville være relevant, hvis brevet havde været adresseret til Jerusalem, hvilket er højst usandsynligt. Men på afstand kunne en forfatter, der var så fuldstændig uinteresseret i samtidshistorie, let have undladt at nævne selv en så vigtig kendsgerning. For faktisk nævner forfatteren aldrig templet eller dets ritual. Hans system er Det Gamle Testamentes tabernakel og den jødiske traditions. Forfatterens interesse gælder ikke den historiske jødedom, og hans undladelse af at nævne den store katastrofe beviser ikke, at den ikke var indtruffet. Brugen af nutid om ritualet indebærer ikke, at det fortsat blev praktiseret på hans tid. "Nutiden udtrykker den kendsgerning, at sådan er det påbudt i loven, fortiden, at med grundlæggelsen af den nye pagt var den gamle blevet afskaffet" (Peake, Hebrews, 39).

5. Timotheus:

Et berøringspunkt med samtidshistorien findes i den kendsgerning, at Timotheus stadig levede og var aktiv, da Hebræerbrevet blev skrevet (13,23), men det fører os ikke langt. Timotheus var en ung mand og allerede discipel, da Paulus besøgte Galatien på sin anden rejse omkring 46 e.Kr. (ApG 16,1). Og han kan have levet til slutningen af århundredet eller tæt på. Man kan ikke sikkert slutte, blot ud fra omtalen af hans navn alene, at Paulus og hans øvrige ledsagere var døde.

6. To forfølgelser:

To hændelser i læsernes historie nævnes, som giver yderligere grundlag for en noget sen datering. Umiddelbart efter deres omvendelse led de forfølgelse, "en stor kamp under lidelser; dels ved at blive stillet til skue både gennem hån og trængsler, dels ved at blive fæller med dem, der blev behandlet sådan" (Hebr 10,32). Og nu igen, da brevet skrives, går de ind i endnu en tid med lignende prøvelse, hvor de "har brug for udholdenhed" (Hebr 10,36), skønt de "endnu ikke har gjort modstand indtil blodet" (Hebr 12,4). Deres ledere, i det mindste, ser det ud til, forfatteren og Timotheus, har også været i fængsel, men den ene er på fri fod, og den anden forventer snart at blive det (Hebr 13,19; Hebr 13,23). Man har fremsat den formodning, at den første forfølgelse var den under Nero i 64 e.Kr., og den anden den under Domitian, efter 81 e.Kr. Men når man husker, at kristne i en eller anden del af imperiet næsten altid var under forfølgelse, og at disse læseres sted er meget usikkert, berettiger disse sidste kriterier ikke nogen dogmatisering. Det er sikkert, at brevet blev skrevet i anden halvdel af det 1. århundrede. Visse almindelige indtryk, sandsynligheden for at de første apostle og menighedens ledere var døde, fraværet af enhver omtale af Paulus, udviklingen af Paulus' teologiske ideer i et nyt medium, den tidlige begejstrings forsvinden og de mange og store forandringer, der var kommet over fællesskabet, peger stærkt på århundredets sidste fjerdedel. Forskernes opfattelser synes for tiden at samle sig omkring år 80 e.Kr. eller lidt senere.

VI. Indhold.

1. Sammenfatning af indholdet:

|| I. Guds åbenbaring i hans Søn (Hebr 1-2).

1. Kristus som åbenbaringens fuldendelse (Hebr 1,1-3).

2. Kristi overlegenhed over englene (Hebr 1,4).

(1) Fordi han er en Søn (Hebr 1,4-6).

(2) Fordi hans rige er evigt (Hebr 1,7).

3. Farerne ved at forsømme frelsen gennem Sønnen (Hebr 2,1-4).

4. Sønnen og menneskehedens (Hebr 2,5).

(1) Menneskets ringehed og værdighed (Hebr 2,5-8).

(2) Nødvendigheden af Inkarnationen (Hebr 2,9).

(a) For at opfylde Guds nådige formål (Hebr 2,9) . (b) At Frelseren og de frelste må være ét (Hebr 2,11-15).

