Spring til indhold

Den frie bibel

Jeremias' Bog 38

1 Shefatja, Mattans søn, og Gedalja, Pashkurs søn, og Jukal, Shelemjas søn, og Pashkur, Malkijas søn, hørte de ord som Jeremias fortsatte med at tale til hele folket:
2 »Sådan siger HERREN: Den som bliver i denne by, skal dø ved sværdet, ved hungersnøden og ved pesten, men den som går over til kaldæerne, skal leve, og sit liv° skal han have som bytte, og han skal leve.
3 Sådan siger HERREN: Denne by vil helt sikkert blive givet i hænderne på Babylons konges hær, og han vil indtage den.«
4 Da sagde embedsmændene til kongen: »Lad dog denne mand blive dræbt, for sådan bliver han ved med at gøre hænderne slappe på dem af krigens mænd som er ladt tilbage i denne by, og gøre hænderne slappe på hele folket ved at tale sådanne ord som disse til dem. Ja, denne mand, han søger ikke fred for dette folk, men ulykke.«
5 Da sagde kong Sidkija: »Se, han er i jeres hånd, for der er ikke noget kongen kan gøre mod jer.«
6 Så tog de Jeremias og kastede ham i Malkijas, kongens søns, cisterne, som var i vagtgården. Og de sænkede Jeremias ned med rebene; men i cisternen var der ikke vand, kun mudder, og Jeremias sank ned i mudderet.
7 Men kushitten Ebed-Melek, en hofmand der var i kongens hus, hørte at de havde anbragt Jeremias i cisternen; og kongen sad netop i Benjamins port.
8 Så gik Ebed-Melek ud fra kongens hus og han talte til kongen:
9 »Min herre konge, disse mænd har handlet ondt i alt hvad de har gjort mod profeten Jeremias, som de har kastet i cisternen, og han vil dø der hvor han er, på grund af hungersnøden, for der er ikke brød længere i byen.«
10 Så befalede kongen kushitten Ebed-Melek: »Tag med dig herfra 30 mænd og hent profeten Jeremias op af cisternen før han dør!«
11 Så tog Ebed-Melek mændene med sig, og han gik ind i kongens hus og henne under forrådskammeret tog han slidte klude og pjalter derfra og sænkede dem ned til Jeremias i cisternen ved hjælp af rebene.
12 Og kushitten Ebed-Melek sagde til Jeremias: »Anbring de slidte klude og pjalter under dine armhuler, under rebene.« Og sådan gjorde Jeremias.
13 Så trak de Jeremias op med rebene og hentede ham op af cisternen. Og Jeremias blev i vagtgården.
14 Da sendte kong Sidkija bud og lod profeten Jeremias hente til sig ved den tredje indgang som var i HERRENS hus. Og kongen sagde til Jeremias: »Jeg vil spørge dig om et ord, skjul ikke et ord for mig!«
15 Jeremias svarede Sidkija: »Hvis jeg meddeler dig det, mon ikke du så helt sikkert dræber mig? Og hvis jeg rådgiver dig, vil du ikke lytte til mig.«
16 Da svor kong Sidkija i hemmelighed til Jeremias: »Så sandt HERREN lever, som har givet os dette liv,° jeg vil ikke dræbe dig, og jeg vil ikke give dig i disse mænds hånd som stræber dig efter livet!«°
17 Så sagde Jeremias til Sidkija: »Sådan siger HERREN, Hærskarers° Gud, Israels Gud: Hvis du virkelig overgiver dig til Babylons konges ledere, så vil du° leve, denne by vil ikke blive brændt ned, og du og dit hus vil leve!
18 Men hvis du ikke overgiver dig til Babylons konges ledere, vil denne by blive givet i kaldæernes hånd, og de vil brænde den ned med ild; og du skal ikke slippe fri af deres hånd.«
19 Da sagde kong Sidkija til Jeremias: »Jeg er bange for judæerne som er gået over til kaldæerne, de kunne overgive mig i deres hånd så de kan mishandle mig.«
20 Jeremias sagde: »De vil ikke overgive dig, adlyd dog HERRENS røst, det som jeg taler til dig, så vil det gå dig godt, og du° skal leve!
21 Men hvis du afslår at overgive dig, er dette det ord som HERREN har ladet mig se:
22 Se, alle de kvinder som er ladt tilbage i Judas konges hus, føres ud til Babylons konges ledere. Og se, de siger:
›De forførte dig og overvandt dig,
dine gode venner,
dine fødder sank ned i sumpen,
de trak sig tilbage.‹
23 Og alle dine hustruer og dine sønner fører de ud til kaldæerne, og du, du slipper ikke fri af deres hånd. Men du bliver grebet af Babylons konges hånd, og denne by vil blive brændt ned med ild.«
24 Sidkija sagde til Jeremias: »Lad ikke noget menneske vide noget om disse ord, og du skal ikke dø!
25 Og hvis lederne hører at jeg har talt med dig, og de kommer til dig og siger til dig: ›Fortæl os nu hvad du har talt til kongen, skjul det ikke for os, så vil vi ikke dræbe dig! Og hvad har kongen så talt til dig?‹
26 Da skal du sige til dem: ›Jeg har fremlagt min tryglen for kongen, så at han ikke bringer mig tilbage til Jonatans hus for at dø der.‹«
27 Da kom alle lederne til Jeremias, og de spurgte ham, og han fortalte dem alle disse ord som kongen havde befalet. Så vendte de sig tavse fra ham, for ordet var ikke blevet hørt.
28 Jeremias sad i vagtgården indtil den dag da Jerusalem blev indtaget. Og han var der, da Jerusalem blev indtaget.