ber:

(1) Findes i Det Gamle Testamente kun i 2 Sam 3,31, "og kong David fulgte efter båren"; og i Det Nye Testamente i Luk 7,14, "og han (Jesus) gik hen og rørte ved båren." Det hebraiske ord, der gengives "båre" (miTTah), og dets græske modstykke (soros) betyder strengt taget "kiste". Den såkaldte "båre" hos de gamle hebræere var ganske enkelt en åben kiste eller en flad træramme, som den dødes legeme blev båret på fra huset til graven.

(2) Lukkede kister, som nu er så almindelige i Vesten, var ikke i almindelig brug blandt hebræerne i gammel tid, skønt de ikke var ukendte for egyptere, grækere og romere.

Ved Abners begravelse blev folket befalet at "sønderrive deres klæder" og "binde sæk om sig", og kongen selv, som tegn på sin sorg og kongelige agtelse, "fulgte efter båren" i optoget til graven (2 Sam 3,31).

(3) Om Jesus, da han mødte optoget, der gik ud af porten i byen Nain og bar enkens eneste søn til graven, siger Lukas: "Da Herren så hende, ynkedes han over hende .... og han gik hen og rørte ved båren" og befalede den unge mand at rejse sig osv. Vi bør huske, at kontakt med et dødt legeme var forbudt ved loven som en kilde til urenhed (4 Mos 19,11); derfor gik Jesus her "hen" og "rørte ved båren" kun i forbindelse med, at han oprejste den unge mand, og undgik således enhver kritik for overtrædelse af loven. I Joh 11,35, som her, har vi et under af Jesus, der tydeligt pegede på en højere lov--medlidenhedens evige lov, som fik sit første fulde udtryk i Jesu liv og udgør et af evangeliets særlige kendetegn.

George B. Eager