nå'-de:

1. Ordet Charis:

I det engelske Nye Testamente er ordet "nåde" altid en oversættelse af (charis), et ord der forekommer i den græske tekst omkring 170 gange (læsningen er usikker nogle steder). I verdslig græsk fra alle perioder er det også et meget almindeligt ord, og både i bibelsk og verdslig græsk bruges det med langt flere betydninger end der kan udtrykkes ved et enkelt engelsk ord. Primært

(a) synes ordet at betegne behagelig ydre fremtoning, "ynde", "skønhed"; sammenlign personificeringen i "Nåderne". En sådan brug findes i Luk 4,22, hvor "undrede sig over hans ords tiltrækning" er en god oversættelse; og tilsvarende i Kol 4,6.

(b) Objektivt kan charis betegne det indtryk som "ynde" frembringer, som i 3 Joh 1,4 "større glæde har jeg ikke end dette" (men mange håndskrifter læser chara, "glæde", her).

(c) Som en mental egenskab kan charis oversættes med "venlighed" eller, når det er rettet mod en bestemt person eller personer, med "gunst". Således i Luk 2,52, "Jesus voksede ... i gunst hos Gud og mennesker".

(d) Som modsætningen hertil betegner charis den følelse som vækktes hos modtageren af sådan gunst, dvs. "taknemmelighed". Således Luk 17,9 læser bogstaveligt, "Har han taknemmelighed over for denne tjener?" I en lidt overført betydning betegner charis de ord eller følelser hvori taknemmelighed udtrykkes, og bliver således "tak" (nogle 10 gange, Rom 6,17, osv.).

(e) Konkret kan charis betyde den handling hvorigennem venlighed udtrykkes, som i 1 Kor 16,3, hvor King James Version oversætter med "gavmildhed", og Revised Version (britisk og amerikansk) med "velgerning". Disse forskellige betydninger blandes naturligt ind i hinanden, og i visse tilfælde er det vanskeligt at fastslå den præcise betydning som forfatteren mente ordet skulle udtrykke, en forvirring som er fælles for både Nye Testamente og verdslig græsk. Og i verdslig græsk har ordet stadig en endnu større mangfoldighed af betydninger som næppe vedrører teologer.

2. Nåde som Kraft:

Naturligvis blev de forskellige betydninger af ordet simpelthen overtaget fra det daglige sprog af Nye Testamentes forfattere. Og således er det helt uberettiget at forsøge på grundlag af alle ordets forekomster at konstruere en enkelt lære som skal forklare alle de forskellige anvendelser. At ét ord kunne udtrykke både "talens ynde" og "taknemmelighed for velsignelser" blev uden tvivl følt som et rent tilfælde, hvis man tænkte på det overhovedet. Men ikke desto mindre gjorde ordets netop denne elasticitet det muligt at få endnu en--ny og teknisk kristen--betydning. Dette synes at være opstået dels ved at fusionere to af de almindelige betydninger. For det første kan charis, som i (e) ovenfor, betyde "en gave". I 1 Kor 16,3; 2 Kor 8,19 er det pengene givet af korinthierne til jerusalemmerne. I 2 Kor 9,8 er det forøgelsen af verdslige goder som Gud tildeler til velgørende formål. I 2 Kor 1,15 er det den fordel som korinthierne modtog fra Paulus' besøg. I mere åndelig forstand er charis udstyringen til et embede i kirken (Ef 4,7), mere særligt til apostlenes gerning (Rom 1,5; Rom 12,3; Rom 15,15; 1 Kor 3,10; Ef 3,2; Ef 3,7). Således i 1 Kor 1,4-7 randnote udvides charis til "ord og al erkendelse", gaver som korinthierne var særligt begunstiget med. I 1 Pet 1,13 er charis den fremtidige himmelske salighedstilstand som kristne skal modtage; i 3,7 er den det nærværende gaver af "liv". For det andet er charis ordet for Guds gunst, en betydning af ordet som især blev forfinet af Paulus (se nedenfor). Men Guds gunst adskiller sig fra menneskers ved at den ikke kan forestilles som passiv. En velvillig "tanke" fra Gud om et menneske indebærer nødvendigvis modtagelsen af en eller anden velsignelse af det menneske, og "at se med gunst" er en af de mest almindelige bibelske omskrivninger for "give en velsignelse". Mellem "Guds gunst" og "Guds velgerninger" eksisterer der et forhold af aktiv kraft, og eftersom charis betegnede både gust og velgerninger, var det det naturlige ord for den kraft som forbandt dem. Denne brug er meget klar i 1 Kor 15,10, hvor Paulus siger, "ikke jeg, men Guds nåde som var med mig" arbejdede mere rigelig end de alle sammen: nåde er noget som arbejder. Således i 2 Kor 12,9, "Min nåde er tilstrækkelig for dig: thi min kraft fuldkommengjøres i svaghed"; sammenlign 2 Tim 2,1, "styrket i nåden", og 1 Pet 4,10, "forvaltere af Guds mangfoldige nåde". Åbenbart er nåde i denne betydning næsten en synonym for Ånden (se DEN HELLIGÅND), og der er lille egentlig forskel mellem "fuld af den Helligånd" og "fuld af nåde og kraft" i ApG 6,5; ApG 6,8, mens der er en meget slående parallel mellem Ef 4,7-13 og 1 Kor 12,4-11, med "nådens gaver" i det ene sted og "Ånd ens gaver" i det andet. Og denne forbindelse mellem nåde og Ånden findes bestemt i formuleringen "nådens Ånd" i Hebr 10,29 (sammenlign Zak 12,10). Og som bekendt er det fra denne betydning af ordet at den katolske lære om nåden udvikledes.

