Barnabas
Easton's Bible Dictionary
Trøstens søn, tilnavnet for Joses, en levit (ApG 4,36). Hans navn står først på listen over profeter og lærere i menigheden i Antiokia (13,1). Lukas omtaler ham som en “god mand” (11,24). Han blev født af jødiske forældre af Levis stamme. Han stammede fra Cypern, hvor han havde et jordstykke (ApG 4,36, 37), som han solgte. Man antager, at hans fremtoning var værdig og myndig (ApG 14,11, 12). Da Paulus vendte tilbage til Jerusalem efter sin omvendelse, tog Barnabas sig af ham og førte ham til apostlene (9,27). De havde sandsynligvis været medstuderende i Gamaliels skole.
Menighedens fremgang i Antiokia fik apostlene og brødrene i Jerusalem til at sende Barnabas dertil for at føre tilsyn med bevægelsen. Han fandt arbejdet så omfattende og vigtigt, at han drog til Tarsus for at søge efter Saulus, så han kunne hjælpe ham. Saulus vendte tilbage med ham til Antiokia og arbejdede sammen med ham et helt år (ApG 11,25, 26). Ved slutningen af denne periode blev de to sendt op til Jerusalem med de bidrag, som menigheden i Antiokia havde indsamlet til de fattigere brødre dér (11,28-30). Kort efter at de var vendt tilbage, med Johannes Markus med sig, blev de udpeget som missionærer til den hedenske verden, og i denne egenskab besøgte de Cypern og nogle af de vigtigste byer i Lilleasien (ApG 13,14). Da de vendte tilbage fra denne første missionsrejse til Antiokia, blev de igen sendt op til Jerusalem for at rådføre sig med menigheden dér om hedningernes forhold til menigheden (ApG 15,2: Gal 2,1). Da denne sag var afgjort, vendte de igen tilbage til Antiokia og bragte rådets beslutning med som den regel, efter hvilken hedninger skulle optages i menigheden.
Da de skulle til at drage ud på en anden missionsrejse, opstod der en strid mellem Saulus og Barnabas om, hvorvidt det var passende at tage Johannes Markus med igen. Striden endte med, at Saulus og Barnabas tog hver sin vej. Saulus tog Silas som sin ledsager og rejste gennem Syrien og Kilikien, mens Barnabas tog sin nevø Johannes Markus med og besøgte Cypern (ApG 15,36-41). Barnabas nævnes ikke igen af Lukas i Apostlenes Gerninger.
International Standard Bible Encyclopedia
bar'-na-bas (Barnabas, "formaningens søn" eller muligvis "Nebos søn"): Dette navn blev givet til Paulus' medarbejder, som oprindelig blev kaldt Joses eller Josef (ApG 4,36), som et vidnesbyrd om hans veltalenhed. Dets bogstavelige betydning er "profetiens søn" (bar, "søn"; nebhu'ah, "profeti"). Sammenlign ordet for profet i 1 Mos 20,7; 5 Mos 18,15; 5 Mos 18,18 osv. Dette tolkes i ApG 4,36 som "formaningens søn" i Revised Version (britisk og amerikansk), eller "trøstens søn" i King James Version, hvilket udtrykker to sider af det græske paraklesis, som ikke udelukker hinanden. Da en profets embede er mere end at forudsige, er alle disse fortolkninger tilladelige, når Barnabas vurderes som prædikant. Deismann (Bibelstudien, 175-78) betragter Barnabas som den jødiske græciserede form af Barnebous, et personligt semitisk navn, der for nylig er fundet i indskrifter i Lilleasien, og som betyder "Nebos søn" (Standard Bible Dictionary på det anførte sted).
