naf'-ta-li (naphtali; Nephthaleim):

I. PATRIARKEN

1. Navn

2. Omstændighederne ved hans fødsel

3. Historiske og traditionelle detaljer

II. NAFTALIS STAMME

1. Dens relative position

2. Dens beliggenhed i Israels land

3. Fysiske træk

4. Stammens særpræg

5. Steder og indbyggere

6. Jesu gerning i dette område

I. Patriarken.

1. Navn:

Jakobs 5. søn og den 2., som blev født ham af Rakels tjenestepige, Bilha. Han var Dans helbror (1 Mos 30,7).

Ved hans fødsel siges Rakel at have udbrudt: naphtule 'Elohim niphtalti, »Guds brydekampe«--dvs. »vældige brydekampe«--»har jeg kæmpet«.

2. Omstændighederne ved hans fødsel:

Hendes søsters frugtbarhed var en tung prøvelse for den ufrugtbare Rakel. Ved sit kneb havde hun fået børn, idet hendes tjenestepiges afkom blev regnet som hendes eget; og således blev hendes skam over barnløshed fjernet. Navnet Naftali, som blev givet denne søn, var et mindesmærke over hendes sejr. Hun havde vundet Guds gunst og velsignelse, sådan som den viste sig på den måde, det orientalske hjerte længtes efter: sønners fødsel.

3. Historiske og traditionelle detaljer:

Personlige detaljer om patriarken Naftali mangler helt i Skriften; og traditionerne har ikke meget at sige om ham. Ifølge Targum Pseudo-Jonathan var han en hurtig løber. Den fortæller os også, at han var en af de 5 brødre, som Josef valgte til at repræsentere Jakobs familie for farao. Han siges at have været 132 år gammel ved sin død (Testament of the Twelve Patriarchs, viii, 1, 1). Da Jakob og hans familie flyttede til Egypten, havde Naftali 4 sønner (1 Mos 46,24). I Egypten døde han og blev begravet.

II. Naftalis stamme.

1. Dens relative position:

Da den første folketælling blev foretaget i ørkenen, talte stammen 53.400 kampdygtige mænd (4 Mos 1,43; 4 Mos 2,30). Ved den anden folketælling var antallet svundet ind til 45.400 (4 Mos 26,48); men se NUMBERS. Naftalis plads i ørkenen var nord for tabernaklet, under Dans lejrs banner, sammen med Ashers stamme (4 Mos 2,25). Banneret var ifølge jødisk tradition en slange eller basilisk med indskriften: »Jahves tilbagevenden til Israels mange tusinder« (Targum Pseudo-Jonathan til 4 Mos 2,25). Når hæren var på march, kom denne lejr bagest (4 Mos 2,31). Stammens fyrste ved Sinaj var Ahira, Enans søn (4 Mos 2,29). Blandt spejderne var stammen repræsenteret af Nahbi, Vofsis søn (4 Mos 13,14). Fyrst Pedahel, Ammihuds søn, blev valgt fra Naftali til at hjælpe ved fordelingen af landet (4 Mos 34,28). Mod slutningen af Davids regeringstid var stammens leder Jeremot, Azriels søn (1 Krøn 27,19). Hiram, den tyriske kunsthåndværker, beskrives som »søn af en enke af Naftalis stamme« (1 Kong 7,14). Men i 2 Krøn 2,14 kaldes han »søn af en kvinde af Dans døtre«. Dom 5,15 forbinder ikke bestemt Barak med Issakars stamme; hans bopæl var i Kedesh (Dom 4,6); det er derfor muligt, at han hørte til Naftalis stamme.

2. Dens beliggenhed i Israels land:

Ved fordelingen af landet var Naftalis lod den næstsidste, der blev trukket (Jos 19,32-39). Grænserne angives meget udførligt. Selv om det endnu ikke er muligt at følge dem med sikkerhed, gør identificeringen af steder i de senere år, som vi hovedsagelig står i gæld til afdøde oberst Conder for, en tilnærmelse mulig. Området var mod øst afgrænset af Galilæas Sø og Jordans øvre løb. Josefus lader det strække sig til Damaskus (Ant., V, i, 22); men der er intet, der støtter dette. Den sydlige grænse løb sandsynligvis fra det punkt, hvor Wady el-Bireh løber ud i Jordan, vestpå langs dalens nordside til Tabor-bjerget. Den vestlige grænse kan have gået op ad vejen over Chattin (Ziddim) og Yaquq (Hukkok) til Kerr `Anan (Hannathon), hvor den bøjede mod vest og omfattede landet ved er-Rameh (Ramah), indtil den nåede Ashers område. Idet den igen løb nordpå, indtil den næsten lå over for Tyrus, bøjede den mod øst og endnu en gang nordpå til LiTany (Leontes), og tog den større del af det, som araberne kalder Belad Beshdrah og Belad es-Shukif, med. Nitten byer i Naftali nævnes i Jos 19,32 ff. Blandt dem var den berømte tilflugtsby Kedesh-Naftali (se denne), på højderne vest for Meroms vande, hvor omfattende ruiner stadig kan ses (20,7). Den blev sammen med Hammoth-dor og Kartan tildelt de gershonitiske levitter (21,23; 1 Krøn 6,76).

