bar'-foot.

1. Indledende:

Ordet findes i følgende passager: de engelske bibeloversættelser: »Han gik barfodet« (2 Sam 15,30); »(Esajas) gjorde således og gik ... barfodet« (Es 20,2); og ligesom egypterne, »nøgne og barfodede« (Es 20,3; Es 20,4). Det ser ud til, at David under sin flugt for Absalom »gik barfodet«, ikke for at lette sin flugt, men for at vise sin sorg (2 Sam 15,30), og at Mika (Mika 1,8) gør det at »gå barfodet« til et tegn på sorg (Septuaginta: »at være barfodet«; KJV »afklædt«). Profeten Esajas' nøgenhed og bare fødder (20,2) kan have været ment som et symbol og et udtryk for medfølelse med fangernes forladte tilstand (jf. Job 12,17; Job 12,19, hvor KJV og RV har »plyndret«, men nogle autoriteter angiver »barfodet« som den rette oversættelse).

Jastrow fremlægger i artiklen om »Tearing the Garments« (Jour. of the Am. Oriental Soc., XXI, 23-39) en opfattelse, som er værd at overveje, af det at gå barfodet som et tegn på sorg og dernæst på bedrøvelse i almindelighed (jf. også Jewish Encyclopedia, artiklen »Barefoot«). Alle disse passager synes at forudsætte ubehaget ved at gå barfodet på lange rejser, over stenede veje eller varmt sand; men dengang, som nu, synes sandaler i Orienten normalt kun at være blevet brugt lidt i og omkring huset.

Se sko.

2. En gammel orientalsk skik:

De gamles »sko«, som vi ved fra mange kilder, var »sandaler«, dvs. ganske enkelt såler, for det meste af råhud, bundet fast til fødderne for at beskytte dem mod vejens grus, sten eller torne. Sko af moderne slags, såvel som sokker og strømper, var ukendte. I oldtiden var det bestemt en almindelig skik i Bibelens lande at færdes i og omkring sit hus uden sandaler. Landbefolkningen gik faktisk, ligesom nutidens fellaheen, ofte ud på marken barfodet, fordi de var hærdede til det. Men for en konge eller en profet, en præst eller en tilbeder at gå barfodet var en anden sag, ligesom det også var det for en sørgende, for en i stor nød, at blive fundet gående i en bys gader eller gå nogen afstand med bare fødder. Her møder vi igen skikke, der er særlige for Orienten, og som har forskellig betydning. For eksempel blev det dengang, som det nu er i den muslimske verden, anset for vanhelligt og chokerende, intet mindre end en besmittelse, at træde ind i en helligdom eller gå på »hellig jord« med støvdækkede sko eller uvaskede fødder. Moses og Josva fik befaling om at tage deres sko af, når de var på »hellig jord« (2 Mos 3,5; Jos 5,15). »Ingen fik lov til at gå på tempelgrunden med sko på eller med støv på fødderne« (Ber., IX, 5; jf. Jamblichus, Pythagoras, afsnit 105). Ingen i Østen får i dag lov til at gå ind i nogen moské med sko på eller uden først at tage tøfler, der er stillet til rådighed til formålet, uden på sine sko. Som regel skal fødderne også renses ved afvaskning i ethvert sådant tilfælde, ligesom hænder og fødder før hvert måltid.

3. Præster i tjeneste gik barfodet:

Israels præster bar, sådan som det synes også at have været tilfældet med præster i almindelighed blandt de gamle, ingen sko, når de gjorde tjeneste (se Silius Italicus, III, 28; jf. Theodoret om 2 Mos 3, questio 7; og Yer. Shet., 5, 48d). I oldtiden gik Israels præster bestemt barfodede, når de gik op på forhøjningen for at tjene foran arken, i tabernaklet eller templet, ligesom senere i synagogen for at velsigne menigheden; skønt sådanne tjenestegørende præster blandt jøderne i dag, mærkeligt nok, bærer strømper og ikke forudsættes at være barfodede (CoTah, 40a; RH, 316; Shulchan 'Arukh, 'Orach Chayyim, 128, 5; se Jewish Encyclopedia, artiklen »Barefoot«).

4. Grunde til den gamle skik:

Grunden eller grundene til, at skoene blev taget af i sådanne tilfælde som de ovennævnte, er ikke vanskelige for os at gætte os til; men når det gælder at tage skoene af i sørgetider osv., er der forskellige meninger. Nogle ser i sådanne skikke et spor af forfædredyrkelse; andre finder simpelthen en tilbagevenden til primitive livsformer; mens endnu andre, i overensstemmelse med en vidt udbredt jødisk opfattelse, foreslår, at det blev antaget som et helt naturligt symbol på ydmyghed og enkelhed i livet, passende ved anledninger præget af sorg, nød og dyb højtidelig følelse.

Skoene sættes nu til side af mange moderne jøder på Forsoningsdagen og på den niende Ab.

LITTERATUR.

Winer, Robinson, Biblical Researches, under ordet »Priester und Schuhe«; Riehm, Handworterbuch des bib. Alt., under ordet »Schuhe.«

George B. Eager