(c) At Frelseren kan fornemme medfølelse med de frelste (Hebr 2,16).

II. Frelsesprincens (Hebr 3,1-4).

1. Kristus som Søn overlegen over Moses som tjener (Hebr 3,1-6).

2. Følgerne af Israels vantro (Hebr 3,7-11).

3. Advarsel til "hebræerne" mod lignende vantro (Hebr 3,12).

4. Opfordringer til troskab (Hebr 4,1-13).

(1) Fordi der bliver en hvile tilbage for Guds folk (Hebr 4,1-11).

(2) Fordi den alvidende Gud er dommer (Hebr 4,12).

III. Den store ypperstepræst (Hebr 4,14-10).

1. Kristi præsteskab er kristehedens tillid (Hebr 4,14-16).

2. Kristus har de væsentlige kvalifikationer for præsteskab (Hebr 5,1-10).

(1) Medfølelse med mennesker (Hebr 5,1-3).

(2) Guds udnævnelse (Hebr 5,4-10).

3. Hebræernes åndelige dovenskab (Hebr 5,11-6).

(1) Deres mangel på vækst i kundskab (Hebr 5,11).

(2) "Stræb mod fuldkommenheden" (Hebr 6,1-3).

(3) Faren for at falde fra Kristus (Hebr 6,4-8).

(4) Deres tidligere historie som grund til at håbe på bedre ting (Hebr 6,9-12).

4. Guds ed som grund for Kristi præsteskab og troende håb (Hebr 6,13).

5. Kristus en præst efter Melkizedeks orden (Hebr 7,1).

(1) Melkizedeks historie (Hebr 7,1-3).

(2) Hans ordens overlegenhed over Arons (Hebr 7,4-10).

(3) Erstatningen af det aroniske præsteskab (Hebr 7,11-19).

(4) Kristi præsteskabs overlegenhed (Hebr 7,20-24).

(5) Kristus en præst som passer til os (Hebr 7,24).

6. Kristus den sande ypperstepræst (Hebr 8,1-10).

(1) Fordi han gik ind i det sande helligdomsrum (Hebr 8,1-5).

(2) Fordi han er præst for den nye pagt (Hebr 8,6).

(3) En beskrivelse af det gamle tabernakelnium og dets tjenester (Hebr 9,1-7).

(4) Mangelen på virkning af dets offergaver (Hebr 9,8-10).

(5) Kristi offergaves overlegenhed (Hebr 9,11-14).

(6) Mellemmanden for den nye pagt gennem sit eget blod (Hebr 9,15).

(7) Lovens offergivers svaghed (Hebr 10,1-5).

(8) Inkarnation for offergivers skyld (Hebr 10,6-9).

(9) Det ene tilfredsstillende offergave (Hebr 10,10-18).

IV. Praktiske opfordringer (Hebr 10,19-13).

1. Nærm jer Gud og hold fast ved troen (Hebr 10,19-23).

2. Kristnes ansvar og Guds dom (Hebr 10,24-31).

3. Tidligere troskab som grund for nuværende tillid (Hebr 10,32).

4. Troshusets medlemmer (Hebr 11,1).

(1) Hvad er tro? (Hebr 11,1-3).

(2) Eksemplerne på tro (Hebr 11,4-32).

(3) Troens triumfer (Hebr 11,33).

5. Løb løbet og se hen til Jesus (Hebr 12,1-3).

6. Lidelser som tugtelse fra Faderen (Hebr 12,4-11).

7. Pligten til at hjælpe og elske brødrene (Hebr 12,12-17).

8. Sammenligning af kristnenes prøvelser og privilegier med israelitternes (Hebr 12,18).

9. Forskellige pligter (Hebr 13,1-17).

(1) Moralske og sociale forhold (Hebr 13,1-6).

(2) Troskab over for ledere (Hebr 13,7).

(3) Pas på jødiske kætterier (Hebr 13,9-4).