Han var en levit fra øen Cypern og fætter, ikke "nevø" (King James Version), til evangelisten Markus; ordet anepsios (Kol 4,10) bruges i 4 Mos 36,11 om "fædres brødres sønner." Da vi først hører om ham, var han flyttet til Jerusalem og havde erhvervet ejendom dér. Han solgte "en mark" og gav dens pris som bidrag til underhold for menighedens fattigere medlemmer (ApG 4,36). I ApG 11,24 beskrives han som "en god mand og fuld af Helligånden" (jf. Es 11,2; 1 Kor 12,8; 1 Kor 12,11) "og af tro," egenskaber som gav ham indflydelse og lederskab. Muligvis på grundlag af tidligere bekendtskab gik han i forbøn som Paulus' anbefaler og garant, fjernede disciplenes mistillid i Jerusalem og sikrede den tidligere forfølgers optagelse i deres fællesskab. Da forkyndelsen fra nogle af Barnabas' landsmænd havde sat en bevægelse i gang mod kristendommen blandt grækerne i Antiokia, blev Barnabas sendt fra Jerusalem for at opmuntre og lede den, og efter et personligt besøg, hvor han erkendte dens betydning og behov, opsøgte han Paulus i Tarsus og førte ham tilbage som sin medarbejder. Ved afslutningen af et års vellykket arbejde blev Barnabas og Paulus sendt til Jerusalem med bidrag fra den spæde menighed til de hungersnødramte i den ældre menighed (ApG 11,30). Da de ved deres tilbagekomst blev indviet som missionærer (ApG 13,3) og ledsaget af Johannes Markus, drog de ud på det, der almindeligvis kaldes Paulus' "første missionsrejse" (ApG 13,4; ApG 13,5). Dens historie hører til Paulus' liv. Barnabas betegnes, ligesom Paulus, som "apostel" (ApG 14,14). Frem til ApG 13,43 tillægges forrangen hele tiden Barnabas; fra det punkt, undtagen i 14,14 og 15,12.25, læser vi "Paulus og Barnabas" i stedet for "Barnabas og Saulus." Den sidstnævnte bliver hovedtaleren. Folkene i Lystra kaldte Paulus, på grund af hans glødende veltalenhed, Merkur, mens Barnabas' rolige værdighed og tilbageholdte styrke gav ham navnet Jupiter (ApG 14,12). Barnabas undslap den vold, som Paulus led i Ikonion (ApG 14,19).
Da de vendte tilbage fra denne første missionsrejse, blev de sammen med andre repræsentanter for menigheden i Antiokia sendt for at rådføre sig med apostlene og de ældste i menigheden i Jerusalem om forpligtelsen til omskærelse og ceremoniloven i almindelighed under Det Nye Testamente--synoden i Jerusalem. En adskillelse fra Paulus synes at begynde med, at Barnabas midlertidigt gav efter til fordel for Peters inkonsekvente handlemåde (Gal 2,13). Dette blev fulgt af et mere alvorligt brud angående Markus. På den anden rejse fortsatte Paulus alene, mens Barnabas og Markus tog til Cypern. Luther og Calvin opfatter 2 Kor 8,18; 2 Kor 8,19 sådan, at "den broder, hvis ros er udbredt gennem alle menighederne," betyder Barnabas og derfor antyder senere fælles arbejde. De tilfældige hentydninger i 1 Kor 9,6 og Gal 2,13 ("endog Barnabas") viser i hvert fald Paulus' fortsatte værdsættelse af sin tidligere medarbejder. Ligesom Paulus tog han ikke imod underhold fra dem, han tjente.
Tertullian, fulgt i nyere år af Grau og Zahn, betragter ham som forfatteren til Hebræerbrevet. Det skrift, der er offentliggjort blandt de patristiske skrifter som Barnabasbrevet, og som findes i sin helhed i Codex Sinaiticus, henføres i dag almindeligvis til en senere periode. "Forfatteren hævder intetsteds at være apostlen Barnabas; muligvis var dets forfatter en ukendt navnebror til 'trøstens søn' " (Lightfoot, Apostolic Fathers, 239 f).
H. E. Jacobs
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).