bi-thin'-i-a (Bithunia): En kystprovins i det nordvestlige Lilleasien ved Propontis og Euxinus. I sin snævreste udstrækning omfattede den områderne på begge sider af Sangarius, dens ene store flod, men i velstående tider rakte dens grænser fra Rhyndacus i vest til og ud over Parthenius i øst. Det mysiske Olympus rejste sig i storhed til en højde af 6.400 fod (ca. 1.950 m) i sydvest, og i det hele taget var naturens overflade furet af barske bjerge og gennemskåret af frugtbare dale, der skrånede ned mod Sortehavet.

Hetitter kan have beboet Bitynien i en fjern fortid, for Priamos af Troja fandt nogle af sine stærkeste fjender blandt amazonerne ved den øvre Sangarius i Frygien, og disse kan have været hetitter og kan let have bosat sig langs floden helt til dens udmunding. De tidligst skelnelige bitynere var dog thrakiske indvandrere fra den europæiske side af Reliespont. Landet blev overvundet af Kroisos og kom sammen med Lydien under persisk kontrol, 546 f.Kr. Efter Alexander den Store blev Bitynien uafhængigt, og Nikomedes I, Prusias I og II samt Nikomedes II og III regerede fra 278 til 74 f.Kr. Den sidste konge, træt af den uophørlige strid mellem folkene i Lilleasien, især som den blev fremkaldt af den aggressive Mithridates, testamenterede sit land til Rom. Nikomedia og Prusa, eller Brousa, blev grundlagt af konger, hvis navne de bærer; de andre vigtigste byer, Nikæa og Kalkedon, var tidligere blevet bygget ved græsk foretagsomhed. Der var hovedveje, som førte fra Nikomedia og Nikæa til Dorylaeum og til Angora (se Ramsay, Historical Geography of Asia Minor, og The Church in the Roman Empire before A. D. 170). Under Rom var Sortehavets kyststrækning så langt som til Amisus mere eller mindre tæt forbundet med Bitynien i administrationen.

Paulus og Silas forsøgte at drage ind i Bitynien, men Ånden tillod dem det ikke (ApG 16,7). Andre evangelister må dog tidligt have arbejdet dér og med tydelig fremgang. Bitynien er en af de provinser, som tiltales i 1 Pet 1,1.

Indre vanskeligheder og uroligheder førte til, at Plinius, juristen og litteraten, blev sendt som guvernør, 111 til 113 e.Kr. Han fandt kristne under sin jurisdiktion i så stort et antal, at de hedenske templer næsten var forladte, og handelen med offerdyr sygnede hen. Der fulgte en mindeværdig brevveksling mellem den romerske guvernør og kejser Trajan, hvori de kristnes moralske karakter blev fuldstændigt frikendt, og de undertrykkende foranstaltninger, som krævedes af embedsmænd, blev fortolket med mildhed (se E. G. Hardy, Pliny's Correspondence with Trajan, and Christianity and the Roman Government). Under denne romerske politik blev kristendommen styrket i kraft og offentlig stilling. Senere blev kirkens første økumeniske koncil afholdt i Nikæa, og to senere konciler trådte sammen i Kalkedon, en forstad til det, der nu er Konstantinopel. Kejser Diocletian havde fastsat sin residens og regeringssædet for det østromerske rige i Nikomedia.

Bitynien var i tusind år en del af Det Byzantinske Rige og delte denne stats lykke og ulykke. Ved tyrkernes fremkomst blev dets område hurtigt overrendt, og Orchan, sultan i 1326, valgte Brousa som sin hovedstad; siden den tid har denne været en af de vigtigste osmanniske byer.

G. E. White