(4) Kirkelig gudstjeneste og orden (Hebr 13,15-17).

10. Personlige anliggender og hilsener (Hebr 13,18).

(1) En anmodning om kirkens bønner (Hebr 13,18).

(2) En bøn for kirken (Hebr 13,20) .

(3) "Tål formaning" (Hebr 13,22).

(4) "Vores bror Timoteus" (Hebr 13,23).

(5) Hilsener (Hebr 13,24).

(6) Nåde (Hebr 13,25).

2. Hovedtemaet:

Brevets tema er den kristne religions absoluthed, som bygger på Jesus Kristi overlegenhed, den eneste og eneste frelsesmidler. Essensen af Kristi overlegenhed er, at han fuldstændigt realiserer i sin egen person principperne for åbenbaring og forsoning. Det kommer til udtryk i hans overlegenhed over det jødiske frelsessystem, som han derfor både ophæver og opfylder. Forfatterens arbejdende koncept er Filos Logos-lære, og de empiriske data, som den relateres til, er Israels religionshistorie, som den kulminerer i kristendommen. Han forsøger ikke at bevise hverken sine ideelle først-principper eller sine historiske forudsætninger, og hans religionsfilosofi tager ikke hensyn til hedningernes verden. Hans indre argumentationsmetode er at passe judaismen og kristendommen ind i Logos-konceptet, men hans faktiske forhold mellem det faktiske og det ideelle er efter Platons modsætning mellem skygge og virkelighed, mellem mønster og oprindeligt, snarere end efter Aristoteles' udvikling, selvom sidstnævnte metodes indflydelse ofte kan ses, som i troens historie, som føres tilbage til historiens begyndelse, men som først gøres fuldkommen i den kristne afslutning (Hebr 11,40}). I en række andre ideer kan den teleologiske bevægelse ses skærer på tværs af kategorierne skygge og virkelighed (Hebr 1,3; Hebr 1,10; Hebr 4,8; Hebr 5,8; Hebr 9,12; Hebr 10,12; Hebr 12,22).

3. Alexandrisk påvirkning:

Argumentationens form kan beskrives som enten rabbinsk eller alexandrinsk. Efter at have fremsat sin påstand går forfatteren videre med at bevise den ved citater fra Det Gamle Testamente, taget ud af deres sammenhæng og historiske forbindelse, tilpasset og endda ændret, så de passer til hans aktuelle formål. Denne praksis var almindelig hos forfattere i Israels land og i Alexandria; det samme var brugen af allegori, som spiller en stor rolle i Hebræerbrevet (f.eks. Hebr 3,7-4; Hebr 13,11 f). Men forfatterens allegoriske metode adskiller sig fra rabbinernes ved, at den, ligesom Filons, er del af en bevidst filosofi, ifølge hvilken hele verdens fortidige og nuværende historie kun er en skygge af de sande virkeligheder, som er lagt hen i himlen (Hebr 8,5; Hebr 9,23; Hebr 10,1). Hans interesse for historiske kendsgerninger, for gammeltestamentlige forfattere, for jødiske institutioner og endda for Jesu historiske liv er helt underordnet hans optagethed af de evige og himmelske virkeligheder, som de, på mere eller mindre skyggeagtig måde, repræsenterer. At Hebræerbrevets slægtskab er alexandrinsk snarere end knyttet til Israels land, bevises yderligere af mange filologiske og litterære overensstemmelser med Salomos Visdom og Filon. De fleste af brevets karakteristiske udtryk og vendinger findes også hos disse tidligere forfattere. Det er blevet hævdet, at Hebræerbrevet og Visdommen kom fra samme hånd, og det synes sikkert, at Hebræerbrevets forfatter kendte både Visdommen og Filons skrifter (Plumptre i The Expositor, I, 329 ff, 409 ff; von Soden i Hand-Commentar, 5-6). Hos Filon finder dualismen mellem fremtræden og virkelighed sin endelige syntese i hans hovedbegreb om Logos, og selv om dette udtryk ikke forekommer i Hebræerbrevet i Filons betydning, fremstilles læren i filonsk sprogbrug i de indledende vers (1,1-4). Som Logos overgår Kristus profeterne som Guds åbenbarer, er overlegen i forhold til englene, som var den gamle pagts formidlere, og er herligere end Moses som byggeren af Guds sande tabernakel, hans evige hus; han er en større frelser end Josva, for han fører sine egne til den endelige hvile; og han afløser det aronitiske præstedømme, for mens de gjorde tjeneste i et “helligt sted gjort med hænder, som en efterligning af det sande,” under en “lov, der har en skygge af de kommende goder, ikke tingenes eget billede” (Hebr 9,24; Hebr 10,1), er han, “da han kom som ypperstepræst for de kommende goder, gennem det større og mere fuldkomne tabernakel, ikke gjort med hænder .... og heller ikke gennem blod af bukke og kalve, men gennem sit eget blod, gået ind én gang for alle i det hellige sted, efter at have opnået evig forløsning” (Hebr 9,11).