3. Nåde i Retfærdiggørelse:

Denne betydning af charis blev opnået ved at udvide og kombinere andre betydninger. Ved den modsatte proces, hvor en af ordets betydninger blev snævert begrænset, kom det igen ind i kristen teologi som en teknisk term, men denne gang i en betydning, der er ganske forskellig fra den, der netop er drøftet. Dannelsen af denne særlige betydning synes at have været Paulus' værk. Når charis bruges med betydningen "gunst", antydes der slet intet om, hvorvidt gunsten er fortjent eller ej. Således er for eksempel i Det Nye Testamente, når det i Luk 2,52 siges, at "Jesus gik frem .... i gunst hos Gud og mennesker," den sidst mulige tanke, at vor Herre ikke fortjente denne gunst. Sammenlign også Luk 2,40 og ApG 2,47 og, som mindre klare tilfælde, Luk 1,30; ApG 7,46; Hebr 4,16; Hebr 12,15; Hebr 12,28. Men ordet har rigelig brug i verdsligt græsk i betydningen ufortjent gunst, og Paulus greb denne betydning af ordet for at udtrykke et grundlæggende kendetegn ved kristendommen. Grundpassagen er Rom 11,5; Rom 11,6, hvor der som definition gives: "Hvis det er af nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers er nåde ikke længere nåde." At ordet bruges i andre betydninger, kunne ikke have fået nogen læser i det 1. århundrede til at overse betydningen, som jo er umiskendelig. "Nåde" i denne betydning er en holdning fra Guds side, som helt udgår fra ham selv, og som på ingen måde er betinget af noget i genstandene for hans gunst. Sådan i Rom 4,4. Hvis frelsen gives på grundlag af, hvad et menneske har gjort, gives frelsen af Gud som betaling af en gæld. Men når tro regnes for det, den ikke er, dvs. retfærdighed, er der intet krav fra menneskets side, og det modtager som en ren gave noget, som det ikke har fortjent. (Det er ganske vist sandt, at tro indebærer moralsk anstrengelse og derfor kan opfattes som en slags "gerning"; det er ganske vist sandt, at tro gør noget som en forberedelse til at modtage Guds videre gaver. Men det tilslører simpelthen det eksegetiske spørgsmål at bringe disse tanker ind her, da de bestemt ikke var til stede i Paulus' sind, da versene blev skrevet.) "Nåde" er da i denne betydning antinomien til "gerninger" eller til "lov"; den har et særligt forhold til syndens skyld (Rom 5,20; Rom 6,1) og har næsten nøjagtigt samme betydning som "barmhjertighed". Ja, "nåde" adskiller sig her fra "barmhjertighed" især ved at medbetegne ivrig kærlighed som handlingens kilde. Se retfærdiggørelse. Naturligvis er det denne betydning af nåde, der dominerer Rom 3-6, især i tesen 3,24, mens den samme brug findes i Gal 2,21; Ef 2,5; Ef 2,8; 2 Tim 1,9. Den samme strenge betydning ligger bag Gal 1,6 og findes, mindre skarpt formuleret, i Tit 3,5-7. (Gal 5,4 er måske anderledes.) Uden for Paulus' skrifter synes hans definition af ordet at være overtaget i Joh 1,17; ApG 15,11; Hebr 13,9, mens en forvanskning af denne definition i retning af antinomisme er emnet for skældsordene i Jud 1,4. Og naturligvis er det ud fra ordet i denne tekniske paulinske betydning, at en udførlig protestantisk nådelære er blevet udviklet.

