Se TREE OF LIFE.

(`ets chayyim; xulon tes zoes): Udtrykket "livets træ" forekommer i fire grupper eller sammenhænge: (1) i fortællingen om Edens have, (2) i De Vises Ordsprog, (3) i de apokryfe skrifter og (4) i Johannes' Åbenbaring.

1. Livets træ i Edens have:

Træet stod midt i haven, og dets frugt var af en sådan art, at den frembragte fysisk udødelighed (1 Mos 2,9; 1 Mos 3,22). Efter at manden og kvinden skyldige havde spist af træet til kundskab om godt og ondt, og den syndige tilbøjelighed således var blevet indplantet i deres natur, drives de ud af haven, for at de ikke skal spise af livets træ og leve evigt (1 Mos 3,22). Tanken synes at være, at hvis de spiste af det og blev gjort udødelige i deres syndige tilstand, ville det være en ubeskrivelig ulykke for dem og deres efterkommere. At syndige væsener skulle leve evigt på jorden, ville være ufatteligt katastrofalt, for slægtens forløsning og udvikling ville være en umulighed i den tilstand. Jorden ville snart være blevet et helvede, hvor synden forplantede sig selv for evigt. For at forhindre en sådan mulighed blev de drevet ud, keruber blev sat ved indgangen til haven, flammen fra et sværd, der drejede sig til alle sider, bevogtede vejen til livets træ, og dette forhindrede muligheden for, at mennesket kunne eje en fysisk udødelighed. Det antydes, at de endnu ikke havde spist af dette træ, og muligheden er nu for altid borte. Udødelighed må nås på en anden måde.

Fortolkningen af fortællingen er et vedvarende problem. Er den mytisk, allegorisk eller historisk? Meningerne spænder fra den ene af disse yderligheder til den anden med alle grader af forskel imellem. I almindelighed kan fortolkere deles i tre klasser:

(1) Mange betragter fortællingen som en myte, en gammel fremstilling af, hvordan mennesker dengang forestillede sig det tidlige menneske, men uden noget historisk grundlag bag den. Alle rationalistiske og moderne kritiske forskere er i praksis enige om dette. Budde siger i sin Urgeschichte, at der kun var ét træ, nemlig træet til kundskab om godt og ondt, og at antydningen af et livets træ er en interpolation. Barton har forsøgt at vise, at livets træ i virkeligheden var daddelpalmen, og at myten samlede sig om dette træ på grund af dets biseksuelle natur. Han hævder, at mennesket nåede til selvbevidsthed gennem det seksuelle forhold, og at daddelpalmen derfor kom til at blive betragtet som livets træ og som træet til kundskab om godt og ondt. Men denne forskel opstod senere, da kendskabet til dets oprindelse blev uklart. Han henleder opmærksomheden på, at den hellige palme findes i Eas helligdom i Eridu. Alle sådanne fortolkninger er alt for åbenlyst baseret på en materialistisk evolutionshypotese.

(2) Der er dem, der betragter hele fortællingen som bogstavelig: det ene træ skulle faktisk meddele fysisk udødelighed, det andet kundskab om det onde. Men også dette medfører endeløse vanskeligheder, kræver enorme forskelle mellem naturens love dengang og nu, vældige forskelle i frugter, mennesker og dyr, og en lige så vældig forskel i Guds handlemåde med mennesket.

(3) Vi foretrækker at betragte den som en billedlig-åndelig fortælling, en fremstilling af store åndelige kendsgerninger og religiøs historie i form af et billede. Dette er den sædvanlige bibelske metode. Den blev stadig brugt af profeterne, og Jesus "billedliggjorde" hele tiden store åndelige kendsgerninger ved hjælp af materielle genstande. Sådan var de fleste af hans lignelser. Johannes' Åbenbaring er også en række billeder, der fremstiller åndelig og moralsk historie. Således er livets træ et billede på de herlige muligheder, der lå foran det oprindelige menneske, og som kunne være blevet virkelige for det, hvis ikke dets synd og syndige tilstand havde hindret det. Guds indgriben var en stor barmhjertighed mod menneskeslægten. Udødelighed i synd gøres umulig, og dette har gjort en udødelighed gennem forløsning mulig; mennesket fremstilles i begyndelsen som hverken dødeligt eller udødeligt, men begge dele er mulige, som de to træer repræsenterer. Det syndede og blev dødeligt, og da blev udødelighed nægtet det. Siden er den blevet gjort mulig på en langt højere og herligere måde.