4. Den kristne faktor:

Alligevel er det muligt at overdrive Hebræerbrevets afhængighed af alexandrinsk tænkning. Dybere end den allegoriske fortolkning af passager hentet fra Septuaginta, dybere end Logos-filosofien, som dannede rammen om hans tænkning, ligger forfatterens erfaring af og tanke om den personlige Kristus. Hans centrale interesse ligger ikke i det teoretiske system, han overtager, men i den levende person, som, mens han er den evige virkelighed bag alle skygger og selve billedet af Guds væsen, også er vores bror, der levede og led på jorden, ophavsmanden til vores frelse, vores “forløber inden for forhænget,” som “formår fuldstændigt at frelse dem, der nærmer sig Gud gennem ham, eftersom han altid lever for at gå i forbøn for dem” (Hebr 1,1-4; Hebr 2,14; Hebr 2,10; Hebr 5,7-9; Hebr 4,14-15; Hebr 6,20; Hebr 7,25). Som hos Paulus og Johannes træder den historiske og evigt levende Kristus også i Hebræerbrevet ind som et oprindeligt og skabende element, der forvandler den hellenistiske tænknings abstrakte filosofi til et levende frelsessystem. På grund af sin væsentlige og personlige forrang frem for den gamle pagts institutioner og personligheder har Kristus grundlagt en ny pagt, givet en ny åbenbaring og forkyndt et nyt evangelium. Forfatteren mister aldrig de evige virkeligheders aktuelle betydning for sine læseres liv af syne. De er til advarsel for dem mod frafald, til opmuntring for dem over for forfølgelse og til deres udødelige håb, mens de ‘løber det løb, der ligger foran (dem), idet de ser hen til Jesus, troens ophavsmand og fuldender (Hebr 2,3; Hebr 3,12; Hebr 4,1; Hebr 10,28; Hebr 12,1; Hebr 12,22).

LITTERATUR.

(1) Kommentar af A. S. Peake, Century Bible; A.B. Davidson, Bible Handbooks; Marcus Dods, Expositor's Greek Test.; T.C. Edwards, Expositor's Bible; F. Rendall (London, 1888); Westcott3 (1903); von Soden, Hand-Commentar; Hollmann, Die Schriften des New Testament.

(2) Indledninger af Moffatt, Introduction to the Lit. of the New Testament; A. B. Bruce i HDB; von Soden i EB; Zahn, Introduction to the New Testament; H.H.B Ayles, Destination, Date, and Authorship of the Epistle to the Hebrews; Harnack, “Probabilia, uber die Addresse und den Verfasser des Hebraerbriefes,” ZNTW, I (1900); W. Wrede, Das literarische Ratsel des Hebraerbriefes (1906).

(3) Teologi: Bruce, The Epistle to the Hebrews; Milligan, The Theology of the Epistle to the Hebrews; Menegoz, La theologie de l'epitre aux Hebreux. For en fyldigere liste, se Moffatt, i det citerede værk

T. Rees