4. Særlige anvendelser:

5. Kristi lære:

I de græske evangelier bruges charis i Kristi egne ord kun i Luk 6,32-34; Luk 17,9. Da Kristus talte aramæisk, skyldes valget af dette ord Lukas, sandsynligvis påvirket af dets almindelige brug i den kristne tradition på hans egen tid. Og der er intet ord i vore Herres bevarede ord, som antyder, at Han regelmæssigt brugte nogen særlig betegnelse for nåde i nogen af dens betydninger. Men tankerne er utvetydigt til stede. At synders forladelse er en fri handling fra Guds side, kan beskrives som essentielt i Kristi lære, og læren formiddles på alle mulige måder. Den fortabte søn, der kun kender sin egen elendighed Luk 15,20, tolderen uden fortjeneste at påkalde Luk 18,13, de syge som trænger til en læge Mark 2,17, de som hungrer og tørster efter retfærdighed Matt 5,6, disse er dem, for hvem Guds forladelse er udøbelig. Og positive velsignelser, hvad enten de er timelige eller åndelige, skal søges hos Gud med fuldstændig tillid til Ham, som klæder lillierne og ved, hvordan man giver gode gaver sine børn Matt 7,11; her har Luk 11,13 "Helligånden" i stedet for "gaver," uden tvivl en lukansk fortolkning, men bestemt en rigtig en. Ja, det er ikke for meget sagt, at Kristus kender kun én uforlignelig synd, synden af åndelig selvtilfredsstillelse—"Det som er højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud" Luk 16,15; sammenlign Luk 17,7-10; Matt 20,1-16.

6. I Det gamle testamente:

Der er intet ord på hebraisk, som kan repræsentere alle betydningerne af charis, og i Septuaginta bruges charis selv praktisk talt kun som oversættelse af det hebraiske chen, "gunst," denne begrænsning af betydningen skyldes ønsket om at repræsentere det samme hebraiske ord med det samme græske ord så vidt muligt. Og chen bruges til gengæld kun i sætningen "finde gunst" 1 Mos 6,8 osv., hvad enten henvisningen er til Gud eller mennesker, og uden teologisk betydning. Meget tættere på Paulus' brug af charis er ratson, "acceptans," i sådanne steder som Es 60,10, "I min gunst har jeg været barmhjertig mod dig"; Sl 44,3, "ikke.... ved deres eget sværd.... men.... fordi du var dem gunst." Måske kan der stadig findes endnu tættere paralleller i brugen af checedh, "venlighed," "barmhjertighed," som i 2 Mos 20,6 osv. Men selvfølgelig ville en begrænsning af kilder til læren til kun passager indeholdende bestemte ord være helt uretfærdig. De vigtigste linjer synes at være disse:

(1) Teknisk set står frelse af nåde i Det Nye Testamente i modsætning til en gammeltestamentlig lære om frelse ved gerninger (Rom 4,4; Rom 11,6), eller, hvad der er det samme, ved lov (Rom 6,14; Joh 1,17); dvs. mennesker og Gud tænkes som parter i en kontrakt, der skal opfyldes af hver især uafhængigt. Det meste af lovgivningen synes at forudsætte en forestilling om mennesket som en størrelse helt uden for Gud, mens 5 Mos 30,11-14 udtrykkeligt siger, at loven ikke er for svær eller for langt borte for mennesket.

(2) Alligevel er selv denne lovfromhed ikke uden vigtige modifikationer. At holde loven er menneskets gerning, men at mennesket har loven at holde, er noget, som Gud alene skal takkes for. Sl 119 er selve essensen af lovfromhed, men forfatteren føler sig hele vejen igennem overvældet af storheden i den barmhjertighed, der åbenbarede sådanne bud for mennesker. Når alt kommer til alt, er den indledende (og afgørende!) handling Guds, ikke menneskets. Dette siges skarpest i Ez 23,1-4--Oholiba og hendes søster blev Guds, ikke på grund af nogen dyd hos dem, men på trods af den mest oprørende adfærd. Sammenlign 5 Mos 7,7 osv.