Landet omkring Jordans kilder var indbefattet i Naftalis lod. Det er klart, at Naftali hverken fra denne del eller fra de byer, der nævnes i Dom 1,33, fordrev kana’anæerne. Dem fandt danitterne i besiddelse af området på tidspunktet for deres angreb. Der er intet tegn på, at Naftali på nogen måde harmedes over denne indtrængen fra deres beslægtede stamme i deres område (Dom 18).

3. Fysiske træk:

Det således angivne distrikt omfatter meget fremragende land, både til græsning og til dyrkning. Der findes de brede, rige terrasser, som hæver sig mod nord og nordvest fra Galilæas Sø, med Gennesarets frugtbare slette ved søbredden. Bjergene umiddelbart nord for søen er klippefulde og golde; men når man har passeret denne strækning, kommer man ind i Øvre Galilæas høje og rummelige egne, som fra tidernes morgen har været bondebefolkningens glæde. Der findes store vidder, som i sæsonen giver gyldne høster. Det rigt varierede landskab, med bjerge, høje og dale, er kendetegnet ved en finere trævækst, end der er almindelig i Israels land. Terebinten og fyren, oliven-, morbær-, abrikos-, figen-, granatæble-, appelsin- og citrontræet samt vinstokken dyrkes med godt udbytte. Vand er forholdsvis rigeligt og leveres af mange vandrige kilder. Det var et af de distrikter, hvorfra Salomo hentede forsyninger; embedsmanden med ansvar for det var kongens svigersøn Ahima’atz (1 Kong 4,15).

4. Stammens særpræg:

Det frie liv i disse vidtstrakte højlande, som gav så rigeligt udbytte ved den flittige hånds berøring, udviklede en robust mandighed og en sund uafhængighedsånd hos indbyggerne. Ifølge Josefus, som kendte dem godt (BJ, III, iii, 2), manglede landet aldrig store skarer af modige mænd, rede til at gøre god fyldest ved enhver krigsanledning. Dets historie, så langt vi kender den, gav rig lejlighed til udviklingen af krigeriske egenskaber. I kampen mod Sisera fandtes Naftali på markens højder (Dom 5,18). Til Davids styrker i Hebron bidrog Naftali med tusind anførere, »og med dem, med skjold og spyd, syvogtredive tusind« (1 Krøn 12,34). Deres beliggenhed udsatte dem for det første stød fra fjender nordfra; og i kongernes krige spillede de en vigtig rolle (1 Kong 15,20; 2 Kong 12,18; 2 Kong 13,22); og de var de første vest for Jordan, der blev ført bort i fangenskab (2 Kong 15,29).

Se GALILÆA.

5. Steder og indbyggere:

Den største by på Naftalis bjergland i dag (i 1915) er Safed, på højderne lige nord for Galilæas Sø, ofte omtalt som »byen, der ligger på et bjerg«. Den er bygget i form af en hestesko, åben mod nord, rundt om Borghøjen, hvor ruinerne af tempelherrernes gamle fæstning ligger. Dette er en meget stærk position, som næppe kan have undgået at være besat i oldtiden, skønt den hidtil ikke kan identificeres med nogen gammel by. Den har mellem 20.000 og 30.000 indbyggere. Over for den mod nordvest, på den anden side af Wady Leimuns dybe slugt, rejser Jebel Jermuk sig, det højeste bjerg i selve Israels land (cirka 4.000 fod), som kan være stedet for FORKLARELSEN (se dette). Indbyggerne i Safed blev massakreret af sultan Bibars i 1266. Byen led hårdt under jordskælv i 1759; og den delte med Tiberias, også en by i Naftali, den katastrofe, som jordskælvet i 1837 forårsagede. Den er en af jødernes hellige byer.

6. Jesu arbejde i dette område:

I Naftalis land tilbragte Jesus en stor del af sit offentlige liv; Gennesarets land, Betsajda, Kapernaum og Korazin lå alle inden for dets grænser (jf. Matt 4,15).

W. Ewing