2. En almindelig poetisk sammenligning:

Dette billede gik ikke tabt for Israel. "Livets træ" blev en almindelig poetisk sammenligning for at betegne det, der kan være en kilde til stor velsignelse. I Ordsprogenes Bog uddybes forestillingen fra en fysisk kilde til blot fysisk udødelighed til en moralsk og åndelig kilde til et fuldt liv, mentalt, moralsk og åndeligt, som potentielt vil vare evigt. Liv, et langt liv, tilskrives her en bestemt besiddelse eller egenskab i sind og hjerte. Visdom er en kilde og en forsyning af liv for mennesket. Denne visdom er i sit væsen af moralsk art, og denne moralske kraft bringer hele mennesket ind i det rette forhold til livets kilde. Derfor lever et menneske virkelig i kraft af dette forhold (Ordsp 3,18). Hentydningen i dette vers er uden tvivl til 1 Mos 2,9; 1 Mos 3,22. Et meget lignende udtryk findes i Ordsp 10,11, hvor den retfærdiges mund erklæres for at være en livets kilde. Gode ord er en kraft til det gode og frembringer derfor et godt liv. Ordsp 11,30 har en lignende tanke: "Den retfærdiges frugt er et livets træ," dvs. det gode liv er en kilde til godt i sin indflydelse på andre. Ordsp 13,12 siger: "Håb, der trækkes ud, gør hjertet sygt; men når ønsket kommer, er det et livets træ." Meningen synes at være, at opfyldelsen af gode og lovlige ønsker frembringer de glæder og aktiviteter, som udgør livet og dets velsignelser. Ordsp 15,4 siger: "En mild tunge er et livets træ," dvs. dens velgørende indflydelse hjælper andre til et bedre liv.

3. De apokryfe skrifter:

De apokryfe skrifter indeholder nogle få henvisninger til livets træ, men bruger udtrykket i en anden betydning end den, det har i de kanoniske bøger: “De skal have livets træ som en salve med sød duft” (2 Esdras 2,12). Siraks Bog 1,20 har kun en indirekte henvisning til det. Etiopisk Enok bruger i sit billede af den messianske tidsalder sin fantasi meget frit, når han beskriver det: “Det har en duft over alle dufte; dets blade og blomstring og træ visner aldrig; dets frugt er smuk og ligner daddelpalmen” (24,4). Slavisk Enok taler således: “I midten er livets træ .... og dette træ kan ikke beskrives på grund af dets fortrinlighed og søde duft” (8,3). 2 Esdras siger i sin beskrivelse af fremtiden: “For jer er paradiset åbnet, livets træ er plantet” (8,52).

4. Johannes’ Åbenbaring:

Johannes' Åbenbaring henviser til livets træ tre steder (Åb 2,7; Åb 22,2; Åb 22,14). Dette er billeder af livets herlige muligheder, som venter den frelste sjæl. I Ezekiels billede af idealtilstanden og den messianske tidsalder strømmer der fra Guds helligdom en livgivende flod, som har træer på sine bredder på begge sider, og som bærer frugt hver måned. Dette træs blade skulle ikke visne, og dets frugt skulle ikke slå fejl, fordi det, der gav dets rødder fugt, strømmede fra helligdommen. Denne frugt var til føde og bladene til lægedom (Ez 47,12). Meget lig dette, og sandsynligvis en udvidelse af det, er Johannes’ billede i Åbenbaringen: “Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis” (2,7). Dette betyder, at alle muligheder for et fuldkomment og herligt liv er åbne for den, der sejrer, og som ved at sejre bliver gjort rede til at blive udødelig i en langt højere betydning, end det var muligt for det oprindelige menneske. I hans billede af det nye Jerusalem har floden med livets vand livets træ på begge sider (22,2). Dets blade visner aldrig, og dets månedlige frugtbarhed svigter aldrig. Føde og lægedom skal disse være for verden, frit givet til alle, for at alle kan nyde de højeste muligheder for virksomhed og salighed, som kan komme til dem, der står i det rette forhold til Gud og Jesus Kristus. Grænsen er hans egen begrænsede evne. I 22,14 udtaler Johannes en velsignelse over dem, der vasker deres klæder, som fører det rene og uplettede Kristus-liv, for derved har de ret og privilegium til at gå ind gennem stadens porte og få del i livets træ. Dette betyder ikke blot udødelig eksistens, men sådanne relationer til Jesus Kristus og kirken, at hver enkelt har uhindret adgang til alt, hvad der er godt i Guds univers. Grænsen er hans egen begrænsede evne.

James Josiah Reeve