(3) Men selv i de mest lovprægede passager gøres en absolut bogstavelig overholdelse af loven aldrig (ikke engang i en passage som 4 Mos 15,30; 4 Mos 15,31) til en betingelse for frelse. Tanken om overtrædelse mildnes til enhver tid af tanken om Guds tilgivelse. Hele offersystemet, for så vidt som det er sonende, hviler på Guds nådige accept af noget i stedet for lovlydighed, mens de passager, der tilbyder Guds barmhjertighed uden at kræve selv et offer (Es 1,18; Mika 7,18-20 osv.), er utallige. Ja, i Mika 16; Mika 20; Mika 23 loves barmhjertighed til et folk, der omtales som om det næppe engang ønskede den, et yderst ekstremt eksempel.

(4) Men en blot negativ tilståelse af tilgivelse er en meget mangelfuld definition af Det Gamle Testamentes forestilling om Guds barmhjertighed, som glæder sig ved at skænke positive goder. Gaven til Abraham af Kanaans land, befrielsen fra Egypten, føde i ørkenen, frelse fra fjender, udfrielse fra eksil--hele Israels historie kan opleves som beretningen om, hvad Gud gjorde for sit folk uden nogen pligt eller tvang; taknemlig taksigelse for sådanne ufortjente velsignelser fylder for eksempel meget af Salmernes Bog. Menneskers hjerter er i Guds varetægt, så de fra ham kan modtage impulsen til det, der er ret (1 Krøn 29,18 osv.). Og løftet gives om, at den Gud, der har åbenbaret sig som en tilgivende Far, til sin tid vil gribe sine børn for at virke virkelig retfærdighed i dem (Es 1,26; Es 4,3; Es 4,1; Es 32,1-8; Es 33,24; Jer 31,33; Jer 31,14; Ez 36,25; Ez 36,26; Ez 36,8; Dan 9,24; Sl 51,10-12) Med dette løfte--for Det Gamle Testamente altid noget fremtidigt--går Det Gamle Testamentes lære over i Det Nye Testamentes.

7. Sammenfatning:

De fleste drøftelser af den bibelske lære om nåde har været mangelfulde, fordi de har indsnævret betydningen af »nåde« til en eller anden særlig betydning og derefter forsøgt at tvinge denne særlige betydning ned over alle de bibelske passager. For eksempel har romerske lærde, med udgangspunkt i ordets betydning i (lad os sige) 2 Kor 12,9, fået Rom 3,24 til at sige, at mennesker retfærdiggøres ved indgydelsen af guddommelig hellighed i dem, en fortolkning der fuldstændig ødelægger Paulus' argument. På den anden side har protestantiske ekstremister forsøgt at vende processen om og har hævdet, at nåde ikke kan betyde andet end gunst som en holdning, med resultater der er lige så ødelæggende fra et eksegetisk synspunkt. Og der er opstået en forvirring, som har hindret mennesker i at se, at de fleste stridigheder om nåde taler forbi hinanden. En stiv definition er næppe mulig, men alligevel er en enkelt forestilling faktisk til stede i næsten hvert eneste tilfælde, hvor »nåde« findes--forestillingen om, at alt, hvad en kristen har eller er, udelukkende har sit centrum i Gud og Kristus og helt afhænger af Gud gennem Kristus. Himmeriget er forbeholdt dem, der bliver som små børn, dem der ser hen til deres Far i kærlig tillid om enhver velgerning, hvad enten det er den tilgivelse, der gives så frit, eller den styrke, der kommer fra ham, som virker i dem både at ville og at gøre.

LITTERATUR.

Alle de bibelske teologier indeholder udførlige drøftelser af emnet; for Det Nye Testamente gives de mest præcise definitioner af Bernard Weiss. Men for betydningen af »nåde« på et bestemt sted må kommentarerne konsulteres, selv om den studerende bør advares mod drøftelser, der argumenterer for tæt ud fra, hvad der kan synes at være parallelle passager.

Burton Scott Easton